Mia Skovby

Som traditionen foreskriver det for en jødisk pige, kunne Hannah Bentow som 12-årig fejre sin bat mitzvah. Den blev holdt med venner og familie i et selskabslokale i forlængelse af Københavns Synagoge den 15. februar 2015. Festlighederne kom dog til en ende, da det blev mål for et terrorangreb. Siden er Hannah Bentow flyttet til Israel med sin familie, hvor hun også har gjort tjeneste som soldat i den israelske hær, IDF. Her fortæller hun om at bo som jøde i Danmark, og hvad der får en til at give sit liv op i det trygge, ukrigeriske velfærdssamfund til fordel for en tilværelse i det spændingsfyldte Israel. Det var kort efter midnat den 15. februar 2015, og i Københavns Synagoges selskabslokale var den 12-årige Hannah Bentow i færd med at fejre sin bat mitzvah, da Omar Abdel Hamid El-Hussein ankom til Krystalgade.  Tidligere på dagen var han dukket op på Krudttønden, et kulturhus på Østerbro, hvor den svenske kunstner Lars Vilks var på scenen for at deltage i et debatmøde om ytringsfrihed og blasfemi; noget, han for alvor havde fået mandat til at tale om, efter at han i 2007 blev verdenskendt for sin afbildning af profeten Muhammed som en rondellhund. Debatmødet havde været i gang i en halv times tid, da Omar Abdel Hamid El-Hussein pludselig åbnede ild. Han nåede at affyre 28 skud i det korte øjeblik, han var til stede.  I angrebet døde filmproduceren Finn Nørgaard, da han forsøgte at overmande Omar Abdel Hamid El-Hussein. Fire betjente blev såret under angrebet. Terroristen flygtede fra stedet i en stjålet bil til Mjølnerparken. Et andet sted i byen var Hannah Bentow og hendes familie i gang med at gøre klar til bat mitzvah-fejringen, da de modtog et opkald fra venner i Israel. De ringede for at høre, om familien Bentow havde tænkt sig at aflyse festen. Det havde de ikke tænkt over. Hvorfor skulle de gøre det? Fordi der var en meget større trussel mod dem nu, pointerede vennerne i telefonen. Mod jøderne. Og inden for de seneste år var det blevet et mønster, at en terrorist først ville angribe noget med ytringsfriheden og så derefter noget jødisk, som man så det med angrebene i 2015 i Paris; først Charlie Hebdo, så et jødisk supermarked.

“Nothing is easy  When you build to reach the sky But look how far we′ve come The ground is gone I was afraid of heights till you said,” lyder det fra forsangeren i det coverband, der er blevet placeret på et sidestykke til hovedscenen i Odense Congress Center. Og så kommer de. Stephanie Lose og Troels Lund Poulsen, der desuden har sin datter med på armen, indtager scenen på Venstres landsmøde til tonerne af Jonah Blacksmiths optimistiske “Up”. Og de går og smiler og vinker, mens salen klapper ukritisk af disse to, der har ført dem til de stagnerede 10 procent i meningsmålingerne. I skrivende stund forudser den nyeste meningsmåling fra Voxmeter blot 9,5 procent, men de ligger gerne mellem de ni og 11 procent, hvilket er smerteligt lavere end de 13,3 procent, som de fik ved folketingsvalget i 2022. Det er den 5. oktober, og det er første dag af Venstres landsmøde, der holdes her i weekenden i Odense Congress Center, hvilket er noget atypisk for det gamle bondeparti, der har for vane at holde sin komsammen i Herning. Det er inden for de selvsamme odenseanske mure, at Venstre i juni 2014 holdt det notoriske syv timer lange ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde. Mødet kom på baggrund af Lars Løkkes (M) GGGI-skandale og bilagssager, og den endelige udløser for mødet var det elendige EP-valg.

