Udlandsredaktør donerede en kvart million til våben i Ukraine-krigen: “De har sgu brug for det, du”
Endnu en uge, hvor der er nok at tage fat på, når det kommer til forsvarsfronten. Faktisk sker der så meget, at det er svært at få overblik over, hvad der sker, og hvilken betydning det får. Her tænker vi især på følgerne af det læk fra Forsvarets top, som vi kunne beskrive i sidste uge, men også beretningen om, at regeringen påtænker at sætte Forsvarets arbejde på pause. Det kommer vi omkring om lidt.
Men vi skal også omkring FN’s tortur-komite og hovedhistorien, der handler om Weekendavisens udlandsredaktør Anna Libak og hendes engagement i Den Danske Ukraine Komite. Det er den med Søren Pind. Anna Libak donerede i marts 2022 250.000 kroner til komiteen, som skulle bruges til våben.
Vi spørger hende og chefredaktør på Weekendavisen, Martin Krasnik, om man kan dække Ukraine-krigen objektivt, samtidig med at man har postet flere hundrede tusinde i våben til den ukrainske hær.
Men først skal vi forbi ugen i overskrifter, så hæng på.
Tre hurtige fra ugen
Sådan har ministeren for hele verden, Lars Løkke Rasmussen, formentlig også haft det denne uge, da Danmark fik ros af FN’s torturkomite. Udenrigsministeriet fremhæver nemlig rosen i en pressemeddelelse, og det lyder blandt andet sådan her:
“Samtidig roser komiteen Danmark for vedtagelsen af en række lovændringer og handlingsplaner af særlig relevans for området, blandt andet inden for isolationsfængsling, psykiatrien og mental sundhed samt samtykke og psykisk vold.”
Så tillykke til os alle sammen.
Hvordan sætter man et forsvar på pause, tænker du måske? Vi aner det ikke. Men det lyder drastisk og er svært ikke at sætte i forbindelse med det læk fra Forsvarets top, der satte gang i debatten om fordelingen med 100 milliarder for cirka en uges tid siden.
Efterretningstjenesten skal altså undersøge, hvem der sendte billeder af en håndfuld slides til TV2. Olfi har også talt med Liberal Alliances forsvarsordfører Carsten Bach, der bakker op om den endnu ikke bekræftede undersøgelse.
Det gør Fri Forsvar også. Det er da for dårligt, at man ikke bare kan forpagte sine 100 milliarder i fred og ro.
Kan man som udlandsredaktør donere penge til en part i en krig, og bevare sin habilitet?
Det spørgsmål har vi på Fri Forsvar stillet os selv et stykke tid. Udlandsredaktør på Weekendavisen Anna Libak donerede i marts 2022 250.000 kroner til Den Danske Ukraine Komite. En organisation med det erklærede mål at bidrage økonomisk til Ukraines forsvarskamp mod Ruslands aggression.
Pengene kom fra den Fonsmark-pris, som Libak vandt i 2022.
Prisen der er opkaldt efter Henning Fonsmark, der var chefredaktør på Weekendavisen og Berlingske, gives til “markante stemmer og tænkere, som på afgørende vis har bidraget til den borgerlige idédebat”, ifølge Berlingske Media. Med prisen følger en pengepræmie på 250.000 kroner til modtageren.
Donationen har været offentlig tilgængelig viden, hvor Den danske Ukraine Komite på Twitter takkede Libak i forbindelse med den generøse gave. Fagbladet Journalisten skrev også om pengebeløbet i forbindelse med Libaks tildeling af Fonsmark-prisen.
Her på redaktionen undrede vi os selvfølgelig. For kan man være udlandsredaktør og dække krigen mellem Rusland og Ukraine objektivt, når man samtidig har doneret 250.000 kroner til indkøb af våben til Ukraine?
Vil ikke møde Putin i Baltikum
Da vi først ringede til Anna Libak, undrede det hende, at vi var så sent ude. For hun har været medlem af Den Danske Ukraine Komite siden organisationens stiftelse den 7. marts 2022 – et par uger efter krigens begyndelse. Men efter at have talt rammerne på plads, kunne interviewet begynde.
Du figurerer på Den Danske Ukraine Komites hjemmeside. Hvad er din rolle i komiteen?
“Jeg anerkender fuldt ud, at der er et principielt problem, og at det ikke… hvad skal man sige… Man skal så vidt muligt som redaktør undgå at gøre sig til en part i en sag. Derfor har jeg også afslået at være medlem af komiteens bestyrelse, da jeg fik tilbuddet.”
“Jeg har også afslået at indgå i reklamekampagner for komiteen, fordi det var uforeneligt med at være på Weekendavisen. Men det ændrer ikke på, at jeg lægger navn til komiteen, og det er ikke anbefalelsesværdigt overhovedet,” siger hun.
