DAGEN derpå: Et gensyn med dansk presses megalomane dagblad fra 2002 er som at vågne med tømmermænd og forstå, hvorfor festen i Vesten gik galt
Det korte af det lange
Denne uges Fri Tænkning byder på et essayistisk gensyn med DAGEN: Det mytologiserede danske dagblad, hvis sølle 41 eksemplarer udgivet i efteråret 2002 fortæller en hel del om, hvem Vesten var, og endnu mere om, hvem vi er i dag.
Der var engang, hvor Vesten var Putin overlegen, og hvor USA blev omtalt som verdens rektor. Hvor politik var passé, og hvor man i Vesten vurderede, at det var i hele verdens interesse at investere millioner i en propagandaradio, der spillede Eminem i Mellemøsten, så selv “arabiske unge” kunne lære at “elske verdens eneste supermagt”.
Den tid er på én gang få år og en hel tidsalder siden.
Essay: DAGEN derpå
Midt i en tidlig brandert på BogForum for to år siden fandt jeg mig selv stå og måbe i en spraglet lille salgsbod. En privat samler lokkede med et tilbud, jeg ikke kunne afslå:
En lille, sagnomspundet samling aviser. DAGEN fra 2002.
Bladet med de Ikaros-høje ambitioner, som med chefredaktørens efterrationaliserede ord ville gøre “det provinsielle og småborgerlige Danmark mere internationalt”, “dyrke det generøse lige så meget som det ‘kritiske’ med et design og et layout, der var banebrydende smukt og enkelt.”
Bladet, der blev ramt af sine egne armbevægelser, hvis økonomi gik ned med et brag efter sølle 41 eksemplarer – en brat afslutning, som markerer sit toogtyvende jubilæum i denne uge. Sidste udgave af DAGEN udkom den 6. december 2002.
Men så mytologiseret nåede DAGEN at blive, at publikationen var genstand for hån, spot og fascination, længe efter at betalingsstandsningen var en realitet, konkursboet blev opgjort til 70 millioner kroner og længe efter retssagen mod bladets stifter, Euromanden Peter Linck.
DAGENs sejlivede eksistens er dokumenteret i utallige analyser, i dokumentarfilm (Forførerens fald, 2008) og i bogform (Ingen kender Dagen, 2003, medforfattet af nærværende brevs chefredaktør, en ung Mads Brügger, som også skrev for DAGEN, blandt andet om rockere, kolde vinterpikke og svastika-tegnets åbenbart urimeligt dårlige ry).
Røverhistorier, kontekst og efterdønninger skyggede for selve avisen, hvorfor jeg tog mig selv i at blive overrasket dér på bogmessen i København forrige år, da jeg uventet stod med de konkrete eksemplarer i hænderne. Jeg skimmede et par artikler. Papiret lød, som det skulle, da jeg bladrede. Det tykke, ekstra-hvide design stod skarpt. Kun mildt gulnet visse steder.
Sælgeren løftede et øjenbryn, afventende.
Det behøvede han ikke.
Var jeg interesseret i at erhverve mig en omtrent halvt fuldkommen samling af den to årtier gamle avis? Og den kostede kun kassen? Selvfølgelig.
Og heldigvis for dén snappe beslutning, tænker jeg nu, to år senere, hvor jeg langt om længe har sat mig for at læse de mange aviser. Det viser sig at være uhyggelig lykkelig læsning.
Hvad i alverden lavede Vesten i går?
Meget er sagt og skrevet om DAGENs form. Mindre om dets indhold.
I DAGEN blev nyheder fra den hele verden prioriteret på for- og bagside, man sigtede efter danske læsere, der som en selvfølge orienterede sig globalt, men i modsætning til de fleste danske dagblade i dag leflede man ikke for egne snævre målgrupper.
Så meget desto mere interessant er det udenrigspolitiske indhold at orientere sig i på bagkant. Man opdager hurtigt, at et gensyn med DAGEN ikke kun fortæller en historie om, hvordan verdenssituationen blev beskrevet i gårsdagens aviser – men lige så meget om, hvorfor den beskrives, som den gør i dag.
