Maj måned gik på hæld, og der var – som det hed­der med et fint udtryk – en mias­ma i luf­ten omkring Slots­hol­men; et eller andet ude­fi­ner­bart, der både smag­te og lug­te­de grimt. En æte­risk smit­te af en slags. Det var ikke vold­somt eller insi­ste­ren­de i sit væsen, men det var der; en lil­le note, som var til ste­de i atmos­fæ­ren. Man kun­ne mær­ke det på tun­gen og i næsens fim­re­hår, så snart man nær­me­de sig øen, hvor­fra det­te lil­le kon­ge­ri­ge admi­ni­stre­res.

Bliv med­lem og læs vide­re – spar 50%

Støt uaf­hæn­gig jour­na­li­stik og få adgang til hele vores arkiv – fra afslø­rin­ger til fæn­gen­de podcasts.

Se alle vores til­bud
Allerede medlem?