Det første, jeg får øje på ude foran Tinghallen i Viborg, er en kvinde, der tager et selfie med en politibil, hvilke er godt repræsenterede her i dag, for inde i Tinghallen holder Dansk Folkeparti deres årsmøde, der foruden dét også fungerer som partiets 30-års fødselsdag.  Om ganske få dage – den 6. oktober – er det nemlig 30 år siden, at Pia Kjærsgaard sammen med Kristian Thulesen Dahl, Ole Donner og Poul Nødgaard stiftede Dansk Folkeparti. Og det vil de fejre her i Viborg. Nogle af dem i hvert fald. For både Ole Donner og Poul Nødgaard gælder det, at de er døde. For Kristian Thulesen Dahl gælder det, at han er så godt som død for partiets top. Og mange af de andre, der har været bærende søjler i Dansk Folkeparti gennem de seneste 30 år, har noget andet at se til, nemlig Danmarksdemokraternes årsmøde, der ligeledes afholdes i dag, dog i Herning. I Tinghallens foyer kan man købe en t-shirt for 25 kroner og en fadøl for det dobbelte. Der er t-shirts i mange varianter og i hvert fald i tre farver (DF-blå, hvid og sort), og de har allesammen hver deres mere eller mindre nationalistiske motiver. Nogle et Dannebrog, hvor der i det hvide kors står “Danskerne først” (“først” står skrevet både vertikalt og horisontalt, “Danskerne” blot horisontalt). På en anden t-shirt står der “Man binder os …” og nedenunder “Nej til censur!”

Det er søndag og landsrådets andendag, da det for alvor går hen og bliver interessant i Tivoli Hotels kongressal, hvor Det Konservative Folkeparti har inviteret på besøg.  Dagen indledes med nationalsang, hvorefter Mona Juul genvælges som formand og resten af bestyrelsen til deres respektive roller, herunder den kræftramte Michael Ziegler som kommunalpolitisk næstformand in absentia. Der har været relativt få journalister til stede ved weekendens arrangement, og blot én politisk analytiker har jeg fået øje på. Det er sjældent et godt tegn. Det er ikke et parti, der er særligt meget interessant at sige om eller at lægge mærke til. Det, journalisterne for alvor er interesserede i at høre Mona Juul om, når de får muligheden for det, er, hvorvidt hun den pågældende dag har besluttet sig for at afvise at gøre Mette Frederiksen til statsminister. Til det svarer hun typisk noget med, at hun ikke er ultimativ, og at hun går til valg på at få mest mulig konservativ politik igennem. Svaret faldt igen i går, da en journalist bemærkede ved lørdagens møde med pressen, at Søren Pape op mod det seneste valg havde nævnt, at han ikke kunne se sig selv gøre Mette Frederiksen til statsminister. Til det svarede hun: “Det er der ikke nogen forskel på nu, kan jeg hilse at sige. Jeg har svært ved at se det for mig. Jeg siger bare, og det er helt klassisk pragmatisk at ikke være så skide ultimativ, når man er konservativ, at man lige præcis siger: ‘Lad nu vælgerne tale’.” Samtidig kører de konservative for tiden en kampagne, man virkelig ikke kan slå sig på. “Velkommen til den virkelige verden” hedder den, og den handler om, at Mona Juul har meget mere erhvervserfaring end alle de andre folketingsmedlemmer. Derfor holder der ude foran Tivoli-hotellet en bus, der er omfavnet i konservativ-grøn, ligesom der er hængt i hvert fald ét banner op et sted i Danmark, jeg endnu ikke har lokaliseret, der præsenterer hendes versus andre toppolitikeres erhvervserfaring. Øverst står der Mona Juul, 28 år. Nedenunder Mette Frederiksen, 1 år. Så Troels Lund Poulsen, 3 år. Dertil har man indrykket annoncer rundt omkring i det københavnske bybillede, der tager form af et stort billede af Mona Juul og så et kritisk citat om regeringen, det kunne for eksempel være “Staten bruger flere penge på førtidspension end på hele Forsvaret”. Disse annoncer virker til at være en god idé, for da Epinion for nylig offentliggjorde den seneste kendthedsmåling, svarede 37 procent af de adspurgte, at de ikke kendte Mona Juul. Anderledes så det ud for vennerne i den blå blok: Alex Vanopslagh (LA) lå på 10 procent, Morten Messerschmidt (DF ) på 5 procent og Inger Støjberg (DD) på 2 procent. Og så går det hverken sådan for alvor frem eller tilbage i meningsmålingerne. Det er gået i tomgang. I den seneste meningsmåling fra Voxmeter står Det Konservative Folkeparti til at få 0,5 procentpoint flere stemmer, end det gjorde ved valget i 2022; de eneste partier, der har flyttet sig mindre, er henholdsvis vennerne fra KLAR-alliancen, Radikale Venstre, der står til at miste 0,2 procentpoint, og så Alternativet, der står til at miste 0,1.  Om det er en konsekvens af eller et symptom på dette, ved jeg ikke, men landsmødets første dag var en relativt flad fornemmelse. Som en af de få journalister pointerer over for mig søndag formiddag: “Det er, som om de har cyklet i modvind for længe og nu er helt færdige.”

