Chefredaktør revser medierne og forsvarer Barbara Bertelsen i FE-sagen – men undlader at fortælle, at de ses privat
Det korte af det lange
Frihedsbrevet kan nu afsløre, at Lea Korsgaard, chefredaktør på Zetland, har undladt at fortælle offentligheden, at hun ses privat med Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen – en af FE-sagens hovedpersoner.
Det kommer i kølvandet på, at hun selv har kritiseret dele af pressen for deres dobbeltrolle og manglende åbenhed i FE-sagen. Hun mener desuden, at pressens interesse for Barbara Bertelsens mulige involvering i FE-sagen er konspiratorisk.
Lea Korsgaard bekræfter over for Frihedsbrevet at have deltaget i Barbara Bertelsens 50-års fødselsdag den 28. oktober – ni dage inden udgivelsen af sin kritiske kommentar.
Hele historien
Under overskriften “Her er den oversete skandale i FE-sagen: Pressens spegede rolle” udgav chefredaktør på Zetland, Lea Korsgaard, den 6. november en længere bandbulle med en meget grundig og bred kritik af flere landsdækkende medier.
Første sektion lød: “Journalister og medier har undladt at fortælle om deres egen rolle i sagen. Hvorfor?”
Weekendavisen “vildleder” offentligheden, når deres journalist Hans Mortensen undlader at fortælle om sin egen rolle i afsløringen af hele FE-sagens omdrejningspunkt – kabelsamarbejdet.
Politiken skulle ifølge Lea Korsgaard have taget deres journalist Hans Davidsen-Nielsen af dækningen af FE-sagen, efter han stod frem og fortalte, at han var en af de to omtalte journalister, som Lars Findsen var tiltalt for at røbe hemmeligheder til.
Hun fremfører den påstand, at Hans Davidsen-Nielsen med meget stor sandsynlighed ved, om Lars Findsen har brudt sin tavshedspligt og afsløret statshemmeligheder til ham, fordi han står nævnt i anklageskriftet. Hans Davidsen-Nielsen har aldrig nogensinde offentliggjort sine kilder.
Hårdest kritik modtager den nuværende chefredaktør på 24syv, Simon Andersen, der tidligere har dækket FE-sagen intenst som nyhedschef på Berlingske. Han har før fortalt i sin vidneforklaring, at han spillede en dobbeltrolle, da han af Findsens advokat blev spurgt, om han kunne skabe en fortrolig indgang til Ahmed Samsams advokat.
I sin tekst stiller Lea Korsgaard blandt andet spørgsmålet: “Hvad med at begynde med os selv?”
Men Lea Korsgaard fortæller meget lidt om sig selv. Om Zetlands dækning står der, at de har undersøgt, om de kunne finde belæg for, at Barbara Bertelsen skulle have en finger med i spillet i sagerne mod Findsen og Hjort, hvilket de ikke har fundet bevis for.
Efter at have sat kritisk lys på en række journalister og chefredaktører skriver Lea Korsgaard følgende i sin kommentar:
“Jeg kender selv nogle af de mennesker, jeg sidder og skriver om her, eller også kender jeg deres koner, kærester, chefer, venner, allierede, modstandere. Forbindelsestrådene mellem de centrale aktører og os i pressen – mellem politikerne, retsvæsnet, tidligere embedsmænd, nuværende embedsmænd – er vævet tæt. Det kan være svært. Men forbindelserne er ikke nødvendigvis forkerte, så længe de implicerede husker, hvem man hver især står til ansvar for – og handler derefter. I pressens tilfælde gælder det offentligheden. Det er borgerne, vi arbejder for. Ikke andre.”
I seneste udgave af programmet Presselogen på TV 2 News uddybede Lea Korsgaard sin kritik af pressens dobbeltrolle og fastslog ovenikøbet, at der er ifølge Zetland ikke er belæg for, at pressen har spredt påstande om, at Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen har spillet en problematisk rolle i FE-sagen.
