Fri Mads #12: Prinsesse Mettenick-systemet


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Set i bak­spe­jlet var mit for­rige nyheds­brev måske lidt for internt og let­benet, så i dag har jeg virke­lig tænkt mig at lægge mig i selen. Først skal vi til Vesthim­mer­land, og så skal vi til Østrig. 

Rene Larsen Sagen

“It’s a hard world for the lit­tle things,” siger ple­je­moren Rachel Coop­er til de bortløb­ne børn, som er på flugt fra deres sindssyge sted­far i Charles Laughtons mesterlige skræk­film Klud­e­dukken fra 1955. Jeg kom til at tænke på citatet, da jeg læste om en sag fra april 2021 fra Vesthim­mer­land, hvor en socialt udsat fam­i­lie virke­lig fik sys­temets fulde magt at mærke.

Det vil nok føre for vidt at rulle hele his­to­rien op her, men den nåede i hvert fald sin foreløbige kul­mi­na­tion, da den 17-årige søn i fam­i­lien, som var blevet tvangsan­bragt på et bost­ed, stak af og fly­gt­ede hjem til sin far­mor. Dren­gen hed­der Rene Larsen, så det er jo oplagt at kalde det føl­gende for Rene Larsen-sagen. Hos far­moren fik Rene Larsen sel­skab af sine foræl­dre, og kort tid efter dukkede omtrent — læs­er og skriv­er — 15 bet­jente op, sam­men med repræsen­tan­ter fra Vesthim­mer­lands Kom­mune. Igen: 15 betjente. 

Knippelsuppe og peberspray

Uden tilladelse og lovh­jem­mel trængte poli­tistyrken ind i far­morens hus for at finde Rene Larsen og bringe ham tilbage til bost­edet. De fandt ham under en seng og hev ham uden­for. Under­ve­js opstod der klam­meri mellem poli­ti­et, dren­gen og dren­gens far. Hvad der præ­cist skete er uklart, men ifølge Rene Larsens advokat, Fred­erik B. Jepsen, blev både søn og far gen­nemtæs­ket med kni­pler. Der blev også brugt peber­spray imod dem. Faren mist­ede bev­id­s­the­den og kom senere til sig selv, sid­dende i en politibil uden for huset. Ifølge advokat­en havde han udsigt til sin 17-årige søn, der lå bag­bun­det på jor­den med hånd­jern på, mens poli­ti­et stadig bankede løs på ham. Advokat­en siger end­videre, at Rene Larsens mor stod inde i huset og filmede hele optrin­net med sin mobiltelefon.

Og så i kachotten

Af uransagelige årsager blev moren også anholdt og taget med på sta­tio­nen sam­men med sin mand og sin søn. Alle tre røg en tur i deten­tio­nen. Poli­ti­et hævder så, at moren friv­il­ligt over­lod sin mobil­tele­fon til ordens­magten, mens moren påstår, at poli­ti­et kon­fiskerede den – hvilket alt andet lige lyder mest sandsynligt.

Under alle omstændighed­er hævder moren, at hen­des videoop­tagelser var blevet slet­tet fra mobil­tele­fo­nen, da hun senere fik den tilbagelev­eret. Poli­ti­et erk­endte efter­føl­gende, at man ikke havde hjem­mel til aktio­nen, og gav fam­i­lien en ufor­be­hold­en und­skyld­ning. I mellemti­den er mobil­tele­fo­nen blevet over­draget til den uafhængige poli­tik­lage­myn­dighed, som nu under­søger om de kan gen­danne eventuelle slet­tede videoop­tagelser i telefonen. 

Hvor er vreden? 

Der er meget mere at sige om Rene Larsen-sagen. Jeg har skrevet på Mes­sen­ger sam­men med moren, som fortæller, at hun tidligere er blevet tvangsind­lagt på en psyki­a­trisk afdel­ing, hvor hun påstår, at hun blev slået, bæl­te­fik­seret i tret­ten timer i træk, og desu­den at hun fik 14 elek­tro­chok under tvang.

Så ja, det er sandelig en hård ver­den for de små ting. Ikke kun i Syd­stater­ne i USA i 1930’erne, hvor fil­men Klud­e­dukken udspiller sig, men også i Vesthim­mer­land i 2020’ernes Dan­mark. Og dét i sti­gende grad, for bag sagen om Rene Larsen kan man høre den tilt­a­gende bukke­sang fra et sam­fund, som grad­vist bliv­er mere og mere total­itært. Og desværre sam­men med dét: en sni­gende fornem­melse af, at påfaldende mange danskere fak­tisk har det ret fint med at leve i et land, hvor poli­ti­et virke­lig går til stålet. For hvor er vre­den over Rene Larsen Sagen?

Hvor er vre­den over, at femten bet­jente stormer en far­mors hus for at fange hen­des barnebarn, mens vi sam­tidig har en statsmin­is­ter, som kalder sig for Børnenes Statsmin­is­ter? Ressen­ti­mentet mærkes på de sociale medi­er, men i de øvre luft­lag er der ikke noget vrede at spore. Man har andre og finere ting at tage sig til.