Nok udkom DAGEN kun i et tidsrum af 41 dage, men sikke en tid:
Fra den 22. oktober til den 6. december 2002 var det, der optog os allermest, Vestens store forventninger til sig selv: Lyksaligheden over et gnidningsfrit årtusindeskifte, støvet fra Berlinmurens fald, det endnu spæde opgør efter 9/11 og Bush’ erklærede krig mod terror, armlægningen med Vestens nye ven Vladimir Putin om EU’s og NATOs store østudvidelser og de uklare konsekvenser af et åbent “internet”, som konsekvent beskrives i ubestemt ental.
Alle ville på internet. Verden var ny, og den stod åben.
Med bladets erklærede internationale udsyn og for sin tid moderne livsanskuelse (DAGENs drøm var, skrev mediet Kforum på udgivelsesdagen, at “forbinde LÆGER uden Grænser med GUCCI”) er det i 2024 nemt at læse bladets selvhøjtidelige og grænseløst kosmopolitiske tone med bagkloge og hoverende øjne.
Men man kan også læse det som et troværdigt produkt af sin tid og blive klogere på den nuværende. På de senere opløste sandheder, mens de var ved at blive etablerede, midt i det såkaldt unipolære øjeblik.
Det har jeg gjort – og det føles faktisk som at vågne efter en brandert. Ikke min egen, men Vestens. Som at håndtere sine kollektive tømmermænd ved at læse, hvad i alverden der skete under gårsdagens hedonistiske festligheder.
Lad os gå kronologisk frem. Tænk endelig frit med:
Den 12. november: Putins maske og Foghs “fjer i hatten”
Karakteristisk for DAGEN prioriteres udenrigspolitik og teknologisk udvikling. Begge emner dækkes optimistisk. Den 12. november kan man læse, at der i Vesten er grund til at håbe, at Tyrkiets nyvalgte, unge vestlige leder, Recep Tayyip Erdoğan, får magt, som han har agt, for han er poetisk anlagt og ligner os; han er kendt for at demonstrere med et protestdigt, som godt nok var radikalt islamistisk, men dog et digt.
Man kan også læse en nyhedsartikel om, at “Hollywood går online: PC-brugere kan nu hente film på nettet”, og så er den unge tyske oppositionsleder Angela Merkel netop genvalgt som formand for CDU. I den anledning kritiserer Merkel kansler Schröders regering for at føre “en visionsløs, træt og slap” politik.
Merkel stod klar i kulissen med idealer og fremsyn. Vi kunne bare vente os.
Visioner havde også Anders Fogh, den danske statsminister, valgt året forinden:
Under forsiderubrikken “EU vandt den første styrkeprøve med sin nye store nabo”, kan man læse, at Fogh dagen forinden har afholdt et “Rusland-EU-topmøde” med sin kollega i øst, Vladimir Putin.
Mødet var faldet ud til Vestens fordel, hævder artiklen: Fogh havde tjent “en fjer i hatten til EU” ved at bringe “det bilaterale forhold mellem EU og Rusland” mod “en normalisering”.
Med “normalisering” menes her en erklæring om, at de to parter nu har et fælles fjendebillede: ikke hinanden, men “den internationale terroisme”.
Erklæringen var den unge Vladimir Putins krav, forstår man. Mon dog.
Hvad Fogh og EU fik til gengæld, var nogle lempelser af visumreglerne for EU-borgere på rejse gennem Kaliningrad.
Forsiden er prydet med hele fire fotografier af Fogh og Putin, der omfavner hinanden. Fogh smiler med et – for ham – bemærkelsesværdigt stort tandsæt. Putin holder masken bedre.
Den 18. november: Østeuropa i nåde hos Amerika, EU’s blinde branding og en Star Wars-krig
Geopolitiske møder blev dækket flittigt af DAGEN – og mest af alle NATO-topmødet i Prag senere samme november.
Det var her, at man forhandlede afgørende beslutninger om forsvarsalliancens nye, store udvidelse mod øst. Fra amerikansk side afviste Bush enhver påstand om, at NATO som idé var passé: nok var Muren og Sovjetunionen faldet, men nu var der en international krig mod terror at vinde.
