Forfatter og forlag undrer sig over slående ligheder mellem to nye krimier: “Det er for meget til at være tilfældigt”
Det korte af det lange
For nogle år siden fik Jan Egesborg ideen til at skrive en noir-krimi, der skulle foregå i Bangkok og handle om jagten på en forsvunden datter.
Den ide var han bare ikke den eneste, der fik, og nu er to forlag røget i totterne på hinanden.
“At vi begge to får ideen til en Bangkok-noir-serie, det kunne man sagtens forestille sig. Men at det, jeg lige har ridset op, er så ens, tror jeg ikke på, er tilfældigt,” siger Jan Egesborg.
Hele historien
“Da jeg læste den, fik jeg det dårligt. Det var meget ubehageligt,” siger forfatteren Jan Egesborg.
Han taler om bogen Sort monsun, en thriller, der udkom på forlaget Gutkind i sommer. Ubehaget hos Jan Egesborg skyldtes ikke læseoplevelsen som sådan, men mere den erkendelse, at historien mindede forbavsende meget om en bog, han selv havde på trapperne.
I sommeren 2019 havde han ideen på plads til Træpigen. Plottet, miljøet, karaktererne. Herfra blev der udfoldet og finpudset, og et mere færdigt manuskript blev i de efterfølgende år sendt forbi flere forskellige forlag, blandt andet Gyldendal, Modtryk, Cobolt, Mofibo og Politikens Forlag. Manuskriptet kom også forbi en oversætter, en agent og Kunstfondens Litteraturudvalg og en tegner.
I foråret 2021 kom Forlaget Fahrenheit så ombord. Sammen fandt de ud af, at der måtte en thailandsk tegner til, hvilket ifølge de to aktører viste sig at være en vanskelig opgave, som fik hele projektet til at trække ud, og derfor måtte de holde krudtet tørt indtil efteråret 2023.
Hvis bare bogen var blevet udgivet for et halvt år siden, havde mindst én forfatter sovet bedre om natten. Egesborg fortæller nemlig, at det tog hårdt på ham at læse Christina Lunds roman Sort monsun, der udkom i sommer.
Med fire hjerter i Politiken og fem stjerner i Berlingske fik bogen en fin modtagelse af anmelderne.
Men ikke af Jan Egesborg.
“Jeg fik nærmest angst,” siger han.
Sammenfald
Træpigen er en graphic novel, og Sort Monsun er en roman. De er sådan set vidt forskellige på stort set alle punkter. Bare lige bortset fra nogle af de mest grundlæggende elementer.
I Træpigen er Bangkok ramt af smog, i Sort monsun af, ja, monsun. Begge fortællinger har samme motor: Datteren er forsvundet. Et detektivbureau skal hjælpe et par med at finde hende, og herfra bliver man hvirvlet ind i forskellige dramaer. Den forsvundne datter er politisk aktiv – i Træpigen miljøaktivistisk, i Sort monsun handler det om demokratibevægelsen i Thailand.
“I hendes historie er den ene hovedperson på flugt fra en traumatisk fortid og har et traumatisk forhold til et barn. Den anden hovedperson dyrker thaiboksning. I min bog er der kun en hovedperson, men han har både et traumatisk forhold til et barn, er på flugt fra en traumatisk fortid og dyrker thaiboksning,” siger Jan Egesborg, der ikke tror på tilfældet i denne sammenhæng.
Du har jo ikke sendt manuskriptet til Gutkind. Hvad tror du, der er sket?
“Mit gæt er, at der er en person, der har givet hende manuskriptet. Jeg ved det ikke. Men der er simpelthen for mange påfaldende sammenfald i de to fortællinger til, at det kan være tilfældigt. Men jeg kan ikke vide det,” siger han.
“Hele fundamentet i de to fortællinger er ens. Det tror jeg, at de fleste ville undre sig over. Jeg synes, det er påfaldende. Men hvordan og hvorledes det skulle være foregået, det har jeg ikke nogen anelse om. Jeg forholder mig bare til det faktuelle. At der er de her sammenfald.”
Sarah og Clara
Det mest grelle eksempel, mener Egesborg, er de to forsvundne og aktivistiske pigers navne. Hos Jan hedder hun Sarah, hos Christina hedder hun Clara.
“Det er simpelthen for tykt. Det må jeg sige. Det er for meget til at være tilfældigt.”
Det kan ikke passe, at to forfattere har fået den idé?
“Nej, altså fundamentet ville være forskelligt, simpelthen. At vi begge to får ideen til en Bangkok-noir-serie, det kunne man sagtens forestille sig. Men at det, jeg lige har ridset op, er så ens, det, tror jeg ikke på, er tilfældigt. Det overgår i hvert fald min fantasi.”
Hvad vil du så gøre nu?
“Jeg kan jo ikke bruge min frustration. Det har været en sindssyg proces. Den tillid jeg har til systemet, er jo brudt ned. Jeg har ikke tænkt mig at gå og være evigt frustreret over det, men jeg vil gerne rejse en debat. Der, hvor jeg synes, at den virkelig hopper af, det er Gutkind. At de ikke tager det mere alvorligt og bare skubber den over på os. De føler ikke noget ansvar for det her.”
“Nu er vores egen tegneserie jo udkommet, og jeg vil ikke til at køre en sag. Men jeg vil gerne rejse en debat. Er det okay, at Gutkind har håndteret det på den her måde? Jeg synes, at det store ansvar for det her ligger hos Jacob (Søndergaard, Gutkinds direktør, red.).”
Det er noget lusk
I juli 2023 tog Jan Egesborg og hans forlægger Paw Mathiasen fra Fahrenheit kontakt til forlaget Gutkind i håb om at få undersøgt sagen.
