Fri Mads #103: Kunsten at ødelægge den gode stemning
“Nå, så er man tilbage,” konstaterede politisk reporter emeritus Claus Djørup, da han så mig sidde i den ene af de to grønne sofaer, der står ved indgangen til Folketingssalen. Bortset fra Djørup var Vandrehallen helt tom. Det var fredag den 9/6, og klokken var 10 om formiddagen.
Levertallet 🍺
Djørup havde ret; jeg var nemlig tilbage for at gå nok en stuegang. Med de lave forventningers horisont. Folketingsåret var slut, og for de fleste medlemmer af tinget var fokus nu at få sænket levertallet, før deres sarte stofskifte skulle have sig et ordentligt tryk seksten med litervis af Chablis og fadøl til Folkemødet på Bornholm.
Den digitale inklusion 💻
Ydermere skinnede solen udenfor. Kun de allermærkeligste mennesker kunne finde på at gå rundt inde på Borgen på en dag som denne. Jeg var en af dem. Nå ja, nede i Fællessalen var der faktisk en konference i gang, beværtet af interesseorganisationen Dansk IT. Den handlede om den digitale inklusion, men dette arrangement havde virket så Gudsjammerligt trist på mig, at jeg drejede om på hælene, så snart jeg havde fået stukket hovedet indenfor. I stedet var jeg gået op i Vandrehallen for at ligge på lur.
Ikke inviteret 🚫
“Skal du med til Europa-Parlamentets frokost?” ville Claus Djørup vide. Jeg svarede, at jeg ikke anede, hvad han talte om.
“Nå, du er nok ikke inviteret,” sagde Djørup og lagde ekstra tryk på inviteret. Som altid var han god til straks at sætte kniven ind, hvor det gør ondt.
“Men hvor og hvornår finder denne frokost sted?” spurgte jeg Djørup.
“Klokken tolv nede i Snapstinget,” sagde Claus Djørup og gik videre. Og så var jeg alene igen.
Super sommerhumør 🌞
Af mangel på bedre at tage mig til satte jeg mig til at høre Ugens Gæst på P1 med Søren Pape Poulsen (K) som gæst. Værten, den ulideligt joviale Pia Rønn, spurgte De Konservatives formand om, hvor godt humør han var i, målt på en skala fra 1 til 10, hvor 10 var det bedste.
“Jeg er en nier,” lød svaret selvsikkert fra Pape.
En nier! Så er man altså i supergodt sommerhumør, tænkte jeg for mig selv og huskede tiden under valgkampen, hvor Søren Pape Poulsens humør havde været omvendt proportionalt med mængden af lort, han var ved at drukne i. Jo værre det gik, jo mere glad var han.
I lort til halsen 💩
Som Montaigne konstaterer i et af sine essays, så befinder menneskeheden sig i den mere lortede del af universet. At stå i lort til halsen er nærmest et grundvilkår for den menneskelige eksistens. Så det eneste, det kommer an på, er, hvor god man er til at overleve lortet.
Når man lyttede til Søren Pape Poulsen i Ugens Gæst på P1, fik man indtryk af, at han havde fundet de vises sten. Selv den stundende lortesag med den konservative europaparlamentariker Pernille Weiss havde ikke kunnet ødelægge mandens humør.
Lady Gaga 💃
Det ville jeg gerne tale med ham om. Jeg tog paternosteren op til anden sal og gik ud til Grøn Gang for at høre med hans forkontor, om Pape mon kom forbi Borgen senere i dag.
Døren stod åben, og inde i Papes kontor, i en solbeskinnet karnap, sad der en ung mand med et gult nøglekortbånd om halsen. Jeg bankede på dørkarmen og gik hen til ham.
“Kommer Søren Pape Poulsen ind til Folketinget, når han er færdig i P1?” spurgte jeg.
“Programmet er forproduceret. Han er faktisk allerede herinde, men han er ved at vise nogle kommunalpolitikere rundt,” sagde den unge mand.