Ikke kun i Irak, heller ikke alene i Mellemøsten. Vi skulle længere væk:
“Når statsmænd leger Star Wars”, lyder rubrikken i en stort opslået artikel. Her opfordres Europa til at glemme “alt om Operation Ørkenstorm, kampfly og soldater, der med noget så ordinært som håndvåben, bekæmper fjenden. Fremtidens krigsskueplads befinder sig over atmosfæren, hvor rumsonder svævende midt i himmelrummet overvåger kloden, sætter fjendens satellitter ud af drift og destruerer alle missiler på vej mod guds eget land, USA.”
Urealistisk? Kun lidt: “Ovenstående scenarie er stadig 20 år fra at være virkelighed. Men pengene er bevilliget af den amerikanske kongres,” lyder det.
Vorherres nation har prioriteret forsvarsmidler til at kunne føre krig bevæbnet med satellitter, udstyret med lasersystemer inden 2015.
Så abstrakt et trusselsbillede var næppe det, de østeuropæiske lande tænkte mest på. Slovakiet, Slovenien, Bulgarien og Rumænien og de nyligt liberaliserede baltiske lande Estland, Letland, Litauen var, ifølge DAGEN, nok mere motiverede af at minimere truslen fra øst, som de kendte alt for godt.
Sådan måtte det være, krævede Bush, hvis landene ville optages i NATO, og det ville de jo.
Naboen Rusland, den forhenværende stormagt, som nu, knap et årti efter Sovjets opløsning, var østeuropæernes nye allierede i en fælles krig mod terroisme, som vi lærte af DAGEN den 12/11.
Præsident Putin citeres for at acceptere de tiltagende forhandlinger med et afdæmpet “håb om, at udvidelsen ikke vil skade Ruslands interesser”.
Artiklen i DAGEN efterlader ikke en fornemmelse af, at det er Ruslands interesser, man har keret sig mest om.
Der listes flere eksempler på svært fordøjelige krav fra amerikansk side, som de små, unge og velvillige østeuropæiske lande måtte acceptere. Blandt andet skulle Letland efter amerikansk pres have “ændret dets valglov, så det ikke længere var et krav, at man skulle tale flydende lettisk for at stille op til parlamentet”.
Man tilpassede sig.
Vanskeligt er det at læse i dag uden at tænke på parlamentsvalget i Georgien for en måned siden, hvor regeringspartiet Georgiens Drøm genvandt magten med en kampagne, der var båret af en foragt for vestlig selvfedme (foruden valgsvindel). Begge dele er, hvad de massive protester, vi ser på gaden i Tbilisi i disse uger, gør oprør mod; intet har splittet Georgiens befolkning som landets afhængighed af Vesten.
Eller tænk på polske og slovakiske landmænd, der protesterer i gaderne i Bruxelles, motiveret af foragt over for EU’s mange standarder og universelle værdier.
Nogenlunde de samme påstande, som Viktor Orbán har vundet magten på i Ungarn siden 2010, og som Slovakiets premierminister Robert Fico gjorde ham kunsten efter i 2023.
Begge herrer har effektivt brugt samme argumenter til at mobilisere en modstand mod EU’s fortsatte støtte til Ukraines forsvar mod Rusland:
“Vi danser ikke efter Bruxelles’ fløjte,” som der stod på talrige regeringsfinansierede bannere i Budapest sidste vinter. Ved siden af sloganet havde man tegnet unionens kommissionsformand Ursula von der Leyen og Alexander Soros, formand for den liberale, værdiaktivistiske amerikanske fond og søn af George Soros; en menneskelig afbildning af Vesten, ifølge den ungarske regering, og det er ikke en ros.
Var der i 2002 en herskende velvilje til at indordne sig det amerikanske brand (USA omtales konsekvent som “verdens eneste supermagt” i DAGEN), er den vanskelig at få øje på i 2024.
Branding er alt
En mulig symptomatisk årsag finder man i avisens kultursektion, samme dato:
“Branding” var tilsyneladende blandt årets hippeste ord i 2002: “Et fænomen, som bliver kastet i grams i disse tider,” som en madskribent ved navn Martin Kongstad skriver om smørrebrødspersonligheden Ida Davidsen.
