Robert F. Kennedy Jr. – en joker, varm luft eller noget helt tredje?
Robert F. Kennedy Jr., søn af den tidligere justitsminister Robert F. Kennedy og nevø til præsident John F. Kennedy, stiller op som uafhængig kandidat ved årets præsidentvalg. Målinger foretaget sidste år viste, at den 70-årige aktivist og konspirationsteoretiker ville klare sig bemærkelsesværdigt godt i et hypotetisk valg mellem præsident Joe Biden, Donald J. Trump og ham selv.
Men kan Kennedy Jr. vinde eller have en indvirkning på valgets udfald? Og hvad siger hans kandidatur om Amerika anno 2024?
Det kommer denne uges USA2024 til at handle om.
RFK kan blive en kæp i hjulet for de store
Vinder han? Nok ikke – det er nærmest umuligt for tredjepartikandidater. Kan han overraske? Det er uvist så tidligt i valgkampen, men historisk set plejer tredjepartikandidater ikke at gøre den store forskel. Det er dog ikke ensbetydende med, at Robert F. Kennedy Jr. ikke kan spolere valgaftenen enten for Trump eller præsidenten. Og hans popularitet fortæller noget om et vælgersegment, som kan have en stor betydning for valget i november.
I en New York Times Siena College-måling fra oktober sagde omkring 25 procent af vælgerne i en række svingstater, at de overvejede at stemme på Kennedy Jr. En Gallup-måling fra december undersøgte amerikanske vælgeres indtryk af præsidentkandidaterne. Kennedy Jr. toppede listen med 52 procent, mens Trump fulgte efter med 42 procent, og Biden fik 41 procent.
Pest, kolera eller Kennedy
Et af de centrale temaer ved årets præsidentvalg er den dybe utilfredshed med de to formåede kandidater. I en Reuters/Ipsos-måling fra sidste måned sagde 70 procent af de adspurgte, herunder omkring halvdelen af Demokraternes vælgere, at de ikke synes, Biden bør søge genvalg. 56 procent af respondenterne sagde, at de ikke synes, Trump burde stille op, inklusiv omkring en tredjedel af republikanske vælgere. Og lidt over halvdelen af respondenterne sagde, at de er utilfredse med USA’s to-parti-system.
Utilfredsheden har givet grobund for tredjepartikandidater som Kennedy Jr. – en slags hverken-den-ene-eller-anden-kandidat, som vælgere kan flokkes omkring for at demonstrere deres misfornøjelse med valgmulighederne. Det fortæller Joe Lenski, medstifter af Edison Research, som foretager exit polls for nyhedsmedierne ABC, CBS, CNN og NBC.
“Der er mindst 20 procent af vælgerkorpset, hvis ikke mere, som ikke ønsker et valg mellem Biden og Trump. Og hvis du giver dem en tredje mulighed – RFK Jr. eller endda en mere hypotetisk mulighed – vil de ende med at vælge den tredje mulighed,” forklarer Lenski, som har arbejdet med meningsmålinger siden 1988.
Ved sidste præsidentvalg præsenterede Biden sig selv som en slags overgangsleder, en brobygningspræsident, der ville give stafetten videre til den nye generation af demokrater, men det skete ikke, og det har, sammen hans alder og politiske udfordringer, været medvirkende til modstanden til Biden blandt nogle demokratiske vælgere.
Den dobbelt negative effekt fra 2016 og 2020
Lenski mener ikke, at Kennedys popularitet er et enkeltstående tilfælde, der udelukkende kan tilskrives hans politiske tæft. Det handler snarere om det, han kalder “den dobbelt negative effekt” ved at have de samme to frontløbere igen.
“Det er åbenlyst, at vi er midt i et valg, hvor de to spidskandidater ikke er særlig populære. Der er mange beviser for, at folk føler, at dette valg bliver påtvunget dem, og det er ikke det valg, de ønsker. I sådan en situation vil der opstå en stærk lyst til at se på andre muligheder,” siger Lenski og retter fokus mod valgene i 2016 og 2020.
“I 2016 viste vores exit-polls, at lige under 20 procent af vælgerne havde et negativt indtryk af både Hillary Clinton og Donald Trump. De endte med at sætte kryds ved Trump. I 2020 havde 10 procent af vælgerne et negativt indtryk af Biden og Trump, og de endte med at stemme på Biden,” siger han.
Målinger, der viser, at Kennedy er populær, er ifølge Lenski ikke andet end hypotetiske scenarier. Han mener ikke, de fortæller os noget varigt eller meningsfuldt om valget, ud over at vælgerkorpset er trætte af Biden og Trump.
