Fil­men rum­mer impo­ne­ren­de meget, inklu­siv et spor om opkla­rin­gen af hoved­per­so­nen Bjørn André­sens mors for­svin­den og død. Alli­ge­vel er den sam­men­hæn­gen­de. Først og frem­mest viser den, hvor­dan den skøn­hed og karis­ma, André­sen er bebyr­det med, er så fængs­len­de og ind­ta­gen­de, at den under­tryk­ker indi­vi­det, der bærer den. Sær­ligt efter at Viscon­ti prom­ove­rer André­sen som ’ver­dens smuk­ke­ste dreng’, bli­ver han deter­mi­ne­ret af sin skøn­hed og hele tiden redu­ce­ret til den, idet den trum­fer og over­strå­ler de andre betyd­nin­ger i ham, hans øvri­ge karak­ter­træk, histo­ri­er og de sto­re trau­mer, han bærer på. Han synes ikke at være sin egen skøn­hed, som nær­me­re synes at løs­ri­ve sig fra og under­tryk­ke hans personlighed.