For­kæ­le­de euro­pæ­e­re vil ikke læn­ge­re dø for fædrelandet

Hvis man ikke skul­le lade sine tan­ker van­dre, når man over­væ­rer en sam­ta­le med en berømt filo­sof, hvor­når så?

Sådan ratio­na­li­se­re­de jeg i ons­dags, da jeg cyk­le­de hjem fra Nør­re­bro Tea­ter og fandt et behov for at for­sva­re over­for mig selv, hvor­for jeg alle­re­de hav­de glemt en god por­tion af den sam­ta­le, jeg net­op hav­de overværet. 

På sce­nen sad filo­sof­fen Peter Slo­ter­di­jk, og det var ikke, for­di jeg kede­de mig under den til­rej­ste tyskers oplæs­ning af sit sene­ste over­sat­te værk, Pro­met­heus’ anger. Hel­ler ikke hans kli­ma­be­vid­ste menings­ud­veks­ling med Minik Rosing, den dansk-grøn­land­ske geo­log, som sad pla­ce­ret over for Slo­ter­di­jk, var søvndyssende.

Jeg nik­ke­de end­da tro­ligt med, da de to klo­ge her­rer ind­led­te deres reflek­sio­ner over den antik­ke myte om tita­nen Pro­met­heus, som brag­te ilden fra him­len til jor­den og der­med skæn­ke­de men­ne­ske­he­den evnen til at omsæt­te ener­gi­en. En ger­ning, som Pro­met­heus i dag, iføl­ge Slo­ter­di­jk, vil­le angre, hvis han så, hvor ansvars­løst vi har hånd­te­ret fri­he­den til at udvin­de, for­bru­ge og udnyt­te jor­dens ressourcer. 

Vi har ikke været opga­ven vok­sen, lød det. Vær­st har den vest­li­ge del af civi­li­sa­tio­nen været; indu­stri­a­li­se­ring, impe­ri­a­lis­me, vel­stand, stor­for­brug, altid mere bræn­de på bålet. Måde­hold er en kri­sten dyd, vi har præ­di­ket, men ikke efter­le­vet, og pri­sen er vores egen undergang.

Under­for­stå­et: Vi har opført os for­kælet i sådan en grad, at vi har tabt vilj­en til at ofre os. Når først man har lært at beher­ske flam­mer­ne, er det ikke så let at under­ka­ste sig dem igen. Det er, som sam­ta­lens over­skrift lød, “ildens for­blæn­den­de magt”.