For lige at tage sorgerne på forskud‚ så bliver dette min sidste stuegang i et længere stykke tid. I værste fald i hele seks måneder. Jeg er nemlig blevet idømt karantæne af Folketingets præsidium for noget så specielt som “manglende situationsforståelse”, og hvis man som læser hænger på til slutningen af denne beretning, har jeg tænkt mig at uddybe, hvordan jeg er havnet i denne prekære situation.
Men først skal vi tilbage til den 27. marts, om eftermiddagen, hvor jeg i udkanten af Borgens perimeter observerede forhenværende folketingsmedlem og nuværende direktør for Økologisk Landsforening, Rasmus Prehn (S). Han stod i det funklende klare solskin og talte i telefon, og vi fik lige vinket til hinanden, og ved selvsyn kunne jeg konstatere, at Prehn var i bedre humør end nogensinde. Jeg taler om supergodt humør, simpelthen. Der er heller ikke noget, der er så befordrende for folketingsmedlemmernes sindstilstand som at slippe ud af Borgens musehjul og så få sig en ordentlig, fed lobbytjans. Som Kamala Harris sikkert ville sige det, var Rasmus Prehn blevet en person, der nu var “ubebyrdet af det, der kunne have været.”
Nybegynder på Borgen
Inde på Borgen skulle jeg til bogreception. Kemikeren Karin Liltorp – forhenværende medlem af Moderaterne, og nuværende medlem af Alternativet – var langt om længe udkommet med sin selvudgivne bog, som endte med at få titlen Nybegynder på Borgen. I den anledning bød hun på et glas vin i et lavloftet lokale ved siden af trappen til Vandrehallen.
Dagen forinden havde der ude i Provianten været reception for forhenværende medlem af Moderaterne og nuværende løsgænger Jeppe Søes bog Jeppe på Borgen. Her var jeg ikke med, men jeg har ladet mig fortælle, at fremmødet havde været lidt pauvert. Til gengæld havde jeg læst i Jeppe Søes bog, som er et ufatteligt værk. Ufatteligt, fordi den er helt utroligt dårlig, men dårlig i en grad, så det ufrivilligt ender med at blive en særegen kvalitet. Det, som gør Jeppe på Borgen til underholdende læsning, er, at Jeppe Søe selv er medforfatter, han er på byline sammen med Axel Bøie Boisen, men samtidig er bogen skrevet i tredje person, hvor man følger hovedpersonen Jeppe i tykt og tyndt. Denne Jeppe er i alle henseender en helvedes karl, og det er svært ikke at grine, når man tænker på, at det er Jeppe Søe selv, der har siddet og skrevet om dette geniale væsen Jeppe.
Til gengæld trækker det gevaldigt ned, at Jeppe Søe ikke har detoneret den bombe under Moderaterne, som han antydede, at han lå inde med, da han under sit brud med partiet fortalte om, at han var i besiddelse af mange tusinder af SMS’er og emails fra Moderaternes begyndelse og frem til i dag. Dette sprængfarlige materiale mærker man ikke meget til i Jeppe på Borgen, og det virker snarere, som om Jeppe Søe holder hånden under Lars Løkke Rasmussen, som han i øvrigt har en klar faderbinding til.
En kvinde, der er fanget i et mareridt
“Tillykke med bogen,” sagde jeg til Karin Liltorp, da jeg trådte ind i lokalet.
“Jo, tak skal du have, og velkommen til,” svarede Karin Liltorp, som var klædt i en rød kjoledragt.
“Er det din første bog?” spurgte jeg så.
“Nej, jeg har skrevet en bestseller, der hedder Determination of particle size in the pharmaceutical industry,” svarede Karin Liltorp, hvilket jo var godt ord igen.
“Den skal jeg have fat i,” svarede jeg, og spurgte så:
“Hvordan går det ovre hos Alternativet?
“Det går supergodt! Jeg er så glad. Det er lige mig,” svarede Karin Liltorp.