Man kunne også have skrevet det om EU:
På siden forinden lyder en rubrik nemlig: “Unionen skal være varemærke”.
Et meget fornemt varemærke: “Med en imagekampagne til to milliarder vil EU fremme følelsen af fællesskab hos borgerne,” lyder det videre.
To milliarder kroner. I 2002.
“Medlemslandene skal i højere grad føle, at EU giver sikkerhed, muligheder og økonomisk fremgang,” forklares konceptet.
Det skal medlemmerne føle, aha, okay, hvordan det – hvis ikke med resultater?
“Værdierne skal gennemsyre kommunikationen” med en “narrativ ledetråd” om “grundværdierne”, som det formuleres i artiklen.
Som eksempel på en bærende værdi nævnes “frihandel”.
Professor Majken Schultz fra Handelshøjskolen i København citeres for, at det tidligere har været “svært at skabe en sammenhængende fortælling” for EU, fordi unionen rummer “så mange forskellige interesser”.
Men den bøvlede realitet retter man op på ved at vise, at man vil “satse på fælles værdier og identitet og nedtone de tekniske dele af samarbejdet”.
Kampagnen virkede, må man antage, med Orbán & Co.’s senere reaktioner in mente.
Den 19. november: Idealismen afspejlet i det nye, gamle Europas “tabte generation”
Men allerede DAGEN efter forstår man, hvorfor det amerikanske brand var så friskt i 2002:
I avisen den 19/11 taler journalist Andreas Fugl Thøgersen med to tjekkiske forfattere, Michal Viewegh og Jáchym Topol, i et dobbeltinterview.
Også her er anledningen, at det spæde tjekkiske demokrati er vært for det store NATO-topmøde i Prag få dage senere – “kun 13 år” efter fløjlsrevolutionen i 1989, som der står.
Så kort tid er der gået siden frihedens sejr, at landet endnu er ved at finde sin egen identitet. Jáchym Topol fortæller, at han stadig møder “mennesker, der har slået mig til blods og ydmyget mig, der har mishandlet og voldtaget mine venner. Agenter fra sikkerhedspolitiet, der nu er forretningsmænd. De passerer mig på fortovet, solbrune og med små topmaver. Som om de netop er vendt hjem fra Mallorca.”
Prag har været præget af en vild og rastløs energi, lyder det, siden byen blev “slynget ud af sin tidslomme i 1989”:
Ud forsvandt kommunismens uhyrligheder, og ind kom i stedet den nye verden, og den tog form efter netop det amerikanske brand:
“Byggeprojekter, farver, trafikpropper, tyske turister, lotto, tiggere, smarte cafeer, gangstere, ludere, graffiti og Franz Kafka T‑shirts prægede pludselig bybilledet. I den grad Franz Kafka T‑shirts.”
Med symboler fulgte optimistiske amerikanere af kød og blod, og de plantede deres flag på godt og ondt, tilføjer Michal Viewegh:
“Unge amerikanere væltede til Prag. De troede, at de kunne gøre det til deres svar på Paris i 1920’erne. De ville alle sammen være Hemingway, Joyce og The Lost Generation. Jeg har hørt ret mange dårlige digte om Karlsbroens skønhed de seneste ti år.”
Den 22. november: Forsvarets og ideologiernes død
Var studentikose yankees i Prags smalle gader tegn på noget, måtte det være, at Tjekkiet endelig var frit og fedt, fordi “fjenden ikke længere [er] de kommunistiske lande i Warszawapagten,” som det lød i forsideartiklen et par DAGEN senere.
“Fjenden” er derimod “den internationale terrorisme,” gentages budskabet fra “VOR LEDER”, som det står skrevet i versaler under et portræt af George W. Bush på kulturforsiden den 22/11.
Også denne artikel indledes med den knastøre påmindelse: “USA er lederen i det unipolære verdenssamfund.”
