Fri Mads #13: Den trojanske hest i Pilestræde

 

Tretten er et uheldigt tal, så selvfølgelig skal mit trettende nyhedsbrev handle om fake news, dette ulidelige begreb, som stikker sit ansigt frem overalt. Jeg skriver om fake news fra Berlingske, fake news fra TV2 Nyhederne og sluttelig om fake news fra regeringen. Vanen tro har jeg også tænkt mig at tease for nogle af de historier, der udkommer fra Frihedsbrevet i denne uge. Ordmæssigt sniger jeg mig lige over tallet 2000 og bruger i alt 2074 ord. 

Saftig nyhed på vej 

Især vil jeg gerne slå på tromme for, at redaktionen bag Fri Politik på fredag sender vores medlemmer et nyhedsbrev med en virkelig saftig historie om Jens Kramer Mikkelsen, den tidligere overborgmester, som jo anfører socialdemokraternes pengeklub. Det vil du ikke gå glip af. 

Kom og vær med

Hvis du stadig følger med som gratist og ikke har meldt dig ind i Frihedsbrevet, så synes jeg, du skal hoppe med på vognen nu. Du kan skrive dig op og prøve Frihedsbrevet gratis i 14 dage, og det gør du lige her. Som nævnt, er der saftige nyheder på vej, og alene Flemming Roses fremragende interview, som bliver udgivet i morgen, burde kunne overtale dig.

En okkult besværgelse 

I den forgangne uge deltog jeg i en debat om fremtidens medielandskab, arrangeret af Kulturmødet. Med i panelet var Lisbeth Knudsen – noget nær en konstant i dansk presse – der nu slår sine folder som strategisk direktør hos Altinget. Og som medlem af bestyrelsen hos Tjekdet.dk – det statsfinansierede medie, som har til formål at faktatjekke medierne. Måske af den grund var Lisbeth Knudsen pænt oppe at køre over, hvor stor en trussel, hun mener, at fake news er. Når hun siger “fake news”, lyder som det som en okkult besværgelse, der vil få himlen til at sortne. Man må forstå, at der er tale om noget meget farligt. Her forsøgte andre i panelet, heriblandt Timme Bisgaard Munk fra Kommunikationsforum og jeg selv, at sige, at fake news i dansk sammenhæng slet ikke er den trussel, det er blevet talt op til at være. En generelt veluddannet befolkning og store og stærke medier er et effektivt bolværk mod, at fake news løber amok. Desuden viser en undersøgelse, at det er et fåtal af mennesker, som deler fake news. Og hertil er det klart, at de personer, som ryger i fælden, generelt ikke deler fake news i ond tro. Sidst, men ikke mindst, er det mest gamle mennesker, der ikke er vokset op på nettet, som spiser af den forbudne frugt.

Den trojanske hest

Som for eksempel Berlingskes Bent Blüdnikow, der i den forgangne uge forfattede et stykke ægte fake news til sin avis. Hvilket godt kan undre undertegnede, fordi Blüdnikow jo er historiker og dermed er skolet i kildekritik. “Arkæologer hævder at have fundet rester af den trojanske hest,” stod der pludselig på forsiden af Berlingske.dk mandag d. 16. august. Allerede her får man færten af fake news. Og dykker man ned i Blüdnikows artikel, er den rigtigt nok helt gal, for kilden til historien er en underlødig græsk klikmølle, der hedder Greek Reporter. Heraf fremgår det, at arkæologer i Tyrkiet har fundet resterne af … hold fast … den trojanske hest! Blüdnikow citerer Greek Reporter, der igen citerer to arkæologer, nemlig professorerne Christine Morris og Chris Wilson fra Boston University, for at være så godt som sikre på, at den er hjemme. “Jeg vil ikke lyde oversikker, men jeg er temmelig sikker på, at vi har fundet den rigtige hest,” som professor Christine Morris siger.

Ren Anders And 

Hvis det virkelig passer, at arkæologer har fundet den trojanske hest, er der rigtigt nok, som Blüdnikow selv bemærker i sin artikel, tale om “en vild opdagelse, som vil ryste den historiske og arkæologiske verden.” Problemet er bare, at det hele er løgn. Eller, som man siger i folkemunde; ren Anders And. For det første kan man anføre, at myten om den trojanske hest netop er en myte og derfor bør opfattes som fiktion. For det andet er artiklen fra Greek Reporter en næsten ordret genudsendelse af en artikel som blev bragt hos selvsamme Greek Reporter helt tilbage i november 2014. For det tredje kan man helt oplagt spørge sig selv, hvad to amerikanske professorer dog laver i spidsen for så sensationel en arkæologisk udgravning i Tyrkiet. Det hele har jo lidt en snert over sig af Howard Carter som den store hvide arkæolog, der finder Tutankhamons grav. Eller Indiana Jones på sporet af Pagtens Ark med blød hat og flodhestepisk. Går man ud af den tangent, opdager man snart, at der hos Boston University slet ikke arbejder to professorer i arkæologi ved navn Christine Morris og Chris Wilson – for de findes slet ikke i virkeligheden. Det hele er, med andre ord, fake news. 

