Regeringen sender flere skriftlige svar end nogensinde før: “Vores demokrati er udfordret,” mener medieforsker
Det korte af det lange
Regeringen har aldrig været dårligere til at stille op, når pressen henvender sig, viser en undersøgelse, Frihedsbrevet har lavet. En tredjedel af regeringens ministres interaktioner med morgenaviserne er skriftlige, og det vækker bekymring blandt medieforskere.
“Det svækker muligheden for at have en fri presse, det svækker også den demokratiske offentlighed, og så siger det noget om, hvordan vores demokrati er udfordret,” siger forskningschef fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch.
Klimaminister Lars Aagaard, der ifølge undersøgelsen er den dårligste til at stille op, afviser kritikken med, at han “fucking never ever” har oplevet et arbejdspres som det, man oplever som minister.
Hele historien
Da tidligere Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen i oktober på et pressemøde bebudede sin afsked fra dansk politik, kom han i samme ombæring med en opfordring til sine politiske kolleger.
Med en replik om, at han havde haft sjovere dage på kontoret end den i dag, fortalte han om et motto, han havde forsøgt at leve efter i sin tid i dansk politik.
“Stil op for din familie. Stil op for dine kammerater. Stil op for noget, der er større end dig selv. Stil op for dit land. Stil især op, når det er svært. Stil op, hvis du har en dårlig sag. Stil op. Rank ryggen. Se dem i øjnene. Gør en forskel, hvor du kan,” lød det fra en rørstrømsk Ellemann i hans afskedssalut.
Men at “stille op” er ikke, hvad vi på Frihedsbrevet oplever, at Ellemanns nu tidligere ministerkolleger gør. I hvert fald ikke hos os, hvor vi oftest af en pressemedarbejder bliver spist af med enten ingen kommentarer eller skriftlige kommentarer fra ministre, når vi henvender os.
For at undersøge i hvilket omfang magten stiller sig til rådighed for pressen, har Frihedsbrevet foretaget en undersøgelse, som belyser, hvor ofte den nuværende regerings ministre “stiller op”, som Ellemann formulerede det.
Frihedsbrevets gennemgang af 120 artikler viser, at omtrent 34 procent af ministrenes interaktioner med pressen foregår via skriftlige citater. Det er det dårligste resultat, en regering har præsteret i nyere tid.
“Det tager ilten ud af den demokratiske samtale, fordi vores demokrati jo er bundet op om vores folketingspolitikere og dermed især om de folketingspolitikere, der er i regeringen,” forklarer medieforsker Mark Ørsten fra Roskilde Universitet.
Skriftlig svar-Lars
Frihedsbrevets undersøgelse tager udgangspunkt i den fjerde måned i hver regeringsperiode. Derfor kunne de individuelle resultater for de respektive ministre formentligt se helt anderledes ud, hvis undersøgelsen havde taget udgangspunkt i en anden måned.
Hvis en minister for eksempel har en møgsag kørende – eller ingen presse har på sit område overhovedet for den pågældende måned – er det klart, at resultatet havde været et andet.
Derfor forsøgte vi os i første omgang med at foreholde pressens minister – også kendt som statsminister Mette Frederiksen – undersøgelsens resultater. Det havde statsministeren imidlertid ingen kommentar til.
Derefter spurgte Frihedsbrevet mediernes minister, nemlig kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), hvad han tænker om, at regeringens ministre i højere og højere grad spiser pressen af med skriftlige svar. Heller ikke kulturministeren ønskede at kommentere.
Men da Frihedsbrevet gik over de respektive ministres tal igen, var der alligevel én minister, som gjorde sig særligt uheldigt bemærket med sine resultater: nemlig klima‑, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), der havde sit første møde med dansk politik, da han for et år siden blev indsat som minister i SVM-regeringen.
For i den undersøgte måned stiller klimaministeren nemlig ikke op. Overhovedet. Og det er til trods for at Lars Aagaard er en af de ministre i regeringen, der var mest omtalt og benyttet i medierne i den periode.
60 procent af Lars Aagaards interaktioner med morgenaviserne Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske foregik via skriftlige citater, og de resterende 40 procent kom tilbage i form af “ingen kommentar”-kommentarer fra ministeren.
