Prisvindende historiker: Illiberalismen er lige så amerikansk som grundlæggelsesidealerne
I juni 2015 kom Donald J. Trump kørende ned ad en guldbelagt rulletrappe i Trump Tower. Verdenspressen var samlet i lobbyen for at høre, hvad byggematadoren fra New York havde at sige.
Foran et bagtæppe af amerikanske flag, monteret med hvidhovedede havørne på toppen, annoncerede han sit præsidentkandidatur og udbasunerede, at mexicanske indvandrere er narkosmuglende “voldtægtsforbrydere”, der strømmer over den sydlige grænse. Han tilføjede dog, at “nogle, formoder jeg, er gode folk”.
Hvis man udelader Donald Trumps promovering af birtherism, konspirationsteorien om at Obama ikke blev født i USA, fra bunken af normbrydende episoder, markerede åbningstalen begyndelsen på en af de mest gennemgående temaer i Trump-årene.
Hver gang Trump gjorde eller sagde noget, affødte det chokreaktioner i medierne, der insisterede på, at han “overtrådte liberale demokratiske normer” – at Trump og Det Republikanske Parti brød med USA’s politiske traditioner og liberale principper og værdier; det kunne være manglende respekt for individuelle rettigheder og friheder, fair valg eller den amerikanske pluralisme.
En af USA’s mest respekterede historikere opfattede mediernes vanlige respons på Trumps adfærd og snakken om, at han ødelagde liberale, demokratiske normer, som besynderlig.
“En af de ting, der slog mig, da Trump først blev en seriøs kandidat, var al snakken om hans overtrædelse af liberale demokratiske normer. Det virkede, som om mange ønskede at tro, at Trumps indtræden var en total afvigelse fra normalen, og at USA er et sted, hvor et liberalt demokrati er normen,” forklarer Steven Hahn, en Pulitzer-prisvindende professor ved New York University, i et interview med Frihedsbrevet.
“Så hvis bare man kunne fjerne dette (illiberale, red.) ‘ukrudt’, ville alt blive godt igen. Men i 2020 og efterfølgende blev det tydeligt, at det ikke var en særlig hjælpsom opfattelse af Trump, eller hvad han repræsenterede,” siger han.
Mediernes gængse reaktion på Trump og “trumpismen” er med os den dag i dag;
Meningsdannere og kommentariatet knokler stadig med at forstå mandens ophav og politiske appel. Efter stormen på Kongressen deklarerede mange kommentatorer og politikere, herunder præsident Joe Biden, at angrebet ikke afspejlede, hvordan USA faktisk er. Men ifølge professor Hahn og størstedelen af hans seriøse kollegaer holder den opfattelse af USA’s politiske historie ikke stik.
Pressens kontinuerlige beklagen over Trumps “normbrydende adfærd” fik Steven Hahn, der er ekspert 1800-tallets USA og længe har forsket i sociale og politiske bevægelser, til at se nærmere på et element af trumpismens ophav: USA’s illiberale traditioner.
USA’s politiske kultur bliver som regel associeret med liberalismen og dens principper om lige rettigheder og vilkår for alle. Men i sin aktuelle bog, Illiberal America: A History, argumenterer Hahn for, at anti-liberale ideer, relationer og dispositioner er dybt indlejret i USA’s kultur og politik. Han skriver blandt andet, at USA’s illiberale islæt eksisterede, før landet blev til, og længe før liberalismen tog form: Han sporer illiberale elementer helt tilbage til de britiske kolonier i USA.
Ved årets præsidentvalg hersker en stor frygt for, at USA’s befolkning vil omfavne en autoritær retorik og adfærd, at en form for nationalisme forankret i racemæssig eksklusion vil blive udbredt, og at kulturelle hierarkier og homogenitet bliver promoveret i tiltagende grad. Målinger viser, at troen på klassiske liberale principper som ytringsfrihed og ikke-voldelig politisk adfærd er alarmerende lav blandt amerikanske vælgere.
