Svin­ke­æ­rin­der i sommerlæsningen

Fol­ke­tin­get hol­der ferie, alle dan­ske­re hol­der ferie, og der sker sim­pelt­hen ingen­ting. En filo­sof vil­le straks sige, at ingen­ting er noget, der sker, men gud­ske­lov er min egen hjer­ne alt for bran­ket til at tæn­ke filo­so­fisk i heden. Der­for skal jeg for en før­ste bemærk­ning ind­skræn­ke mig til at beret­te, hvad jeg selv læser i som­mer­fe­ri­en, og der­fra anbe­fa­le lidt læse­stof. Og min beret­ning bli­ver lidt sær, for den­ne klas­sisk uddan­ne­de eli­te­lit­te­rat (det er min egen alt for smi­gren­de beteg­nel­se om mig selv) bur­de jo egent­lig benyt­te som­mer­fe­ri­en til at læse fag­li­ge vær­ker og alt det ypper­ste fra ver­dens­lit­te­ra­tu­ren. Men næ nej. For jeg opda­ge­de for man­ge år siden, at der lå en sublim lyk­ke gemt i at læse kri­mi­er i som­mer­fe­ri­en. Og det helt afgø­ren­de vig­ti­ge er, at dis­se kri­mi­er hver­ken er for elen­di­ge eller for gode.