Stars and stripes blafrede i tidens vinde, i øst såvel som i vest, og rektor Bush har givet Europa “lektier for”, lyder det videre i forsideartiklen:
NATO skal oprustes, og det internationale forsvar styrkes, men ikke som vi kender det: “Problemet er,” siger direktøren i den politiske tænketank European Policy Center, Fraser Cameron, “at vi i dag bruger pengene forkert – europæerne bruger alt for mange penge på infanteri og kampvogne og den slags, som der ikke er så meget brug for til NATOs nye opgaver”.
Fra europæisk side lyder beklagelsen, at der “ikke i nogen af de europæiske lande” er “offentlig opbakning til at øge forsvarsbudgetterne.”
Hvorfor? Fordi, siger Fogh, med den kommende 2004-udvidelse af NATO og EU befinder Europa sig i “et historisk efterår”.
Oprustning er allerede bedaget, lyder det fra Foghs forsvarsminister Svend Aage Jensby i et debatindlæg i samme avis: “De baltiske landes optagelse [i NATO] er et entydigt symbol på, at Den Kolde Krigs skillelinjer er endeligt udvisket”, skriver ministeren, og minder om, at vi har grund til at takke os selv:
Udvidelsen er “en af de største sejre for dansk sikkerhedspolitik i nyere tid”.
Så visionær har man været i Europa, at to DAGEN-journalister samme dato erklærer det deltagende demokrati for dødt – ikke fordi det udfordres for meget, men fordi “det tages for givet”.
I privaten er politik yt.
Tendensen bekræftes i en lang reportage samme dato fra Den Internationale Valutafonds årlige kongres i Washington. Journalisten bag, Bjarke Larsen, beretter, at “trods øget opbakning både folkeligt og fagligt er globaliserings-kritikerne i krise”.
Fremmødte globaliseringskritiske demonstranter blev ligefrem buhet ud fra konferencen, lyder det.
Terrorangrebet 9/11 har gjort kritik af USA politisk ukorrekt, hævder journalisten.
Og ideologikritik i det hele taget, måske?
Så fraværende er ideologi i hvert fald fra den offentlige samtale, at DAGENs kulturkritiker i samme avis føler sig kaldet til at fremhæve det bemærkelsesværdigt tidsatypiske, at den nye biograffilm Harry Potter 2 (Hemmelighedernes Kammer) under overfladen behandler temaer som klassekamp og racisme. I en stor Hollywood-produktion. Til et bredt publikum. Og til børn. Tænk engang.
Den 23. november: Rusland over Ukraine og advarslen fra Stalins barnebarn
Et par dage senere, i lørdagsavisen den 23/11, er der “Meget nyt fra østfronten”, som en rubrik fortæller. Nemlig fra topmødet i Prag, som afsluttedes dagen forinden.
Og igen kan de vestlige ledere tildele dem selv en fjer i hatten:
“NATO og Rusland cementerede deres venskab,” står der i underrubrikken med henvisning til den aftalte indlemmelse af syv nye NATO-lande, alle tidligere kommunistiske. Aftalen skulle være indgået med Putins fortsatte stiltiende accept. NATOs generalsekretær George Robertson fremhæver ligefrem “en stærk følelse af solidaritet med Rusland”.
Ukraine, derimod, er straks en anden historie. Også ukrainerne bad om optagelse, men blev afvist i sådan en grad, at “ingen ville sidde ved siden af Ukraines præsident”, som var mødt op i Prag, selvom han på forhånd var blevet bedt om at blive væk.
Mens præsidenten sad isoleret, søgte hans udenrigsminister på en gang “om optagelse i NATO og skældte ud på USA”.
Sidstnævnte var, som vi lærte af reportagen fra Valutafonden, haram i 2002.
Så upopulær blev den ukrainske udenrigsminister i Prag, at da han endelig “forlod lokalet, blev han ledsaget af spredte, sarkastiske klapsalver”.
Putin, derimod, var så langt inde i varmen, at han end ikke behøvede møde op i Prag; Præsident Bush fløj straks videre til St. Petersborg for at møde “sin gode ven” på hans russiske hjemmebane og forsikre ham om, at udvidelsen skam også var “i russernes egen interesse”, som det lyder i en artikel på næste side, samme dato.
Mente Vladimir Putin nu også det?
