Fri Mads #4: Midt i en svingdørstid og sagen om de mystiske mokkasiner

Kære læs­er, 

Her er mit nyheds­brev, som i dag er på 1197 ord og cirkus tager fem min­ut­ter at læse. 

Jeg skriv­er om DR’s nyheds­di­rek­tør, Sandy French, svingdørskul­turen mellem presse og poli­tik, den forhen­værende redak­tion­schef hos TV2 News, Ulla Øster­gaard, og hvad der er på tapetet hos Fri­heds­brevet i denne uge. Hvis du stadig er med som gratist, vil jeg anbe­fale dig at hoppe på vog­nen og melde dig ind i Fri­heds­brevet, for der er store ting i vente. 

 

Sandy French

Jeg vil gerne knytte et par ord til sid­ste uges his­to­rie om ven­sk­a­bet mellem Statsmin­is­teri­ets magt­fulde departe­mentschef Bar­bara Ber­telsen og DR’s nyheds­di­rek­tør Sandy French, chef for Dan­marks største jour­nal­is­tiske arbejdsplads. 

Dels er jeg skuf­fet over, at Sandy French kun vil besvare vores spørgsmål skriftligt – en uskik, som desværre er ved at brede sig fra den poli­tiske sfære til resten af lan­dets magthavere. 

Og dels er jeg skuf­fet over, at French ikke vil besvare de elleve kval­i­fi­cerede spørgsmål, vi stillede hende på skrift. Når man er chef for en jour­nal­is­tisk arbe­jd­splads, som lever af at få folk til at stille op til inter­views, har man prin­cip­ielt pligt til selv at med­virke, når man bliv­er budt ud på danseg­ul­vet. Præ­cis sådan som Infor­ma­tions chefredak­tør, Rune Lykke­berg, for­billedligt gjorde, da vi inter­viewede ham om sin rela­tion til Bar­bara Bertelsen. 

Vi håber fort­sat at få Sandy French i tale og bliv­er på his­to­rien i nyheds­brevet Fri Kul­tur i denne uge. 

 

Svingdørskul­turen 

Sagen om Bar­bara Ber­telsens pri­vate rela­tion­er til mediechefer er vigtig, for­di den hænger sam­men med den usunde svingdørskul­tur, der find­es mellem dan­sk poli­tik og danske medier. 

Jeg tænker på jour­nal­is­ter, der bliv­er særlige råd­gi­vere eller pressechefer for min­istre og poli­tikere, for så at vende tilbage til deres gam­le virke som jour­nal­is­ter. Hver gang det sker, er der grund til at råbe vagt i gevær, for prin­cip­ielt må pressen og poli­tik ikke være for­bundne kar. Som for eksem­pel med Sandy French, der tjente sine sporer som særlig råd­giv­er i Justitsmin­is­teri­et, og i dag er bed­ste ven­ner for evigt med statens mest magt­fulde embed­skvin­de sam­tidig med, at hun er nyheds­di­rek­tør i DR. 

Eller som med Niels Th. Dahl som Jyl­lands-Posten netop har sat i spid­sen for avisens poli­tiske analyser. Dahl har en for­tid som særlig råd­giv­er i Uden­rigsmin­is­teri­et, og før det var han pressechef i ikke kun ét, men i hele to borg­erlige parti­er. Også her må man spørge: er Dahl gen­nem sit virke i Uden­rigsmin­is­teri­et og som pressechef hos både Ven­stre og Lib­er­al Alliance kom­met i besid­delse af en hem­melig viden, som han ikke kan dele med avisens læsere? Har han knyt­tet særlige ven­sk­aber under­ve­js, som bev­idst eller ube­v­idst kom­mer til at påvirke hans poli­tiske analyser? 

 

L’af­faire Østergaard 

Hvor galt det kan gå med jour­nal­is­ter, som er grænseover­løbere mellem poli­tik og presse, er his­to­rien om Ulla Øster­gaard et godt eksem­pel på. Man kan ikke sige nok om, hvor stor en skan­dale TV2 Nyhed­erne er havnet i med sagen om landsstyre­for­mand Múte Egede, som blev offer for en fal­sk nyhed­shis­to­rie, der blev tvunget igen­nem af daværende redak­tion­schef på TV2 News, Ulla Østergaard. 

Hvad der gør sagen ekstra betændt er, at den falske nyhed­shis­to­rie blev bragt lige op til det grøn­landske valg, ovenikø­bet på et tid­spunkt hvor forhold­et mellem Dan­mark og Grøn­land er særligt sen­si­tivt. Og så midt i en tid hvor danskernes tillid til medierne i det hele taget går mod syd. Bemærk her at Ulla Øster­gaard, som er tidligere spin­dok­tor for Lars Løkke Ras­mussen, tidligere har været ude i stor­mve­jr på grund af sine tætte rela­tion­er til par­ti­et Ven­stre. Læg der­til at hun pri­vat dan­ner par med Peter Arn­feldt, som har været spin­dok­tor for hele tre partier. 