Kritik af Berlingske 

Alle kan begå en fejl, så jeg vil ikke bruge mere plads på at trampe på Bent Blüdnikow. Samtidig kan man mene, at det nok ikke gør den store skade, hvis der nu går nogle Berlingske-læsere rundt og tror, at arkæologer har fundet den trojanske hest nede i Tyrkiet. Til gengæld vil jeg kritisere Berlingske for helt at have slettet artiklen, for jeg kan ikke længere finde den på Berlingske.dk. Det rigtige havde selvfølgelig været at skrive med kursiv i top og bund, at artiklen bygger på falske kilder, og at Berlingske beklager.

Fake news når det er allermest infamt

Eksemplet fra Berlingske er fake news i sin mest klassiske og uskyldige forstand. Ren opspind, som er beregnet til at høste kliks og samle øjenkugler. Artiklen om den trojanske hest søger ikke at påvirke den offentlige opinion, for eksempel ved at opvigle til had mod en bestemt befolkningsgruppe eller en bestemt politiker. Den slags fake news skal man generelt til udlandet for at finde, men desværre er der et aktuelt dansk eksempel på fake news, når det er allermest infamt. Det er naturligvis sagen om, hvordan TV2 Nyhederne mod bedre vidende bragte en falsk historie om den grønlandske politiker Mute B. Egede. En skærpende omstændighed er, at historien blev bragt lige op til det grønlandske valg, hvor Mute B. Egede var kandidat. 

POLI ET, POLI TV2, POLITI 

Nu er Egede blevet landsstyreformand, men han har ikke glemt, hvordan TV2 Nyhederne var indblandet i noget, der grangiveligt ligner et forsøg på at påvirke det grønlandske valg. Han agter derfor at melde TV2 til politiet, hvilket kom frem i forrige uge. Og godt det samme, for bortset fra at TV2 har beklaget og trukket historien tilbage, og selvom den ansvarlige redaktionschef Ulla Østergaard er fløjet fra reden, er der stadig en mængde spørgsmål, som mangler at blive besvaret fra TV2s side. At der er tale om en tv-station, der er ejet af staten, gør selvfølgelig sagen endnu mere pikant. I den forbindelse skal man ikke undlade at spørge sig selv, hvad der mon var sket med TV2s ledelse, hvis TV2 Nyhederne havde bragt en tilsvarende falsk nyhedshistorie om Jakob Ellemann-Jensen eller Mette Frederiksen lige op til et folketingsvalg. 

Den tredje variant  

Der er en tredje variant indenfor fake news. Den har sit udspring i den nomenklatura af særlige rådgivere, pressechefer, spindoktorer og rejsende i fifleri og humbug, som omkranser vores regering. Mange af dem er tidligere journalister, der er gået over til den anden side. De bruger ord som priming og framing og gør sig tanker om, hvorvidt Mette Frederiksen skal have en dueblå eller en sort blazer på. Og så producerer de en lind strøm af fake news, som har til formål at forvride og forvrænge virkeligheden. Det er det, vi også kalder for spin. Et godt eksempel er det aktuelle sort/hvide foto fra Udenrigsministeriets war room, hvor udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen ses med deres håndgangne folk. Trine Bramsen lagde billedet ud på Facebook natten til mandag i sidste uge, og det blev også delt på Forsvarsministeriets officielle Twitter-profil. “Jeg kan oplyse, at det sent søndag aften, under meget vanskelige vilkår, lykkedes Forsvaret at evakuere en gruppe danskere og nordmænd ud af Afghanistan,” skriver hun i billedteksten og fastslår desuden at “vi knokler på højtryk.

En gemen spinmanøvre 

Bortset fra at billedet parafraserer det berømte billede af præsident Obama og hans stab i The Situation Room i Det Hvide Hus fra 2011 (hvor de følger aktionen, som ledte til Osama Bin Ladens død), er der noget forunderligt kitschet over billedet. Som om en barnlig sjæl har tænkt, at det hele bliver mere dokumentarisk, alvorligt og ægte, hvis det er sort/hvidt. Hvad der i realiteten er tale om, er en gemen spinmanøvre, der skal lede opmærksomheden væk fra en bommert af rang. Nemlig at forsvarsminister Trine Bramsen var på Ærø for at sjanghaje sjæle til Socialdemokratiet, mens Kabul blev løbet over ende af Taleban. 

