Fri Mads #14: Som et mare­ridt fil­tre­ret gen­nem LinkedIn


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores lydleverandør.

Var for­ri­ge uge blot en feber­fan­ta­si? Når jeg spør­ger, er det for­di, jeg oprig­tigt er i tvivl, og den­ne nagen­de tvivl er det bæren­de tema i det­te, mit fjor­ten­de, nyheds­brev til dig. Vel­kom­men til, og tak for­di du læser med 🙌🏼

Hvad jeg er sik­ker på

Er, at Fri­heds­bre­vet i sid­ste uge vir­ke­lig ram­te plet med nyheds­bre­vet Fri Politik. 

👉🏼 Der er histo­ri­en om dom­mer Seerup — Mor­ten Mes­ser­s­ch­midts dom­mer i byret­ten — hvor­om vi har fun­det en ræk­ke dom­me, der rej­ser spørgs­mål, om Seerups kom­pe­ten­cer og habilitet. 

👉🏼 Her­til histo­ri­en om, hvor­dan S‑kommunen Hvi­d­ov­re har hyret S‑koryfæet Jens Kra­mer Mik­kel­sen som lob­byist og givet ham næsten en halv mil­li­on skat­te­kro­ner for at få et byg­ge­pro­jekt igen­nem hos den S‑regering, hvor han er for­mand for deres pengeklub. 

👉🏼 Og så histo­ri­en om, hvor­dan stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen har hyret den skan­da­li­se­re­de tid­li­ge­re DR-vært Søren “Café Hack” Dahl til at inter­viewe hen­de på et bizart road show

Det er det, vi kan, og det, vi vil. Men vi har brug for, at du mel­der dig ind i klub­ben, hvis du vil have mere magt­kri­tisk jour­na­li­stik, som ikke er i lom­men på sta­ten. Så kom og vær med.

Hvad jeg også er sik­ker på

Er, at Fri­heds­bre­vet i den­ne uge vir­ke­lig får opgra­de­ret vores jour­na­li­sti­ske muskel­kraft. På ons­dag star­ter nem­lig to nye jour­na­li­ster. Og det er ikke hvem-som-helst, vi får ombord. De er som følger: 

⭐️ Hel­le Fuus­a­ger, der kom­mer til os fra Ekstra Bla­det. Fuus­a­ger er en for­mi­da­bel under­sø­gen­de jour­na­list, der sene­st har udrul­let skan­da­len om psy­ko­lo­gen Micha­el Adam Guul, som en ræk­ke kom­mu­ner har brugt til at afgø­re, om børn skal tvangs­fjer­nes eller ej. 

⭐️ Chri­sti­an Ste­mann, som for­la­der DR til for­del for os. Ste­mann kan man kaste ned med faldskærm, og så går han bare i gang med at under­sø­ge. Det var Ste­mann, som opda­ge­de og løf­te­de sagen om kostsko­len Hav­re­går­den, hvor en lang ræk­ke børn i åre­vis har været udsat for vold, mob­ning og seksu­el­le overgreb.

Vel­kom­men til dem 🎉 

Toto, I have a fee­ling we are not in Kansas anymore 

Og så til sagen: Som sci­en­ce fiction for­fat­te­ren JG Bal­lard engang bemær­ke­de, var det tid­li­ge­re sådan, at den ydre ver­den var noget, man kun­ne sto­le på og hol­de fast i, mens den indre ver­den var fan­ta­si­ens ver­den — upå­li­de­lig, far­lig og fly­den­de. I dag er det omvendt. Igen og igen kig­ger vi på hæn­del­ser, hvor­om man tæn­ker: Fore­går det her vir­ke­lig i virkeligheden? 

Frem­ti­dens oldfrue

De bil­le­der, der slap ud fra Soci­al­de­mo­kra­tiets megawor­ks­hop om frem­ti­dens Dan­mark, som blev afholdt i Mes­se C i Fre­de­ri­cia i tirs­dags, hav­de net­op den­ne distink­te kva­li­tet. Først og frem­mest, for­di Lis­beth Knud­sen, Altin­gets stra­te­gi­ske direk­tør, af uransa­ge­li­ge årsa­ger var til ste­de over det hele. Som om Soci­al­de­mo­kra­ti­et hav­de castet hen­de til rol­len som frem­ti­dens old­frue. Sene­re på ugen præ­sen­te­re­de hun en frisk­bagt under­sø­gel­se, hvor tæn­ket­an­ken Man­dag Mor­gens folk hav­de vist unge men­ne­sker små video­film med eks­per­ter, der tal­te om, at deep fakes og fake news er far­ligt og bekym­ren­de, hvor­ef­ter Man­dag Mor­gen lave­de en menings­må­ling med de selv­sam­me unge men­ne­sker, som ikke over­ra­sken­de viste, at dan­ske unge er “stærkt bekym­re­de” over deep fakes og fake news. Utro­ligt at Lis­beth Knud­sen og Man­dag Mor­gen kan slip­pe afsted med det.