Frihedsbrevet har set en mailkorrespondance, hvor Gutkind-direktør Jacob Søndergaard skriver, at han har været i dialog med redaktøren på Christina Lunds Sort monsun, som ser “visse lighedspunkter” og “essentielle forskelle” mellem de to historier, men herfra ser Jacob Søndergaard ingen grund til at foretage sig yderligere.
Det fortæller han også over telefonen, da Frihedsbrevet får fat i forlagsdirektøren.
“Vi blev enige om, at det godt kan være, at der er nogle strukturelle ligheder, men der er også nogle essentielle forskelle. Sådan kan man sikkert finde andre værker, hvor der også er ligheder og forskelle,” siger Jacob Søndergaard.
Søndergaard mener ikke, at han kunne have undersøgt sagen.
“Hvordan skulle jeg have undersøgt det? Der er tale om en bog, der ikke er publiceret. Vi har været fuldstændig chanceløse i forhold til at få en mistanke om det. Christina har ophavsretten til værket, og det ville være højst ualmindeligt, hvis vi gik rundt og spurgte folk, og de virkelig mente det, de havde skrevet under på.”
“Der bliver insinueret alt muligt omkring noget, som vi ikke har haft nogen jordisk chance for at vide noget om – hvis der overhovedet er tale om inspiration eller plagiat. Så må man fremlægge sit ærinde uden at lægge bevisbyrden over på os som forlag. Det er noget lusk.”
Du har ikke tænkt dig at tale med Christina Lund?
“Nej, jeg vil da ikke anklage en forfatter for noget, som jeg ikke aner noget som helst om, og som vi ikke har nogen juridisk forpligtelse til at forholde os til. Så må jeg antage, at de mener, at Christina et eller andet sted har fået fingre i Jans manuskript til en graphic novel og ladet sig inspirere af det. Det må de spørge hende om.”
Når du hører om det her, får det dig så til at tænke noget som helst?
“Det bliver et skråplan, hvis jeg skal komme med en vurdering af, hvorvidt der er tale om plagiat. Det vil jeg simpelthen ikke. Så befinder jeg mig i den samme situation, som Paw (Mathiasen fra Forlaget Fahrenheit, red.) forsøgte at bringe mig i med sine henvendelser, og det synes jeg ikke er fair. Ganske enkelt.”
Sagen lukket
Selvom Gutkinds direktør kalder henvendelsen fra Jan Egesborg og Forlaget Fahrenheit for noget insinuerende lusk, ser man anderledes på det i den anden ende af mailkorrespondancen.
“Jeg er ikke helt klar over, hvad der er lusket ved det,” siger Paw Mathiasen fra Forlaget Fahrenheit.
“Jeg kan kun sige, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg fik sådan en henvendelse. Så ville jeg da kontakte forfatteren og spørge, om det her har noget på sig.”
“Vi havde gået ud fra, at han (Jacob Søndergaard fra Gutkind, red.) ville tage en eller anden form for affære. Det afviser han. Så kan vi heller ikke gøre mere, mig og Jan. Og så er den sag i mine øjne lukket,” siger han og forklarer, at de ikke har hverken penge eller overskud til en eventuel retssag.
Dagen efter ringede Jacob Søndergaard og ville trække sit interview tilbage efter at have talt med Christina Lund. Han sendte så et nyt skriftligt citat, som han gerne vil have bragt i stedet. Frihedsbrevet har valgt at bringe begge dele.
Det nye citat lyder sådan her:
“Det fremstår for mig udokumenteret, at Christina Lund skulle have set endsige ladet sig inspirere af Jan Egesborgs manuskript, der udkom fire måneder efter Christina Lunds Sort monsun. Christina Lund meddeler mig i denne anledning, at hun intet kender til Jan Egesborg eller hans værk.”
Kender ikke hans bog
Christina Lund er forfatter og journalist og har læst sydøstasienstudier og har boet i Bangkok.
Hun siger til Frihedsbrevet, at hun er overrasket over, at der lige pludselig står et menneske, hun aldrig har hørt om, og anklager hende for at have hugget et plot fra en tegneserie.
“Du må gerne citere mig for: Jeg kender ikke til Jan Egesborg. Jeg kender ikke hans bog. Det er en ny udgivelse, og jeg kendte ikke til den, før du kontaktede mig. Så jeg har meget svært ved at se, hvordan – hvis det er det, han mener – at jeg har ladet mig inspirere af hans historie til mit plot. Jeg kan slet ikke se, hvordan det skulle hænge sammen,” siger Christina Lund.
Principiel sag
Morten Bøgenskjold er advokat og har været i dialog med Jan Egesborg og Fahrenheit om sagen.
“Det er min klare opfattelse, at der er en ophavsretlig problemstilling,” siger Morten Bøgenskjold.
“Den her sag ville være principiel.”
“Uden at være alt for konkret, så er det min vurdering, at der er ret mange ligheder, selvom formaterne er vidt forskellige. Der er selve grundhandlingen. Der er karakterer og karaktertræk, som er det samme. Handlingselementer, som er de samme. En setting og en stemning, som er det samme.”
For en advokat som Morten Bøgenskjold er der tale om en spændende sag her, siger han. Det handler nemlig om, hvor grænsen går.
“Har vedkommende overhovedet set det her? Eller er det noget, som to mennesker uafhængigt af hinanden har fundet på? Det er jo i sig selv et bevismæssigt spørgsmål, som er rigtig svært,” siger han.
Og så er han overrasket over, at der tilsyneladende ikke er nogen faste procedurer for, hvordan man som forlag håndterer sådan en henvendelse.
“Her er der tale om et ret velunderbygget spørgsmål om kopiering, som jeg ser det. Og der havde jeg da håbet, at man havde haft nogle procedurer.”