Fri Mads #14: Som et mareridt filtreret gennem LinkedIn

Var forrige uge blot en feberfantasi? Når jeg spørger, er det fordi, jeg oprigtigt er i tvivl, og denne nagende tvivl er det bærende tema i dette, mit fjortende, nyhedsbrev til dig. Velkommen til, og tak fordi du læser med 🙌🏼

Hvad jeg er sikker på

Er, at Frihedsbrevet i sidste uge virkelig ramte plet med nyhedsbrevet Fri Politik. 

👉🏼 Der er historien om dommer Seerup – Morten Messerschmidts dommer i byretten – hvorom vi har fundet en række domme, der rejser spørgsmål, om Seerups kompetencer og habilitet.  

👉🏼 Hertil historien om, hvordan S-kommunen Hvidovre har hyret S-koryfæet Jens Kramer Mikkelsen som lobbyist og givet ham næsten en halv million skattekroner for at få et byggeprojekt igennem hos den S-regering, hvor han er formand for deres pengeklub. 

👉🏼 Og så historien om, hvordan statsminister Mette Frederiksen har hyret den skandaliserede tidligere DR-vært Søren “Café Hack” Dahl til at interviewe hende på et bizart road show rundt omkring i Jylland. 

Det er det, vi kan, og det, vi vil. Men vi har brug for, at du melder dig ind i klubben, hvis du vil have mere magtkritisk journalistik, som ikke er i lommen på staten. Så kom og vær med. 

Hvad jeg også er sikker på

Er, at Frihedsbrevet i denne uge virkelig får opgraderet vores journalistiske muskelkraft. På onsdag starter nemlig to nye journalister. Og det er ikke hvem-som-helst, vi får ombord. De er som følger: 

⭐️ Helle Fuusager, der kommer til os fra Ekstra Bladet. Fuusager er en formidabel undersøgende journalist, der senest har udrullet skandalen om psykologen Michael Adam Guul, som en række kommuner har brugt til at afgøre, om børn skal tvangsfjernes eller ej. 

⭐️ Christian Stemann, som forlader DR til fordel for os. Stemann kan man kaste ned med faldskærm, og så går han bare i gang med at undersøge. Det var Stemann, som opdagede og løftede sagen om kostskolen Havregården, hvor en lang række børn i årevis har været udsat for vold, mobning og seksuelle overgreb.

Velkommen til dem 🎉 

Toto, I have a feeling we are not in Kansas anymore 

Og så til sagen: Som science fiction forfatteren JG Ballard engang bemærkede, var det tidligere sådan, at den ydre verden var noget, man kunne stole på og holde fast i, mens den indre verden var fantasiens verden – upålidelig, farlig og flydende. I dag er det omvendt. Igen og igen kigger vi på hændelser, hvorom man tænker: Foregår det her virkelig i virkeligheden? 

Fremtidens oldfrue 

De billeder, der slap ud fra Socialdemokratiets megaworkshop om fremtidens Danmark, som blev afholdt i Messe C i Fredericia i tirsdags, havde netop denne distinkte kvalitet. Først og fremmest, fordi Lisbeth Knudsen, Altingets strategiske direktør, af uransagelige årsager var til stede over det hele. Som om Socialdemokratiet havde castet hende til rollen som fremtidens oldfrue. Senere på ugen præsenterede hun en friskbagt undersøgelse, hvor tænketanken Mandag Morgens folk havde vist unge mennesker små videofilm med eksperter, der talte om, at deep fakes og fake news er farligt og bekymrende, hvorefter Mandag Morgen lavede en meningsmåling med de selvsamme unge mennesker, som ikke overraskende viste, at danske unge er “stærkt bekymrede” over deep fakes og fake news. Utroligt at Lisbeth Knudsen og Mandag Morgen kan slippe afsted med det.

Et LinkedInsk horror show 

Man scroller videre og ser pludselig et foto fra Messe C af historikeren Bo Lidegaard, tidligere chefredaktør på Politiken, stående på en scene, hvor han fortæller om grøn omstilling. Som om Bo Lidegaard ved noget som helst om det?! I baggrunden sidder Dan Jørgensen og smiler et smørret smil. Og ude i kulissen løber Rane Willerslev rundt for at schmooze med sosserne. Og så et nyt billede med Lisbeth Knudsen fra messehallen i Fredericia, nu flankeret af mænd i jakkesæt, hvorom en bruger på Twitter skrev, at de nok er typerne, der sidder og tager fotos af slideshows med deres iPads. Det hele fremstod som et mareridt filtreret gennem LinkedIn. 

Rub down i udenrigspolitisk nævn 

Og denne konstante, kriblende uafgørlighed – er det her mon drøm eller virkelighed? – fortsatte ugen igennem. Man er væk fra nyhedsstrømmen i en time og læser så pludselig en historie fra Ekstra Bladet, om at Claus Hjort Frederiksen har fået massage af sin søn under et fortroligt online møde i udenrigspolitisk nævn. Er det her virkelig sket i virkeligheden, spørger man på ny sig selv. Og ind fra højre kommer så en lydfil, der nærmest revancherer Morten Messerschmidt. Kan vi stole på det, vi hører, og hvorfor dukker lydfilen først op nu?