Et Lin­ke­dInsk hor­ror show 

Man scrol­ler vide­re og ser plud­se­lig et foto fra Mes­se C af histo­ri­ke­ren Bo Lide­gaard, tid­li­ge­re che­fre­dak­tør på Poli­ti­ken, stå­en­de på en sce­ne, hvor han for­tæl­ler om grøn omstil­ling. Som om Bo Lide­gaard ved noget som helst om det?! I bag­grun­den sid­der Dan Jør­gen­sen og smi­ler et smør­ret smil. Og ude i kulis­sen løber Rane Wil­ler­s­lev rundt for at sch­mooze med sos­ser­ne. Og så et nyt bil­le­de med Lis­beth Knud­sen fra mes­se­hal­len i Fre­de­ri­cia, nu flan­ke­ret af mænd i jak­ke­sæt, hvor­om en bru­ger på Twit­ter skrev, at de nok er typer­ne, der sid­der og tager fotos af sli­des­hows med deres iPads. Det hele frem­stod som et mare­ridt fil­tre­ret gen­nem LinkedIn. 

Rub down i uden­rigs­po­li­tisk nævn 

Og den­ne kon­stan­te, krib­len­de uaf­gø­r­lig­hed — er det her mon drøm eller vir­ke­lig­hed? — fort­sat­te ugen igen­nem. Man er væk fra nyheds­strøm­men i en time og læser så plud­se­lig en histo­rie fra Ekstra Bla­det, om at Claus Hjort Fre­de­rik­sen har fået mas­sa­ge af sin søn under et for­tro­ligt onli­ne møde i uden­rigs­po­li­tisk nævn. Er det her vir­ke­lig sket i vir­ke­lig­he­den, spør­ger man på ny sig selv. Og ind fra høj­re kom­mer så en lyd­fil, der nær­mest revan­che­rer Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt. Kan vi sto­le på det, vi hører, og hvor­for duk­ker lyd­fi­len først op nu?

Et kol­laps af kompetence 

Sam­ti­dig føjes der hele tiden nye kapit­ler til den ube­gri­be­li­ge kata­stro­fe, som USA’s exit fra Kabul har udvik­let sig til at være. I New York Times skrev den tid­li­ge­re mari­ne­sol­dat, Elli­ot Ack­er­man, hårdt og godt om, hvor­dan vi er vid­ne til det stør­ste “kol­laps af kom­pe­ten­ce” nogen­sin­de. Nor­malt er det kun i drøm­me, at det hele plud­se­lig fal­der sam­men, men læser man i Was­hin­g­ton Post om den bizar­re stem­ning i præ­si­dent­pa­lad­set i Kabul i timer­ne før Tali­ban ind­t­og byen, er det net­op et drøm­me­ag­tigt kon­trol­tab, vi var vid­ner til. Især med sce­nen, hvor præ­si­dent Gha­ni, iført pla­stiks­an­da­ler og en tynd jak­ke, stik­ker af fra præ­si­dent­pa­lad­set i en heli­kop­ter, utro­ligt nok uden at ame­ri­ka­ner­ne var klar over det. 

Man kan sæt­te ølse for og ølse bag, pøl­sen har den sam­me smag

Imens er Danish Crown — som jo lig­ger i per­ma­nent krig med de mest woke men­ne­sker i kon­ge­ri­get, nem­lig vega­ner­ne — plud­se­lig på retræte fra pla­nen om at riste en rune for pøl­se­vog­nen som et sær­ligt dansk kul­tur­fæ­no­men. Til­ba­ge­to­get skyl­des at en soci­al ret­fær­dig­heds­kri­ger på Face­book har har­ce­le­ret over, at Danish Crowns min­de­pla­de for pøl­se­vog­nen — som net­op var ble­vet sat ned i belæg­nin­gen på Råd­hus­plad­sen i Køben­havn — til for­veks­ling lig­ner de små snub­le­sten, der skal min­de os om jøde­r­ne, som blev dræbt under Holo­caust. Nu er min­de­pla­den for pøl­se­vog­nen ble­vet fjer­net og nåe­de ikke engang at være der i et døgn. Som om det aldrig er sket. Som et frag­ment fra en drøm. 

Ben­hård realia

Så er det jo godt, at vi har Fri­heds­bre­vet, som utræt­te­ligt fort­sæt­ter med under­sø­ge, hvad der vir­ke­lig fore­går i den vir­ke­li­ge ver­den. I den­ne uge kan du se frem til, at vi fort­sæt­ter med at udbo­re kor­pora­tio­nen mel­lem Hvi­d­ov­re Kom­mu­ne, Jens Kra­mer Mik­kel­sen og rege­rin­gen. Inter­es­san­te opda­gel­ser og afslø­rin­ger er på vej om den­ne tre­kants­han­del, både i Fri Finans og Fri Politik.

I Met­te Høegs nyheds­brev, Fri Kri­tik, som udkom­mer på ons­dag, kan du læse en anmel­del­se af Ras­mus Thei­sens debut, Andre hunde — som Høeg kal­der “en nøg­tern, ikke-roman­ti­se­ren­de og vægels­in­det skil­dring af de dansk-grøn­land­ske spæn­din­ger — og en mel­lem­ting mel­lem en rej­se­dag­bog og et fik­tiv, dysto­pisk vidnesbyrd.” 

I Fri Tænk­ning taler Flem­m­ing Rose med den egyp­tisk-tyske for­fat­ter Hamed Abdel-Samad. Han er aktu­el i Dan­mark med et psy­ko­a­na­ly­tisk portræt af mus­li­mer­nes pro­fet, Muham­med, som er inspi­re­ret af Sig­mund Freuds bog om jøde­r­nes pro­fet, Moses. I Marok­kos stør­ste avis blev for­fat­te­ren kaldt en ”oplys­nings­fi­gur”, mens tysk pres­se kald­te bogen en ”pro­vo­ka­tion” og dens for­fat­ter for ”isla­mo­fob”. Abdel-Samad siger til Flem­m­ing Rose, at håbet om moder­ni­se­ring af islam skal fin­des i den mus­lim­ske ver­den, hvor han har mødt stør­re for­stå­el­se for sin histo­risk-kri­ti­ske læs­ning af Muham­meds liv end i Europa.

Hvad jeg ellers går og tæn­ker på

1️⃣ Sel­skabs­leg med David Trads: “Mens jeg ser flygt­nin­ge i Kabul Luft­havn, der må med­brin­ge en taske fra et helt liv, tæn­ker jeg: Hvil­ke fem ting vil­le være aller­vig­tigst at tage med på flugt?”, skrev jour­na­li­sten David Trads plud­se­lig på Twit­ter. Så gik det for­stå­e­ligt nok amok, og Trads slet­te­de straks sin opda­te­ring. Siden har Trads gjort gæl­den­de, at han slet ikke kan se en histo­rie i, hvor­dan han skam­løst for­søg­te at lave en quiz ud af en igang­væ­ren­de men­ne­ske­lig tra­ge­die. Men det kan jeg. For­di det er sjovt, i al sin her­li­ge usma­ge­lig­hed, og for­di det siger noget sandt om, hvem David Trads vir­ke­lig er. 

2️⃣ Skal / skal ikke: Købe den fran­ske for­fat­ter Lau­rent Binet’s sene­ste bog, der hed­der Civi­liza­tions. Her fore­stil­ler han sig, på kon­tra­fak­tisk vis, hvad der vil­le være sket, hvis det var inka­er­ne, som hav­de inva­de­ret Euro­pa i det 16 århund­re­de og ikke den anden vej rundt. Binet’s gen­nem­brud­s­ro­man Him­m­lers hjer­ne hed­der Hey­drich (Tider­ne Skif­ter, 2013) er et mester­værk, mens den næste roman, The 7th Fun­ction of Langu­a­ge, var knapt så god. Den sene­ste lyder sjov, men når man læser, at Binet fore­stil­ler sig, at inka­er­ne er søde og fred­sel­sken­de og und­la­der at myr­de løs på euro­pæ­er­ne, bli­ver man omgå­en­de træt og irriteret. 

3️⃣ Bil­le­det af A4’s che­fre­dak­tør Kri­sti­an Mad­sen og hans nye sideki­ck Rei­mer Bo:

Hvad sker der lige for det bil­le­de?! De to sta­rut­ter er tea­met op i A4s nye podcast, Mad­sen og Rei­mer Bo, hvor de taler om poli­tik. I før­ste udga­ve hand­ler det blandt andet om, hvor­dan det er at være spændt for Soci­al­de­mo­kra­ter­nes kampag­ne­vogn. Når man ved, at Kri­sti­an Mad­sen har en for­tid som for­mand for DSU, og Rei­mer Bo har været betalt spør­ge­me­d­ar­bej­der / købt jour­na­list for Soci­al­de­mo­kra­ti­et, må man for­mode, at de to vær­ter vir­ke­lig ved, hvad de taler om. Som sådan min­der det hele lidt om det afsnit af Family Guy, hvor Peter Grif­fin fin­der en metal­de­tek­tor med sin metal­de­tek­tor og sæt­ter dem sammen: 

So long, Farewell, Aufwie­der­se­hn, Goodbye

Mere har jeg ikke mel­de i den­ne ombæ­ring. Skriv ende­lig hvis du har ros eller ris og tips eller tri­cks. Tak for din tid. Jeg er til­ba­ge om en uge 👋🏼

Mvh, che­fre­dak­tør Mads Brügger