Fri Mads #12: Prinsesse Mettenick-systemet
Set i bakspejlet var mit forrige nyhedsbrev måske lidt for internt og letbenet, så i dag har jeg virkelig tænkt mig at lægge mig i selen. Først skal vi til Vesthimmerland, og så skal vi til Østrig.
Rene Larsen Sagen
“It’s a hard world for the little things,” siger plejemoren Rachel Cooper til de bortløbne børn, som er på flugt fra deres sindssyge stedfar i Charles Laughtons mesterlige skrækfilm Kludedukken fra 1955. Jeg kom til at tænke på citatet, da jeg læste om en sag fra april 2021 fra Vesthimmerland, hvor en socialt udsat familie virkelig fik systemets fulde magt at mærke.
Det vil nok føre for vidt at rulle hele historien op her, men den nåede i hvert fald sin foreløbige kulmination, da den 17-årige søn i familien, som var blevet tvangsanbragt på et bosted, stak af og flygtede hjem til sin farmor. Drengen hedder Rene Larsen, så det er jo oplagt at kalde det følgende for Rene Larsen-sagen. Hos farmoren fik Rene Larsen selskab af sine forældre, og kort tid efter dukkede omtrent — læser og skriver — 15 betjente op, sammen med repræsentanter fra Vesthimmerlands Kommune. Igen: 15 betjente.
Knippelsuppe og peberspray
Uden tilladelse og lovhjemmel trængte politistyrken ind i farmorens hus for at finde Rene Larsen og bringe ham tilbage til bostedet. De fandt ham under en seng og hev ham udenfor. Undervejs opstod der klammeri mellem politiet, drengen og drengens far. Hvad der præcist skete er uklart, men ifølge Rene Larsens advokat, Frederik B. Jepsen, blev både søn og far gennemtæsket med knipler. Der blev også brugt peberspray imod dem. Faren mistede bevidstheden og kom senere til sig selv, siddende i en politibil uden for huset. Ifølge advokaten havde han udsigt til sin 17-årige søn, der lå bagbundet på jorden med håndjern på, mens politiet stadig bankede løs på ham. Advokaten siger endvidere, at Rene Larsens mor stod inde i huset og filmede hele optrinnet med sin mobiltelefon.
Og så i kachotten
Af uransagelige årsager blev moren også anholdt og taget med på stationen sammen med sin mand og sin søn. Alle tre røg en tur i detentionen. Politiet hævder så, at moren frivilligt overlod sin mobiltelefon til ordensmagten, mens moren påstår, at politiet konfiskerede den – hvilket alt andet lige lyder mest sandsynligt.
Under alle omstændigheder hævder moren, at hendes videooptagelser var blevet slettet fra mobiltelefonen, da hun senere fik den tilbageleveret. Politiet erkendte efterfølgende, at man ikke havde hjemmel til aktionen, og gav familien en uforbeholden undskyldning. I mellemtiden er mobiltelefonen blevet overdraget til den uafhængige politiklagemyndighed, som nu undersøger om de kan gendanne eventuelle slettede videooptagelser i telefonen.
Hvor er vreden?
Der er meget mere at sige om Rene Larsen-sagen. Jeg har skrevet på Messenger sammen med moren, som fortæller, at hun tidligere er blevet tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor hun påstår, at hun blev slået, bæltefikseret i tretten timer i træk, og desuden at hun fik 14 elektrochok under tvang.
Så ja, det er sandelig en hård verden for de små ting. Ikke kun i Sydstaterne i USA i 1930’erne, hvor filmen Kludedukken udspiller sig, men også i Vesthimmerland i 2020’ernes Danmark. Og dét i stigende grad, for bag sagen om Rene Larsen kan man høre den tiltagende bukkesang fra et samfund, som gradvist bliver mere og mere totalitært. Og desværre sammen med dét: en snigende fornemmelse af, at påfaldende mange danskere faktisk har det ret fint med at leve i et land, hvor politiet virkelig går til stålet. For hvor er vreden over Rene Larsen Sagen?
Hvor er vreden over, at femten betjente stormer en farmors hus for at fange hendes barnebarn, mens vi samtidig har en statsminister, som kalder sig for Børnenes Statsminister? Ressentimentet mærkes på de sociale medier, men i de øvre luftlag er der ikke noget vrede at spore. Man har andre og finere ting at tage sig til.