Her sagde hun blandt andet:
“Der har været den ene leder, den ene kommentar, den ene kronik, den ene meningsmageri efter den anden med en påstand om, at alt dette er orkestreret fra øverste hold, og herunder er lyset blevet rettet mod Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen, at hun skulle have haft sådan en usynlig hånd, at det er hende, der har orkestreret alt det her (…).”
Og senere i programmet kom Lea Korsgaard med følgende udmelding:
“Vi (Zetland, red.) har grundigt eftersøgt og afprøvet teorien om, at det her skulle være med ført hånd fra Barbara Bertelsens side, og at det skulle være en hetz foranlediget af en personlig vendetta fra hende. Vi kan simpelthen ikke finde belæg for det.”
Men på trods af sin kradse kritik af andre journalister og deres relationer, så undlader Lea Korsgaard at oplyse om sin egen rolle.
Nemlig, at chefredaktøren har en privat relation til Barbara Bertelsen.
Da Frihedsbrevet i 2021 afslørede, at også chefredaktør på Information Rune Lykkeberg har en privat relation til Barbara Bertelsen, som han mødtes med i en læseklub, erklærede han sig inhabil i forhold til at skrive ledere om hende:
“Hvis der er noget om hendes person, det kan jeg ikke. Det handler ikke om, at jeg ikke ville kunne det analytisk eller fagligt, det handler netop om habilitet,” sagde Rune Lykkeberg.
Lea Korsgaard mener dog ikke, at hendes relation til Barbara Bertelsen er tæt nok til, at det påvirker hendes dømmekraft.
Tiende gang er lykkens gang
De første ni gange, vi rakte ud til Lea Korsgaard for et interview om sagen, var forgæves.
Hun havde først “maksimalt travlt”, men efter en række opfølgende spørgsmål skyldtes det pludselig decideret ulyst:
“Jeg stillede gerne op, hvis du havde en historie. Det kan jeg ikke se, du har. Så jeg takker nej til at deltage i en omgang konspiranella. Det findes der rigeligt af i forvejen.”
Pludselig skiftede Lea Korsgaard dog mening og inviterede Frihedsbrevet på besøg i Zetlands lokaler til i et interview.
“Jeg kender hende, og hun er en bekendt i min bekendtskabskreds. Hun er ikke en nær ven. Så ville jeg have et problem,” siger Lea Korsgaard.
Men en ven?
“Jeg vil faktisk ikke betegne hende som en ven.”
Var du med til hendes 50-års fødselsdag?
“Ja.”
Har du og din mand haft hende på besøg i jeres private hjem?
“Nej.”
Har I haft hende på besøg til private arrangementer?
“Ja.”
Er man ikke venner, hvis man deltager i hinandens runde fødselsdage?
“Ikke nødvendigvis. Jeg oplever hende ikke som en ven i den forstand, at jeg tror, at hvis man skal være venner, skal man have været hjemme hos hinanden. Dem, jeg er venner med, har jeg også været på tomandshånd med. Jeg har aldrig været på tomandshånd med Barbara Bertelsen.”
Du indleder med at skrive: “Hvad med at begynde med os selv?” Synes du, at du begynder med dig selv, når du undlader at fortælle dine læsere, at du for eksempel har været til rund fødselsdag hos Barbara Bertelsen?
“Det kunne jeg sådan set også godt have skrevet. Jeg skriver jo, at jeg kender mange af dem, jeg skriver om, og at det kan være vanskeligt. Derfor var det vigtigt for mig at skrive: ‘Jeg kender en hel del af dem, jeg skriver om her’,” siger hun og fortsætter:
“Jeg tror faktisk kun, det er Hans Mortensen af dem, jeg skriver om, som jeg ikke på en eller anden måde har en relation til. Det har ikke været for at skjule, at jeg har en relation til Barbara Bertelsen, at min formulering var sådan. Tværtimod. Det var netop vigtigt for mig at få sagt: ‘Hey, det her kan være et potentielt svært felt at gå ind i, når nu jeg kender folk’.”
Du har allerede nævnt en hel række navne her. I teksten skriver du, at du kender “nogle” af dem, du skriver om. Hvordan skal dine læsere gætte, at du kender Barbara Bertelsen?
