Fri Mads #16: Med på et afbud


Her er der en medieafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores leverandør.

Hvis du ikke alle­re­de har opda­get det, er det i dag, der er stor­tings­valg i Nor­ge. En af de var­me­ste kar­to­f­ler i valg­kam­pen har været abort, nær­me­re bestemt reg­len om, hvor sent i gravi­di­te­ten nor­ske kvin­der må få fore­ta­get en abort. I det hele taget er abort som emne påfal­den­de meget oppe i tiden. I Polen er abort helt ble­vet for­budt, og i Texas har de net­op ind­ført en ekstrem lov­giv­ning, der til­la­der pri­va­te per­so­ner at rets­for­føl­ge alle, der hjæl­per kvin­der med at få afbrudt et svangerskab. 

Hvert mistet liv er en tragedie 

Når jeg brin­ger abort på banen, er det for­di jeg i sti­gen­de grad spør­ger mig selv, om det mon er cor­o­na, som har givet alver­dens abort­mod­stan­de­re mere vind i sej­le­ne? I sin ker­ne hand­ler vac­ci­na­tio­ner og krav om mund­bind nem­lig om ret­ten til at bestem­me over sin egen krop, ver­sus dem der ger­ne vil bestem­me over andres krop­pe. Vi taler on and off> om at tvin­ge folk til at bli­ve vac­ci­ne­ret, og i USA er det ble­vet en pligt for offent­ligt ansat­te at tage imod vac­ci­ne. Græn­ser­ne for, hvor meget fæl­les­ska­bet kan blan­de sig i, hvad det enkel­te indi­vid gør med sit lege­me, har i den grad flyt­tet sig. Her­til kom­mer, at cor­o­na har gjort os sær­ligt føl­som­me i for­hold til, hvad det vil sige at være i live. “Hvert mistet liv er en tra­ge­die,” som stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen sag­de om pan­de­mi­ens ofre. Det er vir­ke­lig et sprog, som abort­mod­stan­der­ne for­står, så dem kom­mer vi sik­kert til at høre mere til. 

Du vil jo ger­ne være med i hulen, ikk’ Mul­le?

Men det er hver­ken abort eller cor­o­na, som mit nyheds­brev num­mer sek­sten skal hand­le om. Det skal der­i­mod nok engang hand­le om sagen om den hem­me­li­ge rap­port om Naser Kha­der, der blev læk­ket til Wee­ken­da­vi­sen. Jeg vil også for­tæl­le om min åbnings­ta­le til Ung­dom­mens Fol­ke­mø­de. Og så giver jeg selv­føl­ge­lig nog­le poin­ters> om det frem­ra­gen­de ind­hold, som er på vej fra Fri­heds­bre­vet til alle vores med­lem­mer i den­ne uge. Føl­ger du sta­dig med på side­li­ni­en – som abon­nent på vores ene­ste gra­tis nyheds­brev, nem­lig det­te nyheds­brev – vil jeg nok engang opfor­dre dig til at kom­me med i klub­ben. Du får vir­ke­lig smæk for skil­lin­gen, og du støt­ter sam­ti­dig 100% fri, uaf­hæn­gig og magt­kri­tisk journalistik 🙌🏼

Men først🎧

Lyd er noget, der lig­ger mig meget på sin­de. Alt, hvad Fri­heds­bre­vet laver, skal både kun­ne læses og lyt­tes. Og det skal lyde godt. Der­for er jeg glad for at kun­ne med­dele, at vi net­op har taget vores nye spe­a­ker­boks i brug. Den er kom­met her­til hele vej­en fra pien og er en til­trængt opgra­de­ring af vores lyd­pak­ke. Og se lige hvor sej den er: 

L’affaire Kha­der

Under­sø­gel­ses­rap­por­ten om Naser Kha­der. Hvad skal man efter­hån­den mene om det? Som vi har afdæk­ket i både Fri Poli­tik og Fri Kul­tur, er det en sær­de­les mystisk sag. Mest mystisk er nok spørgs­må­let om, hvor­for advo­kat­fir­ma­et Ples­ner har prin­tet de ene­ste to fysi­ske udga­ver af under­sø­gel­ses­rap­por­ten om Naser Kha­der, og så – ved vi nu – givet dem til Naser Kha­der og hans advo­kat. Sva­ret er, så vidt jeg for­står det, at Kha­der skul­le have mulig­hed for at sva­re på de ankla­ger om græn­se­over­skri­den­de adfærd, som en ræk­ke kvin­der ret­ter mod ham i rap­por­ten. Sådan set fint nok, hvis bare ikke det var sådan fat, at Kha­der fak­tisk alle­re­de for­hol­der sig til kvin­der­nes ankla­ger mod ham inde i sel­ve rap­por­ten. Så hvor­for skal han have mulig­hed for at for­hol­de sig til nog­le ankla­ger, som han alle­re­de har for­holdt sig til? Og hvor­for skal han der­med stil­les bed­re end kvin­der­ne, der mod­sat Kha­der ikke fik adgang til at læse hele rap­por­ten? Og hvor­for skul­le Kha­der have rap­por­ten i hard copy>, mens alle andre kun fik lov til at læse den elek­tro­nisk? Her skyl­der Ples­ner sta­dig en for­kla­ring. Det sam­me gæl­der Det Kon­ser­va­ti­ve Fol­ke­par­ti, for det over­ord­ne­de ansvar er jo deres. Natur­lig­vis bli­ver Fri­heds­bre­vet på sagen. 

Ung med de unge🕺🏼

Nu gæl­der det ung­dom­men. For et par uger siden modt­og jeg en invi­ta­tion til at hol­de åbnings­ta­len til Ung­dom­mens Fol­ke­mø­de. Som det frem­gik af invi­ta­tio­nen, var der lidt over en uge til, at arran­ge­men­tet skul­le afhol­des, så jeg spurg­te selv­føl­ge­lig, hvem der hav­de meldt afbud, siden de unge var så sent ude. Sva­ret viste sig at være stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen. Oveni­kø­bet var det anden gang, hun brænd­te Ung­dom­mens Fol­ke­mø­de af. Jeg sam­le­de selv­føl­ge­lig hand­sken op, og tog ud til Val­by og gav de unge den brand­ta­le, de hav­de bedt om. Jeg star­te­de med at sige: 

“Den gode nyhed er, at I slip­per for at få vok­senskæl­dud fra mor­genstun­den – for stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen har nem­lig meldt afbud til at hol­de åbnings­ta­len til Ung­dom­mens Fol­ke­mø­de i dag. Alt­så, den tale som jeg nu hol­der i ste­det for hende. 

Nu ken­der jeg ikke Met­te Fre­de­rik­sens kalen­der, men jeg tæn­ker, at hen­des råd­gi­ve­re har sagt til hen­de, at det nok var en rig­tig dår­lig ide at skul­le se jer i øjne­ne i dag, efter hun i for­gårs meld­te ud, at dag­pen­ge­sat­sen til nyud­dan­ne­de unge skal sæn­kes. Alt­så end­nu et gene­ra­tions­ty­ve­ri fra rege­rin­gens side, hvor der tages fra de unge og gives til de ældre.”

Og jeg fortsatte: 

“Det ene­ste, rege­rin­gen vir­ke­lig inter­es­se­rer sig for, er bryg­ge­ri­me­d­ar­bej­de­ren Arne Hjul – kendt under nav­net “Arne”. Til Arne skal alt gives, fra jer skal alt tages. Eller som Poli­ti­kens deba­tre­dak­tør Sus­an Knor­ren­borg spurg­te i sin avis i går: Mon det er muligt for Met­te Fre­de­rik­sens rege­ring at hol­de et pres­se­mø­de, frem­sæt­te et for­slag eller kom­me med et per­spek­tiv på Dan­marks udfor­drin­ger uden at give ung­dom­men en albue i siden og et rap med pisken?” 

Jeg tog også en sel­fie med de unge, så stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen kan se, hvor sjovt vi hav­de det sammen.

Kan man sta­dig elske Amerika? 

Der er mas­ser af godt ind­hold på vej til Fri­heds­bre­vets læse­re i den­ne uge: 

👉🏼 Flem­m­ing Rose har talt med den nor­ske filo­sof Espen Ham­mer om hans bog USA – en stormagt i kri­se>. Ham­mer spør­ger med afsæt i et berømt essay af Jens Bjør­n­boe med tit­len Vi der elske­de Ame­ri­ka>, om man sta­dig kan elske Ame­ri­ka. Og han sva­rer, efter en søn­der­lem­men­de gen­nem­gang af USA’s soci­a­le og poli­ti­ske derou­te, enty­digt “nej”. Hvor­for, sva­rer han på i inter­viewet. Ham­mer har boet 20 år i USA og er i øvrigt eks­pert i Frank­fur­ter-sko­len og Ador­no, iføl­ge ham selv en bag­grund der har skær­pet hans skep­sis over for USA’s evne til at kom­me demo­kra­tisk helskin­det ud af den nuvæ­ren­de kri­se. Mere om det i Roses nyheds­brev Fri Tænk­ning, der udkom­mer i morgen.

👉🏼 Met­te Høeg sid­der net­op nu og skri­ver på sit nyheds­brev Fri Kri­tik. Om det for­tæl­ler hun: “Jeg ved i hvert fald, at det over­ord­ne­de tema bli­ver mang­len på risi­ko­vil­lig­hed, seri­ø­si­tet og inte­gri­tet i det dan­ske lit­te­ra­tur­mil­jø. Og der bli­ver både en kom­men­tar til Felix Katze­nel­sons over­fla­di­ske og iden­ti­tetspo­li­ti­ske debat­ind­læg i Poli­ti­ken om dan­ske anmel­de­res onkel­ag­ti­ge mod­ta­gel­se af Sal­ly Roo­ney og en reflek­sion over det depri­me­ren­de og repe­ti­ti­ve ved net­op kri­tik­ken af det iden­ti­tetspo­li­ti­ske i lit­te­ra­tu­ren og litteraturkritikken.” 

👉🏼 Og Simon Jul? Han for­tæl­ler blot, at den næste udga­ve af Fri Tid kom­mer til at hand­le om svampe. 

Hvad jeg ellers går og tæn­ker på 🤔

1️⃣ Doku­men­tar­fil­men Flugt >af Jonas Poher Ras­mus­sen. Jeg bøjer mig i stø­vet for den film. Ikke ale­ne er det et mester­ligt ekse­kve­ret ægte­skab mel­lem ani­ma­tion og doku­men­ta­ris­me, men det er også en film, som gen­re­mæs­sigt tager en træt gam­mel tra­ver, nem­lig flygt­nin­ge­fil­men, et helt nyt sted den. Og så er det stor for­tæl­lekunst! Jeg mener det vir­ke­lig; den film vil du ikke gå glip af. 

2️⃣ Hvor­dan der kan være 104 men­ne­sker der liker> den­ne vittighed:

Sayō­na­ra 👋🏼

Som man siger i Japan, når man siger far­vel. Tak for­di du læste med. Jeg er til­ba­ge om en uge. 

Mvh,

Mads Brüg­ger, chefredaktør