På samme måde er der heller ingen mærkbar vrede over, at statens uindskrænkede logning af borgernes telefon‑, e‑mail- og internetkommunikation stadig fortsætter, selvom EU-Domstolen gentagne gange har afgjort, at det er ulovligt. Det må de små ting bare finde sig i, synes holdningen på Christiansborg at være. Og hvad værre er: De små ting finder sig i det.
Prinsesse Mettenick
Så hvad er det egentlig for et land, vi lever i, og hvem er kvinden, som er vores statsminister? Hvad minder det om? Hvem minder hun om? Navnelege er jo altid sjove, og her forleden dag gik det op for mig, at man ved at sætte statsminister Mette Frederiksens og justitsminister Nick Hækkerups fornavne sammen kan danne navnet Mettenick. Som spøjst nok ligger meget tæt på navnet Metternich, som i Klemens von Metternich (1773 — 1859), den østrigske prins og statsmand, der stadig regnes som en af diplomatiets ledestjerner.
Det er ham, der har lagt navn til begrebet “The Metternich System”.
Autokratisk absolutisme
Prins Metternich er blandt andet berømt for at have kalibreret magtbalancen i Europa, så alle ikke røg i totterne på hinanden. Det gjorde han gennem Wienerkongressen, hvor det hele blev klappet af i ro og mag, kun afbrudt af oppulente danseballer. Når det er sagt, var der også en anden side af Metternich.
Metternich var dybt konservativ og så det som sin fineste opgave at bekæmpe de liberale strømninger, der dengang bølgede gennem Europa. Selvfølgelig gik han ind for censur og var imod ytringsfrihed. Efter hans mening var autokratisk absolutisme den bedste styreform overhovedet. Naturligvis bakket op af en stærk hær, et kujoneret embedsværk, en servil kirke og et effektivt politi.
Hvad det sidste angår, opbyggede Metternich et hemmeligt politi, som på det tidspunkt var uden sidestykke i Europa. Lidt som Danmark geografisk er et knudepunkt for internettrafik, var datidens Østrig det samme, hvad angår sneglepost. Så Metternich fik systematiseret, at hans spioner åbnede og læste posten, der gik ind og ud af Østrig. I bogen Phantom Terror: Political Paranoia and the Creation of the Modern State skriver den britiske historiker Adam Zamoyski følgende (min oversættelse):
“Metternich identificerede kontrol med posttjenesten som et nøgleelement i overvågningen af Europa. I løbet af det 18. århundrede havde Wien – ved at tilbyde den mest effektive posttjeneste i hele Det Tysk-Romerske Rige – opnået adgang til al korrespondance, som gik gennem det centrale Europa. Selv om imperiet var blevet afskaffet, gik det meste af den post, som blev transporteret rundt i dets tidligere territorium, stadig gennem sorteringskontorerne i Østrig. Metternich lykkedes med at udvide det til Schweiz, et naturligt knudepunkt såvel som mødested for alle mulige undergravende elementer. Al schweizisk post gik gennem Bern, hvis posttjeneste var ejet af den konservative familie de Fischer, med det resultatet, at al post mellem Frankrig, Tyskland og Italien var tilgængelig for de østrigske myndigheder.”
Same same, but different
Så for at bevare Østrig som et konservativt, topstyret enevælde, krænkede Prins Metternich systematisk brevhemmeligheden på et hidtil uset niveau. Selvfølgelig forskelligt, men stadig ikke helt ulig den ulovlige telelogning vi oplever i dag i Danmark.
Det smager i hvert fald derhen af, skulle jeg mene. Især fordi østrigerne på Metternichs tid udmærket godt vidste, at der var en risiko for, at deres breve blev åbnet og læst, men alligevel blev de ved med at bruge den østrigske posttjeneste, fordi den var – efter Metternichs udtrykkelige ordre – billigere og hurtigere end alternativet.
Europas mest kedelige kvinde
Den britiske historiker A.J.P. Taylor kaldte Metternich for “the most boring man in European history”, og hvis man nærstuderer Mette Frederiksen på sociale medier, er spørgsmålet, om hun ikke matcher ham som “den mest kedelige kvinde i europæisk historie”?