På samme måde er der heller ingen mærk­bar vrede over, at statens uind­skrænkede logn­ing af borg­ernes telefon‑, e‑mail- og inter­netkom­mu­nika­tion stadig fort­sæt­ter, selvom EU-Dom­stolen gen­tagne gange har afgjort, at det er ulovligt. Det må de små ting bare finde sig i, synes hold­nin­gen på Chris­tians­borg at være. Og hvad værre er: De små ting find­er sig i det. 

Prinsesse Mettenick

Så hvad er det egentlig for et land, vi lever i, og hvem er kvin­den, som er vores statsmin­is­ter? Hvad min­der det om? Hvem min­der hun om? Navnelege er jo altid sjove, og her forleden dag gik det op for mig, at man ved at sætte statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sens og justitsmin­is­ter Nick Hækkerups for­navne sam­men kan danne navnet Met­tenick. Som spøjst nok lig­ger meget tæt på navnet Met­ter­nich, som i Kle­mens von Met­ter­nich (1773 — 1859), den østrigske prins og stats­mand, der stadig reg­nes som en af diplo­mati­ets ledestjerner.

Det er ham, der har lagt navn til begre­bet “The Met­ter­nich System”.

Autokratisk absolutisme

Prins Met­ter­nich er blandt andet berømt for at have kali­br­eret magt­bal­an­cen i Europa, så alle ikke røg i tot­terne på hinan­den. Det gjorde han gen­nem Wienerkon­gressen, hvor det hele blev klap­pet af i ro og mag, kun afbrudt af oppu­lente danse­baller. Når det er sagt, var der også en anden side af Metternich.

Met­ter­nich var dybt kon­ser­v­a­tiv og så det som sin fineste opgave at bekæmpe de lib­erale strømninger, der den­gang bølgede gen­nem Europa. Selvføl­gelig gik han ind for cen­sur og var imod ytrings­fri­hed. Efter hans mening var autokratisk abso­lutisme den bed­ste styre­form over­hovedet. Naturligvis bakket op af en stærk hær, et kujoneret embedsværk, en servil kirke og et effek­tivt politi.

Hvad det sid­ste angår, opbyggede Met­ter­nich et hem­meligt poli­ti, som på det tid­spunkt var uden side­stykke i Europa. Lidt som Dan­mark geografisk er et knudepunkt for inter­net­trafik, var dati­dens Østrig det samme, hvad angår sne­gle­post. Så Met­ter­nich fik sys­tem­a­tis­eret, at hans spi­oner åbnede og læste posten, der gik ind og ud af Østrig. I bogen Phan­tom Ter­ror: Polit­i­cal Para­noia and the Cre­ation of the Mod­ern State skriv­er den britiske his­torik­er Adam Zamoys­ki føl­gende (min oversættelse): 

“Met­ter­nich iden­ti­fi­cerede kon­trol med post­tjen­esten som et nøgleele­ment i overvågnin­gen af Europa. I løbet af det 18. århun­drede havde Wien – ved at tilbyde den mest effek­tive post­tjen­este i hele Det Tysk-Romerske Rige – opnået adgang til al kor­re­spon­dance, som gik gen­nem det cen­trale Europa. Selv om imperi­et var blevet afskaf­fet, gik det meste af den post, som blev trans­porteret rundt i dets tidligere ter­ri­to­ri­um, stadig gen­nem sor­ter­ingskon­tor­erne i Østrig. Met­ter­nich lykkedes med at udvide det til Schweiz, et naturligt knudepunkt såv­el som mødest­ed for alle mulige under­gravende ele­menter. Al schweizisk post gik gen­nem Bern, hvis post­tjen­este var ejet af den kon­ser­v­a­tive fam­i­lie de Fis­ch­er, med det resul­tatet, at al post mellem Frankrig, Tysk­land og Ital­ien var tilgæn­gelig for de østrigske myndigheder.”

Same same, but different

Så for at bevare Østrig som et kon­ser­v­a­tivt, top­styret enevælde, krænkede Prins Met­ter­nich sys­tem­a­tisk brevhem­me­lighe­den på et hidtil uset niveau. Selvføl­gelig forskel­ligt, men stadig ikke helt ulig den ulovlige telel­ogn­ing vi oplever i dag i Danmark.

Det smager i hvert fald der­hen af, skulle jeg mene. Især for­di østrigerne på Met­ter­nichs tid udmær­ket godt vid­ste, at der var en risiko for, at deres breve blev åbnet og læst, men alligev­el blev de ved med at bruge den østrigske post­tjen­este, for­di den var – efter Met­ter­nichs udtrykke­lige ordre – bil­ligere og hur­tigere end alternativet. 

Europas mest kedelige kvinde 

Den britiske his­torik­er A.J.P. Tay­lor kaldte Met­ter­nich for “the most bor­ing man in Euro­pean his­to­ry”, og hvis man nærstud­er­er Mette Fred­erik­sen på sociale medi­er, er spørgsmålet, om hun ikke match­er ham som “den mest kedelige kvin­de i europæisk historie”?

