Adop­tions­bu­reau betal­te mil­li­o­ner for at få fle­re syd­kore­an­ske børn til Dan­mark: “Leder tan­ker­ne hen på bestikkelse”

Det kor­te af det lange 

Dan­ske par kun­ne op igen­nem 1980’erne og 1990’erne ikke få nok syd­kore­an­ske adop­tivbørn til Danmark. 

Der­for valg­te et dansk adop­tions­bu­reau at omgå syd­kore­ansk lov­giv­ning og beta­le ekstra­ge­by­rer for­klædt som dona­tio­ner og lån til Korea i for­sø­get på at skaf­fe fle­re børn, viser intern kor­re­spon­dan­ce fra bureauerne. 

Det leder tan­ker­ne hen på bestik­kel­se, siger en ekspert. 

Hele histo­ri­en

I 1960’erne begynd­te de før­ste syd­kore­an­ske børn at bli­ve bortadop­te­ret til Dan­mark, og på få årti­er blev efter­spørgs­len på kore­an­ske børn enorm. 

Antal­let af adop­tio­ner fra Syd­korea til Dan­mark kul­mi­ne­re­de i 1980’erne og 1990’erne, og det betød, at de syd­kore­an­ske adop­tions­bu­reau­er hav­de svært ved at føl­ge med efterspørgslen. 

Med andre ord var de ved at løbe tør for syd­kore­an­ske børn, som de kun­ne sen­de til Vesten – her­un­der Danmark. 

Der­for begynd­te et dansk bureau med åbne øjne at omgå syd­kore­ansk lov­giv­ning ved blandt andet at beta­le ekstra­ge­by­rer i form af dona­tio­ner og lån til adop­tions­bu­reau­er i Sydkorea. 

Det viser en 3.000-siders kor­re­spon­dan­ce mel­lem det kore­an­ske adop­tions­bu­reau Kore­an Soci­al Ser­vi­ces (KSS) og det dan­ske DIA (tid­li­ge­re Adop­tion Cen­ter og DanAdopt). En kor­re­spon­dan­ce, som stræk­ker sig over fle­re årti­er, og som Fri­heds­bre­vet har gennemgået. 

Her frem­går det blandt andet i et inter­nt brev mel­lem ledel­sen i Adop­tion Cen­ter, hvor­dan de plan­læg­ger at omgå det mak­si­ma­le gebyr­loft, som Syd­koreas rege­ring har fast­sat for adoptivbørn. 

“For 1994 vil geby­ret være afgø­ren­de for hvor stor dona­tion, vi kan give. I 1993 sag­de Mr. Paik (direk­tør i KSS, red.) til os, at de ikke vil­le for­hø­je geby­ret, for det vil­le rege­rin­gen ikke til­la­de. Hvis de der­for ikke ønsker at for­hø­je geby­ret, men fast­hol­der det på 3.000 dol­lars, skal vi for­modent­lig være indstil­let på at give mindst 75.000 dol­lars i dona­tio­ner,” står der i bre­vet fra vice­di­rek­tø­ren til ledel­sen i Adop­tion Cen­ter fra 1994. 

De man­ge adop­tions­bu­reau­er var nem­lig også i skarp kon­kur­ren­ce med hin­an­den om at skaf­fe nok børn til de adop­tions­vil­li­ge danskere. 

Og med et loft over, hvad de iføl­ge lov­giv­nin­gen måt­te beta­le per barn, tye­de det dan­ske adop­tions­bu­reau Adop­tion Cen­ter til kre­a­ti­ve løs­nin­ger i for­sø­get på at omgå det­te, viser korrespondancen. 

Bureau­et fik for eksem­pel dan­ske adop­tiv­for­æl­dre til at beta­le tusind­vis af kro­ner hvert år i dona­tio­ner til vel­gø­ren­de for­mål i Sydkorea. 

En gen­nem­gang viser, at der udover et fast måned­ligt adop­tions­ge­byr blev over­ført dona­tio­ner for cir­ka 4,8 mil­li­o­ner dol­lar gen­nem fle­re årti­er. Det sva­rer omreg­net i nutids­kro­ner til et total­be­løb på cir­ka 53,7 mil­li­o­ner kro­ner i dona­tio­ner. Da aktind­sig­ten ikke inde­hol­der kor­re­spon­dan­ce fra alle år, kan det ikke ude­luk­kes, at det­te tal er end­nu større. 

Kor­re­spon­dan­cen sår nu alvor­lig tvivl om, hvor man­ge af de dona­tio­ner, der egent­lig gik til gode for­mål, eller om dona­tio­ner­ne i ste­det blev brugt som beta­ling under bor­det i for­sø­get på at få fle­re børn til Danmark. 

“Når pen­ge­ga­ver kædes så tæt sam­men med for­mid­lin­gen af børn, leder det tan­ker­ne hen på, at der kan være tale om bestik­kel­se,” siger Ben­te Adolp­h­sen, der er jurist og kon­su­lent med over 35 års erfa­ring med udsat­te børn og unge. 

Syste­ma­tisk ulov­lig adfærd

Dan­mark har i mere end 70 år været et af de lan­de i Euro­pa, der har mod­ta­get aller­f­lest adop­te­re­de børn fra Sydkorea. 

I alt har omkring 9.000 børn taget den lan­ge rej­se fra Syd­korea til Dan­mark, hvor en ny fami­lie har stå­et klar til at mod­ta­ge dem. 

Men Fri­heds­bre­vet har tid­li­ge­re kun­net afslø­re, hvor­dan adop­tio­ner­ne i 1970’erne og 1980’erne har været præ­get af syste­ma­tisk ulov­lig adfærd. 

Og her­hjem­me har for­e­nin­gen Danish Kore­an Rights Group (DKRG), der består af adop­te­re­de fra Syd­korea, gen­nem­gå­et over 1.000 sager og fun­det ulov­lig sags­be­hand­ling i stort set allesammen. 

Iføl­ge for­e­nin­gen tyder meget på, at en stor del af de omkring 9.000 adop­tio­ner af syd­kore­an­ske børn her­hjem­me enten er sket uden samtyk­ke, med for­fal­ske­de papi­rer, eller hvor bør­ne­ne fejl­ag­tigt er ble­vet regi­stre­ret som forældreløse. 

For­mid­lin­gen af adop­tivbørn har været delt mel­lem dan­ske adop­tions­bu­reau­er og syd­kore­an­ske bureau­er, og de har ofte ind­gå­et såkald­te ven­skabs­af­ta­ler. Og det er alt­så i den kor­re­spon­dan­ce mel­lem Adop­tion Cen­ter og KSS, at man nu kan se, hvor­dan de for­søg­te at omgå reg­ler­ne i for­sø­get på at skaf­fe fle­re adop­tivbørn til Danmark. 

Lok­ke­de med “spe­ci­al donations”

Den sto­re efter­spørgsel sat­te nem­lig adop­tions­bu­reau­er­ne i Syd­korea i en gun­stig position. 

Med fle­re vest­li­ge bureau­er, der kæm­pe­de om bør­ne­ne, spred­te der sig en vis form for nervø­si­tet om, hvor­vidt der kun­ne leve­res nok børn. I kor­re­spon­dan­cen frem­går det blandt andet, hvor­dan Adop­tion Cen­ter sam­men­lig­ner sine pri­ser med de kon­kur­re­ren­de adoptionsbureauer. 

“Jeg er for­ny­lig ble­vet bekendt med, efter at have talt med de andre nor­di­ske adop­tions­bu­reau­er, at de beta­ler mere i gebyr, end vi gør,” skri­ver direk­tø­ren for Adop­tion Cen­ter i 1994. 

Men som tid­li­ge­re nævnt var der et loft for geby­ret, som Syd­koreas rege­ring vil­le tage for adop­tio­ner. Der­for tye­de det dan­ske bureau til “spe­ci­al­do­na­tio­ner”, og der­med kun­ne de omgå lof­tet for, hvad et barn fra Syd­korea måt­te koste. 

I en intern kor­re­spon­dan­ce fra Adop­tion Cen­ter den 22. febru­ar 1994 blev der givet til­la­del­se til at “præ­mi­e­re” et beløb som tak for for­mid­lin­gen af børn året før. 

“Det er også bag­grun­den for, at jeg gik ind for, at vi skul­le ‘præ­mi­e­re’ KSS for at have for­mid­let så man­ge børn til os i 1993 (selv­om det ikke er mere end vi aftal­te, idet vi bad om 70 børn) – og dog! Du har der­for man­dat til at give KSS en dona­tion på US$ 25.000 som ‘præ­mie’ for det høje for­mid­lings­tal i 1993,” lyder det fra vice­di­rek­tø­ren til direktøren. 

I et refe­rat fra en tele­fon­sam­ta­le den 14. maj 1990 dis­ku­te­rer direk­tø­ren ved Adop­tion Cen­ter og direk­tø­ren ved KSS lige­le­des, hvor­vidt fle­re pen­ge kan skaf­fe fle­re børn til Danmark. 

“Mr Kim siger, at hvis Sowoon (et bør­ne­hjem, som KSS sam­ar­bej­der med, red.) kan give fle­re børn pr. måned, har vi jo accep­te­ret at beta­le US$ 2.000 pr. måned, og har sendt dis­se pen­ge op mod slut­nin­gen af juni. FLN spør­ger, hvad det er Mr Kim i Sowoon ønsker nu? Er det mere end US$ 2.000 pr. måned? Kim siger, at de kan dis­ku­te­re det i sep­tem­ber. FLN siger, at hvis de ved at beta­le fle­re pen­ge, kan få fle­re børn, så vil han nødig ven­te til september.” 

Pen­ge­præ­mi­en er påfal­den­de, mener Ben­te Adolphsen. 

“Der er et sjovt sam­men­fald i, at de sto­re dona­tio­ner kom­mer i for­læn­gel­se af for­mid­lin­gen af børn. Det vir­ker meget afpas­set,” siger hun. 

Hvad gik dona­tio­ner­ne til? 

Men det sto­re spørgs­mål er, om dona­tio­ner­ne reelt gik til vel­gø­ren­de for­mål, eller om der var tale om et indi­rek­te gebyr til de kore­an­ske adoptionsbureauer. 

Iføl­ge Fri­heds­bre­vets gen­nem­gang af den inter­ne kor­re­spon­dan­ce så bli­ver der fle­re ste­der nævnt kon­kre­te vel­gø­ren­de pro­jek­ter, som kore­a­ner­ne siger, pen­ge­ne skal gå til. 

Det stør­ste af dem er pro­jek­tet Gre­en­hill, der blev nævnt før­ste gang i 1980. Pro­jek­tet gik ud på at byg­ge en insti­tu­tion for adop­tivbørn for KSS på et stort styk­ke land en times kør­sel fra hoved­sta­den Seoul. 

Og her var Adop­tion Cen­ter sær­ligt rund­hån­det med dona­tio­ner­ne til net­op Greenhill. 

I et nyheds­brev sendt til dan­ske adop­tiv­for­æl­dre står det beskre­vet, hvor­dan Adop­tion Cen­ter brug­te mil­li­o­ner af kro­ner på et adop­tions­pro­jekt i Syd­korea. Hvad der kon­kret kom ud af dona­tio­ner­ne, vides dog ikke. 

I nyheds­bre­vet, der hvert år sen­des ud til adop­tan­ter, næv­nes der fle­re sto­re mil­li­onbe­løb, som Adop­tion Cen­ter done­re­de til Gre­en­hill-pro­jek­tet i Sydkorea. 

Kor­re­spon­dan­cen‚ Fri­heds­bre­vet har gen­nem­gå­et, viser også, at der for­u­den de faste dona­tio­ner blev over­ført selv­stæn­di­ge beløb direk­te til Greenhill-projektet. 

Blandt andet bli­ver en dona­tion på 1.255.000 kro­ner nævnt under “hjæl­pe­ar­bej­de”.

Hvad præ­cist Adop­tion Cen­ter ønske­de at få ud af Gre­en­hill-pro­jek­tet, er uklart. Dog skri­ver Adop­tion Cen­ter i sit nyheds­brev om pro­jek­tet, at man står til at mod­ta­ge fær­re børn fremad­ret­tet, men at man for­ven­ter, at man inden for det næste år vil kun­ne mod­ta­ge børn med for­skel­li­ge handicap. 

“Adop­tion Cen­ter hav­de i janu­ar 1981 besøg af lede­ren af Kore­an Soci­al Ser­vi­ce, og kon­tor­le­de­ren besøg­te i marts 1981 Korea for yder­li­ge­re afkla­ring af pro­ble­mer­ne. Det ret ned­slå­en­de resul­tat af for­hand­lin­ger­ne i marts var, at Adop­tion Cen­ter måt­te imø­de­se en reduk­tion af det antal børn, der kun­ne for­mid­les til Dan­mark, på cir­ka 20 procent.” 

I gen­nem­gan­gen af den inter­ne kor­re­spon­dan­ce ses det, at Adop­tion Cen­ter helt op i 1990’erne fort­sat done­rer til Gre­en­hill-pro­jek­tet, ind­til støt­ten plud­se­lig stopper. 

Iføl­ge Ben­te Adolp­h­sen er det tyde­ligt, at pen­ge­ne og adop­tio­ner­ne hæn­ger sammen. 

“Der er en klar sam­men­hæng mel­lem dona­tio­ner og børn. Det ser ud til, at det er noget, bureau­er­ne afta­ler ind­byr­des, og det vir­ker, som om der er tale om en egent­lig for­ret­nings­mo­del. Det stem­mer ikke overens med betin­gel­ser­ne for uden­land­sk adop­tion,” siger hun. 

Udsted­te lån der ikke skul­le beta­les tilbage 

Men det var ikke kun “spe­ci­al dona­tions”, som Adop­tion Cen­ter send­te til Syd­korea, afslø­rer korrespondancen. 

På et tids­punkt i slut 80’erne udsted­te Adop­tion Cen­ter et lån på 100.000 dol­lars til Greenhill-projektet. 

Men iføl­ge kor­re­spon­dan­cen opstod der efter Adop­tion Cen­ters direk­tørs besøg i Syd­korea i 1994 tvivl om, hvor­vidt der var tale om et reelt lån eller en donation. 

For­in­den viser et brev til KSS fra 1994, at Adop­tion Cen­ter var nervø­se for, at KSS vil­le sæn­ke antal­let af børn, de send­te Adop­tion Cen­ters vej, og der­for skred besty­rel­ses­for­man­den i Adop­tion Cen­ter hur­tigt til handling. 

“Jeg kan uden tvivl bekræf­te, at det har været besty­rel­sen i Adop­tion Cen­ters for­vent­ning, at det­te lån aldrig skul­le tilbagebetales.” 

Iføl­ge besty­rel­ses­for­man­den skul­le “lånet” dog ikke ses som en form for bestik­kel­se af kore­a­ner­ne, må man forstå. 

“Der har på intet tids­punkt været tan­ker om, at det­te lån er rela­te­ret til vores kon­ti­nu­er­li­ge sam­ar­bej­de om hen­vis­nin­ger af adop­tions­børn. Det har altid været vores for­stå­el­se, at vi natur­lig­vis vil fort­sæt­te det gode sam­ar­bej­de med KSS, og det vil være over­flø­digt at tro, at lånet skul­le spil­le en rolle.” 

Til sidst under­stre­ge­de besty­rel­ses­for­man­den end­nu en gang, at lånet aldrig skul­le ses som et lån, der skul­le tilbagebetales. 

“Vores for­slag om at nedskri­ve lånet over en 4‑årig peri­o­de var ude­luk­ken­de på grund af inter­ne årsa­ger. Jeg bekla­ger, hvis der har været nogen tvivl om, at det under ingen omstæn­dig­he­der for­ven­tes fra Adop­tion Cen­ter side, at lånet bli­ver til­ba­ge­be­talt,” skri­ver besty­rel­ses­for­man­den til KSS. 

Det mang­ler vi svar på

DIA, der i 2015 blev til via en sam­men­læg­ning mel­lem de to adop­tions­bu­reau­er Adop­tion Cen­ter Bør­ne­hjælp og DanAdopt, har ikke ønsket at stil­le op til et interview. 

Vi vil­le ellers ger­ne have spurgt dem, hvad de man­ge mil­li­o­ner af dona­tio­ner er gået til, og om man har brugt bestik­kel­se i for­sø­get på at få fle­re børn fra Syd­korea til Danmark. 

I ste­det skri­ver DIA i et skrift­ligt svar, at de er til­hæn­ger af en uvil­dig under­sø­gel­ses­kom­mis­sion for at gran­ske tid­li­ge­re tiders prak­sis og fejl på områ­det for inter­na­tio­nal adoption. 

Anke­sty­rel­sen er alle­re­de i gang med at under­sø­ge adop­tions­sa­ger fra Korea i 1960’erne og 70’erne. Og først når den ven­tes fær­dig næste år, vil soci­al­mi­ni­ster Per­nil­le Rosen­krantz-Theil se, om der skal yder­li­ge­re under­sø­gel­ser til, siger hun til TV 2.