Adspurgt om, hvad klimaministeren selv mener om det resultat, affejer han kritikken med, at nogle gange bare ikke noget at sige til en sag:
“Det har jo været en konkret vurdering på det her tidspunkt. Det kan jo vise sig, at virkeligheden er, at der ikke er nogen kommentar. Og hvis der ikke er nogen kommentar, så kan man jo godt ringe op og sige, at der ikke er nogen kommentar. Men det er der jo ikke nogen, der bliver klogere af.”
Men ser du det ikke som problematisk, at du i en hel måned afstår fra at stille op til interview hos landets tre største aviser?
“Men det er heller ikke rigtigt. I den måned har jeg talt med Berlingske og Jyllands-Posten – bare i en anden sektion. Det er jo sådan, at mange af de sager, jeg har med at gøre, også er nogen, der lever på andre sider end de første, så den præmis køber jeg ikke,” siger Lars Aagaard og henviser til, at Frihedsbrevets undersøgelse kun inddrager ministeroptrædender i de tre avisers 1. sektioner – og dermed ikke inddrager for eksempel Berlingskes Business-sektion.
Men når man læser aviserne og får det indtryk af dig, at du enten sender et skriftligt svar eller ingen kommentar har, ser du så slet ikke noget problematisk i det?
“Jamen, jeg synes jo ikke, det er rigtigt, det, du siger. Jeg kan ikke genkende det billede, at jeg ikke stiller op,” siger Lars Aagaard og pointerer, at han for den pågældende måned har givet mange interviews til andre medier.
Hvordan klimaministeren forholder sig til sit forbrug af skriftlige kommentarer, vender vi tilbage til senere i artiklen.
Ministeriernes detailstyring
At ministre i højere og højere grad henfalder til at slynge skriftlige svar af sted i stedet for at stille sig til rådighed for pressen, er der ifølge professor Jørgen Grønnegaard to årsager til.
Den første årsag er, at medieudbuddet i nyere tid er eksploderet med stadigt flere medier, der presser på for at få svar fra magthaverne, samtidig med at medierne i dag kører i døgndrift.
“Der er altså et meget stort efterspørgselspres, og det kan man så imødegå på den måde, at man i apparatet forbereder nogle svar. For eksempel i form af udtalelser til citat, som overhovedet ikke har været i nærheden af ministeren, men som er produceret i et samspil mellem de almindelige embedsmænd og så embedsmændene i ministeriernes kommunikationsafdelinger.”
En sådan manøvre så vi for nylig, da dagbladet Politiken bragte en forsidehistorie om en finanslovsbevilling på en million kroner til en mindesten på Skæring Hede. Bevillingen stod finansminister Nicolai Wammen (S) personligt bag, men den bevilling var der imidlertid ingen, der havde bedt om, kunne Politiken afsløre.
I et skriftligt svar til avisen undlod Wammen at svare på Politikens spørgsmål om, hvorvidt pengene var blevet efterspurgt, men bekræftede, at det var ham, der havde bragt forslaget til forhandlingsbordet.
Dagen efter måtte Wammen dog gå ud i en noget kikset kovending og fortælle i et interview, at der altså havde været en efterspørgsel på bevillingen. Forvirringen undskyldte ministeren med følgende citat:
“Nu var det jo ikke mig, der modtog henvendelsen fra Politiken,” svarede Wammen avisen og vedkendte sig altså, at det skriftlige svar, som Finansministeriets presseafdeling havde udarbejdet, aldrig havde været forbi ham selv, før det landede i Politikens spalter.
Med andre ord er landets finansminister altså ikke klar over, hvad han selv udtaler sig om til medierne.
Et ønske om kontrol
Netop det toptunede kommunikationsapparat er et udtryk for den professionalisering, som Jørgen Grønnegaard vurderer, er den anden årsag til, at hyppigheden af de skriftlige svar er steget og fortsat stiger, som Frihedsbrevets undersøgelse viser.
Jørgen Grønnegaard mener at se et “helt åbenlyst” ønske fra ministerierne om at styre kommunikationen mere og begrunder det med den måde, moderne politik bedrives på i dag.
Politik går hurtigere, samtidig med at der også er politiske overvejelser forbundet med, hvordan man håndterer en lortesag.
“De har en politik, som de gerne vil fremme, og hvis der så opstår kritiske sager, har de jo også et ønske om at præge den måde, som de sager bliver formidlet på af medierne. Det kan nogle gange betyde, at de sender det præfabrikerede standardsvar af sted.”