Til de blå partiers arrangement Borgerligt Konvent beskyldte Morten Messerschmidt (DF) Socialdemokratiet for at føre stram udlændingepolitik ud fra et ønske om at høste flere stemmer. Men det afviser udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) pure i et interview med Frihedsbrevet. “Jeg vil hellere have et Danmark, hvor der er en stram udlændingepolitik, og Socialdemokratiet ikke er ved magten, end at vi som regeringsparti skulle sidde og lukke en masse folk ind i landet,” siger han.  Der er udbrudt åben krig mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.  De seneste uger har de to partiers kritik af og udtalelser om hinanden intensiveret – det ses særligt på de sociale medier, for eksempel har Socialdemokratiet den seneste uge dedikeret to opslag til at kritisere Dansk Folkeparti på deres officielle Instagram. I et af opslagene argumenterer de for, at Morten Messerschmidt vil gøre “Danmark mere utrygt”. I det andet beskylder Kaare Dybvad (S) Messerschmidt for at lyve over for vælgerne, når han siger, at fødevarer skal blive billigere. Det går også den anden vej. De seneste tre dage har DF dedikeret tre opslag til S-kritik på sin Instagram-konto. I dem kritiseres Socialdemokratiets udlændingepolitik, og der skrives, at “Mette Frederiksen har åbnet sluserne for islamisk masseindvandring”. I denne uge morede Peter Kofod (DF) sig på bekostning af hele situationen.  “Nogen, der ved, om alt er okay hos Socialdemokratene? Klokken er snart 11 og de har endnu ikke postet noget om DF eller Messerschmidt? Håber virkelig, de har det godt, men man bliver jo lidt bekymret,” skrev han på X. Til det svarede Frederik Vad (S): “Tjek jeres egne opslag fra de sidste 12 måneder,” hvilket blev efterfulgt af to smileyer, der græd af grin.

De delegerede har betalt 2.000 kroner for at være her i dag, og der er ikke engang borde.  Det er sådan, en socialdemokrat udlægger sin kritik af dagens arrangement over for mig.  Det er mange penge, bekræfter jeg. Og det er da mærkeligt med de borde.  “Det er, fordi de gerne vil gøre det sådan lidt mere rally-agtigt,” siger hun. Men så kan folk slet ikke sidde og skabe menneskelig kontakt? “Det hele er reduceret til sådan noget med at sidde og klappe i hænderne,” svarer hun.  Jeg konstaterer, at der heller ikke er plads i salen til pressen. Det har jeg aldrig prøvet før. Der er ellers masser af plads at give af, der er i omegnen af 638 til stede i dag, og når de ikke engang har borde, skal man være lidt kreativ for at få det til at se ud af noget. På trods af forsøget står en god del af lokalets østlige flanke tom.  “Det virker lidt pressefjendsk,” konstaterer en anden socialdemokrat senere, og jeg må for alvor istemme, da der i presserummet til frokost serveres en krukke hønsesalat til hver mand, ledsaget af to halve stykker toast. Forstå mig ret, jeg kan godt lide hønsesalat, men en hel krukke af det påfalder mig nu alligevel at være for meget af det gode. Det er lørdag den 13. september, og jeg er til Socialdemokratiets årsmøde, der vanen tro holdes i statsministeren og partiformandens yndlingsfodboldklubs hjemby, Aalborg; det blev for nyligt offentliggjort, at hun er stoppet med at holde med Brøndby IF til fordel for Aalborg Boldklub, da “alle de der slåskampe blev for meget.” Ude foran Kongrescentret mødtes man først af en lastbil, Borgerligt Fundament har lejet til at hænge et banner op med teksten ’Dyt ikke! Hvis du vil have store bededag tilbage’ og så køre den hen for at drille socialdemokraterne, som en slags gengæld for den lastbil de røde i forrige uge havde fået placeret foran den borgerlige supergruppes event, Borgerligt Konvent.