“Nå, men så kan det være, jeg løber ind i ham på gangene,” konstaterede jeg og fortsatte:
“Pape sagde i programmet, at han er en nier i godt humør, målt på en skala, hvor ti er det højeste.”
“Men han er virkelig også i godt humør. Han dansede til Lady Gaga, da han kom ind i morges,” svarede den unge mand.
Foran ham, på sofabordet, lå en coffee table book om præsident Obama. Lidt derfra, på en reol, stod en klynge hoptimister, de her figurer, der forestiller små glade mænd med en fjeder i, som gør, at deres dumme, runde hoveder hopper op og ned, når man trykker på dem.
Jeg kunne ikke afgøre, om hoptimisterne var skriggule eller neongrønne. Men jeg forstod udmærket budskabet: Søren Pape Poulsen er en menneskelig hoptimist.
Rasmus Prehn 😱
På med vanten igen. Jeg tog paternosteren ned til Vandrehallen og gik så til venstre. Til min overraskelse mødte jeg Rasmus Prehn (S). Som om han nærmest havde stået og ventet på mig. Men det var ikke mig, han ventede på; det var den pakistanske viceudenrigsminister, Hina Rabbani Khar, der snart ville komme på besøg.
Prehn havde fået til opgave at beværte hende i Færøværelset, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor mærkeligt det må være at rejse hele vejen fra Islamabad til København for så at møde Rasmus Prehn. Ville den pakistanske emissær mon kunne fornemme, at den er helt gal med Rasmus Prehn?
Det kunne jeg i hvert fald. For hvis Søren Pape Poulsen var en nier i godt humør, så var Prehn – som altid – en klar tier. Hvis der findes et medicinsk udtryk for at være i et mistænkeligt, næsten sygeligt godt humør, så er det det, som Rasmus Prehn lider af. Hvad mon det dækkede over? Var det mon resultatet af en vedholdende frygt for at blive afsløret som en platugle, der blev sublimeret ud som et bragende godt humør?
“Hvordan er stemningen så i regeringen?” spurgte jeg Rasmus Prehn. For noget skulle vi jo tale om.
“Den er god,” svarede han. Længere kom jeg vist ikke med det. Så talte vi om, hvad der var på dagsordenen med den pakistanske viceudenrigsminister. Rasmus Prehn fortalte, at han ville benytte lejligheden til at takke for hjælpen med at hente folk ud af Afghanistan. Og så var der noget med et strategisk mejerisamarbejde, der også lige skulle vendes.
Så kom den pakistanske viceudenrigsminister og hendes folk rundt om hjørnet. Prehn bød dem ind i Færøværelset, og så blev døren lukket.
På min blok skrev jeg, at “det at blive spist af med Rasmus Prehn, når man sådan kommer på fint besøg, rejsende hele vejen fra Pakistan, det er nok den største fuckfinger, man kan få af Socialdemokratiet”.
Så var det noteret.
Christian Rabjerg Madsen 👟
En par etager oppe, i Den Blå Gang, løb jeg så ind i Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiets politiske ordfører. Han sagde, han var på vej hen til sit kontor i Rød Gang for at skifte sko.
“Du må gerne gå med,” tilføjede han venligt.
“Men du har jo allerede sko på,” bemærkede jeg og pegede ned på hans uidentificerbare blå gummisko.
“Ja, men det går ikke med det, jeg skal videre til,” svarede Rabjerg Madsen.
“Et kort sekund troede jeg ellers, du var ved at blive til en hipster. Med gummisko og måske også snart fuldskæg?” svarede jeg.
“Det kommer aldrig til at ske. Jeg kan ikke få skæg,” replicerede Madsen.
In with the in-crowd 💞
I det hele taget var der sket noget interessant under mine seneste stuegange. Jo mere rygterne om, at Mette Frederiksen skal være NATOs næste generalsekretær, har taget til i styrke, jo mere vil sosserne gerne tale med mig. Høj som lav. Jeg er endda kommet på god fod med en socialdemokratisk minister.
