Zelen­skyj for­søg­te at kopi­e­re Putin, men blev stop­pet af EU

I den­ne uges Fri Tænk­ning ser jeg på de sene­ste to ugers dra­ma i Ukrai­ne, hvor præ­si­dent Zelen­skyj for­søg­te et kup mod anti­kor­rup­tionsmyn­dig­he­der­ne, der er ude med riven efter folk i hans inder­kreds. Zelen­skyj hav­de imid­ler­tid gjort reg­ning uden vært. EU’s trus­ler om stop for finan­si­e­ring og demon­stra­tio­ner i fle­re ukrain­ske byer fik den ukrain­ske præ­si­dent til at ven­de på en tal­ler­ken, men nu står han svæk­ket til­ba­ge, og de vest­li­ge rege­rin­gers offi­ci­el­le for­tæl­ling om Ukrai­ne som et demo­kra­ti er kollapset.

Lad os begyn­de med Joe Biden.

Som USA’s vice­præ­si­dent aflag­de han i marts 2016 et af man­ge besøg i Kyiv, hvor rege­rin­gen ven­te­de på en låne­ga­ran­ti fra Den Inter­na­tio­na­le Valuta­fond på en mil­li­ard dol­lar. Iføl­ge Bidens egen for­kla­ring adva­re­de han i direk­te ven­din­ger den davæ­ren­de præ­si­dent Petro Por­osjen­ko om, at garan­tien ikke vil­le bli­ve udstedt, med min­dre Por­osjen­ko afsat­te lan­dets rigsadvokat. 

Og det skul­le være her og nu, alt­så inden Bidens fly seks timer sene­re let­te­de fra luft­hav­nen i Kyiv. Efter lidt debat frem og til­ba­ge gjor­de den ukrain­ske præ­si­dent, som Biden krævede.

Iføl­ge Biden og den ame­ri­kan­ske rege­ring skyld­tes det, at rigs­ad­vo­ka­ten ikke slog til­stræk­ke­ligt hårdt ned på kor­rup­tion i Ukrai­ne, der var – og er – et ekstremt kor­rupt land. Det penib­le i den davæ­ren­de situ­a­tion var, at Bidens søn Hunter uden fag­li­ge for­ud­sæt­nin­ger hav­de fået en plads i besty­rel­sen hos det ukrain­ske ener­gi­sel­skab Buris­ma til en hyre på 80.000 dol­lars om måne­den, og ankla­ge­myn­dig­he­den hav­de nog­le år tid­li­ge­re efter­for­sket net­op den virk­som­hed for kor­rup­tion, men ikke i den peri­o­de, hvor Hunter Biden sad i bestyrelsen.

Epi­so­den illu­stre­rer en dybest set usund rela­tion mel­lem Ukrai­ne og Vesten. Som føl­ge af Ukrai­nes tota­le afhæn­gig­hed af øko­no­misk og mili­tær bistand fra USA og EU har Bruxel­les og Was­hin­g­ton vidt­gå­en­de ind­fly­del­se på Kyivs inden­rigs­po­li­tik og udnæv­nel­se af per­so­ner til nøgleposter.

Det så man et kuri­øst eksem­pel på helt til­ba­ge i 2014, da USA’s davæ­ren­de viceu­den­rigs­mi­ni­ster Victo­ria Nuland i en aflyt­tet tele­fon­sam­ta­le med den ame­ri­kan­ske ambas­sa­dør i Kyiv gjor­de det klart, hvem der skul­le have posten som Ukrai­nes næste pre­mi­er­mi­ni­ster og i øvrigt bad EU gå ad hel­ve­des til, for­di man i Bruxel­les fore­trak en anden kan­di­dat. USA fik sin vilje.

Og siden da er Vestens kon­trol med den poli­ti­ske pro­ces i Ukrai­ne kun ble­vet stær­ke­re, selv­om den mest fore­går bag kulis­ser­ne. Hvis man ønsker at anlæg­ge et posi­tivt spin på den­ne afhæn­gig­hed, kan man for­tæl­le en histo­rie om, at det er afgø­ren­de for bekæm­pel­se af kor­rup­tion og magt­mis­brug og for at bistå Ukrai­ne på vej­en mod EU-med­lem­skab. Hvis man der­i­mod er knapt så posi­tivt anlagt, kan man pege på, at det gør Ukrai­ne til et vest­ligt pro­tek­to­rat uden egent­lig suverænitet.