“Det skal de nødvendigvis heller ikke gætte.”
Hvorfor er det ikke relevant?
“Det ville være relevant, hvis det havde påvirket historien, eller hvis det havde påvirket min dømmekraft. Hvis det havde påvirket vinklen. Men det har det ikke.”
Hvordan kan du være sikker på, at det ikke har påvirket din historie og din dømmekraft, at du for eksempel har været på besøg hos hende til hendes 50-års fødselsdag?
“Jeg har aldrig snakket med hende om sagen. Jeg har simpelthen aldrig nogensinde talt med Barbara Bertelsen om den sag.”
Men alene det at du kommer til hendes fødselsdag i hendes netværk på hendes hjemmebane i socialt lag med Barbara Bertelsen. Hvordan kan du være sikker på, at det ikke – uden du måske er bevidst om det – påvirker din dømmekraft?
“Jeg skulle også have været til Christian Jensens 50-års fødselsdag. Der kunne jeg så ikke. Sådan er det nogle gange, når man kender et hav af mennesker i beslutningstager-Danmark og i medie-Danmark, så kan du godt have en relation og så samtidig skrive om dem, uden at relationen påvirker din dømmekraft.”
“Selvfølgelig er der en situation, hvor jeg, hvis vores relation havde været mere nær, så havde jeg ikke kunnet skrive, som jeg gjorde. Selvfølgelig er der en grænse der. Men jeg har vurderet, at så tætte er vi ikke, at det går ind og påvirker min dømmekraft. Ellers ville jeg simpelthen ikke have kunnet gøre det. Så ville jeg ikke kunne se mig selv i øjnene.”
Hvad havde det dårlige været ved at nævne, at du har en privat relation til Barbara Bertelsen i din tekst?
“Der havde ikke været noget dårligt. Det er jo derfor, jeg skriver, at jeg kender folk. Der havde ikke været noget dårligt. Det kunne jeg sagtens have gjort. Måske skulle jeg have gjort det. Det havde slet ikke været dårligt.”
Synes du, det er en god deklaration at skrive en hel række navne – der er mange mennesker nævnt ved navns nævnelse heri – og så skrive, at du kender “nogle” af dem, du skriver om?
“Jeg tror faktisk, jeg kender de fleste. Som jeg lige har sagt… Eller det gør jeg… Så vidt jeg husker, ved navns nævnelse, så kender jeg alle undtagen Hans Mortensen på den ene eller den anden måde.”
Men det er bare ikke det, du skriver.
“Jeg tror, jeg skriver, at jeg kender flere.”
I Lea Korsgaards tekst står der: “Jeg kender selv nogle af de mennesker, jeg sidder og skriver om her.”
Jeg læste den passage og fik det indtryk, at du indlægger det forbehold, fordi det også er en svær passage at skrive. Jeg fik i hvert fald ikke på noget tidspunkt det indtryk, at den del deklaration, du giver her, den kan også betyde, at du kender Barbara Bertelsen, i den her tekst?
“Det må jo stå for din regning, hvordan du læser det.”
Når man nu kritiserer andre for manglende åbenhed, vil du så mene, at det havde været mere oplagt rent faktisk at skrive de konkrete navne, når nu et af navnene er den mest magtfulde embedskvinde i hele Danmark?
“Det, jeg synes er interessant ved dit spørgsmål, det er, at det netop er relationen til hende, der er interessant. Det er ikke min relation til Christian Jensen, som jeg i hvert fald har brugt flere timer sammen med, og ham kritiserer jeg jo alligevel.”
“Og hvorfor? Det er jo, fordi Barbara Bertelsen er blevet en slags figur i offentligheden, hvor alene det at have en relation til hende gør dig skyldig by association. Det kan jeg ikke lade være med at læse ind i dine spørgsmål. For mig er det interessant, for det siger nemlig en hel masse om mediedækningen her. At det forudindtagede syn på, at alene det at kende hende – alene det at hun findes derude, er næsten odiøst i sig selv eller mistænkeligt i sig selv, ikk’?”