Over hele linjen er der enighed om, at hvis Mette Frederiksen går af, så er det finansminister Nicolai Wammen, som tager over. Jeg har ikke mødt en eneste socialdemokrat, der siger, at det bliver Peter Hummelgaard, som får æren. En kilde sagde endda, at Hummelgaard allerede har trukket sig som kandidat.
Men der mærkes en tiltagende nervøsitet i folketingsgruppen, og hvis rygterne taler sandt, og Mette Frederiksen skal til Bruxelles, så bliver juli måned den vildeste juli måned i dansk politik nogensinde. Ude i de socialdemokratiske kaffeklubber er de for længst gået i gang med at slibe kasteknive og dyppe deres giftpile i kurare.
Vigtigt er dog hele tiden at holde sig for øje, at ingen rigtigt ved noget. De, der siger, de ved noget, taler ikke sandt, for det gør de ikke. De, der siger, at Lars Løkke Rasmussen ved noget, taler heller ikke sandt, for Udenrigsministeriet er ikke med i loopet.
De eneste, der ved, hvad der virkelig foregår, kan tælles på en hånd. Det er (selvfølgelig) Mette Frederiksen selv, hendes departementschef Barbara Bertelsen, hendes stabschef Martin Justesen, den særlige rådgiver Peter Strauss Jørgensen og så departementsråd i Statsministeriet Jean-Charles Ellermann-Kingombe. Hvis der er nogen, der ved det, så er det dem.
Nå ja, det kan jo også være, at Mette Frederiksen-hviskeren Martin Rossen ved noget. Hans bebudede konsulentfirma Rossen-Engell Strategy har stadig ikke fået et CVR-nummer, og selvom en førende socialdemokrat sagde til mig, at det “ikke forekommer som en særlig skarp analyse”, at Rossen har forladt Danfoss for at tage ned til Bruxelles med Mette Frederiksen, så er det stadig en besnærende tanke.
Sverre Quist
Så gik jeg ud på terrassen på tredje sal for at trække lidt luft. Og ryge mig en cigaret. Da jeg var halvvejs gennem smøgen, kom TV 2’s journalist Sverre Quist ud på terrassen, efterfulgt af tre praktikanter fra TV 2 Kosmopol samt deres praktikantvejleder. De var ved at blive vist rundt på Borgen – med Quist som guide.
“Sverre, hvad er det bedste ved at være herinde?” spurgte en af praktikanterne.
“At der er så kort til arbejde på cykel,” svarede Quist.
Spindulla og Boje på Borgen
Senere denne dag skulle praktikanterne mødes med Ulla Østergaard alias Mørkets Fyrstinde. Nu kendt som Moderaternes kommikationschef. Folk uden for pressens verden har stadig ikke rigtigt forstået, hvor vildt et træk det er at hyre Ulla Østergaard som pressechef for et politisk parti, og især når man samtidig er et politisk parti, der siger, at man vil genskabe troen på demokratiet. At skubbe Ulla Østergaard ind mellem sig og medierne svarer lidt til, at pacifisternes forening Aldrig Mere Krig, besluttede sig for at engagere jægersoldaten B.S. Christiansen som deres kommunikationschef. Signalet, der sendes, er helt skævt.
Men hvor gemte Spindulla sig henne? Så vidt jeg kunne forstå på delegationen fra TV 2 Kosmopol, havde hun stadig ikke fået et kontor, selvom hun var startet den første juni. Så det måtte være noget med at løbe ind i hende ved et tilfælde, hvis man ville finde hende i Borgens korridorer.
En anden person, jeg håbede at få at se, var løsgængeren Lars Boje Mathiesen. Han var – som sædvanlig – ikke på sit nye kontor ovre i Provianthuset, og han svarede ikke, når jeg skrev til ham på Messenger og spurgte om, hvor han var henne.
Ikke fordi de andre var der; næsten alle var væk. Ikke engang Jette Gottlieb var at træffe, og det samme gjaldt de andre medlemmer af Enhedslisten.