Der er en række krav, man som forening skal leve op til, hvis man skal betegnes som folkeoplysende.  For eksempel skal foreningens hovedaktiviteter være folkeoplysende. For at en aktivitet kan betegnes som dét, skal den foregå i fællesskab med andre medlemmer, og så skal der være en fælles læring.  Dernæst skal foreningen være åben for alle, der tilslutter sig dens formål.  Så skal der være mindst fem medlemmer. Og derudover skal den være demokratisk opbygget. Hvad der til gengæld ikke stilles krav til, for at en forening kan betegnes som værende folkeoplysende og dermed modtage økonomisk støtte fra sin tilhørende kommune, er, hvorvidt denne eksempelvis sælger merchandise med støtte til en terrororganisation.   Og det kan foreningen Internationalt Forum nyde godt af. Hvert år modtager den selverklærede solidaritetsorganisation nemlig støtte fra Københavns Kommune, hvilket er blevet til 1.139.482 kroner siden 2015.

Sammen med en blandet landhandel af blåt godtfolk tilbragte jeg min lørdag i en mørk messehal i udkanten af Fredericia; en overvejende socialdemokratisk by – faktisk fik de fire blå partiformænd, der er samlet her i dag, blot 24,9 procent af de stemmer, Fredericias borgere havde at uddele ved Folketingsvalget i 2022. Men Fredericia er et knudepunkt, rent trafikalt, og det er her Mona Juul (K), Inger Støjberg (DD), Alex Vanopslagh (LA) og Morten Messerschmidt (DF) har valgt, at de vil holde den første, og måske eneste, udgave af det arrangement, de har valgt at kalde Borgerligt Konvent. De fire partiledere har nemlig oprettet en borgerlig supergruppe, der går under navnet Borgerligt Fundament, og foruden at holde dagens arrangement i Messe C har de også skrevet en række fælles kroniker, holdt fælles blå 1. maj og fremsat fælles beslutningsforeslag i Folketinget. Som led i dagens arrangement er de sågar kommet med et udspil om 50 forandringer, de vil foretage i løbet af de første 100 dage i en eventuel kommende blå regerings levetid. Flere af forslagene handler direkte om Mette Frederiksen og den nuværende regering, herunder at bededagen skal tilbage, og koranloven skal væk. Borgerligt Fundaments eksistensberettigelse er at kunne gøre fælles ting som dette. Og hvorfor skal man gøre fælles ting som dette, jamen, det skal man for at vise vælgerne, at der er et alternativ til en Mette Frederiksen-ledet regering. Det er det, de repræsenterer. Det er det, der er gruppens egentlige primus motor; at ikke være Mette Frederiksen.  Og tre af de fire partier har da også udelukket at gå i regering med Socialdemokratiet. Den eneste, der står uden for det spørgsmål og dermed står bag en begyndende revne i lakken, er Konservatives Mona Juul, der står fast på sin ret til ikke at udelukke noget. Sværere er spørgsmålet om udenrigsministeren og Moderaterne-formanden, Lars Løkke Rasmussen, der ifølge Epinions popularitetsmåling er den mest upopulære minister overhovedet; 57 procent af de adspurgte danskere svarede, at de har et negativt syn på ham. Noget, de deler med Morten Messerschmidt, der kategorisk har afvist at ville indgå i en regering med den tidligere statsminister. De tre andre er dog mere vævende i deres svar om, hvorvidt de vil være villige til at bruge hans mandater, skulle de få brug for dette, hvilket de nuværende meningsmålinger tyder på, at de muligvis vil. Mens Mette Frederiksen er en anelse mere populær, er hun bestemt heller ikke en publikumsfavorit. 45 procent er negativt stemt over for hende.  Ser man på tallene, virker det ikke ligefrem som en dårlig ide at stille sig i position som alternativet til disse upopulære skikkelser. Så er spørgsmålet nærmere, om det er bæredygtigt.  Og det er det, de vil forsøge at vise, at det er ved at holde et fælles arrangement en lørdag i Fredericia. Ved ankomst til Messe C i Fredericia mødes man først af et billboard, der byder velkommen fra de fire partiledere. Motivet forestiller dem photoshoppet ind foran en collage af nogle danske ting såsom Den Lille Havfrue, Nyhavn, Dannebrog, et træ og et frimærke. Som en skygge over parkeringspladsen hænger en kæmpe bannerudgave af samme motiv, jeg vil skyde på, det er på størrelse med en håndboldbane, og lader man øjnene vandre længere op i lodret retning, vil man få øje på, at der i flagstængerne i dag er hejst marineblå flag, der pyntes af samlingens navn, Borgerligt Fundament.