Det, at medierne kører så hurtigt, og at man dermed også er hurtigere videre fra en sag til den næste – muliggør det ikke, at man som minister kan gemme sig bag skriftlige svar?
“Jo, givetvis. Og det er jo, fordi nogle af de der sager er af en art, hvor det meget hurtigt driver over. Opmærksomheden er der måske en halv dag eller nogle morgentimer, og hvis det så ikke rigtig lykkes at komme videre med det, så dør den pågældende mediehistorie.”
You won’t believe the arbejdspres
Tidligere har både politiske redaktører samt medieeksperter kritiseret, hvordan landets ministre er blevet dårligere til at stille sig til rådighed for pressen, og til Frihedsbrevet gør forskningschef Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole da også det samme, da han bliver forelagt undersøgelsens resultater.
“Det er en bevægelse i den forkerte retning,” siger Roger Buch.
“Det svækker muligheden for at have en fri presse, det svækker også den demokratiske offentlighed, og så siger det noget om, hvordan vores demokrati er udfordret.”
Roger Buch forklarer, hvordan det er en generel tendens, man ser i hele den offentlige sektor, hvor man ønsker at detailstyre kommunikationen udadtil.
Alene inden for de seneste 11 år er antallet af kommunikationsfolk i staten steget med 70 procent, og ude i landet gælder det, at antallet af journalister ansat af danske kommuner er tredoblet siden 2006.
Men ønsket om at styrke kontrollen med kommunikationen, som øjensynligt har været i højsædet i mere end et årti, har tilsyneladende aldrig fundet vej til Klimaministeriet ved Holmens Kanal i København. Det afviser Lars Aagaard i hvert fald.
Handler de skriftlige svar ikke om, at du gerne vil styre, hvad det er for en kommunikation, der kommer fra dit ministerium, og hvad der kommer fra dig, når der netop ikke er mulighed for at stille opfølgende spørgsmål?
“Nej, det synes jeg ikke. Det er ikke det, der er det centrale. Det har noget at gøre med karakteren af det, man bliver spurgt til, og så har det noget at gøre med at prioritere. Og nogle gange bliver der også spurgt til ting, hvor det er inden for en deadline. Jeg har ikke en kinamands chance, hvis jeg for eksempel skal forholde mig til en eller anden rapport – hvordan skal jeg kunne nå det? Altså, jeg er personligt overrasket over, hvor ekstremt mange henvendelser der er.”
Men det er vel også, fordi det er mere fordelagtigt for dig bare at sende et skriftligt svar nogle gange? Fordi så glider du nemmere af på den, hvis der er en kritik?
“Nej, det tænker jeg egentlig ikke. Nogle gange kan det også være fint at tage det mundtligt og så vinge det af der, hvor det skriftlige svar jo også risikerer at blive vinklet og vendt, så jeg synes ikke, det er så entydigt.”
Det er jo ikke rigtigt, for ved et skriftligt svar er der måske tre linjer, og så er det jo også begrænset, frem for at vi får lov til at stille kritiske spørgsmål og følge op på det, som er kritikken. Ved et skriftligt svar svarer ministeren jo heller ikke altid på det, der bliver spurgt om.
“Man kan altid kritisere, om de skriftlige svar så svarer på det, der bliver spurgt om, om de er præcise nok og så videre. Jeg arbejder med mine skriftlige svar og prøver at svare på det, jeg bliver spurgt om. Min oplevelse er, at risikoen for kritik ofte i realiteten stiger med det skriftlige svar, fordi så er det jo andre kilder, der taler rundt om ministerens skriftlige svar.”
Vil du slet ikke medgive, at det at sende et skriftligt citat nogle gange kan handle om meget præcist og bestemt at kontrollere, hvad det er for et udfald, en artikel skal have? Altså, at det nogle gange handler om ren kontrol fra en minister eller et ministeriums side, frem for at det handler om, at man ikke lige kunne finde ti minutter?
“Altså, jeg har godt nok ikke oplevet det. Jeg har ikke fundet den knap, hvor jeg kan kontrollere medierne i det her land. Jeg oplever, at der er en livlig og kritisk presse. Jeg oplever ikke det der kontrolgen, at man kan styre en historie. Jeg har mere en oplevelse af, at de gange, hvor jeg af forskellige årsager, herunder er i et enormt tidspres – altså you won’t believe it, hvordan det er – at når man sender et skriftligt svar, er der en risiko for, at det står som en meget lille del af artiklen. Så jeg har det ikke sådan, at jeg tænker, det er en ticket to heaven at kontrollere sådan noget.”
