Forskere i hård kritik af regeringens udviklingspolitik: Det er “urealistisk”
Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix
Det korte af det lange
Der blev ikke sparet på de flotte ord, da udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) i sommer præsenterede Danmarks nye udviklingspolitiske strategi. Strategien skal både tilføre verden mere håb, tryghed og retfærdighed, lød det fra ministeren.
Som én af to “hovedprioriteter” har strategien til formål at mindske migrationen mod Europa og sikre, at flere flygtninge bliver i nærområderne. Det skal ske ved hjælp af dansk udviklingsbistand.
Men det er urealistisk, lyder kritikken nu fra flere eksperter, der mener, at regeringen med sin strategi stikker danskerne blår i øjnene.
Derfor er det vigtigt
Danmark er en internationalt anerkendt og – i forhold til landets størrelse – betydelig udviklingspolitisk aktør. I 2021 blev 17 milliarder kroner svarende til 0,71 procent af det danske BNI afsat til udviklingsbistand.
Nu advarer flere forskere så om, at centrale dele af den danske udviklingspolitik kan være baseret på en misforståelse, nemlig den at tilførsel af udviklingsbistand kan medvirke til at forhindre immigrationen fra fattige udviklingslande.
Kritikken giver anledning til at gå dokumentationen for regeringens udviklingspolitiske strategi efter i sømmene.
Det har vi fundet ud af
Visionen for regeringens udviklingspolitiske strategi er en mere tryg, retfærdig og bæredygtig verden fri for fattigdom. En sådan verden er ifølge regeringen ikke kun fordelagtig for de lande og samfund, som gradvist bliver hjulpet ud af fattigdom. Det er også godt nyt for danske politikere og vælgere, som ønsker at mindske strømmen af migranter, der rejser mod Europa.
Eller som der står i strategien: ”Når vi bekæmper fattigdom og skaber nye muligheder for mennesker i nærområderne og i skrøbelige lande, er vi også med til at forebygge den irregulære migration mod Europa.”
Men den konklusion køber seniorforsker og enhedsleder fra Dansk Institut for Internationale studier (DIIS), Lars Engberg-Pedersen, ikke. Faktisk viser forskningen, at det ofte forholder sig stik modsat, forklarer han til Frihedsbrevet.
”Jeg er yderst bekymret. For det første fordi det er meget tvivlsomt, om bistanden på nogen som helst måde formår at hæmme migration på det overordnede niveau, som det ser ud i dag. Og jeg stiller mig også kritisk over for den antagelse, at bistanden har et potentiale for det,” siger han.
”Hvis udviklingsbistanden formår at øge udviklingen gennem eksempelvis fattigdomsbekæmpelse eller jobskabelse, så er erfaringen, at det vil øge migrationen i de første mange år.”
Vurderingen får opbakning af forskerkollegaen Hans Lucht, der er seniorforsker i migration ved DIIS.
”Forventningen vil være mere migration, indtil et givet land når et punkt i sin udvikling, hvor befolkningen vil have mere at opnå ved at blive end at rejse ud,” siger han og påpeger, at han gerne så, at regeringen i højere grad baserede sin strategi på forskningsbaseret viden.
“Regeringen ville gøre klogt i at bruge forskningen, så man ikke skaber urealistiske forventninger til, hvad udviklingsbistand kan. Der er ikke noget, der tyder på, at den i sin nuværende form er velegnet til at sænke migration. Hvis man har øjnene på den lange bane, så kan det godt give mening at prøve at skabe udvikling, men det kommer ikke til at ændre noget i dag eller i morgen,” fortæller Hans Lucht.
Vær opmærksom på
Til Frihedsbrevet forklarer eksperterne, at det især er tidsperspektivet i regeringens strategi, den er gal med.
”Tanken om, at man kan dæmpe migrationen inden for en femårig periode eller inden for den periode, som strategien varer, vurderer jeg som værende surrealistisk,” siger Lars Engberg-Pedersen, der forklarer, at udviklingsbistand på “meget lang sigt” muligvis kan være med til at mindske migrationen mod Europa.
Den vurdering er den amerikanske udviklingsøkonom fra tænketanken Center for Global Development i Washington D.C., Michael Clemens, enig i.
I en forskningsartikel fra 2018 om bistandens evne til at sænke migrationen spår han, at politikerne kommer til at vente til år 2198, før udviklingsbistanden kan få migrationstallene til at falde i verdens fattigste lande. Det er knap 170 år længere, end regeringens strategi lægger op til.
Det skyldes, at den økonomiske vækst, som udviklingsbistand foranlediger i verdens fattigste lande, betyder, at mennesker, som ikke tidligere havde midlerne til at migrere, pludselig kan få råd til at tage chancen.
Den mekanisme vil ifølge Michael Clemens finde sted, indtil det pågældende land når op på et væsentligt højere udviklingsniveau.
Seniorforsker Lars Engberg-Pedersen har flere bud på, hvorfor regeringen holder fast i strategien trods videnskabens mange forbehold.
”For det første er tankegangen jo, at man har nogle mennesker i nogle lavt udviklede lande, som døjer med fattigdom, konflikt og dårlige fremtidsudsigter mere generelt. Og så siger man til sig selv; kan vi støtte de her mennesker? Kan vi skabe jobs eller vækst i deres samfund, så de bliver der, hvor de er? Men det er en forældet tankegang, som der ikke er belæg for i den nyeste forskningslitteratur,” svarer Lars Engberg-Pedersen og fortsætter:
”Og for det andet er der det indenrigspolitiske. Den stramme udlændingepolitik er enormt vigtig for regeringen og for at støtte op om den, har man så inddraget udviklingsbistanden, som få andre har særlige planer med eller fokus på.”
En vigtig detalje
Kritikken fra eksperterne kan dårligt komme som en overraskelse for regeringen.
Udenrigsministeriet har nemlig selv bestilt og betalt for en rapport om emnet, hvor forskernes forbehold for udviklingsstrategiens migrationshæmmende potentiale tydeligt fremgår.
Rapporten udkom i november 2021 og har titlen “Migration and foreign aid: Drivers, desires and development”.
Det siger hovedpersonerne
Frihedsbrevet har forsøgt at få et interview med udviklingsminister Flemming Møller Mortensen, men Udenrigsministeriet oplyser, at det ikke vil være muligt.
I stedet skriver ministeriet i en mail til Frihedsbrevet:
“Sammenhængen mellem udvikling og migration drøftes løbende i internationale sammenhænge, såsom i EU og FN, og Udenrigsministeriet følger debatterne tæt. Derudover støtter Danmark organisationer, der indsamler data og udarbejder analyser på området, herunder FN’s Migrationsorganisation og Mixed Migration Centre.”
Om DIIS-forskernes rapport bestilt af Udenrigsministeriet, oplyser ministeriet:
“Udenrigsministeriets arbejde informeres løbende af forskning om migration og udvikling, ligesom det også er tilfældet med DIIS’ arbejdspapir ”Migration and foreign aid: drivers, desires and development.”
Det mangler vi svar på
Et af de spørgsmål, Frihedsbrevet har stillet til udviklingsministeren, er, om ministeren anerkender, at det meste af den nationale og internationale forskning om forholdet mellem udviklingsbistand og migration har en diametralt modsat forståelse end den, der gives udtryk for i den udviklingspolitiske strategi.
Og hvis det er tilfældet, var ministeren så også bekendt med dette, inden han præsenterede den udviklingspolitiske strategi?
Vi har også spurgt ministeren, hvad meningen egentlig er med at bestille forskning om forholdet mellem udvikling og migration, hvis man ikke anvender denne viden i sin politik.