Fri Mads #126: Den indre fjende
Det første rygte, der kom mig i møde, da jeg trådte ind på Christiansborg fredag den 26. april, var, at alle socialdemokrater var blevet kaldt på arbejde. Det var de, sagde jungletelegrafen, for at bevise, at sosserne selvfølgelig bakkede op om afskaffelsen af store bededag ved selv at møde op på arbejde den dag, hvor danskerne ellers plejede at have fri.
Måske var der noget om snakken? For sandt at sige observerede jeg flere socialdemokrater end sædvanligt oppe i Vandrehallen, som ellers godt kan være lidt af en tom affære på sådan en gennemsnitlig fredag – hvor mange af Folketingets medlemmer typisk er gået på forlænget weekend.
Kæmpestore siloproblematikker
Blandt andre så jeg Bjørn Brandenborg (S) og Kim Aaen (S), og inde i salen stod social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og var midt i en forespørgselsdebat om noget så ømtåleligt som det specialiserede socialområde.
Ved siden af hende sad Moderaternes Jeppe Søe og så helt slukket ud, og nede i salen kunne jeg tælle mig frem til ti medlemmer af Folketinget. Og mere blev det ikke til på denne store bededag, som altså for første gang i mere end 300 år var en helt almindelig arbejdsdag.
Nede i salen så jeg blandt andre Enhedslistens Rosa Lund, indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og finansminister Nicolai Wammen (S).
Oppe fra talerstolen hørte jeg Pernille Rosenkrantz-Theil sige:
“I vores samfund som sådan er der kæmpestore siloproblematikker.”
“Sikke en sjov sætning,” tænkte jeg og skrev den straks ned. Jeg tilføjede at udtrykket Kæmpestore Siloproblematikker ville være en effen titel til en samtidsroman.
Iskoldt røntgenblik
Selv var jeg ramt af følelsen af at være for sent ude. Godt nok var brandvæsenet stadig i gang med at slukke ildebranden ovre i børsbygningen, men den smule røg, der steg op fra den endnu rygende ruinhob, var ikke værd at skrive hjem om, hvis man ellers gik og drømte om at måle sin pen op imod Herman Bangs berømte reportage fra Christiansborgs brand i 1884.
Bevares, mindre kan jo også gøre det, det kan det da, og til gengæld kunne jeg nu kigge på Børsen med et iskoldt røntgenblik, klinisk renset for følelser.
Hvad jeg så på, var resterne af en udtrådt hyttesko af brunt læder med et patineret bidsel på toppen, som var – når alt kommer til alt – sagt med historiker Steffen Heibergs ord, en “1800-tals-pastiche” over nederlandsk arkitektur.
Altså en kopi af noget originalt, hvoraf der ovenikøbet ikke var så meget som en sten tilbage fra den oprindelige bygning, efter vi havde rundet 1900-tallet.
Hvis vi antager, at Børsen bliver genopført én-til-én, vil vi således komme til at kigge på en kopi af en kopi af en kopi, som jo med et fint ord hedder et simulacrum – altså tilstanden, hvor man ikke længere kan skelne mellem noget oprindeligt og dets erstatning. Set i det perspektiv kan det undre en smule, at en ildebrand i et arkitektonisk blændværk som Børsen kastede Danmark ud i flere dages landesorg.
Affortryllelsen
Det mest utrolige er dog at kunne konstatere, at det var lykkedes for interesse- og lobbyorganisationen Dansk Erhverv (som jo ejer Børsen) i al ubemærkethed at have sit hovedsæde på landets vel nok fineste adresse, nemlig Slotsholmsgade 1, klods op ad Finansministeriet og selveste Folketinget. Selv anede jeg intet om, at denne højt skattede bygning var hovedsæde for Dansk Erhverv, og jeg er sikkert ikke den eneste, som var uvidende derom.
Der findes næppe andre eksempler på parlamenter rundt omkring i verden, der har en tilsvarende interesse- og lobbyorganisation som sin umiddelbare nabo. Hvilket, når man tænker det hele til ende, på en måde fuldender affortryllelsen af Børsen og trækker bygningen i en langt mere tarvelig og obskøn retning.