Rædselskabinettet
Samme scene gentog sig på gangen, hvor Danmarksdemokraterne bor. Stort set tomt for mennesker. Alligevel gik jeg hele Provianten rundt i håb om at finde bare et eller andet tegn på liv. På vejen kom jeg forbi et af de mest sælsomme lokaler, jeg nogensinde har været i, nemlig Rigsrevisionens mødelokale. Døren stod åben, så jeg kiggede indenfor, og her, hele vejen rundt på væggene, hang der indrammede sort/hvide billeder af alle de medlemmer af Folketinget, der i tidens løb har gjort tjeneste som statsrevisorer.
Sophie Løhde (V), Serda Benli (SF) og Monika Rubin (M) var de sidste i rækken. Ligesom med de andre billeder lignede deres portrætter noget, en stenet skolefotograf havde skudt engang i de mørke 1950’ere.
“Jeg har noget til dig. Ring til mig om en time.”
Men på et enkelt kontor i Provianthuset var der faktisk en MF’er tilstede. Hvem det var, kan være lige meget, for vedkommende havde ikke noget interessant at berette. Det havde til gengæld den gæst, som medlemmet af Folketinget holdt møde med, da jeg sådan kom brasende ind. Denne gæst var en lobbyist, og da han så, hvor trist jeg så ud i ansigtet, da jeg fik at vide, at der ikke var noget nyt at melde, sagde han:
“Jeg har noget til dig. Ring til mig om en time.”
Kniv & gaffel 🍽️
Så fik jeg lobbyistens navn og nummer og gik videre. Klokken var tæt på tolv, så hvorfor ikke møde uanmeldt op til frokosten, som Europa-Parlamentet beværtede nede ved Snapstinget?
Den ene tanke tog den anden, og snart stod jeg inde i et sidelokale til Snapstinget. Der var dækket op ved to langborde, og ved nogle af kuverterne lå der en seddel, hvor der stod “MEP”, kort for Member of the European Parliament. Det var for at vise de indbudte gæster, hvor de danske medlemmer af Europa-Parlamentet skulle sidde, når frokosten gik i gang.
Tilsyneladende var min tilstedeværelse ikke et problem. Jeg blev ligefrem budt velkommen og valgte mig straks en siddeplads mellem to MEP’ere, der ikke var mødt op endnu.
Skråt overfor mig sad udlandschef Niels Kvale fra DR. Lidt derfra stod chefen for Europa-Parlamentets kontor i København, Sune Hansen. Han kiggede lidt på mig, som en bløder ville kigge på en rulle pigtråd, og jeg kunne ikke rigtigt vurdere, om han var ved at samle sig sammen til at få mig smidt ud.
“Hvad laver han her?!” sagde en høj stemme pludselig.
Det var Claus Djørup. Jeg vendte mig om i stolen og så, at Djørup stod og pegede på mig. Jeg tænkte, det var bedst at ignorere ham, så jeg smilede venligt til ham og drejede hovedet væk. Til mit held var der ingen af værterne, der tog notits af Djørup. De tænkte sikkert, at han var skingrende skør.
Lidt efter kom Djørup hen til mig og sagde:
“Dér skaffede jeg dig en gratis frokost.”
Nu begyndte gæsterne at ankomme. Til venstre for mig fik jeg selskab af MEP Marianne Vind fra Socialdemokraterne. Hun var iført en rød cardigan med en Verdensmålsnål. Marianne Vind sagde, at hun har en fortid som laborant i Novozymes samt en lang karriere i HK, som hun rundede af som næstformand i HK/Privat.
Til højre for mig satte MEP Kira Peter-Hansen sig. Det var hende, der kom med på et afbud fra Karsten Hønge (SF) tilbage i maj 2019. Dengang var hun kun 21 år gammel og blev hermed det yngste medlem af Europa-Parlamentet nogensinde.
Så dukkede de andre MEP’ere op. Sølvræven Morten Løkkegaard (V) var en af dem, iført hvid skjorte og mørk blazer. Som frokosten skred frem, blev det klart, at Løkkegaard følte behov for at demonstrere sin senioritet overfor de andre MEP’ere. For eksempel kunne han finde på at tale om sin “gamle ven Guy Verhofstadt”.