Hvilket man dog (parentes bemærket) godt kan være i tvivl om, når man ser Karin Liltorps ansigtsudtryk på gruppebilledet fra det “innovationslaboratorium”, hun for nylig deltog i hos Uffe Elbæks Tomorrow Collective sammen med resten af Alternativets folketingsgruppe. Faktisk ligner hun en kvinde, der er fanget i et mareridt.
“Hvis man er journalist, er der så nogle afsløringer i din bog?” ville jeg vide.
“Nej, den er røvkedelig,” lød det fra Karin Liltorp, som helt klart også var ubebyrdet af det, som kunne have været.
Politisk sex-Pokémon-jæger
Sådan vil jeg nu ikke beskrive Karin Liltorps bog. Faktisk er den helt uden for kategori. Visse steder minder den ligefrem om en børnebog. Eller rettere sagt; et besynderligt kryds mellem en debatbog og en børnebog. Især er jeg vild med de mærkelige, små faktabokse, man finder rundt omkring i bogen.
Oprindeligt skulle Nybegynder på Borgen have heddet Livet er ikke fair, og fairness er noget, der ligger Karin Liltorp meget på sinde. Det er nærmest bogens overordnede tema. Hun er chokeret over at opdage, at hun bliver bagtalt “i fuld offentlighed” af tre socialdemokratiske politikere. Hun er forbløffet over at konstatere, at der er et hierarki på Borgen og en hakkeorden hos Moderaterne. Præcis som der er på stort set alle andre arbejdspladser i dette land.
“Der vil altid være nogen, der taler bag din ryg, og der vil altid være nogen, der trækker dig ned,” skriver Karin Liltorp.
I lange stræk er hendes bog faktisk røvkedelig, men lige pludselig sker der alligevel noget. Det gør der en tredjedel inde i bogen, da Karin Liltorp skriver om en festlig sammenkomst i starten af 2023, hvor hun kommer til at sidde ved siden af en tidligere politiker; en mand, hun kalder en “ægte veteran fra SF”. Denne SF-veteran fortæller så Karin Liltorp, at det var meget sjovere i gamle dage på Borgen, hvor han “var lykkedes med at knalde en fra hvert parti”.
“Dog ikke Pia Kjærsgaard. Men det var ikke, fordi jeg ikke prøvede, mange gange, men fik altid et nej,” citerer Karin Liltorp denne politiske sex-Pokémon-jæger for at have sagt.
Hvem denne mandlige SF-veteran kan være, vil jeg helt overlade til mine læsere at gætte sig frem til, men skal man bruge udelukkelsesmetoden, tror jeg godt, vi kan være enige om, at det nok ikke er Steen Gade.
Karin Liltorps reception var i øvrigt velbesøgt, der dukkede flere medlemmer af Moderaternes folketingsgruppe op, og så blev der afsunget en Sigurd Barrett-sang (“Hvor du sætter din fod)”, og på det til lejligheden opstillede musikanlæg blev der spillet Michael Falch. Karin Liltorp er nemlig stor fan af Michael Falch, som hun også citerer i bogen.
“Summa summarum, der er så lidt, vi ved,” lyder citatet.
Sosse-Sass
Jeg forlod Karin Liltorps reception og gik en hurtig stuegang. Stemningen var mærkelig, og her skal det indskydes at grundtonen i Folketingets generelle ambience i forvejen er mærkelighed. Så stemningen var mere mærkelig end normalt.
Selvom det var nogle dage siden, at det var kommet frem, var det der stadig i luften. Jeg tænker naturligvis på tidligere erhvervsminister og gruppeformand Henrik Sass Larsen (S), som til august skal i retten tiltalt for besiddelse af helt enorme mængder børneporno… eller “overgrebsmateriale med mindreårige”, som det hedder nu om stunder. Plus en sexdukke i børnestørrelse.
Henrik Sass Larsen bedyrer, at der skam er en rigtig god forklaring på det hele, og hvis jeg hører rigtigt på vandrørene, går hans defensorat på, at han har været en slags pædofiljæger i sin fritid. Eller noget i den stil. Men det harmonerer bare dårligt med, at han – efter at politiet ransager hans hjem første gang og her finder en række krypterede devices spækket med belastende materiale – efterfølgende går i gang med at opbygge en ny samling overgrebsmateriale, som politiet så finder, da de ransager hans hjem for anden gang. Man må da også formode, at anklagemyndigheden ikke helt har købt Henrik Sass Larsens søforklaring om, at han er en slags pædofiljægernes Indiana Jones, siden de har rejst tiltale mod ham.
Alt dette kaster selvfølgelig lange skygger ind over Socialdemokratiet, hvor Sosse-Sass engang gav den i rollen som partiets brutale chefindpisker. For hvor meget har de egentlig vidst om Sass’s tilbøjeligheder, og hvornår har de vidst det? For udenforstående har det længe været tydeligt, at Sass havde det dårligt, men når alle talte om‚ at Sass åbenlyst havde det dårligt, har der så ikke været nogen i Socialdemokratiets ledelse, der har talt om, hvorfor Sass har det dårligt?
Har de vidst noget, vi andre ikke vidste?
I hvert fald er denne skribent vidende om, at mindst en partileder fra et oppositionsparti var blevet forhåndsorienteret om tiltalen mod Sass, før det kom frem i medierne, så hvor længe har det været kendt i Borgens gange, at dette var på vej?
Og så er der selvfølgelig tragediens ubærlige tyngde, for historien om Sass er mørk som det sorte materiale, der svæver rundt ude i universet. Et par enkelte punktnedslag på tidslinjen kunne for eksempel være hans forræderi mod Mogens Lykketoft (S) i sammensværgelse med mesteren i beskidte, politiske tricks Svend Gunbak. Eller det hyggekorrupte triumvirat i Køge med Tommy Kamp og rockeren Suzuki Torben, hvor der blev spist gratis på Café Vanilla.
Kan det blive mere tarveligt? Er der ingen nedre grænse for, hvornår man diskvalificerer sig som socialdemokratisk politiker? Det var der hos PET, som ikke ville sikkerhedsgodkende Sass. Men ikke hos Socialdemokratiet, som tog ham til nåde, og sammen med Mette Frederiksen og Martin Rossen smedede han så den heksering, som bragte Mette Frederiksen til magten.
Selv da han forlod Folketinget under valgkampen i 2019, fortsatte partiet med at give Sass lækre ben at gnave i. Som med bestyrelsesposten i Nordsøenheden, der beriger ham med 132.000 kroner om året. Når man sidder der, havner man på PEP-listen over særligt eksponerede politiske personer, hvilket ironisk var derigennem, at politiet kom på sporet af Sass’ interesse for misbrug af børn.
Optræk til ministerstorm
Noget andet, der skabte uro i hønsegården, var, at der var en ministerstorm på vej. Klimaminister Lars Aagaards (M) hoved på et fad var kravet, jeg hørte i Borgens gange.
Kort sagt handler sagen om, at det statslige Energinet sidste år sendte udkastet til en pressemeddelse forbi Klima- og Energiministeriet, hvor det meddeles, at en god bid af de cirka 200 infrastrukturelle projekter, der skal rulle grøn strøm ud i landet, var blevet markant forsinket. Så blev der råbt vagt i gevær i toppen af Klima- og Energiministeriet, der bad om, at pressemeddelelsen blev holdt tilbage. Undskyldningen var, at den kunne påvirke igangværende forhandlinger. Hvilket ikke gav mening, for på det tidspunkt var der ingen igangværende forhandlinger, som denne pressemeddelelse kunne påvirke. Derfor blev pressemeddelelsen aldrig sendt ud, og klimaudvalget blev ikke orienteret om forsinkelserne. Alt dette har Zetland dygtigt gravet ud, og sidenhen har Lars Aagaard været ude at undskylde, men der dukker hele tiden nye oplysninger op, som øger presset på klimaministeren. For eksempel at sagen med pressemeddelelsen også har været forbi regeringstoppen.