I en tidligere udgave af denne tekst var jeg endda gået så vidt som til at sammenligne Børsen med et bordel, men det var – indså jeg sidenhen – et utilgiveligt fejlskud fra min side, og lytteren eller læseren må virkelig undskylde, at jeg tænker slige beskidte tanker.
For det kan man jo virkelig ikke tillade sig at skrive om sådan en fin og gammel bygning, der lige er brændt ned til grunden.
Abernes Planet
Min tredje erkendelse handler om – altså som scenografi betragtet – hvorledes brandtomten forlener Slotsholmen med et sært dragende postapokalyptisk islæt. Helt oplagt går iagttagerens tankestrøm ved synet af den smadrede Børs tilbage til blitzen over London og frem til russiske krydsermissiler, der slår ned i rådhusbygninger og kulturhuse i Ukraine.
På en måde har Børsen aldrig været mere interessant, end den er i sin nuværende, totalt ødelagte form, hvor det ikke længere bare er et stykke kitsch til glæde for kanalrundfartens turister, men pludselig fremstår som et krystalklart varsel om fremtiden. Så den allermest moderne bygning i hele København lige nu, for ikke at sige i hele den vestlige verden som sådan, er måske i virkeligheden gode, gamle Børsen, og for mit eget vedkommende har jeg det lidt som slutningen på spillefilmen Abernes Planet (1968), hver gang jeg nærmer mig Slotsholmen på cykel.
Men hvad ved jeg om agurkesalat? Måske det er bedre, at jeg bliver ved min læst, som jo er at vandre rundt i Borgens gange, bestandigt kiggende og lyttende.
Så lad os vende tilbage til det, som det hele handler om, nemlig min vante stuegang.
Hulubulu, Venstre hvor er du henne?
Som sagt var det fredag den 26. april, og klokken var lidt over tolv middag.
Jeg forlod presselogen og gik op på tredje sal, Gul Gang, for at se, om Venstre var hjemme. Det var de ikke. Jo, partiets funktionærer sad troskyldigt og kiggede ind i deres skærmterminaler, men Venstres folketingsmedlemmer var ingen steder at se. Jan Ejnar Jørgensen – også bedre kendt under kunstnernavnet Jan E. Jørgensen – var væk, og det samme var Preben Bang Henriksen, og så vidt jeg kunne se; hele resten af folketingsgruppen. Dog undtaget Sophie Løhde, som jeg havde set nede i salen.
Nu tænker jeg bare højt, men jeg antager, at de fleste af Venstres folketingsmedlemmer lå derhjemme på divaneseren og våndede sig efter torsdagens Megafon-måling, som siger, at Venstre står til kun at få 6,5 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i morgen. Hvilket altså vil sige, at Venstre og Radikale Venstre er pø om pø omtrent lige store. Eller små, om man vil.
“Dårligste måling nogensinde,” skrev pressen, mens partiets formand Troels Lund Poulsen straks gik til modangreb med et tweet om, at Venstre har været med til at øge arbejdsudbuddet. Man skal altså ikke være verdens største valgstrateg for at kunne regne ud, at det næppe er teknokratisk fikumdik med arbejdsudbuddet, der får partiet tilbage til fordums storhed.
Et saftigt rygte
På min vej rundt på tinge hørte jeg som sædvanlig et og andet. Jeg hørte blandt andet et saftigt rygte om politisk udpegede ambassadører, hvorom sladderen har gået længe.
Så vidt mine kilder er orienteret, er posterne som ambassadør i London, Rom og Beograd i spil, muligvis også Bruxelles. Og så Tokyo, hvorom rygtet siger, at pilen peger på nuværende EU-kommissær Margrethe Vestager som et varmt emne. Tanken bag denne manøvre er, at der ikke rigtigt er nogen i det politiske miljø, som er interesseret i at få Vestager tilbage igen, så hvorfor ikke give hende et efterliv som kransekagefigur i Solens Rige?
En variation af rygtet med Margrethe Vestager er, at det snarere bliver Dansk Industris direktør Lars Sandahl Sørensen, som skal til Tokyo. Hvis valget falder på ham, er det, fordi Japan er et vigtigt eksportmarked, og fordi at han har tungekysset ringen og støttet statsminister Mette Frederiksen (S) i et og alt – lige fra coronanedlukningen til afskaffelsen af store bededag. Og derfor skal han soleklart belønnes.
