Jeppe Findalen

Mange katteejere har nok stået i det svære dilemma, der er forbundet med spørgsmålet om, hvorvidt man skal lade sin hankat kastrere eller ej.  Der kan være mange gode grunde til, at man som katteejer vælger at opsøge en dyreklinik for at få det overstået.  En hurtig søgning på emnet viser, at fordelene står i kø, hvis man er til den passive og bamse-lignende katteadfærd.  Hos Dyrelægevagten.dk fremgår det, at en hankat, hvis den er kastreret, bliver hjemme og knytter sig mere til sine mennesker. Den bliver mere kælen og omgængelig. Den vil holde op med at strinte urin på møbler og vægge. Dens urin vil ophøre med at lugte stærkt. Den søger ikke så hyppigt slagsmål. Her vil jeg lige skynde mig at indskyde, at jeg med det følgende ikke forsøger at agitere for, at hankatte skal forblive fulde og intakte hankatte udstyret med aggressivitet og forplantningsevne. Og ildelugtende urin, må vi forstå.

De fleste ville nok læne sig tilbage og nyde udsigten til at få hele 29 millioner kroner med sig ud af døren, den dag de stopper på deres arbejdsplads – med et håndtryk så gyldent, at man næsten skulle tro det var løgn eller ulovligt.  Men sådan forholder det sig ikke i tilfældet med 69-årige Torben Möger Pedersen. Han er hovedarkitekten bag PensionDanmark, og så har han en lang karriere bag sig i krydsfeltet mellem fagbevægelsen, diverse offentlige kasser og tunge investeringer i grøn energi.

Krigen i Gaza har pustet til gløderne i det venstreekstreme miljø i Europa i sådan en grad, at det har fået Politiets Efterretningstjeneste (PET) til at hæve bekymringsniveauet.  Det fortæller PET i et interview med Frihedsbrevet, hvor tjenesten – som sjældent udtaler sig til medierne – giver et indblik i, hvad der har ændret trusselsbilledet i de seneste år.  PET har observeret, at den politiske dagsorden, der vinder frem i kølvandet på krigen i Gaza, i “det venstreekstremistiske miljø skaber et potentiale for voldsanvendelse”, lyder det blandt andet i interviewet.   Udviklingen har fået PET til at skrue op for trusselsvurderingen fra det, der på PET-sprog hedder “minimal” til “begrænset”. Det vil sige, at truslen er hævet fra det laveste niveau til niveau to på en skala fra et til fem.

Lars Løkke Rasmussen har sendt sig selv på sommerferie og er – hvis man ser bort fra et par enkelte pip fra partiets sociale medier – praktisk talt gået under jorden.  Han ligger formentlig og grubler over, hvad der møder ham, når han vender snuden hjemover og skal tilbage til dansk politik.  I dag vil jeg derfor benytte lejligheden til at slå fast med cirkustelt-pløkker, hvad Lars Løkke med sikkerhed vender tilbage til og kan forvente sig af Frihedsbrevet på den anden side af sommerferien.   Man kunne nemlig godt fristes til at tro, at Lars Løkke og Moderaterne går rundt og håber, at en god lang sommerferie kan slette de grimme minder om, hvad der egentlig var på dagsordenen, inden den stod på strandtur.  Det er dog – heldigvis, får jeg lyst til at sige – ikke alle hos Moderaterne, der er gået på ferie.  Ja, man kunne faktisk godt mistænke sommerholdet for at have tænkt, at sommer er lig med cirkus, og at et rigtig godt klovneshow sidder i kroppen så længe, at ingen kan huske, hvad der gik forud.

