Der er stort set ikke det, en hand­le­kraf­tig mon­ta­ge ikke kan kla­re, når main­stream­fil­men ræk­ker hån­den ud efter hjælp. Med mon­ta­gen som motor kan man dele fly­ers ud til det hal­ve af en stor­by, ren­gø­re og repa­re­re et totals­madret hus før for­æl­dre­nes hjem­komst eller udryd­de et for­bry­der­syn­di­kat over en vel­ko­or­di­ne­ret nat – på præ­cis den tid, det tager en velvalgt pop­sang eller et takt­fast sound­tra­ck at spil­le tin­ge­ne fra A til B. Eksemp­ler­ne på mon­ta­gens belej­li­ge magi er utal­li­ge, men i Elvis, der i sid­ste uge lan­de­de på strea­m­ingtje­ne­sten HBO Max, går Moulin Rou­ge-instruk­tø­ren Baz Luhr­mann skrid­tet vide­re og sta­tu­e­rer et slags nyt eksem­pel. Det skal det hand­le om i den­ne uges Fri Kri­tik, hvor jeg også tager en høtyv under armen og svin­ger for­bi DR.