Fri Mads #14: Som et mareridt filtreret gennem LinkedIn


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Var for­rige uge blot en feber­fan­tasi? Når jeg spørg­er, er det for­di, jeg oprigtigt er i tvivl, og denne nagende tvivl er det bærende tema i dette, mit fjor­tende, nyheds­brev til dig. Velkom­men til, og tak for­di du læs­er med 🙌🏼

Hvad jeg er sikker på

Er, at Fri­heds­brevet i sid­ste uge virke­lig ramte plet med nyheds­brevet Fri Politik. 

👉🏼 Der er his­to­rien om dom­mer Seerup — Morten Messer­schmidts dom­mer i byret­ten — hvorom vi har fun­det en række domme, der rejs­er spørgsmål, om Seerups kom­pe­tencer og habilitet. 

👉🏼 Her­til his­to­rien om, hvor­dan S‑kommunen Hvi­dovre har hyret S‑koryfæet Jens Kramer Mikkelsen som lob­by­ist og givet ham næsten en halv mil­lion skat­tekro­ner for at få et bygge­pro­jekt igen­nem hos den S‑regering, hvor han er for­mand for deres pengeklub. 

👉🏼 Og så his­to­rien om, hvor­dan statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen har hyret den skan­dalis­erede tidligere DR-vært Søren “Café Hack” Dahl til at inter­viewe hende på et bizart road show rundt omkring i Jylland. 

Det er det, vi kan, og det, vi vil. Men vi har brug for, at du melder dig ind i klubben, hvis du vil have mere magtkri­tisk jour­nal­is­tik, som ikke er i lom­men på stat­en. Så kom og vær med. 

Hvad jeg også er sikker på

Er, at Fri­heds­brevet i denne uge virke­lig får opgraderet vores jour­nal­is­tiske muskelkraft. På ons­dag starter nem­lig to nye jour­nal­is­ter. Og det er ikke hvem-som-helst, vi får ombord. De er som følger: 

⭐️ Helle Fuusager, der kom­mer til os fra Ekstra Bladet. Fuusager er en for­mi­da­bel under­sø­gende jour­nal­ist, der sen­est har udrul­let skan­dalen om psykolo­gen Michael Adam Guul, som en række kom­muner har brugt til at afgøre, om børn skal tvangs­f­jernes eller ej. 

⭐️ Chris­t­ian Ste­mann, som for­lad­er DR til fordel for os. Ste­mann kan man kaste ned med fald­skærm, og så går han bare i gang med at under­søge. Det var Ste­mann, som opdagede og løft­ede sagen om kost­skolen Havregår­den, hvor en lang række børn i åre­vis har været udsat for vold, mob­n­ing og sek­suelle overgreb.

Velkom­men til dem 🎉 

Toto, I have a feeling we are not in Kansas anymore 

Og så til sagen: Som sci­ence fic­tion for­fat­teren JG Bal­lard engang bemærkede, var det tidligere sådan, at den ydre ver­den var noget, man kunne stole på og holde fast i, mens den indre ver­den var fan­tasiens ver­den — upålidelig, farlig og fly­dende. I dag er det omvendt. Igen og igen kig­ger vi på hæn­delser, hvorom man tænker: Foregår det her virke­lig i virkeligheden? 

Fremtidens oldfrue 

De billed­er, der slap ud fra Socialdemokrati­ets mega­work­shop om fremti­dens Dan­mark, som blev afholdt i Messe C i Fred­eri­cia i tirs­dags, havde netop denne dis­tink­te kvalitet. Først og fremmest, for­di Lis­beth Knud­sen, Altingets strate­giske direk­tør, af uransagelige årsager var til stede over det hele. Som om Socialdemokrati­et havde castet hende til rollen som fremti­dens old­frue. Senere på ugen præsen­terede hun en friskbagt under­søgelse, hvor tæn­ke­tanken Mandag Mor­gens folk havde vist unge men­nesker små vide­ofilm med ekspert­er, der talte om, at deep fakes og fake news er farligt og bekym­rende, hvorefter Mandag Mor­gen lavede en meningsmåling med de selvsamme unge men­nesker, som ikke over­rask­ende viste, at danske unge er “stærkt bekym­rede” over deep fakes og fake news. Utroligt at Lis­beth Knud­sen og Mandag Mor­gen kan slippe afst­ed med det.