“Det, der bliver målt i disse meningsmålinger nu, er et ønske blandt vælgere om en anden mulighed end Trump og Biden,” siger han og fortsætter:
“Indtil det er et konkret valg, taler vi blot om hypotetiske muligheder.”
Kommer han på alle stemmesedler, og hvem stiller han op for?
Fordi der er så lang tid til valget, og der er så mange ubesvarede spørgsmål, er det på nuværende tidspunkt umuligt at sige noget konkret om valget. Det er for eksempel stadig uklart, om Kennedy Jr. kommer på stemmesedlen i alle delstater, og hvilket parti han stiller op for.
Han lagde for med at udfordre Biden i det Demokratiske primærvalg, men blev uafhængig i oktober sidste år. Nu forsøger han tilmed at stifte sit eget parti – “We the People” og “Texas Independent Party” – i seks delstater, fordi det kræver færre underskrifter fra vælgere, end hvis han stiller op som uafhængig kandidat. Det kan meget vel være, at han ender med at stille op som lidt af det hele – uafhængig i nogle stater og med et helt nyt parti i andre – i og med at hver enkelt delstat har forskellige partier på stemmesedlerne. Indtil videre har Kennedy Jr. fået sit navn på stemmesedler i staterne Utah og New Hampshire.
Men han har en stejl bakke foran sig. Det er dyrt og tidskrævende at gøre, hvad han har planer om at gøre som tredjepartikandidat. En Super PAC, som støtter Kennedy Jr., har dog meddelt, at de ville bruge 10 millioner dollars på at få hans navn på stemmesedler i ti vigtige delstater.
Tredjepartikandidater i et historisk perspektiv
Støtten til tredjepartikandidater aftager normalt, når valget nærmer sig, og det bliver tydeligt, at de ikke vil vinde, fortæller Lenski.
“Hvad der typisk sker, når vi nærmer os valgdagen, og tingene falder på plads, og du (som vælger, red.) ved, hvem der er på stemmesedlen i hver stat, og du kender dine muligheder, er, at det bliver mere tydeligt, at den tredje, fjerde eller femte mulighed ikke vil vinde, og at du blot udtrykker en proteststemme ved at stemme på dem.”
Det så man eksempelvis med Gary Johnson, som stillede op for det Libertarianske Parti i 2016. Målinger foretaget tidligere i valgkampen viste, at han ville stå til 10–13 procent, men han endte med mindre end 3 procent af stemmerne, da valget var forbi.
Som Kevin M. Kruse, en Princeton-historiker, sagde i podcasten Fast Politics sidste år:
“Politik er et spil med mange bevægelige dele. Men det er uhyre sjældent, at tredjepartikandidater, især i den moderne æra, gør særlig meget ud over nogen gange at have en spolerende effekt – ligesom i 2000 med kandidaten Ralph Nader.”
Nader fik 97.488 stemmer i Florida, mens Demokraternes kandidat Al Gore tabte staten (og dermed præsidentvalget til George W. Bush) med 537 stemmer. Det samme skete i fem andre stater.
Vælgere, som er interesserede i RFK, såkaldte double haters, er altafgørende i en tid, hvor præsidentvalg afgøres med smalle marginer i en håndfuld delstater. Og de vender i sidste ende tilbage til spidskandidaterne, siger Lenski, ligesom i 2016 og 2020.
“De her vælgere vil ende med at afgøre valget, og i sidste ende vil de krybe til korset og stemme på enten Trump eller Biden,” siger han.
“Hvem de vælger at stille sig bag, vil afhænge af, hvem de synes er den værste af de to onder.”
USA’s valgsystem fastlåser Kennedy
En af grundene til, at Kennedy Jr.’s chancer er lig nul, skyldes valgsystemet. Valgmandskollegiet, som er det system, amerikanerne bruger til at vælge deres præsidenter, gør det svært at bryde igennem som tredjepartikandidat.
“Det er meget sjældent, at en tredjepartikandidat opnår betydelig støtte i sidste ende, da de ikke vinder nogen valgmandsstemmer eller stater; det betragtes grundlæggende som en proteststemme eller en spildt stemme,” påpeger Lenski.
Den eneste kandidat, der har brudt denne tendens, var den texanske erhvervsmand Ross Perot, som fik 19 procent af stemmerne i 1992 – den højeste stemmeandel en tredjepartikandidat har fået, siden Theodore Roosevelt fik 27 procent af stemmerne i 1912. Men Perot vandt stadig ikke en eneste delstat eller valgmandsstemme. Og hvorvidt hans kandidatur spolerede valget for George H. W. Bush eller hjalp Bill Clinton er uklart.