Fik jeg i øvrigt sagt, at selve planen om politisk udpegede ambassadører er begyndelsen på enden for ideen om et professionelt, politisk neutralt diplomatkorps og starten på et nyt kapitel i føljetonen om amatørisme, dilettanteri og korruption i dansk politik?
Men altså igen; det er bare et rygte og derfor at regne som den pureste fiktion, men som læsere af mit nyhedsbrev sikkert har erfaret, har mine fantasterier det sært nok med at blive til virkelighed.
Brevhemmelighed
Så mødte jeg Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti og blev enig med ham om at drikke en kop kaffe oppe på hans kontor.
Hvad jeg ville tale med ham om, var sagen om, at Folketingets præsidium på ulovlig vis har scannet folketingsmedlemmernes elektroniske indbakker i forsøget på at få slettet en bestemt e‑mail, som angiveligt rummede fortrolige oplysninger.
Indtil videre er det kun Ekstra Bladet, som har dækket sagen, hvilket er rigtigt ærgerligt, for nær sagt alle medier burde interessere sig for denne skandale.
For det er netop en skandale.
I torsdags modtog alle medlemmer af Folketinget en lang mail fra præsidiets vicedirektør Torben Skovgaard Andersen, hvor han forsøger at redegøre for, hvad han kalder en “meget uheldig hændelse om administrationens håndtering af medlemmernes mails”.
Torben Skovgaard Andersen forklarer indledningsvist, at Folketinget den 14. marts i år “udførte en søgning på afsender- og modtagermails”, hvilket Kammeradvokaten sidenhen er nået frem til, var en handling, som beroede på en “klar fejlvurdering”.
Længere nede i mailen står der skrevet, at indgrebet var et brud på både straffeloven og Menneskerettighedskonventionen, men før man tænker, at politiet derfor straks skal involveres, bør lige man huske på, at Kammeradvokaten jo altid er på systemets side.
Og rigtigt nok også denne gang:
“Kammeradvokaten vurderer, at Folketingets Administration ikke har pligt til at anmelde sagen til politiet, da der er en række formildende omstændigheder. Blandt andet tjente søgningen et sagligt formål,” skriver vicedirektør Torben Skovgaard Andersen, og længere fremme gør han gældende, at søgningen blev gennemført som “en nålestiksoperation”, hvilket åbenbart også er en formildende omstændighed.
Ikke desto mindre er det helt vildt, at Folketingets administration på ulovlig vis har været inde og kigge i, hvad der burde være absolut hellig og ukrænkelig jord, nemlig i de folkevalgte lovgiveres postkasser. Blandt andet i Alex Ahrendtsens postkasse, og derfor ville jeg gerne høre hans udlægning af sagen.
Den er, som følger:
“Sagen handler om en borger, en højt begavet ung mand, der er meget aktiv, og som ofte skriver til Folketingets medlemmer. Og han har så åbenbart formidlet nogle personfølsomme oplysninger fra en retssag, der foregik bag lukkede døre, og da administrationen opdager det, går de ind og scanner folketingsmedlemmernes mails for at finde de modtagere, som borgeren har sendt denne mail til, og beder dem så om at slette mailen fra borgeren. Og det må de ikke, men det har de gjort, fordi de åbenbart hellere vil sikre retssikkerheden frem for at sikre os mod at blive snaget i,” forklarede Alex Ahrendtsen, da vi var nået frem til hans kontor.
“Og du var en af dem, det gik ud over?” spurgte jeg for ligesom at være sikker i min sag.
“Ja, det var chokerende. At der var medarbejdere (i Folketinget, red.), som havde adgang til vores mails. Det her er ren spekulation, men forestil dig, at der er en ansat i Folketinget, der ikke vil Danmark det godt. Det kan være, at han er blevet lokket af en russisk honningkrukke. Så kan han jo ved hjælp af dette redskab gå ind og scanne folketingsmedlemmernes mails og her finde noget kompromitterende og give det videre til en fremmed magt, som så kan afpresse os. Altså det er jo helt sindssygt,” sagde Alex Ahrendtsen.
“Jeg vidste slet ikke, at de havde sådan et redskab?!” udbrød jeg.
“Det vidste jeg sgu da heller ikke! Jeg har altid været i tvivl, så derfor har jeg aldrig skrevet noget, der kan kompromittere mig, men det var chokerende for os,” svarede Alex Ahrendtsen.
“Det er jo et groft brud på brevhemmeligheden,” konstaterede jeg.
“Ja, det er det, og det har de indrømmet,” sagde Alex Ahrendtsen.
En lille eftertanke
Jeg takkede Alex Ahrendtsen for interviewet og gik videre på min stuegang. På bagkanten meldte der sig dog en lille eftertanke; for hvordan vidste Folketingets administration egentlig til at starte med, at den bemeldte mail var blevet sendt til en række medlemmer af Folketinget?
Eller sagt mere enkelt: Hvordan vidste de, hvad de skulle kigge efter?
Noget andet er, om det var første gang, at Folketinget var inde og kigge i medlemmernes postkasser, for hvordan kan vi vide, at det ikke er sket før? Og hvordan kan vi vide, at det ikke sker igen?
Spørgsmål som disse kommer til at hænge i luften, indtil jeg finder en person, som kan svare på dem.
Den tredje erkendelse
Hvad er ellers nyt? I den mere kulørte afdeling har jeg ladet mig fortælle, at Morten Messerschmidt, Dansk Folkepartis formand, var til Cirkus Arenas sæsonpremiere og her sad ringside; altså lige ud til manegen. Og når man sidder der, sidder man jo i skudlinjen, når klovnene kommer på banen.
Og så opstod det frygtelige øjeblik, det var, da en klovn ville have Messerschmidt ind i manegen for at spille luftguitar. Selvom klovnen ikke gav op, og publikum heppede voldsomt på, nægtede Messerschmidt at give efter for presset og blev siddende på sin plads. Pointen, hvis der altså overhovedet er en pointe med denne anekdote, må være, at Messerschmidt har sunde instinkter.
I den mere seriøse ende har jeg ladet mig fortælle, at reformen af ungdomsuddannelserne er ved at blive snittet til. Det siges, at regeringen ønsker at højne adgangskravene til gymnasiet med et karaktergennemsnit på seks. Men det kan også være, det ender oppe på syv. Samtidig bliver der skitseret på en ny, praktisk orienteret ungdomsuddannelse på tre år med tiende klasse som det første år.
Nå ja, og så er de Konservatives Rasmus Jarlov vendt tilbage til Folketinget, og løsgænger Lars Boje Mathiesen har meldt ud, at han lancerer sit nye parti, når sommeren går på hæld.
Men alt dette er til at springe op og falde ned på i forhold til det emnefelt, som de fleste af Borgens indbyggere er vanvittigt optaget af i disse dage, nemlig den tale, som Frederik Vad, Socialdemokratiets unge udlændingeordfører, holdt i Folketinget den 5. april. En tale, som i ugerne efter nærmest har antaget dimensioner i retning af den britiske, konservative parlamentariker Enoch Powells berygtede “Rivers of Blood”-tale fra 1968. Efterklangen har i hvert fald varet ved helt indtil nu og vil sikkert fortsætte en rum tid.
Kort fortalt sagde Frederik Vad i sin tale, at han var nået frem til en tredje erkendelse om integration af udlændinge i Danmark. Som er, at det ikke længere er nok at tale dansk, have en uddannelse og passe sit arbejde, hvis man samtidig tilhører en femte kolonne, der undergraver Danmark med æresbegreber, klankultur og islamisme. Set fra den vinkel kan den indre fjende findes på et apotek i Nordsjælland eller i kantinen i et plejehjem. Det kan være din chef eller din kollega, som i virkeligheden er en sovende agent, der ligger på lur for at gøre Danmark ondt. Har man før fornemmet den paranoide tendens, der trives i toppen af Socialdemokratiet, brød den frem i fuldt flor med Frederik Vads tale.