Ved udgangen af interviewet med klimaministeren vil Lars Aagaard betone en sidste gang, hvor meget der trækkes i én som minister
“Lige til allersidst: Pressen skal serviceres, men jeg vil bare sige, at jeg har arbejdet som direktør i 15 år, før jeg blev minister. Jeg har fucking never ever oplevet et pres, der er på det niveau, som det er at være minister,” siger Lars Aagaard.
“Altså summen af den efterspørgsel, der er efter, hvad en minister skal gøre, det er fucking vildt. Det er helt vildt. Og det skal ikke lyde som en undskyldning eller et eller andet. Medierne har en helt særlig rolle, og den relation, den er supervigtig, men det er fucking vildt, så der skal være en benhård prioritering af tiden hele tiden. Det er desværre virkeligheden.”
Et svækket demokrati
Medieforsker Mark Ørsten peger på, at en af grundene til, at andelen af skriftlige kommentarer er steget fra 27,85 til 34,17 procent fra Mette Frederiksens sidste regeringsperiode til denne, kan være, at under den sidste centraliserede statsministeren meget af magten om et par enkelte topministre.
Det er blevet sværere nu, da der for det første under denne regering er hele tre ledere – Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen, og de har alle tre forskellige typer af status, samtidig med at de også mener meget forskelligt.
“Af den årsag kan der være virkelig gode grunde til at være ekstra omhyggelig med, hvem der siger hvad, og hvor meget man siger, så man ikke bliver fanget på det forkerte ben. Og så medierne ikke laver sådan nogle opfølgende historier om splid i regeringen,” siger Mark Ørsten.
Men ministrenes hyppige brug af de skriftlige svar giver en række udfordringer, forklarer Ørsten. For eksempel svarer ministeren ofte overhovedet ikke på det, som vedkommende bliver spurgt om:
“For det første får man mulighed for at tale udenom, ganske simpelt. Og selv hvis de svarer konkret på spørgsmålet, kan det jo være, at det konkrete svar ville give mulighed for opfølgende spørgsmål, hvis man var i en rigtig interviewsituation, og de opfølgende spørgsmål har man så heller ikke mulighed for, når man afleverer det skriftlige svar,” siger Mark Ørsten, som beskriver interaktionerne som en form for staccato-kommunikation.
Resultatet bliver, ifølge medieforskeren, at vi kun får det perspektiv, som politikerne har lyst til at give, såfremt pressen ikke får lov at gøre sit arbejde ved at kræve interviews. I sidste ende vil det gøre befolkningen mere uklar på, hvor den ømme politiske tå er.
Roger Buch betoner dog også, at de demokratiske problemstillinger, der kan opstå ved, at en minister hyppigt svarer på skrift, ikke gør sig gældende, når det blot er en hurtig kommentar til en given sag.
“Men det er klart, hvis det er en anden form for journalistik, hvor man vil stille de kritiske spørgsmål til skatteudspillet for eksempel, eller man vil stille de kritiske spørgsmål til regeringens langsomme klimaindsats eller til regeringens reaktion på krigen i Gaza, så er det derimod dybt problematisk.”
Roger Buch vurderer, at der er tre lag i den demokratiske problematik, der opstår, når ministre svarer skriftligt. Det første er den frie presse:
“For hvis man stiller et kritisk spørgsmål og får et skriftligt svar, kan man meget nemt få et svar, som er sådan et glansbilled-svar eller et svar, hvor man i virkeligheden slet ikke svarer på det, man bliver spurgt om. Og så bliver det sådan set umuligt at lave kritisk journalistik,” siger Roger Buch.
“Og dermed får vi også en offentlig debat — den demokratiske offentlighed, som er det andet lag – hvor politikere ikke bliver udfordret på eksempelvis et skatteudspil eller udenrigspolitikken. Demokratiet kan – og det er så det tredje lag – i virkeligheden ikke fungere, hvis man i for stort omfang får den der type af svar.”
Tror du, at tendensen har noget at gøre med, at det er en flertalsregering, som reelt kan gøre, hvad der passer den, i lidt højere grad end tidligere regeringer har kunnet gøre?