Iført partisanertørklæde og med stor selvtilfredshed i stemmen indtog 73-årige Torkil Lauesen for nylig en scene i Amsterdam.  Han gik formentlig ud fra, at det kun var de cirka 100 fremmødte fans og sympatisører fra den yderste venstrefløj i salen, der lyttede med.  Som et af de centrale medlemmer af Blekingegadebanden var Torkil Lauesen med til at begå en række voldsomme røverier i Danmark gennem 1970’erne og 1980’erne; alt sammen for at sende våben og stjålne millioner til terrorgruppen Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP.  Og her stod han nu foran en ny generation, der anså ham for at være en blanding mellem en rockstjerne, Che Guevara og Malcolm X.  Han fortalte anekdoter fra den ekstremt voldsparate bandes tid, der gik rent hjem hos publikum. Han opildnede ungdommen til at skride til handling og delte en række sandheder med de fremmødte – eller i hvert fald de sandheder, han havde lyst til at turnere med.  Hvad Torkil Lauesen derimod ikke vidste denne sommeraften i 2025 var, at Frihedsbrevet også var bænket i salen og optog hele det fire timer lange foredrag.

Det burde være det mest simple spørgsmål at besvare: Tilbød Moderaterne Jon Stephensen penge for at få fingrene i hans folketingsmandat, ligesom de gjorde med Mike Fonseca?  Men Moderaterne forsøger på alle tænkelige måder at smyge sig udenom.   De har sendt den netop tiltrådte partisekretær Britt Bager i byen for at lege den leg, der åbenbart altid skal leges, når spinmaskinen skal holde sandheden skjult, og formand Løkke skal skærmes.  Britt Bager skiftevis gemmer sig og toner frem for at fodre den glubske presse med nok et udenomssvar.  Strategien synes at være at trække tiden så længe, at ingen til sidst orker at følge med, og sandheden kan listes ud en sen fredag eftermiddag, hvor de fleste er gået på ferie og ikke kan høre på mere snak om Lars Løkkes mandatkøb i Folketinget.  Det er en bedrøvelig affære at være en del af. Og hvis du sidder derude og af og til tænker, at journalister kan være nogle irriterende og forstyrrende elementer, der stresser politikerne med småting, så er denne sag et skoleeksempel på, at der netop er brug for journalister, der ikke tager til takke med vrøvl, når der kan svares “ja” eller “nej”.

Enten er hun bare fløjtende ligeglad, eller også har statsminister Mette Frederiksen fået nogle så tophemmelige og belastende ting at vide, at hun har besluttet sig for at fremstå apatisk for at slippe for at udtale sig. Det er svært at tolke statsministerens manglende reaktion på de nye afsnit af TV 2-dokumentaren Den sorte svane på andre måder.  “Jeg har kun set det i overskriftsform,” lød det fra statsministeren, da hun torsdag formiddag på Folkemødet på Bornholm blev spurgt ind til dokumentaren, hvor det blandt andet kommer frem, at politiet har brugt Amira Smajic til at spionere mod ansatte på både TV 2 og Frihedsbrevet. Og hvordan politiet tilsyneladende instruerer Amira Smajic i at lyve, så hun undgår at skulle vidne i en retssag.  Udtalelsen faldt, lige efter at hun havde holdt sin åbningstale i Allinge, hvor hun heller ikke nævnte sagen med et ord.  Mette Frederiksens manglende reaktion står i skærende kontrast til, hvordan hun sidste år – da de første fem afsnit af Den sorte svane rullede over skærmen – var på pletten med det samme og krævede handling.  Dengang lød det sådan her: “Der var faktisk en, der sagde, at han var ved at kaste op. Og jeg havde det faktisk på samme måde,” sagde Mette Frederiksen til TV 2 i juni 2024, hvor alle danskere fik et kig ind i det mørke rum, hvor over- og underdanmark med stolthed og stor kreativitet planlagde kriminalitet og tog røven på fællesskabet. I samme omgang kom vi på fornavn med Fasar og lærte om “ålerusemetoden”.  Den samme kvalmefremkaldende effekt giver det, når man ser, hvordan hun i år gemmer sig. Kan det virkelig være rigtigt, at regeringen godt kan skride ind med det samme, når TV 2 afslører kriminelle udlændinge og luskede advokater, men intet kan foretage sig, når det handler om, at myndighederne tilsyneladende overvåger og spionerer mod medierne og instruerer et vidne i at lyve forud for en retssag? Så Frihedsbrevet brugte naturligvis en del energi under Folkemødet på at forsøge at få statsministeren i tale.  Dokumentaren udkom onsdag. Og vi tænkte, måske lidt naivt, at hendes niveau af viden, vilje og engagement i denne vigtige sag ville vokse, efterhånden som torsdag blev til fredag, og hendes embedsmænd fik klædt hende på til at have en holdning.  Hun er trods alt pressens minister, så mon ikke hun ville komme på banen før eller siden? Vi opsøgte naturligvis også en række andre politikere, som vi i årets løb har savnet svar fra for at få dem til at forholde sig til de sager, vi har skrevet om.