Men Perot var en væsentlig anderledes kandidat sammenlignet med Kennedy Jr., siger Lenski og Princeton-historikeren Kevin M. Kruse. Han klarede sig overraskende godt, fordi han havde “en kæmpe personlig formue at tænde ild til,” sagde Kruse i podcast-afsnittet. Lenski bakker Kruses udlægning op:
”Perot appellerede til forskellige vælgergrupper på en unik måde, han var med i debatterne, hans kampagne købte 30 minutters tv-reklamer, der behandlede emner som handel og national gæld og blev vist på landsplan. Jeg ser ikke, at RFK har samme ressourcer at bruge på sin valgkamp.”
Det politiske klima i 1990’erne tilbød også mere gunstige vækstbetingelser for varige tredjepartikandidaturer, siger Lenski.
“Der var meget mindre polarisering mellem demokrater og republikanere. Dengang var der svingvælgere, der stemte på Perot, fordi de mente, at valget mellem Clinton og Bush på det tidspunkt ikke var lige så apokalyptisk, som valget mellem Biden og Trump i dag,” siger han.
“Det er meget sværere at danne sådan en koalition i dag, når det står klart, at du enten vil tage fra den ene eller den anden side. Det er nok til at spille på vælgeres frygt for, hvad konsekvenserne ville være, hvis den anden side vinder.”
I en tid med voldsom partipolitisk splittelse mener Lenski, at de fleste vælgere er motiveret af “frygten for, at den anden kandidat vinder”, hvilket vil aktivere dem til at koncentrere sig om hovedslaget: blå versus rød, Biden mod Trump.
Tredjepartskandidater kan tippe balancen
I valget i 2016 kunne næsten 20 procent af vælgerne hverken lide Hillary Clinton eller Donald Trump. Men tredjepartikandidaterne fik mindre end 6 procent af stemmerne tilsammen. Lenski forventer, at det samme vil ske i år. Det er dog ikke ensbetydende med, at det ikke kommer til at have en indflydelse på, hvem der vinder, tilføjer han.
“Vi ved fra valget både i 2016 og 2020, at de fem, seks eller syv svingstater, der afgør, hvem der vinder valgmandskollegiet, kommer til at have smalle etcifrede marginer. Så selv hvis en tredjepartikandidat – som RFK Jr., Cornell West eller Jill Stein, eller hvem der nu ender med at være på stemmesedlen – får bare én eller to procent i nogle af de afgørende delstater, kan det være nok til at tippe balancen i valgmandskollegiet.”
Hvorvidt Kennedy Jr. får sit navn med i afgørende svingstater vil have betydning for, om han kan få en reel indvirkning på valgets resultat. Som Doug Gordon, en mangeårig kampagne- og kommunikationsrådgiver for Demokraterne, sagde til mediet The Hill forleden:
“Hvem bekymrer sig om, at han (Robert Kennedy Jr., red.) i øjeblikket har 10–12 procent støtte på landsplan? Det er en illusion; det betyder kun noget, hvis han kommer på stemmesedlen i de fem stater, der vil afgøre valget,” og “hvis han gør det, og han har så stor opbakning i de delstater, udgør han en reel trussel [og] et problem. Men at få sit navn på stemmesedlen er ikke nemt.”
Bidens allierede påstår, at Kennedy Jr. kun kan skade præsidentens genvalg. Hans egen familie har kaldt hans kandidatur en “trussel” mod demokratiet og sagt, at de støtter Biden, og at selvom han har det samme efternavn som dem, efterlever han ikke sin fars eller onkels værdier og etiske ånd.
Men Lenski påpeger, at den spolerende effekt i virkeligheden kan gå begge veje, som valgresultaterne fra 2016 og 2020 illustrerer.
En anden mulighed er, at RFK henter lige mange stemmer fra de to spidskandidater. Det viste en analyse fra Morning Consult eksempelvis i november, som sagde, at Kennedy Jr. ville skade begge kandidater lige meget i altafgørende delstater.
Det scenarie er især muligt med Kennedy Jr., siger Lenski, fordi han “kan skære begge retninger” som tredjepartikandidat på grund af sit efternavn og den Demokratiske arv, der hører med, samt hans mere libertarianske, højrepopulistiske islæt.
RFK aktiverer desillusionerede vælgere
Mange af hans støtter er hvide mænd, typisk under 40, som er dybt utilfredse med begge partier og anser dem for at være lige dårlige.
“Gruppen, der er utilfredse med valget mellem Biden og Trump, har tendens til at være yngre, mere uafhængige og uden stærke politiske holdninger. De har tendens til at stille spørgsmålstegn ved autoritet og institutioner. Det er grupper, som RFK Jr. appellerer til,” lyder vurderingen fra Lenski.