De andre fremmødte MEP’ere var Niels Fuglsang fra Socialdemokraterne samt Bergur Løkke Rasmussen, som jo har taget springet fra Venstre over til sin fars parti, Moderaterne.
Første gang man ser Bergur Løkke Rasmussen, slår det en, at han lidt fremstår som en af Bubbi-Bjørnene, der er blevet morphet sammen med sit fædrene ophav. Og med det menes ikke, at Bergur ligner en kæmpestor vingummibamse. Der menes alene, at der er noget uskyldigt over ham.
Freaks, amatører og umuliusser
Som sådan er Bergur Løkke Rasmussen et godt eksempel på, at der er noget helt galt med de personer, vi sender ned til Bruxelles. Ikke fordi Bergur er dum eller doven, han er sikkert fin nok, men burde det ikke være vores allerdygtigste og mest erfarne politikere, der får lov til at stille op til Europa-Parlamentet? I stedet er det en i stigende grad vildere og vildere blanding af freaks, amatører og umuliusser. Folk, der ville falde igennem i et tredjerangs byråd, sender vi uden at blinke af sted til den Europæiske Unions folkevalgte parlament.
Kunsten at ødelægge den gode stemning
Så blev frokosten sat i gang. Alle kiggede vi på en tallerken med et sortiment af tapas. Lidt asparges med sommersalat. Noget mozzarella med syltede tomater. Et stykke manchego med noget kompot på.
Ordstyreren, en yngre kvinde fra Europa-Parlamentets kontor, rejste sig og gav ordet videre til MEP’erne, så de hver kunne fortælle om deres arbejde nede i Bruxelles. Første taler var Morten Løkkegaard.
Løkkegaard sagde, at han var bekymret over “den italienske højredrejning”. Ved siden af ham sad Bent Winther fra Berlingske og kiggede sløvt frem for sig.
“AI letter for alvor nu,” sagde Morten Løkkegaard, men påpegede også, at cybersikkerhed er et område, han holder øje med.
“Det er supervigtigt at gå ind i, for enhver kan blive hacket gennem sit køleskab, eller hvad fanden har vi?” sagde Morten Løkkegaard.
Ja, hvad fanden har vi? Niels Fuglsang talte om uafhængighed. Især uafhængighed af Rusland. Marianne Vind talte om fattigdom i Europa. Bergur talte om sikkerhed, og “hvordan vi sammen skal finde balancen i NATO”. Kira Peter-Hansen talte om højrefløjens opstigning, og så var vi i mål.
Nu var det tid til spørgsmål og svar. De første par spørgsmål, som pressens udsendte kom med, var så kedelige, at jeg ikke skrev dem ned. Det skulle jeg måske have gjort, for jeg kan ikke længere huske, hvad de andre journalister spurgte om, og jeg kan heller ikke huske, hvad svarene var.
Da jeg endelig fik ordet som den sidste spørger, før frokosten var slut, tænkte jeg, at jeg hellere måtte ruske lidt op i akvariet. Først og fremmest ved at spørge til sagen om DR’s EU-korrespondent Ole Ryborg.
Tilbage i 2016 var Ole Ryborg mødtes med to repræsentanter for EU’s anti-svindel-enhed, OLAF, og med dem havde Ryborg delt et omfattende researchmateriale om Morten Messerschmidt. Når man læste referatet fra mødet, fik man indtryk af en journalist, der ikke længere var journalist, men i stedet var blevet en informant af en slags.