Et kollaps af kompetence 

Samtidig føjes der hele tiden nye kapitler til den ubegribelige katastrofe, som USA’s exit fra Kabul har udviklet sig til at være. I New York Times skrev den tidligere marinesoldat, Elliot Ackerman, hårdt og godt om, hvordan vi er vidne til det største “kollaps af kompetence” nogensinde. Normalt er det kun i drømme, at det hele pludselig falder sammen, men læser man i Washington Post om den bizarre stemning i præsidentpaladset i Kabul i timerne før Taliban indtog byen, er det netop et drømmeagtigt kontroltab, vi var vidner til. Især med scenen, hvor præsident Ghani, iført plastiksandaler og en tynd jakke, stikker af fra præsidentpaladset i en helikopter, utroligt nok uden at amerikanerne var klar over det. 

Man kan sætte ølse for og ølse bag, pølsen har den samme smag

Imens er Danish Crown – som jo ligger i permanent krig med de mest woke mennesker i kongeriget, nemlig veganerne – pludselig på retræte fra planen om at riste en rune for pølsevognen som et særligt dansk kulturfænomen. Tilbagetoget skyldes at en social retfærdighedskriger på Facebook har harceleret over, at Danish Crowns mindeplade for pølsevognen – som netop var blevet sat ned i belægningen på Rådhuspladsen i København – til forveksling ligner de små snublesten, der skal minde os om jøderne, som blev dræbt under Holocaust. Nu er mindepladen for pølsevognen blevet fjernet og nåede ikke engang at være der i et døgn. Som om det aldrig er sket. Som et fragment fra en drøm. 

Benhård realia 

Så er det jo godt, at vi har Frihedsbrevet, som utrætteligt fortsætter med undersøge, hvad der virkelig foregår i den virkelige verden. I denne uge kan du se frem til, at vi fortsætter med at udbore korporationen mellem Hvidovre Kommune, Jens Kramer Mikkelsen og regeringen. Interessante opdagelser og afsløringer er på vej om denne trekantshandel, både i Fri Finans og Fri Politik.

I Mette Høegs nyhedsbrev, Fri Kritik, som udkommer på onsdag, kan du læse en anmeldelse af Rasmus Theisens debut, Andre hunde – som Høeg kalder “en nøgtern, ikke-romantiserende og vægelsindet skildring af de dansk-grønlandske spændinger – og en mellemting mellem en rejsedagbog og et fiktiv, dystopisk vidnesbyrd.” 

I Fri Tænkning taler Flemming Rose med den egyptisk-tyske forfatter Hamed Abdel-Samad. Han er aktuel i Danmark med et psykoanalytisk portræt af muslimernes profet, Muhammed, som er inspireret af Sigmund Freuds bog om jødernes profet, Moses. I Marokkos største avis blev forfatteren kaldt en ”oplysningsfigur”, mens tysk presse kaldte bogen en ”provokation” og dens forfatter for ”islamofob”. Abdel-Samad siger til Flemming Rose, at håbet om modernisering af islam skal findes i den muslimske verden, hvor han har mødt større forståelse for sin historisk-kritiske læsning af Muhammeds liv end i Europa.

Hvad jeg ellers går og tænker på

1️⃣ Selskabsleg med David Trads: “Mens jeg ser flygtninge i Kabul Lufthavn, der må medbringe en taske fra et helt liv, tænker jeg: Hvilke fem ting ville være allervigtigst at tage med på flugt?”, skrev journalisten David Trads pludselig på Twitter. Så gik det forståeligt nok amok, og Trads slettede straks sin opdatering. Siden har Trads gjort gældende, at han slet ikke kan se en historie i, hvordan han skamløst forsøgte at lave en quiz ud af en igangværende menneskelig tragedie. Men det kan jeg. Fordi det er sjovt, i al sin herlige usmagelighed, og fordi det siger noget sandt om, hvem David Trads virkelig er.  

2️⃣ Skal / skal ikke: Købe den franske forfatter Laurent Binet’s seneste bog, der hedder Civilizations. Her forestiller han sig, på kontrafaktisk vis, hvad der ville være sket, hvis det var inkaerne, som havde invaderet Europa i det 16 århundrede og ikke den anden vej rundt. Binet’s gennembrudsroman Himmlers hjerne hedder Heydrich (Tiderne Skifter, 2013) er et mesterværk, mens den næste roman, The 7th Function of Language, var knapt så god. Den seneste lyder sjov, men når man læser, at Binet forestiller sig, at inkaerne er søde og fredselskende og undlader at myrde løs på europæerne, bliver man omgående træt og irriteret. 

3️⃣ Billedet af A4’s chefredaktør Kristian Madsen og hans nye sidekick Reimer Bo:

 

Hvad sker der lige for det billede?! De to starutter er teamet op i A4s nye podcast, Madsen og Reimer Bo, hvor de taler om politik. I første udgave handler det blandt andet om, hvordan det er at være spændt for Socialdemokraternes kampagnevogn. Når man ved, at Kristian Madsen har en fortid som formand for DSU, og Reimer Bo har været betalt spørgemedarbejder / købt journalist for Socialdemokratiet, må man formode, at de to værter virkelig ved, hvad de taler om. Som sådan minder det hele lidt om det afsnit af Family Guy, hvor Peter Griffin finder en metaldetektor med sin metaldetektor og sætter dem sammen: 

So long, Farewell, Aufwiedersehn, Goodbye

Mere har jeg ikke melde i denne ombæring. Skriv endelig hvis du har ros eller ris og tips eller tricks. Tak for din tid. Jeg er tilbage om en uge 👋🏼

Mvh, chefredaktør Mads Brügger