Tilsyneladende, til udbredt forundring:
“Stalin ville aldrig have tilladt det,” udtaler en enkelt kritisk kilde, Jevgenij Dzhugasjvili – barnebarn af samme Josef Stalin. Han bider mærke i, at også Georgien, hvor Stalin jo blev født, også havde “luftet idéen” om NATO-medlemskab i forbindelse med mødet i Prag.
Utænkeligt, lyder barnebarnets varsel: Det ville gå “imod Ruslands og Georgiens interesser”, citeres han for.
Artiklen er layoutet med et foto af Bush og Putin: Førstnævnte smiler mildt, sidstnævnte skævt.
Den 25. november: Nu er vi alle amerikanere
Advarsler fra diktatorens børnebarn og andre dommedagsprofeter lod ikke til at blive taget alvorligt.
Så stærk var den vestlige selvforståelse, at det naturligvis måtte være i russernes såvel som resten af verdens interesse at støtte Amerikas enerådende lederskab.
I den forstand giver det sig selv, at “lande som Rusland, Kina og Frankrig har indset, at den eneste måde, hvorpå de kan gøre deres indflydelse gældende i USA”, er ved at forhandle gennem FN, som den anerkendte udenrigskommentator Jonathan Power skriver i et oversat debatindlæg bragt i DAGEN den 25. november.
“Det er det afgørende vendepunkt, måske det vigtigste, der er sket, siden Berlinmuren faldt i november 1989,” skriver Power og afslutter sit indlæg med ordene:
“Måske vil vi snart kunne sige: ‘Nu er vi alle amerikanere’.”
26. november: Eminem som kulturimperialisme
Vejen til dét ideal løb gennem institutionerne – også gennem kulturens uortodokse kanaler:
Den 26/11 bringer DAGEN nemlig et fascinerende portræt af tidens nye, store rapstjerne, Eminem på 30 år.
Her beskriver journalist Rune Skyum-Nielsen, hvordan den unge white trash-rapper fungerer som det, vi i Vesten senere lærte at kende som amerikansk soft power – og det, andre lærte at kende som kulturimperialisme:
“Kære arabere / Jeg og USA vil verden det bedste,” lyder portrættets rubrik.
Intentionen forklares med, at Eminem er blevet omfavnet af den amerikanske regering og nu fungerer som en slags kulturel “ambassadør i lande som Irak, Iran, Saudi-Arabien, Syrien og Jordan. Ikke i kød og blod, men i æteren, hvor det nyeste amerikanske propagandavåben, Radio Sawa, pumper popmusik og vestlige nyheder ud til de arabiske unge over AM- og FM-frekvenser.”
Hvad var så prisen for sådan en kampagneradio i 2002 i en tid før YouTube og Spotify?
30 millioner dollar, 224 millioner kroner.
Så værdifuldt er det, at arabiske unge lærer “at elske verdens eneste supermagt”, som artiklens indledning lyder.
Og til formålet er Eminem udvalgt. Blåstemplet af The US Broadcasting Board of Governors.
På forsiden er den afblegede rapper fotograferet iført blå overalls, en hockeymaske og motorsav.
Eminem havde ellers forinden gjort sig upopulær i Det Hvide Hus ved at opføre sig som “en demoraliserende, respektløs gadedreng, der talte myndigheder og ikke mindst vicepræsidentparret Dick og Lynne Cheney imod,” skriver Skyum-Nielsen.
Men som mange vil huske, var man enten med eller imod USA i krigen mod terror, og ifølge portrættet har den amerikanske regering vurderet, at det var bedst at få Eminem med på det patriotiske hold i en fart – i håb om at omvende flere kulturelle kættere.
Hvad J.D. Vance ville sige til DAGEN
NATO-udvidelse, lektier til europæerne, investeringer i “Star Wars-krig”… og Eminem som statsfinansieret propagandakunstner i arabiske lande.
DAGENs indhold efterlader i hvert fald denne læser med indtrykket af, at der i bladets levetid ikke gik en dag, uden at “verdens eneste supermagt” tog sig flere friheder og stillede nye krav. Til sig selv, sine allierede og til omverden.
