Ver­den af vilje

I dag på rund­stræk­nin­gen i Wol­longong sat­te Eve­nepo­el sit før­ste angreb ind med 75 kilo­me­ter til mål og slap fri med en min­dre grup­pe. Med 40 kilo­me­ter til mål slog han til igen og den­ne gang kun i føl­ge­skab med en enkelt ryt­ter. Det­te var han hel­ler ikke til­freds med. Med 25 kilo­me­ter til mål acce­le­re­re­de han end­nu en gang og sie­de sin sid­ste føl­ge­s­vend fra. Som han har gjort det til sit vare­mær­ke, kør­te han væk ale­ne. Jeg har set ham gøre det fle­re gan­ge nu, og det min­der mig om mestre­nes mester Fau­sto Cop­pi, som var un uomo solo a com­man­do (en mand ale­ne i angreb). At angri­be langt fra mål, at vin­de med så klar en mar­gin, er et efter­stræbt ide­al i cykel­spor­ten. Det skyl­des, at det er et sym­bol på at bære ensomheden.