Trump har udset sig en sær­lig mine i jag­ten på de grøn­land­ske naturre­s­sour­cer  

Hver gang Donald Trump bli­ver spurgt om Grøn­land, gen­ta­ger han sit sæd­van­li­ge omkvæd: USA skal have kon­trol med lan­d­om­rå­det på grund af “natio­nal sik­ker­hed”.

Et vagt paraply­be­greb, der pas­sen­de omfat­ter de tre bevæg­grun­de, som typisk næv­nes som for­kla­rin­ger på præ­si­den­tens til­nær­mel­ser: Grøn­lands geo­stra­te­gi­ske pla­ce­ring, naturre­s­sour­cer­ne og nye han­dels­ru­ter, som bli­ver mere til­gæn­ge­li­ge, i takt med at Ark­tis var­mes op hur­ti­ge­re end noget andet sted på klo­den.

USA’s sik­ker­heds­po­li­ti­ske over­vej­el­ser har altid gået hånd i hånd med øko­no­mi­ske pri­o­ri­te­rin­ger, og der­for er det svært helt at adskil­le dem fra hin­an­den. 

Men ser man nær­me­re på, hvad Trump og hans folk siger og gør, hvad USA’s for­bunds­stat har fore­ta­get sig i Grøn­land de sid­ste fem år, og hvor­dan hele Trumps Grøn­lands-saga tog form i hans før­ste rege­rings­pe­ri­o­de, så er der ét alt­over­skyg­gen­de motiv, der duk­ker op igen og igen: Adgang til kri­ti­ske naturre­s­sour­cer, råstof­fer og sjæld­ne jord­ar­ter i under­grun­den.

Fore­stil­lin­gen om, at der gem­mer sig kolos­sa­le underjor­di­ske rig­dom­me i Grøn­land, er udbredt hos Trump-admi­ni­stra­tio­nen, i Was­hin­g­ton D.C., på det ame­ri­kan­ske aktie­mar­ked og blandt inter­es­sen­ter fra mine­in­du­stri­en med akti­ver i Grøn­land.

Og USA’s præ­si­dent har én god grund til at drøm­me om naturre­s­sour­cer: Kina.