I hvert fald insis­ter­er hun på, på alle plan­er, at være kvadra­tro­den af det nor­male. En nor­mal kvin­de, i et nor­malt hjem, med en nor­mal mand og nor­male børn. Hun læs­er nor­male roman­er, hør­er nor­mal musik, og når hun åbn­er munden, kom­mer der nor­male ord ud af hende. Alt­sam­men helt utroligt nor­malt. Og kedeligt. Gud­s­jam­merligt kedeligt.

Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig noget mere kedeligt end Mette Fred­erik­sen. Angela Merkel er bestemt heller ikke et fes­t­fyrværk­eri, men hun er til gengæld dok­tor i kvan­teke­mi mod­sat den nor­malt begavede Prins­esse Met­tenick, som har en kan­di­dat­grad i afrikastudier.

Nu ved jeg ikke, om Prins Met­ter­nich lige­frem gjorde sig umage med at være kedelig, men sådan virk­er det in casu Mette Frederiksen.

En sund appetit på det totalitære   

Lige­som Met­ter­nich var det, er der noget dybt kon­ser­v­a­tivt over Mette Fred­erik­sen. Hvis hun ikke lige­frem kan spole Dan­mark tilbage til 1950’erne, vil hun i hvert fald forsøge at bevare de rudi­menter, som er tilbage af den engang så stærke og har­moniske socialdemokratiske velfærds­stat. Og lige­som med Met­ter­nich har Mette Fred­erik­sen en sund appetit, når det gælder det total­itære. Hun nærmest drages mod det:

“Det, der dri­ver mig som statsmin­is­ter, er et ønske om at passe på Dan­mark. Skal jeg gøre det, er vi nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til,” som hun sagde i et inter­view med Berlingske tilbage i okto­ber 2019. Og det gælder ikke kun inden for lan­dets grænser, at hun tager ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til. Hun sender sine folk ud for at knytte bånd med ond­herskere i Afri­ka, og selv har hun ple­jet bilat­er­al omgang med en kor­rup­tion­san­klaget pre­mier­min­is­ter i Israel og – i denne forbindelse aller­mest inter­es­sant – Østrigs kansler Sebas­t­ian Kurz, som nu bliv­er under­søgt for korruption.

Lige­som Mette Fred­erik­sen er Kurz i oppo­si­tion til det lib­erale og glob­alt ori­en­terede EU og står altid på spring til at kri­tis­ere Brux­elles – præ­cis som Prins Met­ter­nich garantrisse havde været imod EU, hvis han stadig var i live. Og lige­som med Prins Met­ter­nich og Prins­esse Met­tenick er Kurz ikke en ven af den frie presse. Han er netop nu godt i gang med at vride halsen om på en af ver­dens æld­ste avis­er, nem­lig Wiener Zeitung, som er 100 pro­cent ejet af den østrigske stat.

Oprindeligt var avisen pri­vate­jet, men for­di magth­av­erne ikke tol­ererede Wiener Zeitungs støtte til rev­o­lu­tio­nen i 1848, blev avisen sim­pelthen beslaglagt af stat­en – helt i Prins Met­ter­nichs ånd. Avisen er ikke specielt kri­tisk over­for kansler Kurz, men den taler ham heller ikke efter munden. Og det lad­er desværre til at blive avisens skæbne. 

Metternich = Mettenick?

Som sagt: Det var bare en navne­leg, men det er da skægt, hvor mange streger man kan trække mellem Prins Met­ter­nich og Prins­esse Mettenick. 

Fiona Hill i Fri Tænkning

Noget, jeg virke­lig glæder mig til i denne uge, er at læse Flem­ming Ros­es nyheds­brev Fri Tænkn­ing. Han har nem­lig talt med Fiona Hill, den britisk-amerikanske spe­cial­ist i Rus­land, som blev kendt under sen­at­shørin­gen i 2019 om, hvorvidt præsi­dent Don­ald Trump skulle impeach­es. Hill og Rose taler med hinan­den om, hvor påfaldende meget oli­garki­et i Putins Rus­land lign­er nogle af de mekanis­mer, hun var vidne til i Det Hvide Hus under Trump.

I Fri Kri­tik vender Mette Høeg tilbage til Bille Augusts nye film Pagten, som hun kort omtalte i sid­ste uge, med en egentlig kri­tik. Hun studser over det bemærkelsesværdi­ge i, at en film, der han­dler om for­løs­ning af kun­st­ner­isk tal­ent, ikke giv­er et eneste eksem­pel fra Thork­ild Bjørn­vigs værk. Hvad Fri Tid angår skriv­er Simon Jul: ”I denne uge skal vi hylde 70er-hat­ten over alle: Gratin!”. 

Og så er der gode ting på vej fra redak­tion­erne bag Fri Poli­tik og Fri Kul­tur. Hvad, der også tæller på plus­si­den, er, at vores illus­tra­tor Malthe Emil Kib­s­gaard er tilbage efter en velfort­jent ferie. Han har været savnet. 

Mads Mangeord 

Og hermed ikke mere fra mig i denne ombæring. Hele 1980 ord blev det til, men jeg havde også meget på hjerte. Jeg vender tilbage i næste uge.

 

Mvh

Mads Brüg­ger, chefredak­tør, Frihedsbrevet