Men hvordan er de illiberale strømninger endt med at have så godt fat i USA? Hvordan præger disse illiberale tilbøjeligheder og impulser præsidentvalgkampen, og hvad skal man have for øje, når man hører forklaringer om, at de febrile tilstande i dagens Amerika er en afvigelse fra, hvad USA “engang” stod for, eller at Trump alene er skyld i en fremmed frembrusende anti-demokratisk retorik og adfærd? Det har jeg talt med Steven Hahn om til denne uges USA2024.
Hvad er illiberalisme?
Steven Hahn definerer illiberalismen som en samling af ideer, der kredser omkring faste, medfødte hierarkier, blandt andet nationaliet, ideologi, køn, økonomisk status og race, altså grupperettigheder frem for ukrænkelige og universelle individuelle rettigheder.
“Iboende ulighed, snarere end ligestilling af folket, er fundamentet for, hvordan de (tilhængere af illiberalisme, red.) forstår verden,” forklarer Hahn.
“Personer, der kan betragtes som illiberale og har interesse i at skabe kulturel homogenitet, er som regel mistroiske over for udefrakommende; de går ind for eksklusion og udvisninger og stiller spørgsmålstegn ved det, vi normalt ville betragte som demokratiske praksisser, medmindre det primært er til deres egen fordel. De har tendens til at identificere både interne og eksterne fjender og er komfortable med ideen om at bruge vold til at håndtere disse fjender. De går ofte ind for etnisk baserede opfattelser af tilhørsforhold og nationalitet og støtter tanken om fællesskabets vilje over retssamfundets principper.”
Illiberalismen som historisk fænomen er lidt af en pærevælling – en blanding af forskellige ideer og former for mobilisering, som kan forekomme sammen og uafhængigt af hinanden, og som er flygtige og forandrer sig over tid.
I sin nye bog, der tager læseren igennem flere hundrede års amerikansk historie, komplicerer Hahn fortællingen om Amerika som en unik nation, der er i konstant og uundgåelig fremmarch mod mere frihed og mere ligestilling. Bogen er episodisk, som Hahn forklarer det, og den fokuserer på perioder gennem amerikansk historie, som vi typisk forbinder med liberalismens fremkomst. I sit værk forsøger han at forholde sig kritisk til disse perioder, og han peger på mange eksempler, hvor de illiberale idéer, relationer og kulturelle praksisser faktisk var til stede.
De illiberale værdier bryder ikke kun lejlighedsvis ud i samfundets periferi, ifølge Hahn, men har været “centrale elementer af politik og kultur” helt fra begyndelsen. Hahn skriver, at illiberalismen er “dybt forankret i vores historie og ikke ude i marginerne, men i centrum, idet den gennemsyrer samfundets og det politiske livs jordbund”.
Typisk er illiberalisme og anti-demokratisk adfærd blevet betegnet som en reaktion imod den moderne liberalisme, som er baseret på frihed og individets ukrænkelige rettigheder. Men med sit flere hundrede år lange historiske tilbagesyn argumenterer Hahn for, at illiberalisme altid har været et centralt og indflydelsesrigt element af USA’s politiske og kulturelle udvikling, som sideløbende har sloges med de liberale idealer om demokrati og lighed.
Det kom eksempelvis til udtryk under slaveriet, den etniske udrensning af USA’s oprindelige indfødte befolkning, antikatolicismen, antisemitismen, antimormonismen og Jim Crow-apartheidsystemet i Sydstaterne.
Hahn er ikke ude på at male et mørkt og negativt billede af USA – snarere ønsker han at fremhæve de forhindringer, som kampen mod racisme, fattigdom, ulighed og krænkelser af rettigheder har været nødt til at overkomme for dermed at vise, hvorfor de nutidige amerikanske liberale grundsten er skrøbelige. Hans mål med bogen er at decentrere den amerikanske liberalisme og bryde med fortællingen om, at den har været det dominerende udgangspunkt for, hvordan USA’s politiske kultur og historie er blevet præget gennem tiden.
Hahn fortæller, at det ikke kun er højrefløjen, som går ind for illiberale ideer, selvom man godt kunne få tanken med den nuværende politiske diskurs i USA. Selvom illiberalismen hovedsageligt kommer til udtryk fra den højre del af det politiske spektrum, siger Hahn, at progressive arbejderbevægelser også har været tilhængere af en eksluderende, anti-demokratisk form for politik.
