Ryt­ter­nes blik­ke fører dig ind i til­væ­rel­sens dybe­ste afkroge

Bel­gi­ens stør­ste stjer­ne­ryt­ter Wout van Aert, som jeg har brugt så meget tid på at hyl­de hele for­å­ret frem mod net­op dagens løb, og som jeg har præ­sen­te­ret som sin gene­ra­tions mest lysen­de klas­si­ker­ryt­ter kom slet ikke til start i sit hjem­lands vig­tig­ste løb, Flan­dern Rundt. Dagen før løbet fik han kon­sta­te­ret Covid-19. Først skuf­fe­de det mig helt enormt, men sene­re blev jeg min­det om en vig­tig lek­tie, som cykel­spor­ten har lært mig: Når løbet først køres, er der ikke tid til at tæn­ke på dem, som ikke er med. Eller som det engel­ske talent Tom Pidco­ck sag­de på start­stre­gen i Antwer­pen med poe­tisk præ­ci­sion: I can only race against the ones who race. Fra top­pen af Oude Kwa­re­mont ople­ve­de jeg den 106. udga­ve af det bel­gi­ske brostensløb. 

For at læse artik­lens ind­hold skal du være med­lem. Alle­re­de med­lem? Log ind her.