Fri Mads #16: Med på et afbud
Hvis du ikke allerede har opdaget det, er det i dag, der er stortingsvalg i Norge. En af de varmeste kartofler i valgkampen har været abort, nærmere bestemt reglen om, hvor sent i graviditeten norske kvinder må få foretaget en abort. I det hele taget er abort som emne påfaldende meget oppe i tiden. I Polen er abort helt blevet forbudt, og i Texas har de netop indført en ekstrem lovgivning, der tillader private personer at retsforfølge alle, der hjælper kvinder med at få afbrudt et svangerskab.
Hvert mistet liv er en tragedie
Når jeg bringer abort på banen, er det fordi jeg i stigende grad spørger mig selv, om det mon er corona, som har givet alverdens abortmodstandere mere vind i sejlene? I sin kerne handler vaccinationer og krav om mundbind nemlig om retten til at bestemme over sin egen krop, versus dem der gerne vil bestemme over andres kroppe. Vi taler on and off> om at tvinge folk til at blive vaccineret, og i USA er det blevet en pligt for offentligt ansatte at tage imod vaccine. Grænserne for, hvor meget fællesskabet kan blande sig i, hvad det enkelte individ gør med sit legeme, har i den grad flyttet sig. Hertil kommer, at corona har gjort os særligt følsomme i forhold til, hvad det vil sige at være i live. “Hvert mistet liv er en tragedie,” som statsminister Mette Frederiksen sagde om pandemiens ofre. Det er virkelig et sprog, som abortmodstanderne forstår, så dem kommer vi sikkert til at høre mere til.
Du vil jo gerne være med i hulen, ikk’ Mulle?
Men det er hverken abort eller corona, som mit nyhedsbrev nummer seksten skal handle om. Det skal derimod nok engang handle om sagen om den hemmelige rapport om Naser Khader, der blev lækket til Weekendavisen. Jeg vil også fortælle om min åbningstale til Ungdommens Folkemøde. Og så giver jeg selvfølgelig nogle pointers> om det fremragende indhold, som er på vej fra Frihedsbrevet til alle vores medlemmer i denne uge. Følger du stadig med på sidelinien – som abonnent på vores eneste gratis nyhedsbrev, nemlig dette nyhedsbrev – vil jeg nok engang opfordre dig til at komme med i klubben. Du får virkelig smæk for skillingen, og du støtter samtidig 100% fri, uafhængig og magtkritisk journalistik 🙌🏼
Men først🎧
Lyd er noget, der ligger mig meget på sinde. Alt, hvad Frihedsbrevet laver, skal både kunne læses og lyttes. Og det skal lyde godt. Derfor er jeg glad for at kunne meddele, at vi netop har taget vores nye speakerboks i brug. Den er kommet hertil hele vejen fra pien og er en tiltrængt opgradering af vores lydpakke. Og se lige hvor sej den er:
L’affaire Khader
Undersøgelsesrapporten om Naser Khader. Hvad skal man efterhånden mene om det? Som vi har afdækket i både Fri Politik og Fri Kultur, er det en særdeles mystisk sag. Mest mystisk er nok spørgsmålet om, hvorfor advokatfirmaet Plesner har printet de eneste to fysiske udgaver af undersøgelsesrapporten om Naser Khader, og så – ved vi nu – givet dem til Naser Khader og hans advokat. Svaret er, så vidt jeg forstår det, at Khader skulle have mulighed for at svare på de anklager om grænseoverskridende adfærd, som en række kvinder retter mod ham i rapporten. Sådan set fint nok, hvis bare ikke det var sådan fat, at Khader faktisk allerede forholder sig til kvindernes anklager mod ham inde i selve rapporten. Så hvorfor skal han have mulighed for at forholde sig til nogle anklager, som han allerede har forholdt sig til? Og hvorfor skal han dermed stilles bedre end kvinderne, der modsat Khader ikke fik adgang til at læse hele rapporten? Og hvorfor skulle Khader have rapporten i hard copy>, mens alle andre kun fik lov til at læse den elektronisk? Her skylder Plesner stadig en forklaring. Det samme gælder Det Konservative Folkeparti, for det overordnede ansvar er jo deres. Naturligvis bliver Frihedsbrevet på sagen.
Ung med de unge🕺🏼
Nu gælder det ungdommen. For et par uger siden modtog jeg en invitation til at holde åbningstalen til Ungdommens Folkemøde. Som det fremgik af invitationen, var der lidt over en uge til, at arrangementet skulle afholdes, så jeg spurgte selvfølgelig, hvem der havde meldt afbud, siden de unge var så sent ude. Svaret viste sig at være statsminister Mette Frederiksen. Ovenikøbet var det anden gang, hun brændte Ungdommens Folkemøde af. Jeg samlede selvfølgelig handsken op, og tog ud til Valby og gav de unge den brandtale, de havde bedt om. Jeg startede med at sige:
“Den gode nyhed er, at I slipper for at få voksenskældud fra morgenstunden – for statsminister Mette Frederiksen har nemlig meldt afbud til at holde åbningstalen til Ungdommens Folkemøde i dag. Altså, den tale som jeg nu holder i stedet for hende.
Nu kender jeg ikke Mette Frederiksens kalender, men jeg tænker, at hendes rådgivere har sagt til hende, at det nok var en rigtig dårlig ide at skulle se jer i øjnene i dag, efter hun i forgårs meldte ud, at dagpengesatsen til nyuddannede unge skal sænkes. Altså endnu et generationstyveri fra regeringens side, hvor der tages fra de unge og gives til de ældre.”
Og jeg fortsatte:
“Det eneste, regeringen virkelig interesserer sig for, er bryggerimedarbejderen Arne Hjul – kendt under navnet “Arne”. Til Arne skal alt gives, fra jer skal alt tages. Eller som Politikens debatredaktør Susan Knorrenborg spurgte i sin avis i går: Mon det er muligt for Mette Frederiksens regering at holde et pressemøde, fremsætte et forslag eller komme med et perspektiv på Danmarks udfordringer uden at give ungdommen en albue i siden og et rap med pisken?”
Jeg tog også en selfie med de unge, så statsminister Mette Frederiksen kan se, hvor sjovt vi havde det sammen.
Kan man stadig elske Amerika?
Der er masser af godt indhold på vej til Frihedsbrevets læsere i denne uge:
👉🏼 Flemming Rose har talt med den norske filosof Espen Hammer om hans bog USA – en stormagt i krise>. Hammer spørger med afsæt i et berømt essay af Jens Bjørnboe med titlen Vi der elskede Amerika>, om man stadig kan elske Amerika. Og han svarer, efter en sønderlemmende gennemgang af USA’s sociale og politiske deroute, entydigt “nej”. Hvorfor, svarer han på i interviewet. Hammer har boet 20 år i USA og er i øvrigt ekspert i Frankfurter-skolen og Adorno, ifølge ham selv en baggrund der har skærpet hans skepsis over for USA’s evne til at komme demokratisk helskindet ud af den nuværende krise. Mere om det i Roses nyhedsbrev Fri Tænkning, der udkommer i morgen.
👉🏼 Mette Høeg sidder netop nu og skriver på sit nyhedsbrev Fri Kritik. Om det fortæller hun: “Jeg ved i hvert fald, at det overordnede tema bliver manglen på risikovillighed, seriøsitet og integritet i det danske litteraturmiljø. Og der bliver både en kommentar til Felix Katzenelsons overfladiske og identitetspolitiske debatindlæg i Politiken om danske anmelderes onkelagtige modtagelse af Sally Rooney og en refleksion over det deprimerende og repetitive ved netop kritikken af det identitetspolitiske i litteraturen og litteraturkritikken.”
👉🏼 Og Simon Jul? Han fortæller blot, at den næste udgave af Fri Tid kommer til at handle om svampe.
Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔
1️⃣ Dokumentarfilmen Flugt >af Jonas Poher Rasmussen. Jeg bøjer mig i støvet for den film. Ikke alene er det et mesterligt eksekveret ægteskab mellem animation og dokumentarisme, men det er også en film, som genremæssigt tager en træt gammel traver, nemlig flygtningefilmen, et helt nyt sted den. Og så er det stor fortællekunst! Jeg mener det virkelig; den film vil du ikke gå glip af.
2️⃣ Hvordan der kan være 104 mennesker der liker> denne vittighed:
Sayōnara 👋🏼
Som man siger i Japan, når man siger farvel. Tak fordi du læste med. Jeg er tilbage om en uge.
Mvh,
Mads Brügger, chefredaktør