Så da turen kom til mig, spurgte jeg om følgende:
“I DR har jeg lært, at man ikke må stille multispørgsmål, men det vil jeg gøre alligevel. Jeg tror ikke, der er nogen i det her lokale, som har undgået at se den historie, som Berlingske har bragt om Ole Ryborg, den vigtigste EU-korrespondent overhovedet. DR har erkendt, at vi er ude på vippen i forhold til, hvad en journalist kan tillade sig i sin ageren med myndigheder. Når man læser anti-svindel-enheden OLAFs referat fra mødet med Ryborg, ser man, at han er utroligt detailorienteret i forhold til Morten Messerschmidt. Ryborg er inde på sociale medier og se, hvad for noget vin Messerschmidt drikker og så videre. Jeg vil gerne høre med jer parlamentarikere. Hvad tænker I om det her? Har det rokket ved jeres opfattelse af Ryborg? Hvordan ser I jeres fremtid i forhold til at have med ham at gøre som journalist? Det andet, jeg vil spørge om, er, hvor mange af jer, der har gjort jer tanker om at bijobbe, dobbeltjobbe, have anden indtægt ved siden af? Frihedsbrevet har fortalt om, hvordan Morten Løkkegaard har optrådt som presserådgiver for en kontroversiel aalborgensisk rigmand, en byggematador, der hedder Jesper Skovsgaard. Hvad tænker I om det? Vil I påtage jer arbejde ved siden af, eller vil I udelukkende koncentrere jer om jeres arbejde i parlamentet?”
Man skulle ikke være særligt sensitiv for at kunne mærke, at atmosfæren havde ændret sig, efter jeg stillede mit multispørgsmål.
Den gode stemning var væk. Jeg havde ødelagt den gode stemning, men det kan selvfølgelig også bare være ønsketænkning fra min side.
MEP Kira Peter-Hansen (SF) var den første, der svarede. Hun sagde:
“I forhold til DR-historien har jeg ikke de store kommentarer. Jeg ser ikke et problem i at samarbejde med Ole Ryborg. Der er selvfølgelig en fin grænse mellem undersøgende journalistik og så at gå på kant med nogle presseetiske linjer, men det skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Med hensyn til bijobs diskuterer vi i min gruppe, og vi skal have et loft på, om man må have sideindkomster, men vi er ikke nået til nogen konklusion endnu.”
Så blev det MEP Bergur Løkke Rasmussens (M) tur. Han sagde følgende:
“Jeg har ikke så mange kommentarer til det første. Jeg er lidt ny i Bruxelles og har ikke haft så meget at gøre med Ole, men jeg skal ikke gøre mig til herre over de etiske retningslinjer, han skal agere under. Så jeg vil stadig stille op til interviews hos ham. Med hensyn til det andet spørgsmål så kommer jeg fra et parti, hvor man hylder dét, at folk har et ben ude i virkeligheden, så jeg ser ikke et problem i, at man har noget andet, man laver ved siden af, så længe man selvfølgelig deklarerer det i parlamentets systemer.”
Bergur Løkke Rasmussen satte sig ned. MEP Niels Fuglsang (S) rejste sig op. Han sagde:
“Jeg har ikke de store kommentarer til det første. Jeg kommer fortsat til at arbejde med Ryborg. Med hensyn til det andet, så synes jeg, det er okay at have bijobs, så længe der ikke er en interessekonflikt. Jeg har ikke selv noget bijob, men der bør være regler for, hvilke typer bijobs man kan have. Jeg har for eksempel opdaget, at et polsk medlem er ansat hos en tænketank, der er sponseret af Dubai, og han tjener lige så meget på at være med i denne tænketank, som han får i MEP-løn. Det er jo langt ude, for her kan man stille spørgsmål om, hvem det er, han arbejder for. Det burde man sætte en stopper for.”
Endelig kom turen til Morten Løkkegaard. Fra ham lød der følgende svar:
“Jeg har ikke nogen grund til ikke at arbejde med Ryborg. Jeg har kendt ham i mange, mange år, og han er en fremragende journalist. Og så sker der noget engang imellem, og det tror jeg, Ryborg selv og Danmarks Radio har taget stilling til, og så er den ikke længere. Med hensyn til det andet så er den diskussion lige så gammel som demokratiet. Skal folkevalgte nærmest fødes direkte fra fosteret og ud til et liv som politiker? Eller skal de have et liv, hvor de har fået nogle erfaringer? Betyder det, at man som folkevalgt resten af sit liv skal forlade alt, hvad der handler om virkeligheden og kun beskæftige sig med politik? Det, tror jeg, er en illusion. Det, har jeg altid troet, var en illusion. Derfor er det i sidste ende et spørgsmål om transparens. At man sørger for, at det, der sker, sker så åbent og deklarer-bart som overhovedet muligt. Bijobs har altid i dansk kontekst haft en bismag, og det, synes jeg, er underligt, for konsekvensen af at være imod det er, at man ikke vil have, at folk overhovedet har haft et job, inden de kommer ind i politik.”