I hvert fald insisterer hun på, på alle planer, at være kvadratroden af det normale. En normal kvinde, i et normalt hjem, med en normal mand og normale børn. Hun læser normale romaner, hører normal musik, og når hun åbner munden, kommer der normale ord ud af hende. Altsammen helt utroligt normalt. Og kedeligt. Gudsjammerligt kedeligt.
Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig noget mere kedeligt end Mette Frederiksen. Angela Merkel er bestemt heller ikke et festfyrværkeri, men hun er til gengæld doktor i kvantekemi modsat den normalt begavede Prinsesse Mettenick, som har en kandidatgrad i afrikastudier.
Nu ved jeg ikke, om Prins Metternich ligefrem gjorde sig umage med at være kedelig, men sådan virker det in casu Mette Frederiksen.
En sund appetit på det totalitære
Ligesom Metternich var det, er der noget dybt konservativt over Mette Frederiksen. Hvis hun ikke ligefrem kan spole Danmark tilbage til 1950’erne, vil hun i hvert fald forsøge at bevare de rudimenter, som er tilbage af den engang så stærke og harmoniske socialdemokratiske velfærdsstat. Og ligesom med Metternich har Mette Frederiksen en sund appetit, når det gælder det totalitære. Hun nærmest drages mod det:
“Det, der driver mig som statsminister, er et ønske om at passe på Danmark. Skal jeg gøre det, er vi nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til,” som hun sagde i et interview med Berlingske tilbage i oktober 2019. Og det gælder ikke kun inden for landets grænser, at hun tager ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til. Hun sender sine folk ud for at knytte bånd med ondherskere i Afrika, og selv har hun plejet bilateral omgang med en korruptionsanklaget premierminister i Israel og – i denne forbindelse allermest interessant – Østrigs kansler Sebastian Kurz, som nu bliver undersøgt for korruption.
Ligesom Mette Frederiksen er Kurz i opposition til det liberale og globalt orienterede EU og står altid på spring til at kritisere Bruxelles – præcis som Prins Metternich garantrisse havde været imod EU, hvis han stadig var i live. Og ligesom med Prins Metternich og Prinsesse Mettenick er Kurz ikke en ven af den frie presse. Han er netop nu godt i gang med at vride halsen om på en af verdens ældste aviser, nemlig Wiener Zeitung, som er 100 procent ejet af den østrigske stat.
Oprindeligt var avisen privatejet, men fordi magthaverne ikke tolererede Wiener Zeitungs støtte til revolutionen i 1848, blev avisen simpelthen beslaglagt af staten – helt i Prins Metternichs ånd. Avisen er ikke specielt kritisk overfor kansler Kurz, men den taler ham heller ikke efter munden. Og det lader desværre til at blive avisens skæbne.
Metternich = Mettenick?
Som sagt: Det var bare en navneleg, men det er da skægt, hvor mange streger man kan trække mellem Prins Metternich og Prinsesse Mettenick.
Fiona Hill i Fri Tænkning
Noget, jeg virkelig glæder mig til i denne uge, er at læse Flemming Roses nyhedsbrev Fri Tænkning. Han har nemlig talt med Fiona Hill, den britisk-amerikanske specialist i Rusland, som blev kendt under senatshøringen i 2019 om, hvorvidt præsident Donald Trump skulle impeaches. Hill og Rose taler med hinanden om, hvor påfaldende meget oligarkiet i Putins Rusland ligner nogle af de mekanismer, hun var vidne til i Det Hvide Hus under Trump.
I Fri Kritik vender Mette Høeg tilbage til Bille Augusts nye film Pagten, som hun kort omtalte i sidste uge, med en egentlig kritik. Hun studser over det bemærkelsesværdige i, at en film, der handler om forløsning af kunstnerisk talent, ikke giver et eneste eksempel fra Thorkild Bjørnvigs værk. Hvad Fri Tid angår skriver Simon Jul: ”I denne uge skal vi hylde 70er-hatten over alle: Gratin!”.
Og så er der gode ting på vej fra redaktionerne bag Fri Politik og Fri Kultur. Hvad, der også tæller på plussiden, er, at vores illustrator Malthe Emil Kibsgaard er tilbage efter en velfortjent ferie. Han har været savnet.
Mads Mangeord
Og hermed ikke mere fra mig i denne ombæring. Hele 1980 ord blev det til, men jeg havde også meget på hjerte. Jeg vender tilbage i næste uge.
Mvh
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet