Fri Mads #16: Med på et afbud


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cook­ies fra vores lydleverandør.

Hvis du ikke allerede har opdaget det, er det i dag, der er stort­ingsvalg i Norge. En af de varmeste kartofler i val­gkam­p­en har været abort, nærmere bestemt reglen om, hvor sent i gra­viditeten norske kvin­der må få fore­taget en abort. I det hele taget er abort som emne påfaldende meget oppe i tiden. I Polen er abort helt blevet for­budt, og i Texas har de netop ind­ført en ekstrem lov­givn­ing, der tillad­er pri­vate per­son­er at rets­for­følge alle, der hjælper kvin­der med at få afbrudt et svangerskab. 

Hvert mis­tet liv er en tragedie 

Når jeg bringer abort på banen, er det for­di jeg i sti­gende grad spørg­er mig selv, om det mon er coro­na, som har givet alver­dens abort­mod­standere mere vind i sej­lene? I sin kerne han­dler vac­ci­na­tion­er og krav om mund­bind nem­lig om ret­ten til at bestemme over sin egen krop, ver­sus dem der gerne vil bestemme over andres kroppe. Vi taler on and off> om at tvinge folk til at blive vac­cineret, og i USA er det blevet en pligt for offentligt ansat­te at tage imod vac­cine. Grænserne for, hvor meget fæl­lessk­a­bet kan blande sig i, hvad det enkelte indi­vid gør med sit leg­eme, har i den grad fly­t­tet sig. Her­til kom­mer, at coro­na har gjort os særligt føl­somme i forhold til, hvad det vil sige at være i live. “Hvert mis­tet liv er en tragedie,” som statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen sagde om pan­demiens ofre. Det er virke­lig et sprog, som abort­mod­standerne forstår, så dem kom­mer vi sikkert til at høre mere til. 

Du vil jo gerne være med i hulen, ikk’ Mulle?

Men det er hverken abort eller coro­na, som mit nyheds­brev num­mer sek­sten skal han­dle om. Det skal der­i­mod nok engang han­dle om sagen om den hem­melige rap­port om Nas­er Khad­er, der blev lækket til Week­en­davisen. Jeg vil også fortælle om min åbn­ingstale til Ung­dom­mens Folkemøde. Og så giv­er jeg selvføl­gelig nogle point­ers> om det frem­ra­gende ind­hold, som er på vej fra Fri­heds­brevet til alle vores medlem­mer i denne uge. Føl­ger du stadig med på sidelin­ien – som abon­nent på vores eneste gratis nyheds­brev, nem­lig dette nyheds­brev – vil jeg nok engang opfor­dre dig til at komme med i klubben. Du får virke­lig smæk for skillin­gen, og du støt­ter sam­tidig 100% fri, uafhængig og magtkri­tisk journalistik 🙌🏼

Men først🎧

Lyd er noget, der lig­ger mig meget på sinde. Alt, hvad Fri­heds­brevet laver, skal både kunne læs­es og lyttes. Og det skal lyde godt. Der­for er jeg glad for at kunne med­dele, at vi netop har taget vores nye speaker­boks i brug. Den er kom­met her­til hele vejen fra pien og er en tiltrængt opgrader­ing af vores lyd­pakke. Og se lige hvor sej den er: 

L’affaire Khad­er

Under­søgelses­rap­porten om Nas­er Khad­er. Hvad skal man efter­hån­den mene om det? Som vi har afdækket i både Fri Poli­tik og Fri Kul­tur, er det en særde­les mys­tisk sag. Mest mys­tisk er nok spørgsmålet om, hvor­for advokat­fir­maet Plesner har print­et de eneste to fysiske udgaver af under­søgelses­rap­porten om Nas­er Khad­er, og så – ved vi nu – givet dem til Nas­er Khad­er og hans advokat. Svaret er, så vidt jeg forstår det, at Khad­er skulle have mulighed for at svare på de anklager om grænseover­skri­dende adfærd, som en række kvin­der ret­ter mod ham i rap­porten. Sådan set fint nok, hvis bare ikke det var sådan fat, at Khad­er fak­tisk allerede forhold­er sig til kvin­dernes anklager mod ham inde i selve rap­porten. Så hvor­for skal han have mulighed for at forholde sig til nogle anklager, som han allerede har forholdt sig til? Og hvor­for skal han dermed stilles bedre end kvin­derne, der mod­sat Khad­er ikke fik adgang til at læse hele rap­porten? Og hvor­for skulle Khad­er have rap­porten i hard copy>, mens alle andre kun fik lov til at læse den elek­tro­n­isk? Her skylder Plesner stadig en fork­lar­ing. Det samme gælder Det Kon­ser­v­a­tive Folkepar­ti, for det overordnede ans­var er jo deres. Naturligvis bliv­er Fri­heds­brevet på sagen. 