Et LinkedInsk horror show 

Man scroller videre og ser plud­selig et foto fra Messe C af his­torik­eren Bo Lide­gaard, tidligere chefredak­tør på Poli­tiken, stående på en scene, hvor han fortæller om grøn omstill­ing. Som om Bo Lide­gaard ved noget som helst om det?! I bag­grun­den sid­der Dan Jør­gensen og smil­er et smør­ret smil. Og ude i kulis­sen løber Rane Willer­slev rundt for at schmooze med sosserne. Og så et nyt billede med Lis­beth Knud­sen fra messe­hallen i Fred­eri­cia, nu flankeret af mænd i jakkesæt, hvorom en bruger på Twit­ter skrev, at de nok er type­r­ne, der sid­der og tager fotos af slideshows med deres iPads. Det hele frem­stod som et mareridt fil­tr­eret gen­nem LinkedIn. 

Rub down i udenrigspolitisk nævn 

Og denne kon­stante, kri­blende uafgørlighed — er det her mon drøm eller virke­lighed? — fort­sat­te ugen igen­nem. Man er væk fra nyhedsstrøm­men i en time og læs­er så plud­selig en his­to­rie fra Ekstra Bladet, om at Claus Hjort Fred­erik­sen har fået mas­sage af sin søn under et fortroligt online møde i uden­rigspoli­tisk nævn. Er det her virke­lig sket i virke­lighe­den, spørg­er man på ny sig selv. Og ind fra højre kom­mer så en lyd­fil, der nærmest revancher­er Morten Messer­schmidt. Kan vi stole på det, vi hør­er, og hvor­for dukker lyd­filen først op nu?

Et kollaps af kompetence 

Sam­tidig føjes der hele tiden nye kapitler til den ube­gri­belige katas­trofe, som USA’s exit fra Kab­ul har udviklet sig til at være. I New York Times skrev den tidligere mari­nesol­dat, Elliot Ack­er­man, hårdt og godt om, hvor­dan vi er vidne til det største “kol­laps af kom­pe­tence” nogensinde. Nor­malt er det kun i drømme, at det hele plud­selig falder sam­men, men læs­er man i Wash­ing­ton Post om den bizarre stemn­ing i præsi­dent­pal­ad­set i Kab­ul i timerne før Tal­iban ind­tog byen, er det netop et drøm­meagtigt kon­troltab, vi var vid­ner til. Især med sce­nen, hvor præsi­dent Ghani, iført plas­tik­san­daler og en tynd jakke, stikker af fra præsi­dent­pal­ad­set i en helikopter, utroligt nok uden at amerikan­erne var klar over det. 

Man kan sætte ølse for og ølse bag, pølsen har den samme smag

Imens er Dan­ish Crown — som jo lig­ger i per­ma­nent krig med de mest woke men­nesker i kon­geriget, nem­lig veg­an­erne — plud­selig på retræte fra pla­nen om at riste en rune for pøl­sevog­nen som et særligt dan­sk kul­tur­fænomen. Tilbage­to­get skyldes at en social ret­færdighed­skriger på Face­book har harcel­eret over, at Dan­ish Crowns min­de­plade for pøl­sevog­nen — som netop var blevet sat ned i belægnin­gen på Råd­hus­plad­sen i Køben­havn — til forvek­sling lign­er de små snublesten, der skal minde os om jøderne, som blev dræbt under Holo­caust. Nu er min­de­pladen for pøl­sevog­nen blevet fjer­net og nåede ikke engang at være der i et døgn. Som om det aldrig er sket. Som et frag­ment fra en drøm. 

Benhård realia 

Så er det jo godt, at vi har Fri­heds­brevet, som utræt­teligt fort­sæt­ter med under­søge, hvad der virke­lig foregår i den virke­lige ver­den. I denne uge kan du se frem til, at vi fort­sæt­ter med at udbore kor­po­ra­tio­nen mellem Hvi­dovre Kom­mune, Jens Kramer Mikkelsen og regerin­gen. Inter­es­sante opdagelser og afs­løringer er på vej om denne trekantshan­del, både i Fri Finans og Fri Politik.

