Er vi på vej mod Tred­je Ver­denskrig?

I den­ne uges Fri Tænk­ning gør jeg sta­tus på den sene­ste udvik­ling i og omkring kri­gen i Ukrai­ne, hvor det er svært at se en snar­lig ende på Euro­pas læng­ste væb­ne­de kon­flikt siden Anden Ver­denskrig.

 I bogen Regi­me Chan­ge, to The New York Times-jour­na­li­sters best­sel­ler om præ­si­dent Donald Trumps før­ste år ved mag­ten, er der en sce­ne fra Kreml, hvor Ste­ve Wit­koff, Trumps per­son­li­ge udsen­ding, spør­ger Vla­di­mir Putin, hvad det er for nog­le kru­se­dul­ler, han sid­der og krad­ser ned på et styk­ke papir. 
Putin viser Wit­koff papi­ret, hvor­på der står ”3+2”.
Det var iføl­ge bogen den for­mel for en afslut­ning på kri­gen i Ukrai­ne, som Wit­koff på veg­ne af Trump hav­de dis­ku­te­ret med Putin.
“Kan du sig­ne­re det, så jeg kan tage det med hjem?” spurg­te Wit­koff.
Det gjor­de Putin, og den skit­se­re­de for­mel betød, at ukrain­ske trop­per skul­le for­la­de Donetsk-regio­nen, hvor de på det tids­punkt fort­sat kon­trol­le­re­de omkring 20 pct. inklu­si­ve fle­re sto­re byer, og såle­des opgi­ve i alt tre regio­ner, nem­lig Krim, Donetsk og Luhansk, mens græn­sen i de to reste­ren­de regio­ner, Kher­son og Zapo­rizje, som Putin hav­de gjort krav på siden efter­å­ret 2022, vil­le bli­ve fros­set langs den eksi­ste­ren­de front­linje.
Iføl­ge Moskva kom det for­slag fra Trump, og Kreml accep­te­re­de det som anled­ning til et efter­føl­gen­de top­mø­de i Ala­ska mel­lem Trump og Putin. På mødet bekræf­te­de Putin iføl­ge sin uden­rigs­mi­ni­ster Ser­gej Lavrov, at man var parat til at indstil­le sine krigs­hand­lin­ger på de aftal­te betin­gel­ser. 
Trumps pro­blem var imid­ler­tid, at han ikke kun­ne få hver­ken Ukrai­ne eller Euro­pa med på den­ne indrøm­mel­se, og der­for har der siden febru­ar 2026 ikke været egent­li­ge for­hand­lin­ger. Men selv­om det var en streg i reg­nin­gen for Kreml, så viste for­lø­bet to vel­kom­ne ten­den­ser set med Moskvas øjne: For det før­ste at USA ikke læn­ge­re er almæg­tig, og for det andet at USA og Euro­pa ser for­skel­ligt på kon­flik­ten i Ukrai­ne og ikke altid er i stand til at koor­di­ne­re sine posi­tio­ner.
De to poin­ter er ble­vet yder­li­ge­re under­stre­get under kri­gen i Den Per­si­ske Golf, hvor det står klart, at USA hver­ken kan dik­te­re Iran sin vil­je eller fin­de fæl­les fod­slag med sine euro­pæ­i­ske alli­e­re­de.
Hvad det kom­mer til at bety­de for den tran­sat­lan­ti­ske alli­an­ce, vil tiden vise, men man kan med nogen­lun­de fast grund under fød­der­ne for­ud­si­ge, at det kom­mer til at se mar­kant ander­le­des ud end i anden halv­del af det 20. århund­re­de.
Et år efter top­mø­det i Ala­ska står de krigs­før­en­de par­ter i dag læn­ge­re fra hin­an­den, og der er ingen tegn på, at de selv med hjælp ude­fra kan bli­ve eni­ge om et kom­pro­mis, som beg­ge kan leve med. Ukrai­ne pres­ser på for at få gen­op­ta­get for­hand­lin­ger­ne med hen­blik på en våben­hvi­le, men det afvi­ser Rusland. Og mens Trumps plan sid­ste år inde­bar ter­ri­to­ri­a­le indrøm­mel­ser af Ukrai­ne, så er han som føl­ge af en påstå­et ukrainsk frem­gang på slag­mar­ken kom­met under pres for at flyt­te tryk­ket fra Zelen­skyj til Putin for at få en våben­hvi­le. 
Pla­nen er, at det skal ske ved hjælp af fle­re våben og skær­pe­de sank­tio­ner, men Trump har til­sy­ne­la­den­de ikke travlt. Eller ret­te­re, han har i den grad travlt. Så travlt at Ukrai­ne er ryk­ket læn­ge­re ned på hans dags­or­den.