Fransk­man­den jub­le­de og bel­gi­er­ne græd

På Café De Blauwe Kater sid­der to ældre mænd og læser i Het Nieuws­blad. De bli­ver ved med demon­stra­tivt at fol­de avi­sen sam­men og smæk­ke den ned på bor­det for lidt efter igen at tage den op og fort­sæt­te læs­nin­gen. Som om det er avi­sens skyld, at fran­ske Juli­an Alap­hil­lip­pe blev ver­dens­me­ster i ste­det for en bel­gi­er, som alle her hav­de reg­net med. Hvor­dan kun­ne det ske? Siger den ene. Hvad skul­le vi have gjort ander­le­des? Sva­ret er enkelt: I går kun­ne ingen have slå­et Alap­hil­lip­pe. Han kør­te offen­sivt og angreb igen og igen på den kupe­re­de rund­stræk­ning, og til sidst kun­ne hans riva­ler ikke føl­ge ham. Sådan vin­des et ver­dens­mester­skab.