Den ene mere gruopvækkende og bekymrende sag efter den anden kommer nemlig frem i lyset, efterhånden som vi på Frihedsbrevet har gravet os ned i sager om anbringelser på en række private bosteder rundt i landet.  Vi har afsløret, hvordan udsatte unge er blevet anbragt på bosteder, som har brudt loven og svigtet deres ansvar. Der er eksempler på, hvordan psykisk syge og sårbare borgere bliver truet med tæsk, får tilbudt puffbars for at dulme nerverne og i det hele taget bliver udsat for alle tænkelige former for svigt.   Vi er også i fuld sving med at kortlægge det ofte snedigt udtænkte spindelvæv af selskaber, som bagmændene har spundet til lejligheden.  Tilsammen tegner sig konturerne af en omfattende skandale, hvor en lille gruppe mennesker trækker store millionbeløb ud til sig selv og ser stort på love og regler.

Hvis man i sit naive og idealistiske sind gik rundt og bildte sig selv ind, at Folketinget var åbent for offentligheden, og at pressen frit kunne bevæge sig rundt og berette fra demokratiets højborg, kan man godt tro om igen. Det bliver slået fast med syvtommersøm i en ny afgørelse, som Folketingets Præsidium har truffet, efter at Venstre-politikeren Jan E. Jørgensen har klaget over en reportage, som chefredaktør Mads Brügger skrev fra hans 60-års fødselsdagsreception i Folketinget. Afgørelsen trækker spor tilbage til et hidsigt opgør, der udspillede sig i Rigsdagen for godt 130 år siden. Dengang forsøgte en gruppe nærtagende politikere at lukke ned for presselogens “onde ånd” af en journalist, som skrev ting, de ikke brød sig om. Men inden jeg går i detaljer med den fascinerende historie, vil jeg lige opridse den aktuelle sag. Som den opmærksomme læser nok allerede har sjusset sig frem til, så handler mit nyhedsbrev i dag ikke om de artikler, vi har udgivet den seneste uge. Der er ellers nok at fremhæve. Men præmissen for, at de overhovedet kan blive til, er, at vi har en fri og uafhængig presse i Danmark. Og når huset er under angreb, er det tid til at forsvare sig. I bunden af denne tekst har jeg derfor indsat en række artikler, som jeg håber, du vil læse eller lytte til. Og nu til sagen. Jan E. Jørgensens velbesøgte selv-fejring blev afholdt den 20. februar 2025 i Folketingets mondæne kantine, Snapstinget. På balkortet fandt man blandt andre Jakob Ellemann-Jensen, der slog sig løs som en af snobberne fra Fritz og Poul, Lars Findsen, Bergur Løkke Rasmussen og Mogens Jensen. Sidstnævnte gik helt dybt i buffeten, fremgår det af reportagen. Københavns Drengekor var sågar hidkaldt for at synge “I østen stiger solen op”. Hvad der på overfladen måske lyder som harmløse ingredienser til en reportage, endte dog i en tekst, der mildt sagt ikke stod på ønskelisten hos fødselsdags-Jan. Det aktiverede så meget vrede i ham, at han selv røg til tasterne. Jan E. Jørgensen sendte en officiel klage til Folketingets Præsidium over Mads Brüggers reportage. Der er ikke det, der ikke er galt, fremgår det af Jan E. Jørgensens klage. Brügger var ikke inviteret. Han skriver om gæsterne i et sprog, der er “stødende”, han spørger dem ind til emner, som Jan E. Jørgensen “ikke mener er