“Jeg har et kapitel om den progressive periode, som hedder ‘modernisering af illiberalismen’, og det er i høj grad organiseret omkring eugenik, som blev omfavnet af mennesker på tværs af det progressive spektrum som en måde at bruge staten til at avle en bedre race af amerikanere.”
I bogen er der også kapitler, der kredser sig om politikeren George Wallace, der stillede op som tredjepartikandidat i 1968, ligesom Hahn også berører Bill Clintons reformpakker vedrørende kriminalitet og velfærdssystemet.
Fænomenets rødder
USA’s revolutionerende grundlæggelsesidealer, som blev indskrevet i uafhængighedserklæringen og forfatningen, har længe været filtret ind i illiberale, anti-demokratiske impulser, som stikker dybt i folkedybet og ‑sjælen. De to fænomener har udviklet sig i samspil med hinanden, forklarer Hahn.
Professoren sporer de illiberale strømninger helt tilbage til det feudale og det tidlige moderne Europa, som senere genetableres i de britiske kolonier i den nye verden. Illiberalismen går ikke bare forud for liberalismen, men den har også sin helt egen logik i den forstand, at den ikke udvikler sig i relation til liberalismen – den udvikler sig af sig selv. Senere blev de to viklet mere ind i hinanden, og de illiberalistiske ideer blev sat i kontrast til liberalismen.
“Hvis man tænker over det, er der ikke mange regeringer eller perioder i amerikansk historie, der virkelig kan defineres som progressive eller liberale. Jo, 1930’erne, perioden under borgerkrigen og den tidlige rekonstruktionsperiode, der fulgte. Men grundlæggende set, udover det, er det ikke et særlig rosenrødt billede. Normalen er ikke lig med liberalisme,” forklarer han.
Fordi den amerikanske kernefortælling har det med at præsentere sin fortid i storpatriotiske vendinger, er det ikke altid let at se, hvordan de anti-liberale ideer har haft godt og grundigt fat i både politik og samfundsmæssige forhold.
Og denne dynamik, altså sameksistensen mellem det liberale og illiberale, har blottet sig mere i Trump-årene, forklarer Hahn. Guds eget land har oplevet et maskefald, og i dagens Amerika bliver det illiberale islæt sat til skue på næsten daglig basis.
Trumpismen er ikke grebet ud af den blå luft
Donald Trump og Det Republikanske Partis højredrejning er markant og opsigtsvækkende på flere måder, men det er ikke sådan, at de har opfundet den dybe tallerken og grebet det ud af den blå luft.
“Jeg vil heller ikke sige, at dette bare er mere af det samme, men det bygger på idéer og holdninger, der har ligget tæt på overfladen i lang tid og nu er brudt ud,” forklarer Hahn.
Der var ifølge Hahn gunstige vækstbetingelser for Trump; jorden har været gødet gennem flere hundrede år for, at hans form for politik kunne bryde igennem på nationalt plan.
Hahn er ikke tilhænger af ideen om, at “historien gentager sig selv”, men på trods af det mener han, at man kan drage paralleller mellem USA’s febrilske nuværende tilstande og 1920’erne, som han siger, i “det mindste minder os om højrefløjens styrke, og hvor tæt disse højreorienterede følelser ligger på overfladen”.
Paralleller til Trump gennem historien har været mere synlige på delstats- og lokalt niveau, siger Hahn og nævner Alabamas guvernør i 1960’erne og 1970’erne, George Wallace, som var en “lokal politisk boss, der byggede et effektivt fyrstedømme i Alabama”. Wallace tilbragte sine politiske år med at forsvare raceadskillelse. Han hævdede, at det var for at beskytte individets frihed mod en føderal regerings overgreb. I virkeligheden var det en opfordring til at oprette autoritære styreformer på delstatsniveau, skriver Hahn i sin bog.
“Det var alvorligt, og det antyder, hvordan vores politik altid har været forurenet af en række illiberale adfærdsmønstre og praksisser,” fortæller han mig.
På trods af at Trump minder om Wallace, tilføjer Hahn, at Trump dog alligevel er særegen grundet personkulten omkring ham.
“Der er ingen måde at forstå Trump på uden at anerkende hans karisma og hans evne til at udvikle et loyalt følgeskab,” forklarer han.
