Fri Mads #117: Den evi­ge gen­komst

For­le­den dag send­te en god bekendt mig den­ne tekst­be­sked: “Til­fæl­dig­he­dens lov er det smuk­ke­ste, der fin­des: For lidt tid siden mød­te jeg dig på restau­rant Loca­le 21. Nu er jeg til­ba­ge. Og hvem sid­der præ­cis på den stol, du sad på? Bar­ba­ra Ber­tel­sen. Er det ikke smukt?” Jeg sva­re­de, at det lød som en novel­le af den argen­tin­ske for­fat­ter Jor­ge Luis Bor­ges. Eller som en mono­log af Doctor Man­hat­tan i teg­ne­se­ri­en Wat­ch­men. Til sidst blev vi eni­ge om, at hæn­del­sen mest af alt var udtryk for filo­sof­fen Nietzs­ches idé om den evi­ge gen­komst, som går ud på, at alle begi­ven­he­der gen­ta­ger sig. Der er, iføl­ge Nietzs­che, ingen begyn­del­se, ingen afslut­ning og dybest set hel­ler ingen død. Det ene øje­blik sid­der du i en stol på en restau­rant i Køben­havn, og det næste øje­blik sid­der stats­mi­ni­ste­ri­ets depar­te­ments­chef i den sam­me stol. Det hele er for­bun­det. Det hele hæn­ger sam­men. Alt er det sam­me.