Den er god nok; stuegang er tilbage. Eller rettere sagt: Helt væk har det jo aldrig været, nok snarere sat på vågeblus. Så lang tid siden som den 5. august var jeg for eksempel forbi Borgen for at se, om de var ved at komme op i omdrejninger efter sommerferien, men det var de stadig ikke. Det meste spændende, der skete, var, at jeg kom gående forbi et gruppeværelse oppe ved Rød Gang, hvorfra jeg til min overraskelse hørte Enhedslistens Jette Gottlieb råbe:
“JEG SÅ HAM!”
Det var så mig, hun mente. Jette Gottlieb var solbrændt og var lige vendt hjem fra en længere ferie i Norge og var nu taget ind til Borgen for at beværte en interskandinavisk sammenkomst, vist nok for Nordisk Råds rødgrønne gruppe.
Selvom det var godt at se hende igen, fik jeg samtidig fantomsmerter ved tanken om, at Jette Gottlieb engang sad nede på sit kontor i Provianten som en slags demokratiets vågekone, og nu var hun væk.
Noget andet der gjorde ondt, var et fænomen, som hos den hedengangne østtyske efterretningstjeneste STASI blev kaldt for zersetzung: Et ord, der direkte oversat betyder “nedbrydning”. Zersetzung var en særlig, hemmelig metode til krigsførsel, hvor man brød ind hos regimets modstandere og så bare ændrede på tingene en lillebitte smule; for eksempel ved at flytte en lænestol en meter til venstre, skifte betrækket på en sofapude ud med noget, der ligner, men alligevel ikke ligner helt. Eller ved at flytte lidt rundt på billederne på væggen. Ganske små forandringer i normalbilledet, således at ofret for zersetzungen kom i tvivl om, hvorvidt han eller hun var ved sin fulde fem, og til sidst gik deres realitetsprincip helt i opløsning.
Det var sådan, jeg havde det med den nye regering. For den lignede SVM-regeringen påfaldende meget, men var det så bare ikke helt alligevel. Der var blevet rykket rundt på nogle små ting, men i det store og hele var det stadig SVM-regeringen, og det selvom valgets klare tale ellers havde været, at danskerne netop havde fået nok af denne SVM-regering.
Men det var sådan set ikke det, jeg ville fortælle om.
Den 12. august vendte jeg tilbage til Folketinget, fordi pressen var blevet lovet et episk bråvallaslag. Som i torden og lynild. Det handlede om krisen nede ved den spanske enklave Ceuta, som i slutningen af juli var blevet overrendt af tusindvis af migranter. Derfor havde Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt (DF) indkaldt Folketinget til en såkaldt hasteforespørgsel om EU’s ydre grænser. Men Folketinget rider ikke samme dag, som der sadles, og da medlemmerne endelig blev samlet, var situationen nede i Ceuta stort set gået i sin mor igen. Aftrækket havde simpelthen været for langt til at holde spændingskurven oppe, og sværen var blevet blød.
Sad man og fulgte med i debatten, som jeg gjorde oppe fra Presselogen, blev man forundret over, hvor lidt indsigt de danske politikere egentlig havde i situationen i Ceuta samt i spansk migrationspolitik i det hele taget. For eksempel var det ikke rigtigt gået op for mange af tingets medlemmer, at desuagtet at det lyder voldsomt, at Spanien har taget skridt til at legalisere over en million indvandrere, så hører det samtidig med til historien, at langt størstedelen af disse indvandrere kommer fra Latinamerika og derfor taler spansk og er katolikker. Overraskende nok var det tilsyneladende kun Lars Boje Mathiesen fra Borgerens Parti, som havde forstået den side af sagen.
Iklædt et lysegråt jakkesæt forsøgte Morten Messerschmidt derimod at fremmane et billede af, at vi ikke var langt fra situationen i 2015, hvor syriske flygtninge vandrede på de danske motorveje. Men den påstand skød statsminister Mette Frederiksen (S), klædt i en hvid skjorte, straks til jorden.
“Jeg har i al beskedenhed været en drivende kraft for de ændringer, der sker i Europa,” sagde Mette Frederiksen og fortsatte:
“Jeg kommer aldrig til at acceptere, at der er mennesker, der vandrer på de danske motorveje.”
Hun sagde også, at det nu er – citat – “Danmark, der skubber Europa frem,” samt at et ikke nærmere defineret kollektivt “vi” har tænkt sig at “passe på Danmark og på Europa”.
Så det var skam ikke småting, Mette Frederiksen bar på sine skuldre, måtte vi forstå.
Når man kiggede rundt i salen, glimrede SF’erne ved deres fravær, og den anden regeringspart, Det Radikale Venstre, var bestemt heller ikke mødt talstærkt op. Og den evige Løkke (M) var over alle bjerge. Det her var alene en sag mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.
Det hele endte som et antiklimaks. Nok engang var oppositionen for ufokuseret og uforberedt, og Mette Frederiksen for svær at bide skeer med, selvom man ellers skulle tro, at de blå havde lært lektien. Det eneste, som kaldte på smilet, var, når Torsten Gejl fra regeringens støtteparti Alternativet stillede fedterøvsspørgsmål til Mette Frederiksen, som kun skulle tjene til at tage vinden ud af sejlene.
Midt i salen sad DF’eren Allan Feldt og fulgte slagets gang. Han havde fået mundkurv på, efter at han på sociale medier var kommet til at træde gevaldigt i spinaten. Blandt andet havde han delt et billede af nogle posemænd og kaldt dem for “udyr”. Ærgerligt nok ellers, for debatten trængte virkelig til, at Allan Feldt tog bladet fra munden med mere af samme skuffe.
Lyder det kedeligt, er det, fordi det var kedeligt. Dræbende kedeligt faktisk. Ovre hos Berlingske kaldte politisk kommentator Bent Winther da også debatten for en fuser og skrev:
“De blå partier havde fem skud i bøssen. Ingen af dem ramte plet.”
Men det var faktisk heller ikke det, jeg ville fortælle om.
Tilbud: Bliv medlem og få hele historien for kun 69 kr.
Bliv medlem til særpris lige nu og få adgang til hele Frihedsbrevet. Fra artikler til podcasts – få original journalistik, du ikke finder andre steder
Udnyt tilbuddet herPopulære artikler
Fri Stat
Opholdssted hjalp syrisk mand med at flytte ind på kollegie under falsk...
Fri Finans
Han blev beskyldt for at holde hånden under nogle af finanskrisens...
Fri Kultur
B.T.s journalister sender brev til chefredaktøren og kræver...
Fri Stat
Velfærdskøbmænd modtog 13,8 millioner kroner af staten for...