Den sidste, vi manglede at høre fra, var Marianne Vind, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. Hun sagde:
“Bare lige et kort supplement. Jeg er enig i det med Ole Rybog. Han kommer fra et seriøst medie. En anden ting, der er værd at diskutere, er lobbyisme. Hvornår er man lobbyist, hvornår er man ikke lobbyist? Det vil man gerne sætte nogle begrænsninger på, men det er megasvært.”
Frokosten var ved at være slut. Jeg sagde tak for mad og gik op i Vandrehallen.
Lobbyisten
Så ringede jeg til den føromtalte lobbyist. Da jeg fik ham i røret, sagde han, at klima‑, energi- og forsyningsministeren Lars Aagaard var “ude på tynd is”.
Det, lobbyisten ville tale med mig om, handlede om åben dør-ordningen for vindenergi; en ordning, hvorigennem private aktører har kunnet søge staten om lov til at bygge vindmølleparker. Men tilbage i februar måned var der så sket det, at ordningen til alles overraskelse blev stillet i bero. Forklaringen fra Lars Aagaards side var, at det skulle undersøges, om den bemeldte ordning, der har fungeret siden 1999, var i strid med EU’s konkurrenceregler. Og så pludselig, bare sådan lige uden videre, blev ordningen helt lukket i, og 24 ansøgninger blev hældt ned ad brættet.
I sig selv helt vildt, men endnu mere vildt er det, at tre ansøgninger alligevel slap igennem i den ellevte time.
Og nu kommer vi til clouet, for ifølge lobbyisten, jeg talte med, var en af disse tre heldige ansøgere samtidig en af Moderaternes største donorer. Men den historie måtte lobbyisten længere ud på landet med, for det kan jo ikke være sandt, at man bare kan købe sig til særbehandling i dansk politik. Så ham gad jeg ikke at tale mere med, denne lobbyist, og jeg er ked af at besvære dig – kære læser – med disse slibrigheder.
Rundt om systemerne
Jeg gik ud på fortrappen for at ryge nok en cigaret. Som jeg sad dér, fik jeg selskab af en socialdemokratisk profil. Han talte om, hvor træt han var af at debattere med Zenia Stampe (B).
“Hun suger al energi ud af mig. Det er, som at få stukket et sugerør ind i kroppen, og så bliver du suget helt tom for energi,” sagde han. Så gik han videre.
Lidt efter kom Claus Djørup forbi. Nu havde han en kæmpestor hvid kasket på hovedet. Han ville vide, hvordan det var lykkedes for mig at komme med til frokosten.
“Jeg gatecrashede,” sagde jeg.
“HVAD GJORDE DU?!” råbte Djørup.
“Jeg gatecrashede. Jeg gik bare ind og satte mig.”
“Nå! Jeg troede du havde ringet til EU-Parlamentets kontor og talt med …” sagde Djørup og nævnte to, tre navne, jeg ikke fik printet i hukommelsen.
“Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg arbejder rundt om systemerne. Ikke igennem dem,” svarede jeg.
Så snart jeg havde sagt det, vidste jeg, at min stuegang nummer 32 var forbi.
Tak for nu 👋🏼
Til denne omgang har Malthe Emil Kibsgaard tegnet mig som The Watcher til Europa-Parlamentets frokost for pressen i Snapstinget. Som det fremgår, er jeg i gang med at ødelægge den gode stemning.
Tak, fordi du læste eller lyttede med.
Med venlig hilsen
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet