Fri Mads #16: Med på et afbud


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Hvis du ikke allerede har opdaget det, er det i dag, der er stort­ingsvalg i Norge. En af de varmeste kartofler i val­gkam­p­en har været abort, nærmere bestemt reglen om, hvor sent i gra­viditeten norske kvin­der må få fore­taget en abort. I det hele taget er abort som emne påfaldende meget oppe i tiden. I Polen er abort helt blevet for­budt, og i Texas har de netop ind­ført en ekstrem lov­givn­ing, der tillad­er pri­vate per­son­er at rets­for­følge alle, der hjælper kvin­der med at få afbrudt et svangerskab. 

Hvert mistet liv er en tragedie 

Når jeg bringer abort på banen, er det for­di jeg i sti­gende grad spørg­er mig selv, om det mon er coro­na, som har givet alver­dens abort­mod­standere mere vind i sej­lene? I sin kerne han­dler vac­ci­na­tion­er og krav om mund­bind nem­lig om ret­ten til at bestemme over sin egen krop, ver­sus dem der gerne vil bestemme over andres kroppe. Vi taler on and off om at tvinge folk til at blive vac­cineret, og i USA er det blevet en pligt for offentligt ansat­te at tage imod vac­cine. Grænserne for, hvor meget fæl­lessk­a­bet kan blande sig i, hvad det enkelte indi­vid gør med sit leg­eme, har i den grad fly­t­tet sig. Her­til kom­mer, at coro­na har gjort os særligt føl­somme i forhold til, hvad det vil sige at være i live. “Hvert mis­tet liv er en tragedie,” som statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen sagde om pan­demiens ofre. Det er virke­lig et sprog, som abort­mod­standerne forstår, så dem kom­mer vi sikkert til at høre mere til. 

Du vil jo gerne være med i hulen, ikk’ Mulle?

Men det er hverken abort eller coro­na, som mit nyheds­brev num­mer sek­sten skal han­dle om. Det skal der­i­mod nok engang han­dle om sagen om den hem­melige rap­port om Nas­er Khad­er, der blev lækket til Week­en­davisen. Jeg vil også fortælle om min åbn­ingstale til Ung­dom­mens Folkemøde. Og så giv­er jeg selvføl­gelig nogle point­ers om det frem­ra­gende ind­hold, som er på vej fra Fri­heds­brevet til alle vores medlem­mer i denne uge. Føl­ger du stadig med på sidelin­ien – som abon­nent på vores eneste gratis nyheds­brev, nem­lig dette nyheds­brev – vil jeg nok engang opfor­dre dig til at komme med i klubben. Du får virke­lig smæk for skillin­gen, og du støt­ter sam­tidig 100% fri, uafhængig og magtkri­tisk journalistik 🙌🏼

Men først 🎧

Lyd er noget, der lig­ger mig meget på sinde. Alt, hvad Fri­heds­brevet laver, skal både kunne læs­es og lyttes. Og det skal lyde godt. Der­for er jeg glad for at kunne med­dele, at vi netop har taget vores nye speaker­boks i brug. Den er kom­met her­til hele vejen fra Spanien og er en tiltrængt opgrader­ing af vores lyd­pakke. Og se lige hvor sej den er: 

 

L’affaire Khader 

Under­søgelses­rap­porten om Nas­er Khad­er. Hvad skal man efter­hån­den mene om det? Som vi har afdækket i både Fri Poli­tik og Fri Kul­tur, er det en særde­les mys­tisk sag. Mest mys­tisk er nok spørgsmålet om, hvor­for advokat­fir­maet Plesner har print­et de eneste to fysiske udgaver af under­søgelses­rap­porten om Nas­er Khad­er, og så – ved vi nu – givet dem til Nas­er Khad­er og hans advokat. Svaret er, så vidt jeg forstår det, at Khad­er skulle have mulighed for at svare på de anklager om grænseover­skri­dende adfærd, som en række kvin­der ret­ter mod ham i rap­porten. Sådan set fint nok, hvis bare ikke det var sådan fat, at Khad­er fak­tisk allerede forhold­er sig til kvin­dernes anklager mod ham inde i selve rap­porten. Så hvor­for skal han have mulighed for at forholde sig til nogle anklager, som han allerede har forholdt sig til? Og hvor­for skal han dermed stilles bedre end kvin­derne, der mod­sat Khad­er ikke fik adgang til at læse hele rap­porten? Og hvor­for skulle Khad­er have rap­porten i hard copy, mens alle andre kun fik lov til at læse den elek­tro­n­isk? Her skylder Plesner stadig en fork­lar­ing. Det samme gælder Det Kon­ser­v­a­tive Folkepar­ti, for det overordnede ans­var er jo deres. Naturligvis bliv­er Fri­heds­brevet på sagen. 

Ung med de unge 🕺🏼

Nu gælder det ung­dom­men. For et par uger siden mod­tog jeg en invi­ta­tion til at holde åbn­ingstal­en til Ung­dom­mens Folkemøde. Som det fremgik af invi­ta­tio­nen, var der lidt over en uge til, at arrange­mentet skulle afholdes, så jeg spurgte selvføl­gelig, hvem der havde meldt afbud, siden de unge var så sent ude. Svaret viste sig at være statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen. Ovenikø­bet var det anden gang, hun brændte Ung­dom­mens Folkemøde af. Jeg sam­lede selvføl­gelig handsken op, og tog ud til Val­by og gav de unge den brand­tale, de havde bedt om. Jeg start­ede med at sige: 

“Den gode nyhed er, at I slip­per for at få vok­sen­skæl­dud fra mor­gen­stun­den – for statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen har nem­lig meldt afbud til at holde åbn­ingstal­en til Ung­dom­mens Folkemøde i dag. Alt­så, den tale som jeg nu hold­er i stedet for hende. 

Nu kender jeg ikke Mette Fred­erik­sens kalen­der, men jeg tænker, at hen­des råd­gi­vere har sagt til hende, at det nok var en rigtig dårlig ide at skulle se jer i øjnene i dag, efter hun i forgårs meldte ud, at dag­penge­sat­sen til nyud­dannede unge skal sænkes. Alt­så end­nu et gen­er­a­tionstyveri fra regerin­gens side, hvor der tages fra de unge og gives til de ældre.”

Og jeg fortsatte: 

“Det eneste, regerin­gen virke­lig inter­esser­er sig for, er bryg­ger­imedar­be­jderen Arne Hjul – kendt under navnet “Arne”. Til Arne skal alt gives, fra jer skal alt tages. Eller som Poli­tikens deba­tredak­tør Susan Knor­ren­borg spurgte i sin avis i går: Mon det er muligt for Mette Fred­erik­sens regering at holde et pressemøde, frem­sætte et forslag eller komme med et per­spek­tiv på Dan­marks udfor­dringer uden at give ung­dom­men en albue i siden og et rap med pisken?” 

Jeg tog også en self­ie med de unge, så statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen kan se, hvor sjovt vi havde det sammen.

 

Kan man stadig elske Amerika? 

Der er mass­er af godt ind­hold på vej til Fri­heds­brevets læsere i denne uge: 

👉🏼 Flem­ming Rose har talt med den norske filosof Espen Ham­mer om hans bog USA – en stor­magt i krise. Ham­mer spørg­er med afsæt i et berømt essay af Jens Bjørn­boe med titlen Vi der elskede Ameri­ka, om man stadig kan elske Ameri­ka. Og han svar­er, efter en søn­der­lem­mende gen­nem­gang af USA’s sociale og poli­tiske der­oute, enty­digt “nej”. Hvor­for, svar­er han på i inter­viewet. Ham­mer har boet 20 år i USA og er i øvrigt ekspert i Frank­furter-skolen og Adorno, ifølge ham selv en bag­grund der har skær­pet hans skep­sis over for USA’s evne til at komme demokratisk hel­skindet ud af den nuværende krise. Mere om det i Ros­es nyheds­brev Fri Tænkn­ing, der udkom­mer i morgen.

👉🏼 Mette Høeg sid­der netop nu og skriv­er på sit nyheds­brev Fri Kri­tik. Om det fortæller hun: “Jeg ved i hvert fald, at det overordnede tema bliv­er man­glen på risikovil­lighed, ser­iøsitet og integritet i det danske lit­ter­atur­miljø. Og der bliv­er både en kom­men­tar til Felix Katzenel­sons over­fladiske og iden­titet­spoli­tiske debatindlæg i Poli­tiken om danske anmelderes onke­lagtige mod­tagelse af Sal­ly Rooney og en reflek­sion over det deprimerende og repet­i­tive ved netop kri­tikken af det iden­titet­spoli­tiske i lit­ter­a­turen og litteraturkritikken.” 

👉🏼 Og Simon Jul? Han fortæller blot, at den næste udgave af Fri Tid kom­mer til at han­dle om svampe. 

Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔

1️⃣ Doku­men­tarfil­men Flugt af Jonas Poher Ras­mussen. Jeg bøjer mig i støvet for den film. Ikke alene er det et mesterligt eksekveret ægteskab mellem ani­ma­tion og doku­men­tarisme, men det er også en film, som gen­remæs­sigt tager en træt gam­mel traver, nem­lig fly­gt­ninge­filmen, et helt nyt sted den. Og så er det stor fortællekun­st! Jeg men­er det virke­lig; den film vil du ikke gå glip af. 

2️⃣ Hvor­dan der kan være 104 men­nesker der lik­er denne vittighed:

 

 

Sayōnara 👋🏼

Som man siger i Japan, når man siger farvel. Tak for­di du læste med. Jeg er tilbage om en uge. 

Mvh, 

Mads Brüg­ger, chefredaktør