Jeg spørger Hahn, om Trumps frembrud markerede et crescendo for disse illiberale strømninger, som Trump drog fordel af. Er Trump den logiske kulmination af denne historie? Eller var Trump blot den perfekte katalysator for at bringe disse impulser og tendenser sammen?
Hahns forklaring lyder, at “mange ting var piblet frem rundt omkring”, inden Trump trådte frem på den nationalpolitiske scene. Den førnævnte ildsprudlende fortaler for raceadskillelse, George Wallace, som stillede op som præsident og klarede sig godt i nordlige stater som Wisconsin og Indiana, er et eksempel.
Richard Nixons udtalelser om hævn mod sine fjender, eksempelvis pressen og Demokraterne, hvilket blandt andet kom til udtryk i forbindelse med Watergate-skandalen, er et andet.
Højrefløjspolitikere som Pat Buchanan og nynazisten David Duke, der gik ind for en etnisk baseret form for nationalisme, fik greb om republikanske vælgere i 1990’erne.
Der har altid været illiberale adfærdsmønstre, fortæller Hahn.
Man behøver ikke engang gå særligt langt tilbage i tiden, før man støder på spor, og i det nuværende århundrede er USA’s højesteret et godt sted at lede. Hahn forklarer, at den amerikanske højesterets afgørelse om valget i 2000, dens afgørelser om penge i politik og undermineringen af the Voting Rights Act i 10’erne har tydelige paralleller til slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, hvor en omfattende indsats for at fratage folk deres ret til at stemme fandt sted.
“I 2000 iscenesatte de i bund og grund et kup, så George W. Bush kunne blive præsident. Og det blev ikke bestridt,” fortæller Hahn.
Men selvom der er flere eksempler, er det svært at svare på, hvad der er årsagen til, at de nuværende tilstande er opstået, og hvornår de gjorde det, siger han og nævner vigtigheden af at forstå mønstrene i en større global kontekst, hvor højrepopulister verden over har vundet frem det seneste årti.
“Dette er et internationalt spørgsmål. Jeg tror ikke, man kan forstå Trump uden at se på de globale tendenser,” forklarer han.
“Selvom vi ikke ved, hvad der vil ske ved dette valg, ved vi, at over 45 procent af vælgerne vil støtte en person, der har lovet et autoritært regime. Så jeg vil ikke sige, at det er noget, der kan spores tilbage til det 18. eller 19. århundrede, tydeligvis ikke.”
Men hvis man skal se på, hvad der gjorde Trump eller trumpismen mulig frem for en anden konservativ bevægelse eller højrefløjsvariant, mener Hahn, at man bør se nærmere på, hvad der kom før Trump: Præsident Barack Obama.
“Barack Obamas valg er enormt vigtigt, for selvom folk troede, at USA var blevet til et post-racemæssigt samfund lige pludselig, var det også tydeligt, at det udløste en dyb uro om, hvor landet var på vej hen. Og erkendelsen blandt mange hvide amerikanere, at de kunne blive en demografisk minoritet på et senere tidspunkt i det 21. århundrede, er tæt forbundet med dette.”
Hahn fortæller, at han som historiker dengang tænkte, at folk, der havde udgjort flertallet, ville blive tvunget til at reflektere over en tilværelse som mindretalsbefolkning og på den måde ville udvikle mere sympati over for minoriteter.
“Men det var helt forkert,” konkluderer han.
“De ved, hvad det indebærer at være en minoritet, og det ønsker de ikke. De vil hellere kæmpe som besat for at forhindre det.”
Trump forstår det amerikanske ubehag
“Trump er en særlig type politisk figur, der, trods sine mangler, har en vis politisk genialitet til at forstå, hvordan man udnytter folks frygt. Han gør det på en måde, der bekræfter befolkningens bekymringer, og på det samme sprog, som de selv bruger til at udtrykke sig. Dermed kan han præsentere sig selv som deres frelser, selvom han på mange måder repræsenterer alt det, der har gjort deres liv elendigt.”
Hahn mener, at Trump er succesfuld, fordi “han forstår nogle amerikaneres ubehag over for sorte og brune borgere og hvide amerikaneres følelse af, at deres privilegier er blevet frataget dem eller er ved at blive fjernet, samt følelsen af, at deres fremtid er i fare, og at demokratiet fungerer for dem, men ikke for andre”.
I 1960’erne, da borgerrettighederne blev udvidet, vendte situationen for mange hvide amerikanere, forklarer Hahn. Det var i denne periode, hvor man så udbredelsen af “ideen om, at staten og den føderale regering, som tidligere blev set som en allieret, der sikrede de hvide amerikaneres privilegier under eksempelvis Den Store Depression, nu vendte sig imod dem og blev en klientstat for folk, der var anderledes end dem”.
Sorte amerikanere fik først deres fulde borgerrettigheder i 1960’erne, og der gik ikke lang tid, før der blev sat en stopper for de racemæssige fremskridt.
Hahn peger igen på George Wallace og siger, at han “ligesom Trump havde en god forståelse for denne følelse, eftersom han levede i en verden af illiberal politik, som er ældre end nationen selv”.
“Jeg tror, at meget af dette har ligget lige under overfladen – en fornemmelse af at fællesskabets vilje manifesterer sig på mange forskellige måder,” fortæller Hahn.
Fra modstanden til desegregering i 60’erne og 70’erne til nutidens Moms for Liberty-bevægelse har dele af befolkningen gennem landets historie besluttet sig for at “danne en beskyttende kreds omkring deres lokalsamfund, som skulle afskærme dem fra at blive krænket. ‘Du kan have dine rettigheder derovre, men du har ikke de samme rettigheder her,’ sagde de. Og det er ideen bag illiberalismen – at modsætte sig den liberale universalisme og i stedet have et meget specifikt syn på rettigheder.”
Ifølge Hahn gentager Trump og dagens Republikanske Parti konstant en fortælling om, at en del af befolkningens privilegier er blevet taget fra dem, og at Trump vil bringe dem tilbage.
“Trump siger: ‘Jeg vil handle på en måde, så I igen kan føle jer som de privilegerede, ikke de andre,’” siger Hahn.
“Selvom han ikke forklarer, hvordan han vil gøre det, føler de på en eller anden måde, at han er den eneste, der virkelig bryder sig om dem. Det er virkelig en trist situation, og vi kan ikke bare sige, at de er en flok idioter. Nej, vi skal virkelig forstå, at nogle af dem har mistet håbet – der er ingen måde at få dem tilbage på. Men andre kan ændre mening, som vi har set det ved tidligere valg; Trump vandt omkring 200 amter i 2016, som stemte på Obama i 2008 og 2012. Det er enormt, og med de tætte marginer, som valg bliver afgjort med, kan sådan et udsving have stor indflydelse på det endelige resultatet.”
Hahns forklaring på, at Trump og trumpisme stadig beskrives som en afvigelse, er, at mange amerikanere har svært ved at blive konfronteret med landets mørke historie, deres nationale traume – og fejl og mangler så at sige:
“Jeg tror på en måde, at det er et forsøg på at overbevise sig selv om, at der ikke er noget grundlæggende galt, og at det blot er noget, der kan forekomme ud af det blå. Folk tænker: ‘Vi skal tage det alvorligt og besejre det, for alternativet er langt mere skræmmende; at indrømme at det, vi ser, er noget, der er indlejret i vores politik, vores kultur og den måde, vi interagerer med hinanden på i vores dybeste væsen’.”
Hahn er ikke ligefrem håbefuld for fremtiden, men han mener dog, at tilstandene kan ændre sig.
“Det eneste, der giver mig en vis forbeholden håb, er at erkende, at politik er flygtig, og at vælgerkorpset er i konstant bevægelse. Det er muligt, når vi først erkender de bekymringer, folk har, at der måske kan skabes en anderledes vælgerkoalition. Men tro mig, jeg er mere pessimistisk end nogensinde. Det er igen på grund af de internationale dimensioner. Ser man sig omkring på kloden, er der ikke rigtig en opskrift på at undgå højrefløjens fremmarch. Selv lande, der havde stærke socialdemokratiske institutioner og politiske reformer og var stolte modstandere af racisme, er pludselig i situationer, de aldrig har været i før.”