I Mette Høegs nyheds­brev, Fri Kri­tik, som udkom­mer på ons­dag, kan du læse en anmeldelse af Ras­mus Theisens debut, Andre hunde — som Høeg kalder “en nøgtern, ikke-roman­tis­erende og vægelsin­det skildring af de dan­sk-grøn­landske spændinger — og en mellemt­ing mellem en rejsedag­bog og et fik­tiv, dystopisk vidnesbyrd.” 

I Fri Tænkn­ing taler Flem­ming Rose med den egyp­tisk-tyske for­fat­ter Hamed Abdel-Samad. Han er aktuel i Dan­mark med et psyko­an­a­lytisk portræt af mus­limernes pro­fet, Muhammed, som er inspir­eret af Sig­mund Freuds bog om jødernes pro­fet, Moses. I Marokkos største avis blev for­fat­teren kaldt en ”oplysnings­fig­ur”, mens tysk presse kaldte bogen en ”pro­voka­tion” og dens for­fat­ter for ”islam­o­fob”. Abdel-Samad siger til Flem­ming Rose, at håbet om mod­erniser­ing af islam skal find­es i den mus­limske ver­den, hvor han har mødt større forståelse for sin his­torisk-kri­tiske læs­ning af Muhammeds liv end i Europa.

Hvad jeg ellers går og tænker på

1️⃣ Sel­sk­ab­s­leg med David Trads: “Mens jeg ser fly­gt­ninge i Kab­ul Lufthavn, der må med­bringe en taske fra et helt liv, tænker jeg: Hvilke fem ting ville være allervigtigst at tage med på flugt?”, skrev jour­nal­is­ten David Trads plud­selig på Twit­ter. Så gik det forståeligt nok amok, og Trads slet­tede straks sin opda­ter­ing. Siden har Trads gjort gældende, at han slet ikke kan se en his­to­rie i, hvor­dan han skam­løst forsøgte at lave en quiz ud af en igangværende men­neske­lig tragedie. Men det kan jeg. For­di det er sjovt, i al sin herlige usmage­lighed, og for­di det siger noget sandt om, hvem David Trads virke­lig er. 

2️⃣ Skal / skal ikke: Købe den franske for­fat­ter Lau­rent Binet’s sen­este bog, der hed­der Civ­i­liza­tions. Her forestiller han sig, på kon­trafak­tisk vis, hvad der ville være sket, hvis det var inkaerne, som havde invaderet Europa i det 16 århun­drede og ikke den anden vej rundt. Binet’s gen­nem­brud­sro­man Himm­lers hjerne hed­der Hey­drich (Tiderne Skifter, 2013) er et mester­værk, mens den næste roman, The 7th Func­tion of Lan­guage, var knapt så god. Den sen­este lyder sjov, men når man læs­er, at Binet forestiller sig, at inkaerne er søde og fred­selsk­ende og und­lad­er at myrde løs på europæerne, bliv­er man omgående træt og irriteret. 

3️⃣ Billedet af A4’s chefredak­tør Kris­t­ian Mad­sen og hans nye side­kick Reimer Bo:

 

Hvad sker der lige for det billede?! De to starut­ter er teamet op i A4s nye pod­cast, Mad­sen og Reimer Bo, hvor de taler om poli­tik. I første udgave han­dler det blandt andet om, hvor­dan det er at være spændt for Socialdemokrater­nes kam­pag­nevogn. Når man ved, at Kris­t­ian Mad­sen har en for­tid som for­mand for DSU, og Reimer Bo har været betalt spørgemedar­be­jder / købt jour­nal­ist for Socialdemokrati­et, må man for­mode, at de to værter virke­lig ved, hvad de taler om. Som sådan min­der det hele lidt om det afs­nit af Fam­i­ly Guy, hvor Peter Grif­fin find­er en met­alde­tek­tor med sin met­alde­tek­tor og sæt­ter dem sammen: 

So long, Farewell, Aufwiedersehn, Goodbye

Mere har jeg ikke melde i denne ombæring. Skriv endelig hvis du har ros eller ris og tips eller tricks. Tak for din tid. Jeg er tilbage om en uge 👋🏼

Mvh, chefredak­tør Mads Brügger