Så tirsdag den 23. april, klokken lidt i et, droppede jeg forbi Folketinget for at overvære spørgetimen med statsminister Mette Frederiksen (S). Mit lønlige håb var, at Frederik Vads tale ville blive sat til debat. Men heri tog jeg fejl. Mette Frederiksen brugte det meste af sin taletid på at hylde regeringens ældrereform, der aldrig rigtigt er blevet til det store slagnummer, som regeringen havde håbet på. Vi fik nok engang serveret de sædvanlige Mette Frederiksenske platituder, hvor hun takkede de partier, som var med til – og nu kommer det – at “tage ansvar for vores ældre”, og til sidst, da hun var færdig med sin redegørelse, bød hun velkommen til de Konservatives Mona Juul, som nu er fuldbyrdet leder af sit parti.
Som tilhører brugte jeg det meste af tiden på at kigge på Danmarksdemokraternes Søren Espersen, der nok engang bare sad og stirrede tomt ud i luften. Igen meldte den frygtelige tanke sig, at han sidder og sparer sammen til et øredøvende primalskrig, der vil få ruderne i Folketinget til at splintre i tusinder af stumper. Når det skrig en dag kommer, vil jeg nødigt være i nærheden.
Ingen af partilederne spurgte ind til Frederik Vads tale. Den, som kom tættest på, var Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, som lige ville høre, om Mette Frederiksen ikke skulle fejre – enten med en dåse makrel i tomat eller ved at “poppe en flaske champagne” – at Storbritannien nu gør, hvad Socialdemokraterne har fablet om i fem år, nemlig sender asylansøgere ned til det afrikanske autokrati Rwanda for her at blive udredt. Spørgsmålet var et rigtigt drillespørgsmål, som havde til formål at fremhæve, at Socialdemokraternes vidtløftige planer om at sende uønskede mennesker ned til Rwanda kun har været et bluffnummer.
Mette Frederiksen svarede så, at hvis hun skulle vælge mellem makrel i tomat og champagne, ville hun vælge dåsemakrellen, for hun kan “simpelthen ikke lide champagne”.
Nu findes der jo voksne mennesker, der ikke kan lide champagne, og dem har jeg ondt af, for tænk lige over, hvor trist det må være at have det sådan. Men in casu Mette Frederiksen kan jeg godt have min tvivl, for som det for nylig blev blotlagt i B.T., er Mette Frederiksens største skræk tydeligvis at blive afsløret i at have dyre og elitære vaner.
For eksempel svarer hun følgende på spørgsmålet om, hvad hun aldrig kunne finde på at bruge sine penge på:
“Noget, der er meget dyrt. Det køber jeg næsten aldrig. Jeg kunne for eksempel ikke finde på at købe en meget dyr vin, og her skal vi ikke særlig højt op, før jeg begynder at synes, at det er dyrt.”
Siger altså vores nøjsomme statsminister til B.T.. Hvilket sagtens kan være sandt, men her er til gengæld et foto af Mette Frederiksen, der drikker mousserende vin i et højstilket glas, og her er en artikel om alle de dyre og gode vine, der bliver indkøbt til Statsministeriet.
Foto: Lars Krabbe/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Doorstep
Da spørgetimen var slut, strøg Mette Frederiksen ned gennem Vandrehallen for at deltage i et stående pressemøde. Jeg var lige i hælene på hende. Da hun nåede frem, blev hun spurgt, om hun ikke er bekymret for, om Frederik Vads tale stigmatiserer en masse danskere med indvandrerbaggrund som værende fjender af samfundet.
“Nej, det er jeg overhovedet ikke, og der er fuld opbakning til Frederik Vad, både fra min side og fra folketingsgruppens side,” svarede en bister Mette Frederiksen og begyndte at tale om utryghed på s‑togsstationer, vold, herskermentalitet og unge drenge, der chikanerer andre mennesker og skaber “en virkelig dårlig stemning”.
Hun var urokkelig.
Lidt efter spurgte Brian Weichardt fra Ekstra Bladet ind til, at femten førende socialdemokrater fra folketingsgruppen uopfordret har ringet til journalister på Berlingske for at rose Mette Frederiksen. Eller som det hed i gamle dage; for at lobhudle hende.
“Hvorfor er du blevet så svag, at du har brug for et rosehold, når der er dårlig presse?” ville Weichardt vide.
“Det gør da ikke noget, at der er socialdemokrater, der roser deres formand. Det sætter jeg pris på,” svarede Mette Frederiksen.
Selv fik jeg ikke lov til at spørge om noget, men jeg tilhører jo også kategorien den indre fjende.
Kendt med de kendte
Tilbage til fredag den 26ende april:
Jeg dalrede omkring i Borgen på må og få. Nede i Landstingssalen var der ved at blive gjort klar til et OECD-møde, som skal afholdes på mandag.
Klokken kvart i fire, altså kort før fyraften, gik jeg en lille kontrolrunde ovre i Provianten for at se, hvem der ellers var på arbejde denne dag.
Alle de Radikale var gået på weekend, hvilket skal være dem vel undt, men i forbifarten skal det lige bemærkes, at partiet altså stemte for afskaffelsen af store bededag, og så havde der jo været en vis signalværdi i at sidde ved sit skrivebord og være en flittiglise.
Jeg gik videre. Nede hos Moderaterne hørte jeg samtale og latter. Lyden udsprang fra Karin Liltorps kontor (M), hvor hun og Charlotte Bagge Hansen (M) sad og rundede dagen af.
Tidligere samme dag havde Charlotte Bagge Hansen med tekst og billede fortalt på det sociale medie X, at hun havde haft besøg af selveste Hans Engell.
“Tak til Hans Engell for at tage imod invitationen fra en ukendt Moderat,” skrev hun over billedet af hende og Hans Engell, der poserede sammen i den lange kontorgang. Efter sit ansigtsudtryk at dømme lignede Hans Engell en mand, der ikke kunne komme hurtigt nok hen på Kanal Cafeen og få udlignet trykket med væsker baseret på vand, humle, byg og gær.
Charlotte Bagge Hansens udmelding lå i naturlig forlængelse af Karin Liltorp, der på X har udsendt en dybt besynderlig video, hvor hun går rundt i Folketinget og spørger folk, om de ved, hvem hun er.
“Du er fra Moderaterne,” svarer Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti, men det lyder ikke, som om han er helt sikker.
“Du kan simpelthen huske, at jeg er fra Moderaterne,” bemærker Karin Liltorp med glæde i stemmen.
“Det nævnte du, før du begyndte at optage,” svarer Mikkel Bjørn lakonisk.
Kendt med de kendte
“Du har haft besøg af Hans Engell,” sagde jeg til Charlotte Bagge Hansen, da jeg så hende sidde inde på Karin Liltorps kontor.
“Ja, jeg har lige haft en god snak med Hans,” bekræftede Charlotte Bagge Hansen.
“Han vil så gerne hænge ud med de kendte,” tilføjede Karin Liltorp.
“Ja, han drages mod kendte mennesker. Mødte han også Karin?” spurgte jeg så.
“Ja, ja. Sikke en dag han har haft i dag,” sagde Charlotte Bagge Hansen.
“Det kalder jeg networking. Hvad talte I om?” ville jeg vide.
“Alt muligt. Halvanden time sad vi og snakkede. Politik. Fortid. Nutid. Fremtid. Medierne. Hvordan man som politikere skal navigere i det,” svarede Charlotte Bagge Hansen.
“Hvad var det mest interessante, han sagde?” spurgte jeg.
“Mange ting. Jeg kan ikke pege på noget. Vi var vidt omkring,” lød det fra Charlotte Bagge Hansen.
“Han fortalte mig, at han har haft alle de lækre kontorer på Borgen,” sagde Karin Liltorp så, og det var jo endelig en oplysning, som jeg kunne bruge til noget.
“Jeg var engang ved at sælge Hans Engell mit kolonihavehus, men at se ham stå inde i det var ligesom at se Bamse i sit hus. Han var simpelthen for stor til det. Så han har sikkert haft brug for de helt store kontorer,” sagde jeg og fortsatte så:
“Men har Moderaterne fået at vide, at I skulle være på arbejde i dag på grund af det med store bededag?” spurgte jeg.