relevante i forhold til receptionen”, hans deltagelse opfattes som “intimiderende” for gæsterne, og så skriver han tilmed på en måde, der er “injurierende og tarvelig”. Så hvis du ikke allerede har læst reportagen, vil jeg kraftigt opfordre dig til at gøre det. I forvejen afsoner Mads Brügger en dom på tre måneders karantæne fra Folketinget for “manglende situationsforståelse”. Hans brøde var, at han i selskab med Rasmus Paludan gik rundt på Christiansborgs gange og sidenhen gengav i Frihedsbrevet, hvad de havde talt med deltagerne til en torsdagsbar hos de nordatlantiske mandater om. Så måske Jan E. Jørgensen øjnede muligheden for at blive kendt som den politiker, der bankede sømmet helt i ligkisten og fik bortvist Frihedsbrevet for bestandigt fra Folketinget. Men helt sådan skulle det ikke gå – og så alligevel. Afgørelsen er kommet. Og den korte opsummering er, at Frihedsbrevet vinder, men at den frie presse alligevel ender som den helt store taber. For det første bliver Jan E. Jørgensens klage afvist af Præsidiet, hvilket måske umiddelbart kan virke en smule overraskende, når nu bødeblokken i forvejen var hevet frem fra inderlommen. Man kan i hvert fald levende forestille sig, at der var flere politikere, der var blevet så glade for at slippe for at blive underkastet et kritisk blik, at de godt ville trække en karantænebillet mere i automaten. Det er selvfølgelig positivt, at en politikers holdning til, hvad et frit medie vælger at skrive, ikke kan afgøre, om man skal smides på porten eller ej. Men. For der er desværre et men. Folketingets Præsidium benytter nemlig anledningen til at stramme reglerne. I forvejen er pressens tilstedeværelse indkapslet i et stramt og fintmasket net af regler, som – hvis nogen sætter en fod forkert – udløser karantæne. Man må eksempelvis ikke filme eller fotografere politikere, uden at de har givet samtykke til det, eller bringe optagelser af, at man forsøger at få en politiker til at svare på et kritisk spørgsmål, medmindre de siger ja.

Det er ikke i sig selv et mål for Frihedsbrevet at gøre dem, vi skriver om, sure.  Men det ender alligevel forbløffende ofte i et vredesudbrud og hidsige kommentarer, når vi forsøger at gennemføre et interview. Måske er det bare et vilkår, når vi lever af at bringe skjulte oplysninger frem i lyset og stille kritiske spørgsmål. Således bibragte denne uge endnu et havareret interview til samlingen, da vi fangede den tidligere kvotekonge John-Anker Hametner Larsen. Ud over at være blevet rig på fisk er han også venner med Lars Løkke Rasmussen. Anledningen til, at vi ringede til ham, var, at Frihedsbrevet i denne uge har bragt navnene på en lang række hidtil hemmeligholdte rigmænd, der har doneret penge til Moderaterne.  Vi er kommet i besiddelse af en lang række interne mails, dokumenter og regnskaber. På den baggrund kan vi afsløre det, der på en og samme tid har været en velbevaret hemmelighed i dansk politik og samtidig været det mest indlysende: At en gruppe hemmelige personer med dybe lommer har skudt store pengesummer i Moderaterne og på den måde været med til at gøre det muligt at stable et parti på benene.