Anna Libak slår fast, at hun aldrig har lagt skjul på, at hun er medlem af komiteen, og at hun har nævnt det ad flere omgange. Hun forklarer også, at hendes indmeldelse snarere handler om at medvirke til at yde modstand, så krigszonen ikke breder sig.
“Jeg meldte mig ikke ind, fordi jeg kun holder med Ukraine. Det gør jeg ikke. Jeg holder med Vesten, og min analyse er, at Putin vil gøre op med den vestlige verdensorden. Jeg tror, at hvis ikke der bliver ydet militær bistand til Ukraine, og det gjorde de vestlige lande ikke, da jeg gik ind i komiteen… hvis ikke vi yder ham modstand i Ukraine, så møder vi ham i Baltikum.”
Men kan du se, at du som udlandsredaktør på et velrenommeret medie er på en risikofyldt vej, hvor du offentligt går ud som medlem af en gruppe der…
“Det kan jeg sagtens se. Jeg vil også sige, at når jeg ser klimaforskere være aktivister, har jeg mindre tillid til deres forskning. Så jeg kan sagtens se det. Jeg anerkender, at der er et principielt problem. Fuldstændig. Det er også derfor, jeg ikke er med i bestyrelsen eller reklamekampagner. Men det var mig så magtpåliggende, at Vesten skulle levere våben til Ukraine, at jeg meldte mig ind, i strid med hvad jeg selv mener, en god redaktør skal.”
Jeg vil jo mene, at man kan betegne dig som part i krigen, når man tager din donation på 250.000 kroner i betragtning. Er du enig?
“En part for så vidt, at jeg går ind for våbenstøtte, ja.”
Ja, og du har jo selv bidraget med våbenstøtte.
“Ja.”
Gør det dig ikke inhabil?
“Jo, men… jo. Det gør det. I forhold til netop det. Det er rigtigt, at det gør det svært for mig at mene, at man ikke skal give våbenstøtte til Ukraine. Men mener du i forhold til, hvad jeg ellers mener om Ukraine?”
Hvis jeg havde en udlandsredaktør, der bidrog til en part i en hvilken som helst konflikt eller krig, ville jeg ikke kunne tage den redaktør fagligt alvorligt. Det må jeg indrømme.
“Okay. Jeg synes faktisk, det er vigtigt at understrege, at det, mit medlemskab siger om mig, er kun, at jeg går ind for at støtte Ukraine med våben. Det ville du også vide, selvom jeg ikke var medlem af komiteen.”
“Når det er sagt. Ja, så er jeg enig med dig i, at det ikke er en god ide at være medlem af foreninger, når man er journalist. Men det er, fordi jeg tror, den vestlige verden er truet.”
Men er du enig i, at du ikke burde være medlem af komiteen, og at du ikke burde have doneret de penge?
“Nej, det er jeg ikke enig i. Jeg ville da også donere dem i morgen. Jeg har intet fortrudt. Det, jeg siger, er, at jeg principielt er enig i, at man skal styre sig fri.”
Men så forstår jeg ikke, hvorfor det her er så særligt et tilfælde.
“Nej. Men det er, fordi jeg har fulgt Rusland i mange år og været klar over, at Rusland var en trussel, som mange mennesker ikke var klar over. Jeg mener, at det er så vigtigt, at man forstår, at Vesten skal yde modstand, at jeg så dispenserer fra det, jeg selv mener. Og hvis du siger, at det er et problem, så vil jeg give dig ret. Men jeg kan ikke løse det, jeg kan kun forklare det. For jeg er jo enig med dig, men der er udfordringer, der er så store – og så kan du sige, at det kan enhver komme rendende og sige. Så vi må jo vurdere det fra sag til sag, om jeg kan være redaktør. Det har man vurderet her på bladet, at det kan jeg godt.”
Har det været en samtale med direktionen og ledelsen?
“Jeg har fået at vide, at det (medlemskabet af komiteen red.) ikke var ønskværdigt.”
Er det ikke ret vildt at sende penge til en part i en krig, når man er journalist?
“De har sgu brug for det, du. Tænk, hvis det var dit land. Kan du ikke se det? Er du klar over, hvilke lidelser der er forbundet med det overfald begået af russerne? Jeg kan love dig for, at jeg ville gøre det igen.”
“En redaktør bør ikke være medlem af foreninger. Og derfor er det her heller ikke en generel adfærd fra min side. Jeg er faktisk meget omhyggelig med ikke at være med i noget som helst.”
Foto: Stine Heilmann/APPR/Ritzau Scanpix
Hvad siger ledelsen?
Oven på interviewet med Anna Libak rakte Fri Forsvar ud til chefredaktør på Weekendavisen Martin Krasnik for at høre nærmere om dengang, ledelsen meddelte Libak, at hendes engagement i komiteen ikke var “ønskeligt”.
