Mia Skovby

Valgkampens andet store interview fandt sted lige før klokken 15 torsdag, da Mette Frederiksen gik på TV 2 og ikke ville svare på, hvorvidt hun går af som formand, skulle det gå så vidt for sig, at Socialdemokratiet ikke genvandt magten som det skete ved de to forrige folketingsvalg. Men hun understregede dog i interviewet, at hun ikke havde mange flere år i dansk politik i sig. Og at hun jo havde været her i mange år. Det var alt sammen i det andet store interview. Det første store interview fandt sted i Børsen, hvor hun over for den evige politiske journalist Kasper Kildegaard udlagde det, hun også præsenterede fra Folketingets talerstol, da hun kort efter middag indtog den: At Socialdemokratiet – blandt andet – går til valg på en formueskat, og at det er denne, der skal finansiere partiets ellers ufinansierede lilleskole-forslag. Intentionen med skatten er at ramme landets rigeste, forklarede hun til Børsen, og Socialdemokratiet foreslår konkret, at man skal betale 0,5 procent i skat af en formue, hvis den er på mere end 25 millioner kroner (per person). Formuen inkluderer alt lige fra penge i banken til friværdi. Mens den artikel gik i trykken, mødte Lars Løkke Rasmussen (M) den valgfeberinficerede presse, der i klumper fulgte hans færd nede i Vandrehallen ude foran Folketingssalen. “Det er på alle måder en dårlig idé, der er båret af misundelse. Man kan tage et kig til Norge og se den heftige udflytning, der har været fra det norske samfund, for eksempel til Schweiz,” sagde han dér og slog ellers et slag for, at valget, set med hans øjne, blev udskrevet på et ærgerligt tidspunkt, da flere aftaler ikke er vedtaget ved lov.

Først til et hængeparti.  I sidste uge beskrev jeg, hvordan Socialdemokratiet brugte en anonym kilde ved navn Anni til både at rette kritik mod DF og til at rose Socialdemokratiets politiske ageren, hvad angår fødevarechecken. Hun blev citeret for at sige ting som: “Når jeg regner på det, er mine udgifter til husholdning steget med omkring 30 procent. Jeg har folkepension og ældrecheck, men det er også til uforudsete ting – måske går køleskabet eller vaskemaskinen . Så må jeg skære ned andre steder". Og: “Jeg hørte godt Morten Messerschmidt sige, at syv kroner om dagen ikke betyder noget. Det svarer kun til indkøbsposen. Jeg tænkte, at der ikke er ret mange folkepensionister, der nogensinde køber en pose.” Det indledningsvist mærkværdige var, hvor helt og aldeles perfekt skåret disse citater var. Det næste, og endnu mere pudsige, var så, at Socialdemokratiet ikke ville bidrage med nogen som helst oplysning, der kunne bekræfte, at Anni var en rigtig folkepensionist, der boede i Hobro.  De ville hverken svare på, om hun var socialdemokrat, hvad hendes efternavn var, eller hvordan de havde fundet hende.  På trods af partiets modvilje over for at bevise, at deres kilde var en rigtig person, er det sidenhen lykkedes for Frihedsbrevet at verificere netop dette. 

Hårene på undertegnede er i konstant rejsning, som jeg bliver hvisket i ørene, at folketingsvalget er på vej, og at det vil blive afholdt i slutningen af marts. Men, siger jeg, fødevarechecken skal først stemmes igennem i marts, og der er statsbesøg i midten af måneden, og hvorfor ville man ikke vente til juni, når alle ser lidt bedre ud, og når fødevarechecksne har fået konti at danse på. Til det gentages sangen: Folketingsvalget bliver afholdt i slutningen af marts. Og selvom jeg er skeptisk, bliver man også nødt til at være forberedt på det værste, og hvis mine kilder får ret, er der sørme ikke lang tid til, at vi skal til stemmeurnerne. Derfor har vi på Frihedsbrevet valgt at overgive os til flokken af politikere og medier, der allerede har indset, at valgkampen er i gang. Vi vil ikke kæmpe imod, når den meterhøje flodbølge rammer os. Vi tilslutter os den og kører med på bølgen. Som jeg gjorde under kommunalvalget, vil jeg følge ihærdigt med i valgkampen, hvorfra jeg vil notere mine observationer og videreformidle dem til jer – Frihedsbrevet abonnenter – i dette format: Noter fra en valgkamp.