Konsekvenserne af Vestens og især Amerikas attitude i 00’erne har vi for længst set udfolde sig i Mellemøsten, i Rusland og i Kina – og, som omtalt indledningsvist, i Central- og Østeuropa.
Hvad med i Amerika selv?
Det er landets nyvalgte vicepræsident J.D. Vance måske et godt bud på. Han er et slående eksempel på en erklæret patriot, hvis formative år fandt sted i samme periode.
I efteråret 2002 gik Vance i High School. Han dimitterede året efter, meldte sig til den amerikanske marine og blev i 2005 udsendt til Irak for at tage del i netop krigen mod international terror.
Når gensynet med DAGEN får mig til at tænke på J.D. Vance, skyldes det et interview, som vicepræsidenten gav til magasinet The European Conservative i februar i forbindelse med den årlige sikkerhedskonference i München.
Her definerer J.D. Vance sin udenrigspolitiske position som en modreaktion på netop Amerikas geopolitiske adfærd, som den tog sig ud i DAGENs spalter.
USA skal ikke længere “dvæle” ved sin egen “udenrigspolitiske storhedstid”, siger han.
Tiden efter “Berlinmurens fald og 1990’erne”, “hvor USA var den sande globale hegemon”.
Den tid, der var definerende for generationen før Vance – altså partifællen George W. Bush-generationen.
Vance fremhæver ikke alene krigene i Mellemøsten som forfejlede, men også løftet om Amerikas almægtige ansvar som forløjet.
Et løfte, som Vance mener, at man har efterladt især Europa med. Og som har fået alvorlige konsekvenser i blandt andet spørgsmålet om Ukraine:
“Vi skylder at være ærlige over for vores europæiske partnere: Amerikanerne vil have allierede i Europa, ikke klienter, og vores generøsitet i Ukraine nærmer sig sin ende,” siger Vance og fremhæver kritiske røster som Ungarns Viktor Orbán som én, vesteuropæerne burde have lyttet til tidligere.
Europæerne “må genopbygge deres industrielle og militære formåen”, lyder det fra den nyvalgte vicepræsident.
I det hele taget fremstår interviewet med J.D. Vance som én lang gendrivelse af alt, hvad der står om forholdet til USA i DAGEN.
Den 6. december: Den russiske rundrejse er ikke Vestens bekymring
J.D. Vances standpunkt havde været en bemærkelsesværdig nuance, hvis den stod skrevet i DAGEN.
Militær-strategisk genopbygning var ikke ligefrem en prioritet i efteråret 2002.
Ikke i Vesten, i hvert fald.
Mens vi var optaget af at fejre os selv, vores succesfulde østudvidelser og ikke-ideologiske overskud, havde præsidenten i øst gang i sin egen genopbygning.
Det kunne DAGEN berette på sin egen dødsdag, 6/12:
“Med penduldiplomati, våbensalg og troppe-udstationeringer forsøger præsident Putin at genetablere Ruslands gamle position som centralasiatisk stormagt,” lyder det i artiklen under rubrikken “Russisk rundrejse”.
Rejsen beskrives med en diskret hånende tone:
Efter “ti hårde år (…) med konstant tilbagegang” har “det svækkede Rusland” accepteret “den øgede vestlige, amerikanske indflydelse, som [man] har været vidne til siden 11. september sidste år,” fortæller artiklen læseren.
Rusland har erkendt en ydmyg global position, senest ved at acceptere “NATOs østudvidelse uden et eneste forsigtigt kny. Ikke just den måde Rusland plejer at reagere på over for Vesten,” står der.
Tilbage for den stækkede Putin er der kun at søge allierede i sin egen baghave, hos andre nationer nederst i den globale fødekæde: Hos Kina og Indien, hvor den russiske præsident ifølge artiklen er på talrige besøg.
Men ifølge journalisten havde Putin forsikret, at besøget hos kineserne og inderne først og fremmest handlede om at indgå bilaterale aftaler om småting.
Ikke noget, som resten af verden – og slet ikke Vesten – skulle bekymre sig om.
DAGEN var på én gang bedre og værre end sit rygte.
Log ind
Du skal være logget ind for at kunne læse og lytte til Frihedsbrevet.