Alt dette når sit klimaks til et møde i Klima‑, Energi- og Forsyningsudvalget onsdag den 9. april klokken otte om morgenen. Her skal Lars Aagaard til sit livs vildeste skole-hjem-samtale med et klimaudvalg, hvor der er bred enighed om, at han har været træls over en længere periode. Og arrogant.
Så vidt nørderne kan regne sig frem til, er oppositionen så tæt på at have samlet et flertal mod Lars Aaagaard, at det i sidste ende måske kommer an på, hvad de to løsgængere Jon Stephensen og Mike Fonseca mener om sagen. Ender det med et mistillidsvotum, ryger ikke kun Lars Aagaard, siger en sædvanligvis velorienteret kilde til mig. For så vil socialdemokraterne meddele Moderaterne, at så små som de er blevet, giver det langt bedre mening, at en socialdemokrat overtager posten som klimaminister.
Spørg mig lige, om jeg gerne ville stå klar foran Klima‑, Energi- og Forsyningsudvalgets samrådsværelse på onsdag klokken 8 for at se, hvad der sker med Lars Aagaard. Men det kommer jeg ikke til, for jeg er nemlig blevet idømt karantæne af Folketingets præsidium, hvilket jeg vil redegøre for nu.
Med andre ord er det blevet tid til lidt ind- og udbakke.
Ind- og udbakke
Normalt inddrager jeg ikke mine læsere i de tilbagemeldinger, jeg får på mine epistler fra Borgen, hvad enten der er tale om ros eller ris. Men der er sket det for mig ret så opsigtsvækkende, at Venstres politiske ordfører Jan E. Jørgensen simpelthen har klaget til Folketingets præsidium over den – synes jeg selv – fejende flotte reportage, jeg begik om hans 60-års fødselsdagsreception i Snapstinget.
Så her tænker jeg, at jeg vil gøre en undtagelse, dels for gennemsigtighedens skyld og dels, fordi klagen siger en hel masse interessant om, hvem Jan E. Jørgensen er som menneske. I hvert fald kan man sige, at han er bebyrdet af det, som har været.
Når jeg skriver, at det er ret opsigtsvækkende, er det dels, fordi Jan E. Jørgensen er politisk ordfører og derfor i sagens natur bør kunne tåle lidt af hvert, men sjovt nok kan han ikke tåle lidt af hvert. Han er faktisk helt utroligt sart og er et slående eksempel på en forfængelig og ømskindet politiker, der vil behandles som en højvelbårenhed.
For det andet startede det hele sjovt nok med, at Jan E. Jørgensen uopfordret skrev til mig, og spurgte om han, citat, måtte “få originalen af tegningen af Jakob Ellemann og mig som Snobberne? I så fald vil den blive indrammet og hængt op på en fremtrædende plads på mit hjørnekontor,” tilbød han gavmildt.
Her skal jeg ærligt indrømme, at jeg først spurgte mig selv, om Jan E. Jørgensen overhovedet havde læst min reportage fra hans fødselsdagsreception, for der var jo godt med svirp i den, men det skulle ikke komme an på det. Min næste tanke var en følelse af ærgrelse, for det er jo altid lidt ærgerligt at blive omfavnet af politikere, som har været genstand for min pen. For det er jo ikke meningen med det hele, men igen; det skulle ikke komme an på det.
Så jeg svarede venligt tilbage, at jeg ville sørge for, at Jan E. Jørgensen fik et print af tegningen tilsendt. Bemærk i øvrigt her, at Jan E. Jørgensen, som jo er kulturordfører, tilsyneladende er af den opfattelse, at han ikke skal betale for en tegning, som en professionel bladtegner har brugt tid og kræfter på, men at det er løn nok i sig selv at blive hængt op på hans hjørnekontor.
Det næste, der sker, er, at jeg får endnu en mail fra Jan E. Jørgensen, men denne gang har piben fået en helt anden lyd.
Her skriver Jan E. Jørgensen følgende:
“Kære Mads,
For en god ordens skyld skal du vide, at jeg har klaget over din artikel i forbindelse med min reception. Du var ikke inviteret, og du spurgte ikke, om du var velkommen, og i givet fald på hvilke præmisser. Meget af din – meget lange – artikel er helt fin – din beskrivelse af koret, min mor, nogle af talerne – helt inden for skiven, og momentvist endda morsomt, men det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan deltage i en reception uden at skulle interviewes om alt muligt fødselaren/jubilaren helt uvedkommende – eksempelvis dine krydsforhør af Lars Findsen og Bergur Løkke.
Meget andet i artiklen er efter min opfattelse helt grænseoverskridende. Din beskrivelse af Mogens Jensens grovæderi – som oven i købet er faktuelt forkert – Løkkegaards tur i sociolance til et psykiatrisk hospital – min hustrus bedrøvelige udtryk, som må skyldes smerten ved at være gift med en politiker.”
Citat slut. Her springer jeg lige ind, for at understrege, at nu tager Jan E. Jørgensens e‑mail en drejning, som virkelig kommer bag på mig. Han skriver:
“Jeg legede faktisk lidt med tanken om at skrive et ekstra kapitel omhandlende dig, din hustru, dit udseende, din mentale sindstilstand.
‘Sveden fra Mads Brüggers skaldede isse drypper ned i laksen, som han længe har lænet sig ind over. Hvorfor tager manden ikke bare et stykke mere? Det skal alligevel smides ud, og vi er næppe mange, der har bemærket, at han allerede har været der, flere gange end jeg har kunnet tælle – og ikke kun ved laksen. De har næppe frokostordning på Frihedsbrevet, siden han er nødt til at stille sin sult ved at rende rundt til alle mulige receptioner, som ingen har inviteret ham til. Ser han ikke også lidt mager ud? Sveden blander sig med de tårer, som Københavns Drengekors skønsang har givet ham en god undskyldning for nu at lade flyde frit. Tårer, hvis egentlige kilde imidlertid er den smerte, som hustruens manglende lyst til at stå ved sit ægteskab med denne paria på Borgen, har plantet i Brüggers skrøbelige sind.’
Og nej – det var ikke en jobansøgning :-),” slutter Jan E. Jørgensen.
Hvortil jeg gerne tilføje, at hvis det var en jobansøgning, så var den blevet arkiveret lodret, selvom plagiat jo er det største kompliment. For Frihedsbrevet vil selvfølgelig aldrig nogensinde ansætte en politiker, og da slet ikke Jan E. Jørgensen.
“Kære Søren”
Få minutter senere samme dag modtog jeg så en kopi af Jan E. Jørgensens klage over mig til Folketingets præsidium. Den var stilet til formanden for Esbjerg Havn, Søren Gade (V), og lyder som følger:
“Kære Søren,
I forbindelse med min 60 års fødselsdag afholdt jeg, som du ved, en velbesøgt reception i Snapstinget 20/2 2025. Ved den lejlighed dukkede journalist Mads Brügger fra Frihedsbrevet op. Han var ikke inviteret. Han deltog ved hele receptionen og interviewede flere gæster – ikke nødvendigvis om mig og mine meritter – men om alt muligt uvedkommende. Flere af mine gæster oplevede således ikke receptionen som afslappende, men følte sig tværtimod afhørt af Frihedsbrevet og intimideret. Eksempelvis blev både Lars Findsen og Bergur Løkke Rasmussen interviewet om henholdsvis det påståede kabel-samarbejde med USA og lobbyindsats for en navngiven virksomhed. Det må en journalist naturligvis gerne invitere (sic, red.) de pågældende om, men det bør ikke ske til en reception, hvor man som gæst skal have lov til at koncentrere sig om de øvrige gæster, taler m.v.”
“Samtidigt beskriver journalisten, hvordan Mogens Jensen som en anden romersk senator angiveligt ragede til sig af mad i store mængder fra buffeten.”
“Ud over, at jeg finder det helt grænseoverskridende at skrive sådan om en receptionsgæst, så er det i strid med sandheden. Min hustru bliver i reportagen beskrevet som havende et bedrøveligt udtryk, der skyldes den store smerte, som alle, der er gift med en politiker, bærer i sig. Om en af talerne – Morten Løkkegaard – beskrives det, at Mads Brügger ikke var blevet overrasket, om han efter sin tale var blevet hentet af sociolancen og kørt direkte på et psykiatrisk hospital.”