I denne uge får Dansk Folkeparti besøg af Arbejdstilsynet. Det sker, efter tidligere medarbejdere har sendt en klage, hvori arbejdsmiljøet udpensles som “horribelt” og præget af “mobning, intimidering og forskelsbehandling.” Problemerne  tilskyndes særligt Pia Kjærsgaard og hendes søn Troels Gamst, der i 2015 gik fra at være socialpædagog til en stilling som konsulent i Dansk Folkepartis sekretariat. En stilling, som flere påpeger, at han ikke ville have, hvis ikke det var for hans mor.  Da Morten Messerschmidt tiltrådte som formand i Dansk Folkeparti, sagde han til Frihedsbrevet, at han ville ændre på partiets “nepotistiske kultur med at ansætte venner og familiemedlemmer.” Tre år senere er det netop den “nepotistiske kultur”, der er årsag til, at arbejdsmiljøet er blevet så “horribelt”, at Arbejdstilsynet har valgt at aflægge partiet besøg.

Det stod fuldstændig klart for Pia Kjærsgaard, at det var mærkværdigt og pudsigt, at hun som folketingsmedlem og dermed de facto medarbejdernes chef også var tillidsrepræsentant for Dansk Folkepartis medarbejdere.  Det fremgår af en skjult lydoptagelse fra et personalemøde i partiet, hvor hendes rolle som “tillidsmand” blev adresseret flere gange.

Tilbage i 2022 fik Dansk Folkeparti besøg af Arbejdstilsynet på baggrund af, at der var et så dårligt arbejdsmiljø i partiet, at medarbejdere gik grædende hjem. Nu kigger Arbejdstilsynet i Dansk Folkepartis retning på ny. Det berettes nemlig, at der i de seneste år har været store problemer med arbejdsmiljøet i DF, hvilket, flere peger på, særligt skyldes Pia Kjærsgaard og hendes søn Troels Gamst. Frihedsbrevet er i besiddelse af klagen til Arbejdstilsynet, skjulte optagelser og har snakket med en række personer tæt på partiet, der alt sammen peger på store problemer i DF. Nu aflægger de partiet et besøg på ny.

Det var søndag den 11. januar, og politifolk i hobevis var faret til Nyborg. Anledningen var, at Mette Frederiksen klokken 13.00 skulle på scenen i den store sal på Hotel Nyborg Strand, hvor hun skulle deltage i en partilederdebat med de konservatives Mona Juul og de radikales Martin Lidegaard. Da Socialdemokratiet holdt deres årsmøde i Aalborg tilbage i september, var politiet til stede i sådan en grad, at de var til at overse. I Nyborg var der en normering, der mindede om den, man kunne ønske sig i sit barns daginstitution; der var rigtig mange, og der var mange hunde, og der var mange sikkerhedstjek. Invitationen til partilederdebatten var sendt ud af Radikale Venstre, og den bredere kontekst var partiets årlige nytårsstævne, der traditionen tro skulle afsluttes med en partilederdebat. Arrangementet var kommet i bogen, inden nogen kunne have vidst, at det ville være på bagkant af en af de slags uger, hvor jobbet som landets statsminister inkluderer at navigere i det, der kun kan beskrives som en udenrigspolitisk krise.  For de fleste ville det have været en sand rædselsuge: USA’s præsident, Donald Trump, kidnappede Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, og på baggrund af det genopstod snakken om hans ønske om at “tage” Grønland, hvilket han endnu engang gentog, at han ikke kunne afvise ville blive gjort med militær magt.  For Mette Frederiksen virker det til at have været det modsatte. 

Da klokken havde slået kvart i to, var han der pludselig. Langs væggen anede man ham. Han var iført en sort skjorte og sort blazer; en mundering, der fik ham til at ligne en bedemand. De andre partiformænd havde siddet troligt i Folketingssalen, siden spørgetimen med statsministeren gik i gang klokken 13, og der sad de ikke engang alene. Flere af dem nød godt af opbakningen fra de af deres partimedlemmer, der må betegnes som de mere vigtige, skulle man rangere partiernes medlemmer efter sådan et kriterie. Ja, flere af pladserne på den bagerste række var sågar optagede. Der havde løsgængere  såsom Jeppe Søe, Jon Stephensen og Mike Fonseca  indfundet sig, men de måtte altså spejde længe efter deres sidemakker. Lars Boje Mathiesen (BP) var ikke dukket op. De eneste andre partiformænd, der ikke var dukket op, var Troels Lund Poulsen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M), der af åbenlyse årsager var fritaget.

Bedst som man troede, at støvet fra det nyligt overståede kommunalvalg havde lagt sig, er der blevet rusket op i Ballerup Kommune, der hidtil ellers havde klaret frisag fra de større dramaer, der har domineret andre kommuner i massevis.

Det var den 3. december, da Dansk Folkeparti lancerede deres hidtil største og mest konkrete offensiv mod Socialdemokratiets nyligt udnævnte udlændinge- og integrationsminister, Rasmus Stoklund.