Jeg spørger bare, om du ikke skulle have praktiseret det, du selv prædiker og have deklareret, at du har en privat relation til en central aktør i den her sag, når det nu er det, du forlanger af dine andre kolleger i mediebranchen?
“Det er jo derfor, jeg skriver, at jeg kender folk. Jeg har intet problem med at sige…”
Du skriver jo netop ikke, at du kender hende. Uanset hvordan læsningen så er, så står der ikke noget navn på. Der er masser af navne, og du siger, at du kender nogle af dem. Når du så siger nogle af dem uden at specificere det, så er vi igen tilbage til spørgsmålet om, hvordan læseren skal gætte, at det også drejer sig om Barbara Bertelsen?
“Det drejer sig jo netop om stort set dem alle sammen.”
Det er jo så bare ikke det, du skriver.
“Der står ‘flere’.”
Men der er mange deri.
“Jamen, hvad er problemet ved det?”
Er det helt grundlæggende et problem, at chefredaktører har en privat relation til den øverste embedsmand i Danmark – og i det her tilfælde en central aktør i hele den sag, det drejer sig om – uden at nævne det?
“Nej, det synes jeg ikke.”
Du mener ikke, der er nogen iboende risici forbundet med det?
“Prøv at uddybe dit spørgsmål.”
Vil du anerkende, at der kan være en risiko for, at hvis man er chefredaktør og plejer privat relation med Statsministeriets departementschef, at der så er en risiko for, at det kan påvirke ens dømmekraft?
“Helt sikkert. Hvis jeg var ven med hende, havde jeg ikke skrevet, som jeg gjorde. Og det er jo mit ansvar som chefredaktør og mit ansvar over for mine medlemmer. Det er jo at vurdere: Kender jeg hende for godt? Er min relation for tæt til, at jeg kan udtale mig frit? Der er mennesker, jeg kender i magthaver-Danmark, som jeg ikke ville kunne skrive om, fordi jeg kender dem for godt.”
TIdligere i dag skrev du til mig, da du på det tidspunkt ikke ville snakke med mig. Først havde du “maksimalt travlt”, men du ender med at afvise at tale med mig, fordi du siger, at det hele er meget “konspiranella”, altså at de spørgsmål, som jeg sender afsted, på en eller anden måde også virker en anelse konspirationsteoretiske. Hvori består det konspirationsteoretiske i at stille nøgterne spørgsmål?
“Øhmm… Jeg bliver nødt til at sige det her uden et smil på læben, men du stiller jo spørgsmålet for, tror jeg, i en eller anden grad at mistænkeliggøre mig. Jeg læser det ind i det, at du stiller spørgsmålet for i en eller anden grad at mistænkeliggøre mig og jo dermed bidrage til den der ret vilde konspirationsteori om, at Barbara Bertelsen har en hånd oppe i os alle sammen. Og det er bare skørt.”
Der er få ting, der er mere kedelige end journalisternes motiver, men jeg vil sige det sådan, at jeg stiller mine spørgsmål for at undersøge afstanden mellem det, du siger – altså når du kritiserer resten af medierne – og så det, du selv gør, når du i det her tilfælde ikke deklarerer, at du er venner med Barbara Bertelsen.
“Okay, men så skylder du at vise forskellen.”
På?
“Ja, forskellen på at jeg har en relation til Barbara Bertelsen, der er i min bekendtskabskreds og har vurderet, at det kan jeg snildt håndtere at skrive om, uden at det er et problem, og så til Simon Andersen, der løber ærinder for FE-chefen, mens han skriver om Samsam-sagen. Det er simpelthen ikke det samme.”
Jeg kan ikke forstå, at når man skriver det, du skriver – at du så ikke selv tænker: “Det kan godt være, at i og med at jeg var med til Barbara Bertelsens 50-års fødselsdag, ni dage inden jeg kommer med den her kommentar, at jeg lige skulle skrive det? Fordi det måske godt kunne læses ind i den kommentar, at det kunne gøre en forskel.’