“Min holdning, som jeg også sagde til Anna dengang, er, at jeg er meget hellig, hvad den slags angår. Jeg mener ikke, at man bør være medlem af nogen interesseorganisationer, når man er journalist. Det er noget, jeg håndhæver over for mig selv meget konsekvent,” lyder det fra Martin Krasnik, som fortsætter:
“Det er en tilståelsessag. Jeg og Anna er grundlæggende ikke helt enige der. Jeg vil så sige, at i det konkrete tilfælde er det en meget specifik interesseorganisation. Det er ikke en generel støttegruppe – det er åbent lagt frem, der er ikke noget hemmeligt. Anna har endda selv sagt det.”
“Når der så samtidig er et 1:1‑forhold mellem Annas holdninger om det her spørgsmål, at man skal donere våben til Ukraine, så synes jeg ikke, det er så problematisk, som det ellers kunne have været. Giver det mening?”
Det må det jo gøre for jer. Det er jo at være en part i en konflikt – og det ser jeg egentlig som den øverste overskrift i vores jobbeskrivelse, at det kan og må vi ikke.
“Så siger jeg bare det samme igen. Det er jo en meget specifik rolle, den komite har. Det handler om at samle ind til våben. Annas og avisens holdning har været meget klar fra første dag. Det er vigtigt at støtte ukrainerne militært, meget massivt. Anna har måske en af de tydeligste stemmer i offentligheden.”
Men er det også Weekendavisens officielle holdning, at man bør støtte ukrainerne med våben og i sådan en grad, at journalister melder sig ind i den kamp?
“Nej, nej. Nu blander du ting sammen.”
Okay?
“Det har jeg jo lige forklaret. Det er klart, at det er Weekendavisens holdning, at vi skal støtte ukrainerne med våben. Det er jo et ukontroversielt synspunkt. Gør det os til part i sagen? Det ved jeg ikke.”
“Det betyder ikke, at jeg siger, at man skal være medlem af en komite eller støtte med penge. Det, mener jeg principielt, er problematisk. Men i det her tilfælde er det en meget snæver og specifik komite.”
Hvorfor er Anna Libak ikke inhabil efter din mening?
“Jamen, jeg forstår slet ikke. Inhabil – det er man jo, hvis man har personlige og økonomiske interesser.”
Men er det ikke en økonomisk interesse at donere 250.000 kroner til våben i en krig?
“Der er jo masser, der støtter det ene og det andet formål. I det her tilfælde er det jo prisværdigt, at Anna lægger det åbent frem.”
Plads til forskellige holdninger og mennesker
Kunne hun blive i stillingen, hvis hun havde støttet med samme beløb til en organisation, der støtter den russiske side i krigen?
“Det ved jeg ikke. Det er meget svært at forestille sig. Det kan jeg ikke svare på. Jeg synes ikke, det er et problem.”
Det er måske det, jeg har lidt svært ved at forstå. Først får jeg at vide af Anna Libak og egentlig også dig, at hendes donation og engagement ikke er ønskeligt. Men samtidig siger du, at det er helt fint. Så jeg bliver lidt i tvivl om, er det helt fint eller ikke ønskeligt?
“Så håber jeg, du lytter til, hvad jeg siger. Jeg siger jo meget klart og tydeligt: Jeg har en meget ren og nærmest hellig holdning til det her. Det gør tingene meget nemmere for mig selv, synes jeg. Det, synes jeg, at de fleste journalister skal efterleve.”
“Så opstår der den her situation med Anna Libak. Det er så åbent og tydeligt lagt frem. Hvis nogen synes, det er problematisk, må de jo sige det, og så må vi tage diskussionen.”
Så hvis jeg skal forstå det korrekt, er du principielt imod det, men i det her tilfælde bakker du op om hendes beslutning?
“Ja, i det her tilfælde synes jeg, det er okay. Og dine spørgsmål er jo fine nok. Det er okay at stille dem, særligt hvis det er en firkantet verden, som er nem at skære op. På Weekendavisen er der plads til forskellige holdninger og mennesker. Det, synes jeg, er dejligt.”
Vil du her til sidst fortælle, hvad du selv støtter?
“Jeg var medlem af Amnesty i lang tid. Jeg støtter Læger uden Grænser, som vi skriver kritisk om i denne uge. Amnesty bliver jævnligt kritiseret. Anna gør dog noget, jeg ikke selv gør, ved at lægge det åbent frem.”
Farvel for denne gang
Fri Forsvar har forsøgt at rette henvendelse til andre chefredaktører for at høre, om journalister, der dækker Rusland- og Ukraine-stof, kan bevare deres habilitet, hvis de donerer penge til en part i krigen, men de fleste har afslået at kommentere.
Altingets Jakob Nielsen udtaler dog, at “så længe det foregår i fuld åbenhed, vil jeg ikke gøre mig til dommer over den beslutning”.
Her slutter historien om Anna Libak og de 250.000 kroner og dette nyhedsbrev. Tak fordi, du læste med på Fri Forsvar.
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her