“Jeg mener ganske enkelt ikke, at det kan være rimeligt, at en journalist på den måde intimiderer gæster til en fødselsdagsreception, hvor man bør kunne have et frirum. Samtidigt er selve reportagen injurierende og tarvelig. Det ødelagde ikke min fødselsdag, men det gav da en mærkelig stemning, og jeg mener, at Frihedsbrevet fremover bør kunne udelukkes fra at deltage i receptioner, hvor de ikke er inviteret.”
Så vidt Jan E. Jørgensens klage. Da jeg havde læst det hele i bunds, skrev jeg en mail til Jan E. Jørgensen og spurgte, om han stadig ville have tegningen. Det svarede han, at han gerne ville. Ikke overraskende, for han er jo en bjergsom Venstre-mand og siger derfor ikke nej til noget artwork, der koster gratis.
Samme dag skrev jeg til præsidiet og forklarede, at selvom jeg rigtigt nok ikke var inviteret til Jan E. Jørgensens reception, så var han den første person, jeg interviewede til arrangementet, hvilket jeg selvfølgelig opfattede som samtykke til, at jeg kunne dække hans reception. Jeg gjorde også gældende, at jeg hverken havde afhørt eller intimideret de personer, jeg ellers mødte i Snapstinget den dag, men derimod havde interviewet dem stille og roligt. Jeg glemte dog at skrive, at jeg ikke forstår, at Jan E. Jørgensen skal bestemme, hvad jeg som journalist interviewer hans receptionsgæster om.
For det forstår jeg virkelig ikke.
Tre måneders karantæne
Dagen efter fik jeg en ny mail fra præsidiet. Her skrev de, at jeg var blevet idømt tre måneders karantæne fra Folketinget og skulle aflevere mit adgangskort i servicecentret den følgende dag. Til min overraskelse handlede det slet ikke om Jan E. Jørgensens klage, men om en helt anden sag. Nemlig en klage, som sekretariatsleder for grønlandske Aaja Chemnitz – Zakaria Saleh hedder han – havde indgivet til præsidiet, efter at jeg den 30. januar 2025 stak hovedet indenfor til en torsdagsbar, som de nordatlantiske mandater havde med hinanden. Døren til deres gruppelokale stod åben, og der var vitterlig kun tale om, at jeg stak hovedet indenfor.
Med på slæb havde jeg Rasmus Paludan, som jeg havde med som føl den dag, og det var især Paludans tilstedeværelse, der var pudlens kerne. I sin klage gjorde Zakaria Saleh nemlig gældende, at Rasmus Paludans tilstedeværelse havde gjort “ham og hans medarbejdere utrygge”, og han beskyldte mig også for at lave skjulte optagelser. Det sidste var absolut ikke tilfældet, og selv husker jeg forløbet som en sjov og uskyldig episode på min stuegang, og det var da også sådan, jeg gengav hændelsen i Frihedsbrevet. Med til det samlede billede hører desuden, at Rasmus Paludan opførte sig som et dydsmønster på min stuegang. Han var simpelthen den bedste udgave af sig selv.
Derfor havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet, at denne klage ville udmønte sig i en karantæne, endsige at klagen overhovedet ville blive taget seriøst. Men heri tog jeg fejl.
Præsidiet var nået frem til, at jeg skulle idømmes tre måneders karantæne, fordi jeg havde gjort mig skyldig i:
“Manglende situationsforståelse og manglende konduite i forbindelse med at du opnår adgang til et lukket arrangement, hvor du ikke er inviteret.”
“Du medbringer en gæst til et arrangement, hvor du ikke er inviteret.”