På en måde kan man sige, at når Bramsen lægger billedet fra Udenrigsministeriets war room ud, spreder hun fake news. Hun forsøger at give danskerne et indtryk af, at hun har haft hånden på kogepladen hele weekenden. Men i virkeligheden var hun til koncert i Odense med statsminister Mette Frederiksen om fredagen og på Ærø om søndagen, hvilket jo ikke svarer til at “knokle på højtryk”. 

Spottet og slået til jorden 

Heldigvis har dansk presse set lige igennem Trine Bramsens fotostunt. Ligesom at dansk presse i form af Ekstra Bladet har afsløret TV2 Nyhedernes falske nyhed om Mute B. Egede. Det er det, jeg mener, når jeg siger, at fake news ikke er så stort et problem, som Lisbeth Knudsen og andre aktører gør det til. I langt de fleste tilfælde bliver det udset og slået til jorden. 

Islandske sagaer vs. vestlige moderniseringsteorier

I denne uge hos Frihedsbrevet taler chefredaktør Flemming Rose med den britiske journalist Anatol Lieven, som dækkede mujahedinernes krig mod den sovjetiske besættelsesmagt og det kommunistiske styre i Kabul i 1980’erne – samt Talebans krig mod den vestligt støttede regering efter 2001. Såkaldt kommunisme og demokrati ligner sjovt nok hinanden i Afghanistan. Lieven forklarer ligheder og forskelle, og siger at man får en bedre forståelse af Afghanistans udfordringer, hvis man læser de islandske sagaer, end hvis man studerer vestlige moderniseringsteorier. Mere om det i nyhedsbrevet Fri Tænkning i morgen 🙌🏼

Hvidvask af true crime 

I Mette Høegs nyhedsbrev i denne uge, giver hun en kritik af et nyligt forsøg i London Review of Books på at hvidvaske true crime-genren ved at fremstille den som opbyggelig og feministisk. Det kan du læse mere om i Fri Kritik på onsdag. Og på fredag, i sit nyhedsbrev Fri Tid, skriver Simon Jul om, hvad du skal spise, når du har tømmermænd. 

Hvad jeg ellers går og tænker på 

  • Hvor latterlig en figur Socialdemokraternes nye politiske ordfører Jeppe Bruus gjorde i P1 Debat forleden dag. Han blev spurgt fem gange om al-Qaeda stadig var i Afghanistan og nægtede at svare ja eller nej. Svaret er selvfølgelig ja. 
  • Styrvolten Søren Pind, der er gået totalt bananas på Twitter over at medierne er ude efter hans ven, dommer Søren Seerup. Det var Seerup, der idømte Morten Messerschmidt (DF) en betinget fængselsstraf forleden dag. Efterfølgende kom det frem, at dommer Seerup på sociale medier, herunder på Søren Pinds private Facebook-profil, har været ude med riven efter Messerschmidt og Dansk Folkeparti. Både før og efter dommen. Det går naturligvis ikke, men det er der påfaldende mange mennesker, der ikke forstår. Blandt andet den nye chefredaktør for A4 Medier, Kristian Madsen, der kalder kritikken af Seerup for “vrøvl fra ende til anden” og mener, det hele skyldes et snedigt stykke spin udført af Morten Messerschmidt selv. Jeg synes, det er trist, at A4 har fået en chefredaktør, som ikke forstår, hvad journalistik går ud på.  
  • Opdateringen af CPR-lovgivningen. Et nyt udspil til en lovændring fra indenrigs – og boligminister Kaare Dybvad (S) skal give kommunerne ret til at forlange kontoudskrifter udleveret fra banker for at finde frem til, hvor folk bor. Også arbejdsgivere skal bidrage til adressejagten. Uden at borgerne får noget at vide om det. Hvis man tænker lidt over alle de dybt personlige oplysninger, man kan finde i et kontoudtog, løber det en koldt ned af ryggen. Det mærkeligste er dog, at der er helt stille omkring det ude i folkehavet, men vi er jo også godt vant med en regering, der forsøgte at komme igennem med en epidemilov, hvor staten skulle have lov til at trænge ind i private boliger uden en dommerkendelse. 

Farvel, vi ses 

Mere har jeg ikke at berette i denne ombæring. Jeg skriver igen om en uge. Tak for din tid 👍🏼

Mvh, Mads Brügger, chefredaktør