Skræm­me­bil­le­det Dan­mark: Hvor­for Euro­pas høj­re­fløj fryg­ter vores regn­bu­e­flag mere end noget andet 

“Er du sik­ker på, at du ikke er homo­seksu­el?”

Spørgs­må­let faldt som en del­vis henka­stet, sjov bemærk­ning, efter at jeg hav­de til­bragt en hel aften med fem homo­seksu­el­le mænd i den nord­li­ge slo­vaki­ske by Banská Bystri­ca. 
Bag spørgs­må­let lå dog et langt stør­re alvor for mæn­de­ne. De hav­de stort set aldrig ople­vet, at “nor­ma­le, straight per­so­ner” kun­ne hol­de ud at over­væ­re og omgås sådan nog­le som dem en hel aften. 
“Men du er jo også fra Dan­mark. I er jo alle lidt bøs­ser,” gri­ne­de en anden. 
Refe­ren­cen til den bemærk­ning skul­le fin­des tid­li­ge­re på afte­nen. Her hav­de jeg for­talt dem om mine ople­vel­ser i bil­ka­bi­ner på tværs af kon­ti­nen­tet, hvor kon­ser­va­ti­ve stem­mer hav­de beskre­vet Dan­mark som en veri­ta­bel ”gay factory” – en fabrik for homo­seksu­a­li­tet og wokei­s­me, der tru­er det tra­di­tio­nel­le Euro­pa. 
For at for­stå kul­turkløf­ter som den­ne, har jeg skif­tet fly­sæ­det ud med asfal­ten. På en 10.000 kilo­me­ters blaf­fer­tur har jeg ladet til­fæl­di­ge bili­ster dik­te­re ruten og sovet på mere end 50 pri­va­te sofa­er for at under­sø­ge, hvad der sker med de euro­pæ­i­ske vær­di­er uden for mag­tens kor­ri­do­rer. Sva­ret fandt jeg blandt andet i en kæl­der under Banská Bystri­ca. 
At træ­de ind i byens tehus er som at pas­se­re en usyn­lig mem­bran. Kon­tra­sten til de kol­de, prag­ma­ti­ske gader uden­for er øje­blik­ke­lig. Lyde­ne fra byens larm for­svin­der bag en sky­de­dør og erstat­tes af en dyb, hule­ag­tig stil­hed. Luf­ten er tyk af duf­ten fra vand­pi­ber, røgel­se og tør­re­de urter. Overalt hæn­ger far­ve­ri­ge, fal­me­de tibe­tan­ske bede­flag ud over rum­met og dan­ner en sym­bolsk bar­ri­e­re mod den ydre ver­dens uro. 
Det er et fri­sted for byens regn­bu­e­per­so­ner i et land, der lige nu stram­mer gre­bet mar­kant. 
Omkring et af de lave bor­de sid­der en ung fyr i mid­ten af tyver­ne. I aften er det før­ste gang, at han i et åbent – dog luk­ket – rum aner­ken­der sin egen seksu­a­li­tet sam­men med sin nye flirt. For hver time der går i det­te frirum, for­nem­mer man, hvor­dan skul­dre­ne sæn­kes. Først er det bli­de strøg på hæn­der­ne under bor­det. Sene­re bli­ver det til læn­ge­re­va­ren­de kys og tyde­ligt kær­li­ge blik­ke, der ikke læn­ge­re hol­des til­ba­ge.