Det værst tænkelige scenarie
Når jeg genlæser præsidiets afgørelse, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om den manglende situationsforståelse, jeg åbenbart har gjort mig skyldig i, i realiteten handler om, at klageren Zakaria Saleh er muslim og derfor er særligt følsom i forhold til Rasmus Paludans tilstedeværelse. Hvis altså Zakaria Saleh er muslim, men det antager jeg, at han er.
Jeg tænker også, at hvis der var nogen, der havde grund til at føle sig utryg den dag, så var det Rasmus Paludan, for jeg tog ham med rundt på stuegang i Folketinget, dagen efter at den svenske koranafbrænder Salwan Momika var blevet myrdet. Bagtanken var, at Folketinget kunne være et tiltrængt safe space for den stærkt truede Rasmus Paludan.
Jeg skrev straks tilbage til Folketinget og spurgte, om klagen fra Jan E. Jørgensen så ville komme oveni, hvis den også takseres til karantæne. Svaret jeg fik fra præsidiet var, at de endnu ikke har behandlet Jan E. Jørgensens klage, men hvis den også resulterer i karantæne, vil det blive lagt oveni. Så i Folketinget arbejder man åbenbart med akkumuleret straf, helt ulig gældende praksis hos de danske domstole, hvor man ikke kan få flere livstidsdomme oveni hinanden.
Det værst tænkelige scenarie er altså, at jeg ikke kan dække Borgen i et halvt år. Og bare lige for at sætte min straf i relief, så blev journalist Thomas Nørmark Krog tilbage i 2012 idømt karantæne fra Folketinget, fordi han havde brækket sig i Socialdemokratiets gruppeværelse under den årlige fest for Presselogen i Folketinget. Straffen, han fik, lød på tre måneders karantæne fra tinge, så det, jeg har gjort med Rasmus Paludan, takseres altså til den samme straf, som man får‚ hvis man kaster op i socialdemokraternes gruppeværelse.
Gad vide, hvad præsidiet så mener skal være min straf for at skrive en sjov og festlig reportage fra Jan E. Jørgensens 60-års fødselsdagsreception?
Summa summarum
Men summa summarum, så kommer der altså en pause i min stuegang. Det beklager jeg meget, men så får jeg til gengæld noget andet at bruge min tid på, og jeg kan godt love, at det ikke bliver kedeligt. Regn med, at jeg vender tilbage med nye ting og sager ultimo maj/primo juni.
Så nu er det bare vigtigt, at du, kære læser, bliver ved med at være medlem af Frihedsbrevet og gerne lokker nye medlemmer til truget. For om ikke andet har vi fået endnu et eksempel på, at det ikke rigtig passer, når vores magthavere siger, at de elsker politisk satire og magtkritisk journalistik. For det gør de slet ikke, og hvis de kan slippe afsted med det, trykker de refleksmæssigt på stop-knappen. Derfor er det vigtigt med et medie som Frihedsbrevet.
Illustrator Malthe Emil Kibsgaard har i dagens anledning tegnet en grædende Jan E. Jørgensen klædt ud som en af Snobberne. Jeg står klar ved siden af i rollen som den altseende komiske voyeur The Watcher med en æske Kleenex og en rulle tudekiks. Såfremt Jan E. Jørgensen trænger til lidt trøst. I baggrunden står Mogens Jensen (S) som en romersk senator og guffer løs i en honningglaseret skinke. For han skal jo også have det lidt godt.
Nok for nu. Nu skal jeg hen og aflevere mit adgangskort til Folketinget og så i gang med at hygge mig rigtigt dejligt med mit martyrium. God weekend, og tak, fordi du læste eller lyttede med.
Med venlig hilsen
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet
Log ind
Du skal være logget ind for at kunne læse og lytte til Frihedsbrevet.
Populære artikler
Fri Kultur
Hofnarren Hornsleths ørkenvandring
Fri Politik
Ellemanns skattefrie kaffeklub: Over hundrede ansatte hos Nordisk Råd slipper for...
Fri Forskning
Medicinalselskaber fylder danske lægers lommer: Har udbetalt over 100 millioner
Fri Finans
Fagboss tog på “internt seminar” med ATP-top: Brugte 200.000 på luksustur til...