Ung med de unge🕺🏼

Nu gælder det ung­dom­men. For et par uger siden mod­tog jeg en invi­ta­tion til at holde åbn­ingstal­en til Ung­dom­mens Folkemøde. Som det fremgik af invi­ta­tio­nen, var der lidt over en uge til, at arrange­mentet skulle afholdes, så jeg spurgte selvføl­gelig, hvem der havde meldt afbud, siden de unge var så sent ude. Svaret viste sig at være statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen. Ovenikø­bet var det anden gang, hun brændte Ung­dom­mens Folkemøde af. Jeg sam­lede selvføl­gelig handsken op, og tog ud til Val­by og gav de unge den brand­tale, de havde bedt om. Jeg start­ede med at sige: 

“Den gode nyhed er, at I slip­per for at få vok­sen­skæl­dud fra mor­gen­stun­den – for statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen har nem­lig meldt afbud til at holde åbn­ingstal­en til Ung­dom­mens Folkemøde i dag. Alt­så, den tale som jeg nu hold­er i stedet for hende. 

Nu kender jeg ikke Mette Fred­erik­sens kalen­der, men jeg tænker, at hen­des råd­gi­vere har sagt til hende, at det nok var en rigtig dårlig ide at skulle se jer i øjnene i dag, efter hun i forgårs meldte ud, at dag­penge­sat­sen til nyud­dannede unge skal sænkes. Alt­så end­nu et gen­er­a­tionstyveri fra regerin­gens side, hvor der tages fra de unge og gives til de ældre.”

Og jeg fortsatte: 

“Det eneste, regerin­gen virke­lig inter­esser­er sig for, er bryg­ger­imedar­be­jderen Arne Hjul – kendt under navnet “Arne”. Til Arne skal alt gives, fra jer skal alt tages. Eller som Poli­tikens deba­tredak­tør Susan Knor­ren­borg spurgte i sin avis i går: Mon det er muligt for Mette Fred­erik­sens regering at holde et pressemøde, frem­sætte et forslag eller komme med et per­spek­tiv på Dan­marks udfor­dringer uden at give ung­dom­men en albue i siden og et rap med pisken?” 

Jeg tog også en self­ie med de unge, så statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen kan se, hvor sjovt vi havde det sammen.

Kan man stadig elske Amerika? 

Der er mass­er af godt ind­hold på vej til Fri­heds­brevets læsere i denne uge: 

👉🏼 Flem­ming Rose har talt med den norske filosof Espen Ham­mer om hans bog USA – en stor­magt i krise>. Ham­mer spørg­er med afsæt i et berømt essay af Jens Bjørn­boe med titlen Vi der elskede Ameri­ka>, om man stadig kan elske Ameri­ka. Og han svar­er, efter en søn­der­lem­mende gen­nem­gang af USA’s sociale og poli­tiske der­oute, enty­digt “nej”. Hvor­for, svar­er han på i inter­viewet. Ham­mer har boet 20 år i USA og er i øvrigt ekspert i Frank­furter-skolen og Adorno, ifølge ham selv en bag­grund der har skær­pet hans skep­sis over for USA’s evne til at komme demokratisk hel­skindet ud af den nuværende krise. Mere om det i Ros­es nyheds­brev Fri Tænkn­ing, der udkom­mer i morgen.

👉🏼 Mette Høeg sid­der netop nu og skriv­er på sit nyheds­brev Fri Kri­tik. Om det fortæller hun: “Jeg ved i hvert fald, at det overordnede tema bliv­er man­glen på risikovil­lighed, ser­iøsitet og integritet i det danske lit­ter­atur­miljø. Og der bliv­er både en kom­men­tar til Felix Katzenel­sons over­fladiske og iden­titet­spoli­tiske debatindlæg i Poli­tiken om danske anmelderes onke­lagtige mod­tagelse af Sal­ly Rooney og en reflek­sion over det deprimerende og repet­i­tive ved netop kri­tikken af det iden­titet­spoli­tiske i lit­ter­a­turen og litteraturkritikken.” 

👉🏼 Og Simon Jul? Han fortæller blot, at den næste udgave af Fri Tid kom­mer til at han­dle om svampe. 

Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔

1️⃣ Doku­men­tarfil­men Flugt >af Jonas Poher Ras­mussen. Jeg bøjer mig i støvet for den film. Ikke alene er det et mesterligt eksekveret ægteskab mellem ani­ma­tion og doku­men­tarisme, men det er også en film, som gen­remæs­sigt tager en træt gam­mel traver, nem­lig fly­gt­ninge­filmen, et helt nyt sted den. Og så er det stor fortællekun­st! Jeg men­er det virke­lig; den film vil du ikke gå glip af. 

2️⃣ Hvor­dan der kan være 104 men­nesker der lik­er> denne vittighed:

Sayō­nara 👋🏼

Som man siger i Japan, når man siger farvel. Tak for­di du læste med. Jeg er tilbage om en uge. 

Mvh,

Mads Brüg­ger, chefredaktør