Hans vælgerbase består af en besynderlig sammensætning af utilfredse demokrater, republikanere og uafhængige og desillusionerede amerikanere, som normalt ikke stemmer. De er tiltrukket af forskellige aspekter ved Kennedy Jr.’s anti-etablissementsbudskab. Kennedy Jr. har etableret en slags hesteskos-koalition, hvor han har formået at samle den ydre højrefløj og venstrefløj ude i enderne af det ideologiske spektrum.
Som en hybridkandidat eller politisk kamæleon stritter hans politiske holdninger i alle retninger. Han er fokuseret på miljøet, er kritisk over for erhvervslivets indflydelse på Washington D.C. og er modstander af en aktiv amerikansk udenrigspolitik. Han går ind for kvinders ret til abort, men har også udtrykt modstand til abort for nylig. Han vil lukke USA’s grænser permanent, og han har sagt, han ikke vil gøre noget ved semi-automatiske skydevåben.
Han har varme ting at sige om folk på højrefløjen og mingler med prominente figurer på den side af det ideologiske spektrum, samtidig med at han kun har kritiske ting at sige om Demokraterne.
Han portrætterer sig selv som et udskud, et offer og en outsider, som er blevet afvist og censureret af en elite, han vil kæmpe mod, på trods af at han er et barn af den selvsamme verden. Han blev født ind i Kennedy-klanen, den mest berømte politiske familie i moderne amerikansk historie, og har haft adgang til landets magtcentre som ingen anden. Og nogle af dets medlemmer støtter endda hans kandidatur: Silicon Valley-sværvægtere og finansmænd har udtrykt deres støtte til Kennedy Jr., herunder Elon Musk, Bill Ackman og Jack Dorsey.
Selvom han fortæller sine tilhængere, at medierne ignorerer ham, og etablissementet forsøger at give ham mundkurv på, er det stik modsatte fundet sted. Han har fået masser af medieopmærksomhed og har været gæst på nogle af de mest populære podcasts på kloden beværtet af Joe Rogan, Tucker Carlson og Bill Maher – platforme, der har lige så mange seere og lyttere som nogle af de største medier. Joe Rogan har eksempelvis 11 millioner faste lyttere.
En af grundene til, at hans valgkamp har fået traction, skyldes netop dette informationssystem, hvor præsidentvalgkampe nu udspiller sig: sociale netværksmedier, hvor podcastsafsnittene og små klip bliver delt.
Det er derfor ikke kun hans anti-etablissement- og outsider-appel, der gør ham populær eller har muliggjort hans kandidatur. Det er også USA’s politiske diskurs og mediekultur, som fikserer på kendisser, magteliten og det absurde og sensationelle. Han er på mange punkter en perfekt case study i, hvordan amerikansk politik ser ud efter 9 år med Trump og i en post-Covid-19-verden.
Under galskaben er der en snert af sandhed
Kennedy Jr. er en udtalt vaccineskeptiker og tilhænger af mange konspirationsteorier, hvilket appellerer til visse libertarianske vælgere. Han har påstået, at vacciner forårsager autisme, at der blev fusket med præsidentvalgene i 2004 og 2020, og at CIA var involveret i attentaterne på hans far og onkel i 1960’erne og meget mere. Hans passion for kontroversielle teorier var velkendt før 2020, men hans revsende kritik af håndteringen af pandemien katapulterede ham ind i amerikansk præsidentiel politik.
Kennedy Jr.’s verdensbillede og diagnose af det amerikanske samfund er givetvis plaget af konspirationsteorier og fejlslutninger, men hans kritik af Washington og dets indspiste forhold til erhvervslivet, særligt medicinalindustrien, tapper ind i noget, som mange amerikanere på tværs af det politiske spektrum føler, og som er et stort problem. Og hans kandidatur er et symptom på det dysfunktionelle politiske system og en udbredt desillusion og utilfredshed blandt landets befolkning. Som New York Magazine-skribent Rebecca Traister skrev i sit forsideportræt af Kennedy Jr. i juni, er det en følelse, som er blevet mere udbredt de seneste par år takket være disinformation og voksende mistillid til staten og institutioner.
Kennedy Jr.’s berømte og højtelskede navn hjælper garanteret med at udbrede hans popularitet blandt nogle vælgere, men det er uvist, hvor meget vælgerkorpset faktisk kender til hans uortodokse politiske holdninger og teorier om verden.
Lenski siger, at Kennedy Jr. ikke er den mest “pålidelige” kandidat til at forblive konkurrencedygtig de næste 10 måneder på grund af hans konspirationsteoretiske tilbøjeligheder.
“Når vælgerkorpset lærer kandidaten bedre at kende og ser, hvordan han reagerer, når han bliver stillet de samme spørgsmål som andre kandidater, kan hans appel falme.”
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her