“Det er der ingen, der blander sig i. Overhovedet ikke,” svarede Charlotte Bagge Hansen.
“Jeg har ellers hørt, at Brian Weichardt fra Ekstra Bladet ligger på lur for at se, hvem der er på arbejde i dag,” bemærkede jeg.
“Vi har da ikke mødt ham,” sagde Charlotte Bagge Hansen.
“Jeg har talt med ham, Charlotte, så tal lige for dig selv! Han spurgte mig om, hvordan jeg har det med, at alle hader mig. På grund af store bededag,” lød det fra Karin Liltorp.
“Hvad svarede du så?” spurgte jeg.
“Jeg sagde, at det ikke virker, som om der er så meget had i luften,” svarede Karin Liltorp, hvorefter jeg ønskede både hende og Charlotte Bagge Hansen en god weekend.
Jette Gottlieb
Så gik jeg en etage ned for at finde Enhedslistens Jette Gottlieb – som jo altid er på arbejde. Men sært nok ikke denne dag; døren til hendes kontor stod åben, men lyset var slukket.
På et kontor længere nede ad gangen stod Pelle Dragsted, Enhedslistens politiske ordfører.
“Ved du, hvor Jette Gottlieb er?” spurgte jeg Pelle Dragsted.
“Nej, men vi skal på gruppeweekend, så jeg har travlt. Jeg skal nå et tog,” svarede Pelle Dragsted.
“Hvor skal I hen?” spurgte jeg.
“Roskilde,” lød det fra Pelle Dragsted, som nu var på vej ned ad gangen med sit tornyster på ryggen.
“Skal Jette Gottlieb med til det?” ville jeg vide.
“Ja, ja,” råbte Pelle Dragsted og strøg ud i forsvindingspunktet.
Forsvarsforliget
På falderebet, kl 16.20, stod jeg ude i døråbningen ved Folketingets hovedindgang og kiggede ind i en regnvåd Rigsdagsgård, alt imens jeg røg en cigaret.
Det silede ned, og med dette elendige vejrlig var det måske alligevel meget godt, at store bededag bare havde været en arbejdsdag?
Mine tanker gik til forsvarsforliget, som vist nok lander på søndag. To partier har gjort sig ud til bens og har trukket forhandlingerne i langdrag; Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne. Stridspunktet har været værnepligt og kvinder, og selvom et lækket forhandlingsdokument, som jeg har læst, tyder på, at parterne har nærmet sig et kompromis, er der stadig mange bolde, som er oppe at vende i luften.
Pludselig kom en kilde fra Liberal Alliance forbi og hilste venligt på. Jeg spurgte om, hvordan det gik, og vedkommende svarede, at det bliver “en heftig weekend”.
“Tænker du på forsvarsforliget?” spurgte jeg.
“Det bliver ikke forsvarligt,” svarede min kilde, som har det med at være lidt kryptisk i det.
“Så du regner med, at I trækker jer?” spurgte jeg, som jo har det med at være lidt tung i det.
“Det regner,” svarede min kilde og slog kraven op om ørene.
Operation 5.000
Hermed slut på nyhedsbrev nummer 126 og – hvis jeg ikke regner helt forkert – stuegang nummer 51. Eller noget i den stil. Så snart jeg har samlet nok stof fra Borgens gange, vender jeg tilbage med en ny frontberetning fra Demokratiets Hus.
Tak, fordi du læste eller lyttede med. Og tak, fordi du er medlem af Frihedsbrevet. Som du måske har bemærket, har vi netop søsat Operation 5.000, som går ud på, at vi skal skaffe mindst 5.000 nye medlemmer inden første juli. Den nemmeste måde at gøre det på er, hvis alle vores nuværende medlemmer hver rekrutterer bare et enkelt nyt medlem, så hvis du kender nogen, der fortjener at blive medlem af Frihedsbrevet, må du meget gerne sprede det glade budskab.
Til denne udgave har Malthe Emil Kibsgaard tegnet lille mig, der står og er helt alene i slottets gange. For når man går rundt på Borgen på en fredag, kan det godt føles, som om man er helt alene hjemme. Også på en store bededag, som var en helt almindelig arbejdsdag.
Med venlig hilsen
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet