Da det yder­ste høj­re var sam­let i Bruxel­les, blev alle rus­si­ske og kine­si­ske spio­ner bedt om at for­la­de loka­let – og så begynd­te folk at gri­ne

“Hvis der er nog­le rus­si­ske eller kine­si­ske spio­ner, skal jeg bede jer om at gå,” siger Frank Fure­di, hvil­ket udlø­ser en mild lat­ter fra publi­kum.

Frank Fure­di er direk­tør i tæn­ket­an­ken FSI, som står for Fre­edom and Sove­reign­ty Ini­ti­a­ti­ve Euro­pe; en høj­re­o­ri­en­te­ret tæn­ket­ank, måske nok den mest høj­re­o­ri­en­te­re­de tæn­ket­ank, der ope­re­rer i Bruxel­les.

I aften har de invi­te­ret til et arran­ge­ment, hvor det skal debat­te­res, om høj­re­fløj­en på tværs af Euro­pa er klar til at gri­be mag­ten. Og beske­den fra Frank Fure­di er sjov af fle­re årsa­ger.

For det før­ste er FSI vel­lidt blandt folk, der af deres mod­stan­de­re ger­ne beskyl­des for at være Putin-ven­li­ge; det gæl­der sådan en som den tid­li­ge­re man­ge­åri­ge ungar­ske pre­mi­er­mi­ni­ster Vik­tor Orbán.

For det andet blev tæn­ket­an­kens for­gæn­ger MCC Brus­sels – tin­ge­ne har det med at skif­te ham i Bruxel­les – vist­nok infil­tre­ret af en rus­sisk spion.

Det er ons­dag aften, og der er tale om en slags urpre­mi­e­re for FSI.

I et semi-småt loka­le har tæn­ket­an­ken invi­te­ret til sit aller­før­ste arran­ge­ment, siden for­gæn­ge­ren ophør­te til­ba­ge i sen­som­me­ren, som kon­se­kvens af at de ikke læn­ge­re kun­ne beta­le deres med­ar­bej­de­re løn.

Nu er nogen­lun­de de sam­me med­ar­bej­de­re dog til­ba­ge i den­ne nye høj­re­o­ri­en­te­re­de tæn­ket­ank, og i aften skal høj­re­flø­jens frem­gang på tværs af Euro­pa dis­ku­te­res – om de euro­pæ­i­ske høj­re­fløjs­par­ti­er er para­te til især de fore­stå­en­de valg, om de er para­te til at tage og for­mid­le mag­ten, og om omver­de­nen er parat til det­te.

For det er ikke kun i Dan­mark, at par­ti­er på den yder­ste høj­re­fløj synes at tri­ves ual­min­de­ligt godt.

I Frank­rig ser man Le Pens Ras­sem­ble­ment Natio­nal storme frem, span­ske Vox måles til at bli­ve det tred­je­stør­ste par­ti, Bel­gi­ens Vlaams Belang måles til at bli­ve det stør­ste, i Ita­li­en er Gio­r­gia Melo­ni pre­mi­er­mi­ni­ster.

Også i Tys­kland har den ellers histo­risk kon­tro­ver­si­el­le høj­re­fløj med­vind i sej­le­ne, og tid­li­ge­re på måne­den blev en poli­ti­ker fra AfD for før­ste gang nogen­sin­de valgt som for­mand for par­la­men­tet i en af lan­dets del­sta­ter.

Og i Stor­bri­tan­ni­en har Nigel Fara­ges Reform UK læn­ge været målt til at bli­ve det stør­ste par­ti ved et valg. Efter som­me­rens stra­bad­ser, der tal­te rod i for­skel­li­ge finan­ser og en vel­vil­lig­hed hos par­ti­et til at tage imod pen­ge fra en uden­land­sk donor, er de dog nu ble­vet over­gå­et af Labour. Men alt­så; sta­dig næst­størst.

Bliv med­lem af Fri­heds­bre­vet for at læse hele artik­len.