“Er du sikker på, at du ikke er homoseksuel?” Spørgsmålet faldt som en delvis henkastet, sjov bemærkning, efter at jeg havde tilbragt en hel aften med fem homoseksuelle mænd i den nordlige slovakiske by Banská Bystrica.  Bag spørgsmålet lå dog et langt større alvor for mændene. De havde stort set aldrig oplevet, at “normale, straight personer” kunne holde ud at overvære og omgås sådan nogle som dem en hel aften.  “Men du er jo også fra Danmark. I er jo alle lidt bøsser,” grinede en anden.  Referencen til den bemærkning skulle findes tidligere på aftenen. Her havde jeg fortalt dem om mine oplevelser i bilkabiner på tværs af kontinentet, hvor konservative stemmer havde beskrevet Danmark som en veritabel ”gay factory” – en fabrik for homoseksualitet og wokeisme, der truer det traditionelle Europa.  For at forstå kulturkløfter som denne, har jeg skiftet flysædet ud med asfalten. På en 10.000 kilometers blaffertur har jeg ladet tilfældige bilister diktere ruten og sovet på mere end 50 private sofaer for at undersøge, hvad der sker med de europæiske værdier uden for magtens korridorer. Svaret fandt jeg blandt andet i en kælder under Banská Bystrica.  At træde ind i byens tehus er som at passere en usynlig membran. Kontrasten til de kolde, pragmatiske gader udenfor er øjeblikkelig. Lydene fra byens larm forsvinder bag en skydedør og erstattes af en dyb, huleagtig stilhed. Luften er tyk af duften fra vandpiber, røgelse og tørrede urter. Overalt hænger farverige, falmede tibetanske bedeflag ud over rummet og danner en symbolsk barriere mod den ydre verdens uro.  Det er et fristed for byens regnbuepersoner i et land, der lige nu strammer grebet markant.  Omkring et af de lave borde sidder en ung fyr i midten af tyverne. I aften er det første gang, at han i et åbent – dog lukket – rum anerkender sin egen seksualitet sammen med sin nye flirt. For hver time der går i dette frirum, fornemmer man, hvordan skuldrene sænkes. Først er det blide strøg på hænderne under bordet. Senere bliver det til længerevarende kys og tydeligt kærlige blikke, der ikke længere holdes tilbage.