Vores rege­ring behand­ler os som børn, der ikke kan tåle sand­he­den

Met­te Fre­de­rik­sen har som dansk stats­mi­ni­ster utvivl­s­omt sat et solidt aftryk på den moder­ne Dan­marks­hi­sto­rie. Først med cor­o­na, mink og med der­til­hø­ren­de gen­tag­ne ankla­ger om magt­fuld­kom­men­hed. 

Men så gjor­de hun det, som al logik til­si­ger, at en magt­fuld­kom­men stats­le­der ikke vil­le gøre: Hun del­te ud af mag­tens kage til sine poli­ti­ske mod­stan­de­re, der byt­te­de prin­cip­per ud med mini­ster­bi­ler.

Med Ukrai­ne-kri­gen stod Euro­pa og Dan­mark dog også i den far­lig­ste situ­a­tion i nye­re tid. Der var brug for ro og bre­de poli­ti­ske sam­ar­bej­der hen over mid­ten med ansvar­li­ge poli­ti­ke­re på beg­ge sider af flø­je­ne, lød det. 

De irri­te­ren­de og populi­sti­ske yder­fløjs­par­ti­er skul­le skæ­res væk, og mag­ten skul­le ledes og for­de­les fra “arbejds­fæl­les­ska­bet” i SVM-rege­rin­gen. Den poli­ti­ske debat var præ­get af mang­len­de nuan­cer og alt for sort-hvi­de fore­stil­lin­ger om tin­ge­nes til­stand, måt­te man for­stå. 

SVM-rege­rin­gen skul­le være en form for “sand­heds­re­ge­ring”, hvor man ikke skul­le bru­ge tid på al den mud­der­kast­ning, som den poli­ti­ske debat ellers var pla­get af.