“Nej, jeg tror mere, det handler om, at kontrol med kommunikation er blevet noget centralt i moderne politik. Det startede jo med nogle ganske få spindoktorer, som vi kaldte dem dengang tilbage i 90’erne, da Nyrup var statsminister. Det var ikke alle ministre, der havde det dengang, men nu er det jo sådan noget, som alle ministre har, og vigtige ministre har ikke mindre end tre.”
Det største spinhold nogensinde
Med den seneste ministerrokade, hvor flere Venstrepolitikere blev skrottet til fordel for nogle nye, gik det næsten ubemærket hen, at regeringen i samme ombæring fremover vil tillade sig selv at ansætte flere spindoktorer end nogensinde før.
I forbindelse med oprettelsen af et nyt grønt udvalg kan flere ministre nu ansætte op til to spindoktorer. Finansminister Nicolai Wammen har endda været så heldig, at han nu må ansætte tre.
Det betyder, at der nu kan ansættes i alt 35 spindoktorer til at bedrive ministrenes ærinde, og regeringen har dermed slået sin egen rekord fra i sommers, hvor antallet af særlige rådgivere blev opjusteret til 30.
Jacob Bruun, der er tidligere særlig rådgiver for daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, mener derimod ikke, at mængden af skriftlige svar, som ministrene byder pressen, er et udtryk for et ønske om at styre kommunikationen.
Er der ikke også en fordel i, at man kan styre kommunikationen meget mere, hvis man sender et skriftligt citat i stedet for at stille sig til rådighed for opfølgende spørgsmål?
“Nej, det tror jeg faktisk ikke. Jeg er helt med på, at det er journalist-præmissen på det. Det er klart, at hvis du stiller op til et langt mundtligt interview, så skal du være klædt på til at svare i alle hjørner af sagen, men hvis ministeren skal det, så er det jo først og fremmest over for Folketinget. Det er jo der, de har deres forpligtelse til at svare i al væsentlighed på ting,” siger Jacob Bruun og fortsætter:
“Journalister gør et vigtigt stykke arbejde, men det er bare sjældent, at det at stille sig op og blive grillet på en eller anden sag af en journalist er det, man har mulighed for at prioritere.”
Men hvis ministeren svarer mere og mere på mediehenvendelser med skriftlige svar, er der så ikke en risiko for, at det svækker den demokratiske samtale?
“Det kommer vel an på, hvor gode journalisterne er til at stille spørgsmål, gør det ikke? Om det svækker den demokratiske samtale – det ved jeg sgu ikke rigtig. Jeg er med på, at den demokratiske samtale ikke oplever noget stort højdepunkt i øjeblikket, men det tror jeg faktisk, at alle parter er lige gode om,” siger Jacob Bruun.
Han medgiver, at der er en udfordring ved, at ministrene oftere og oftere svarer skriftligt, men, understreger han, det er en forkert analyse bare entydigt at pege pilen mod politikerne.
Han fremhæver for eksempel de spørgsmål, som journalisterne nogle gange stiller, som et eksempel på, hvad der også kan svække den demokratiske samtale.
“Nogle gange bliver der bare stillet utroligt mange spørgsmål, hvor man tænker: Er det virkelig den bedste og rigtigste måde at bruge de spørgsmål, man har til ministeren på?”
Omvendt mener medieforsker Mark Ørsten, at Jacob Bruuns pointe om, at pressen også nogle gange stiller de forkerte spørgsmål, netop er det, vi skal væk fra.
“Det handler om at komme tilbage til den forestilling, som der i hvert fald var nogle gange i lidt ældre tider, hvor man som politiker anerkendte, at pressens rolle faktisk var at stille irriterende spørgsmål og ligesom komme med nogle udfordrende perspektiver og ikke bare give politikeren ret,” siger Mark Ørsten.
“Det kan nogle gange godt virke, som om politikere er overraskede, når de for eksempel indkalder til pressemøder, og folk fra pressen stiller spørgsmål, der efter politikernes opfattelse er uden for dagsordenen. Men man bør jo, når man stiller op, også svare på andre typer spørgsmål, og det synes der at være en ret klar modstand imod. Så den der forestilling om, at man egentlig kun kan tale, når man har lyst, og kun svarer på de spørgsmål, man har lyst til, bliver man nødt til at prøve at vriste dem ud af.”