Heldigvis gjorde Ulla Øster­gaard det eneste rigtige og for­lod sin still­ing hos TV2 i for­rige uge. Med en garvet spin­dok­tors sans for tim­ing, meldte hun ud, at hun stoppede hos TV2 samme dag, som land­skam­p­en mellem Dan­mark og Bel­gien skulle spilles, hvor­for mediebilledet var fyldt ud med fod­bold. Med andre ord; en per­fekt dag at bære skraldet ud på. 

Hvad der så man­gler hos TV2, er en grundig hov­e­drengøring hos ledelsen. Hvad skal man for eksem­pel mene om TV2’s nyhed­schef Jacob Kwon, som i ramme alvor sendte en mail til sin chef, nyheds­di­rek­tør Ulla Pors, hvor han skrev, at den gigan­tiske skan­dale med Ulla Øster­gaard er en “smal his­to­rie.” Kan Kwon fort­sætte i sin still­ing, når han har så ringe en faglig døm­mekraft? Det synes jeg ikke. 

Hvad jeg heller ikke bry­der mig om, er at se kom­men­tar­sporet på Ulla Øster­gaards Face­book-væg, hvor hun melder sin sor­tie fra TV2 ud. Her find­er man nem­lig en per­lerække af jour­nal­is­ter og mediechefer, der nærmest falder over hinan­dens ben med hjerte-emo­jis og ønsker om held og lykke til Øster­gaard. Og poli­tikere for den sags skyld. ”Det løs­er sig,” skriv­er Søren Pind. Hvad men­er Søren Pind egentlig med det? Ville vi mon se den samme strøm af sym­pa­ti­tilk­ende­givelser og varme følelser fra alle kol­legerne til en over­læge, der var blevet taget i at bryde lægeløftet på groveste vis? 

Uanset hvad, er det sikkert og vist, at Fri­heds­brevet aldrig bliv­er et reser­voir, hvor tidligere spin­dok­tor­er kan slå gækken løs. 

 

Ikke født i går

I mor­gen udkom­mer chefredak­tør Flem­ming Ros­es nyheds­brev Fri Tænkn­ing. Rose har talt med den franske kog­ni­tions­forsker Hugo Merci­er om hans anmelder­roste bog Not Born Yes­ter­day: The Sci­ence of Who We Trust. Den han­dler om, hvor­dan vi som men­nesker eval­uer­er og vur­der­er den kom­mu­nika­tion, vi udsættes for. Merciers cen­trale pointe er, at men­nesker er naturligt skep­tiske, og at det er svært at over­be­vise os om noget, vi ikke allerede tror på. 

 

Verdensfrelserinden

I denne uges Fri Kri­tik, anmelder Mette Høeg ikke en bog, men går i stedet ombord i Ver­dens­frelserinden — fænomenet Nielsens teater­stykke, der lige har spillet på Sort/Hvid. Høeg skriv­er blandt andet, at Nielsen med stykket stad­fæster sin posi­tion som den fremmeste repræsen­tant for radikal selvudlev­er­ing og betyd­ningsmæs­sig uafgørlighed i dan­sk lit­ter­atur og kun­st – og om hvor­dan Nielsens prak­sis på en måde kan ses ikke så meget som selvdyrkelse, men nærmere selvopofrelse.

 

Fri Kritik og Fri Tid som lyd 

I for­rige uge lovede jeg mere lyd, og der er allerede blevet sat han­dling bag løftet. Skue­spilleren Anne Sofie Espersen er blevet hyret ind til at ind­tale Mette Høegs nyheds­brev Fri Kri­tik samt Simon Juls nyheds­brev Fri Tid. Hun start­ede i fredags med deres bagkat­a­log og kør­er videre i denne uge. Målet er selvføl­gelig, at alt hvad vi laver, skal kunne høres.

 

Den originale ånd

Nyheds­brevets sejrs­march som genre fort­sæt­ter i øvrigt. Sen­este er Edward Snow­den kom­met med på plat­for­men Sub­stack, hvor­fra han udgiv­er sit eget nyheds­brev. I forbindelse med lancerin­gen, skrev Snow­den: ”Jeg vil gerne geno­plive den orig­i­nale ånd fra det ældre, pre-kom­mer­cielle inter­net — hvis ikke i form, så som funk­tion. Et lang­som­mere, mere gen­nemtænkt, mere kreativt rum.” 

Og et mere frit rum, vil jeg gerne til­fø­je. Som for eksem­pel med Frihedsbrevet. 

Vi skrives ved i næste uge. Nyhed­stips, ros og ris mod­tages fort­sat gerne. 

 

De mystiske mokkasiner

Ful­gte du med i Fri­heds­brevets dækn­ing af Folkemødet på Twit­ter, stødte du sikkert på denne quiz: 

 

Har du ikke allerede gæt­tet, hvem der er den lykke­lige ejer af dette suave stykke fodtøj, er svaret selvføl­gelig MEP for Ven­stre Morten Løkkegaard. 

 

Mvh.

Chefredak­tør Mads Brügger