Søren Pape Poul­sen har rost Bar­ba­ra Ber­tel­sen som embeds­man­den, der ser mulig­he­der i ste­det for begræns­nin­ger – nu er han tavs

Skul­le det ske, at Søren Pape Poul­sen (K) i en ikke så fjern frem­tid bli­ver stats­mi­ni­ster, sådan som han selv ønsker det, kan det meget vel bli­ve et gen­syn med hans gam­le mak­ker; Bar­ba­ra Ber­tel­sen, den alle­steds­nær­væ­ren­de depar­te­ments­chef i Stats­mi­ni­ste­ri­et. Den kon­ser­va­ti­ve for­mand og nyslå­e­de stats­mi­ni­ster­kan­di­dat har tid­li­ge­re udtrykt sin udel­te begej­string for Bar­ba­ra Ber­tel­sens for­nem­mel­ser for embeds­mands­hånd­vær­ket. Hun er “en kapa­ci­tet”, en “arbejds­he­st”, som i “ste­det for at sige, at det ikke kan lade sig gøre, prø­ver at se på, hvor­dan det kan lade sig gøre”, har Pape Poul­sen udtalt til Ber­ling­s­ke. Det var inden Mink­kom­mis­sio­nens beret­ning, hvor topjuri­ster­ne pil­le­de glan­sen af fæno­me­net Bar­ba­ra Ber­tel­sen. Hun har “begå­et tje­ne­ste­for­se­el­ser af en sådan grov­hed, at der er grund­lag for, at det offent­li­ge søger at dra­ge hen­de til ansvar”, lød det. Men hvad så nu? Har den måske kom­men­de rege­rings­chef Pape Poul­sen sta­dig til­lid til sin gam­le høj­re hånd, eller har den histo­risk hår­de kri­tik af den højt besung­ne embeds­mand slå­et skår i til­li­den? Det for­søg­te Fri­heds­bre­vet at få svar på hele to gan­ge i den­ne uge, men Pape Poul­sen gled af.