Solen skinner over Hotel Scheelsmindes have denne torsdag eftermiddag i august. Moderaternes valgte politikere, medarbejdere og andre med en tæt tilknytning til det unge parti snakker, griner og spiser frokost i den ene ende af haven. I den anden bliver der sat kameraer op til dagens pressemøde, som partiet har inviteret til i forbindelse med deres sommergruppemøde.  Her vil partiet, der pt. står til mellem 3,3 og 3,9 procent i meningsmålingerne, præsentere et forslag til en reform af pensionssystemet. Og så vil der blive åbnet op for spørgsmål fra pressen.  Lars Løkke går rundt i haven og bliver fotograferet, mens jeg kommer til at tænke på et citat, jeg engang hørte blive sagt om lige netop denne mand. “Jeg ser billedet af en mand, der ligger nede i kisten, og låget er klappet i, de har bare glemt hammeren til sømmene, og mens de skal ind at hente den, kravler han op,” sagde Poul Madsen, tidligere mangeårig chefredaktør på Ekstra Bladet, om Lars Løkke Rasmussen i podcasten 'Det vi taler om' tilbage i januar 2023.  Dengang var han akkurat blevet annonceret som udenrigsminister efter at have gennemgået en udvikling, der synes for abstrakt at fantasere sig til for det almindelige menneske, men virker helt og aldeles passende for manden Lars Løkke Rasmussen.  For 31 år siden blev Lars Løkke Rasmussen valgt ind i Folketinget for Venstre. Allerede i 1998 blev han næstformand, i 2001 blev han minister for første gang, indenrigs- og sundhedsminister, og i 2009 blev han partiformand.  Men der var det allerede begyndt at rulle. Der var den allerførste bilagssag, sagen om Jensen-bilaget, hvor han i 2002 overnattede på et hotel på Vesterbrogade i København under efternavnet Jensen. Prisen for overnatningen inklusiv leje af videofilm lød på 895 kroner og blev betalt af  Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Men en bilagssag kommer sjældent alene.  De næste bilagssager kom i 2008, hvor han fik det offentlige til at dække over restaurationsbesøg, cigaretter, casinobesøg, diskoteksbesøg og hotelovernatninger foretaget i privat regi, herunder fx en overnatning i København i forbindelse med en Paul McCartney-koncert. Så var der snapsesagen, dernæst sagen om rygekabinen med to barstole i Statsministeriet, GGGI-sagen, Mallorca-rejsen, tøjsagen, sagen med kvotekongen og  Zahles-sagen.

Efter at have tilbragt en torsdag aften i selskab med Søren Gade, ved jeg om ham, at en af hans livretter er en rejecocktail med 1000 øers dressing, asparges, sprød salat og ørredrogn. En anden er braiserede svinekæber med sprøde grøntsager, grov mos og kraftig sauce.  Jeg ved, at han ikke synes, at det at være formand for Folketinget er verdens mest spændende job. Ja, han sammenligner det ligefrem med at være en “kastreret hankat”. Og så ved jeg, at han i hvert fald synes, at arbejdet som formand for Esbjerg Havn er mere betydningsfuldt. Jeg ved også, at Søren Gade er en mand, der står fast på sin ret. Der er ikke nogen, der skal fortælle ham, hvordan man gør tingene. Eller hvordan man får stemmer. Og da slet ikke Venstres formand, Troels Lund Poulsen, som han sender noget af en stikpille. Efter at have tilbragt en torsdag aften i selskab med Søren Gade har jeg fået svar på en række spørgsmål, det danske pressekorps forgæves har forsøgt at jagte ham for svar på de seneste mange måneder.  Men inden vi kommer for godt i gang, finder jeg det på sin plads at fortælle, hvordan jeg bar mig ad med at komme i besiddelse af al denne viden. Jeg ankommer til Tisvilde Kro lige efter klokken 18, hvor der her til aften har indfundet sig 40 forskellige udgaver af Morten Løkkegaard og de dertilhørende kvindelige pendanter. Dette inkluderer den originale Morten Løkkegaard. Beskeden i indgangen lyder på at finde sig et bord og så gå op i baren og bestille diverse fornødenheder. Menuen er fastsat på forhånd efter aftenens hovedpersons ønsker og består således af den føromtalte rejecocktail og de efterfølgende braiserede svinekæber.