“Klart! Og som jeg forhåbentligt også har sagt, det kunne jeg sagtens også have skrevet.”
Men hvis du anerkender, at det kunne du godt have gjort, hvor er det så konspirationsteorien er?
“Jamen, øh… Jeg synes jo netop, at det er meget lidt odiøst, det her. Jeg har jo netop skrevet i teksten: ‘Hey, jeg kender mange af dem, jeg skriver om. Det er vanskeligt, det kan være svært. Og derfor er det så vigtigt at holde tungen lige i munden.’ Du ville gerne have haft, at jeg havde nævnt navnet, og det kunne jeg lige så godt have gjort. Der har ikke været nogen intentioner om at skjule den relation. Og jeg vil totalt medgive, at jeg kunne lige så godt have begyndt at remse op, at jeg kender Barbara Bertelsen sådan her, jeg kender Christian Jensen sådan her, jeg kender Martin Krasnik sådan her.”
Men hvis der så ikke er noget odiøst i det, hvordan kom du så frem til, at det er “konspiranella”, at jeg stiller de her spørgsmål?
“Jamen… Fordi du jo kommer med dine spørgsmål med den slet skjulte insinuering, at jeg har skjult noget.”
Men du har jo skjult noget – du har ikke nævnt Barbara Bertelsen.
“Jeg har skrevet, at jeg kender dem, jeg skriver om.”
Du har skrevet, at du kender flere af dem, du skriver om. Du har ikke skrevet specifikt, at du kender hende. I en tekst, som i hvert fald taler i hendes favør i den her sag.
“Mm.”
Det har du jo skjult.
“Jeg har ikke skrevet navnet på alle dem, jeg kender, men jeg har skrevet, at jeg skriver om flere af dem, jeg kender.”
Det er da også at skjule det?
“Det synes jeg ikke. Det er jeg ikke enig i.”
Hvor kan man læse i din tekst, at du kender Barbara Bertelsen?
“Det kan man ikke læse. Man kan læse, at jeg kender flere af dem, jeg skriver om.”
Men ikke Barbara Bertelsen. Så skjuler du det vel også?
“Det har ikke været min hensigt at skjule det. Det har tværtimod været min hensigt at lægge det åbent frem og sige: ‘Hey, guys, jeg kender flere af dem, jeg skriver om her.”
Martin Krasnik fra Weekendavisen, Tom Jensen fra Berlingske og Christian Jensen fra Politiken – hvis de deltog i Lars Findsens runde fødselsdag, hvis de deltog i private arrangementer eller inviterede Lars Findsen til private arrangementer, synes du så, at de skulle deklarere det i deres leder?
“Nej. Nej, det synes jeg ikke. Ikke så længe at det ikke påvirker dækningen.”
Hvordan vil du være sikker på det? Så længe der ikke er direkte sedler i lommen eller afskrevne ordrer eller gode råd til‚ hvad du skal skrive, så vil det jo aldrig kunne bevises andet end at tage dit ord for, at din dømmekraft ikke er blevet påvirket. Så…
“Der må vi jo hver især som redaktører forhåbentligt kunne se os selv og vores læsere i øjnene. Er jeg her af de rigtige årsager? Løber jeg kun mine læsere eller lytteres ærinde? Har jeg en dobbeltkasket på hovedet, eller har jeg kun én kasket? Og i det øjeblik, du har en dobbeltkasket på hovedet, skal du selvfølgelig varedeklarere. Er det her en nær ven? Har jeg løbet ærinder for vedkommende? Er jeg nævnt i et anklageskrift, for eksempel?”
Har man ikke, specielt som chefredaktør, men også som journalist, et ekstra ansvar – i en journalistbranche, som i mange tilfælde kalder på mere åbenhed i offentligheden – for selv at gå forrest, som det for eksempel havde været at nævne i en kommentar, som taler til Barbara Bertelsen favør, at du rent faktisk kender hende privat?
“Jo‚ men det har du spurgt mig om et par gange nu. Jo, jo. Det kunne jeg sagtens have skrevet.”
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her