Fri Mads #46: Klovnenes Kongedømme 🤡


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

To franske kura­tor­er har lavet en udstill­ing af dan­sk kun­st i Paris, som har fået den geniale titel Roy­aume de Clowns, alt­så “Klovnenes Kongedømme”. For de har nem­lig set, hvad der er såre sandt; der er noget gen­nem­ført klovnet over dette lille land. Som for eksem­pel i Dead­line på DR2 i fredags hvor Ekstra Bladets nye ans­var­shavende chefredak­tør Knud Brix sad tilbage med en fin rød næse, en stor polka­prikket but­ter­fly og en grøn, krøl­let paryk på hov­edet, efter at værten Lotte Folke Kaarsholm havde skilt ham ad med retsmed­i­cin­sk præcision. 

Når ingen andre tør sige, at det er løgn

Jeg kender Knud Brix per­son­ligt. Han er både en fin fyr og en dygtig jour­nal­ist, men det var ikke kønt at se ham forsøge at forsvare, at kom­mu­nika­tio­nen om Hen­rik Qvortrups afgang som Ekstra Bladets ans­var­shavende chefredak­tør var marineret i løgn. Først hed det sig, at Qvortrup friv­il­ligt var trådt til side, for­di han var mere inter­esseret i jour­nal­is­tik end i ledelse. Så bragte Fri­heds­brevet en his­to­rie i tors­dags, hvo­raf det fremgik, at Qvortrup reelt var blevet fyret, og fredag lagde Qvortrup så et opslag ud på Face­book, hvor han bekræft­ede, at det netop var til­fældet. Hvad, han også skrev, var, at hans fyring kom “tem­melig brat” – alt­så som et lyn fra en klar himmel. 

Det, du siger, er du selv 

Af den grund borede Lotte Folke Kaarsholm i tid­slin­jen: Knud Brix blev taget i ed som den nye chefredak­tør allerede fredag den første april. Tre dage senere, mandag den fjerde april, fik Hen­rik Qvortrup så den sorte kokarde, jævn­før for­mu­lerin­gen, at hans fyring kom “tem­melig brat”. Her blev det i hvert fald meldt ud, at han trådte tilbage friv­il­ligt, hvilket alt­så – ved vi nu – ikke var sandt. Han blev nem­lig bedt om at gå. Alligev­el stod Brix på mål for denne udmeld­ing og sagde til Ekstra Bladet, at den “måtte stå til troende”. Men hvis Qvortrup ikke var klar over, at han skulle stoppe før han blev fyret om manda­gen, og Knud Brix allerede var blevet svoret ind som ny chefredak­tør tre dage forinden, så må Knud Brix med al sandsyn­lighed jo have vidst på forhånd, at Hen­rik Qvortrup skulle have spar­ket. Der­for – hvis vi føl­ger tanken helt til dørs – må Knud Brix antageligvis have været klar over, at det ikke var sandt, når direk­tøren for JP Poli­tikens Hus, Stig Ørskov, for­t­alte alver­den, at Qvortrup stoppede friv­il­ligt – en søfork­lar­ing som Brix selv bakkede op om. I Dead­line medgav Knud Brix, at der var “et ele­ment af spin over det”, hvor­for Lotte Folke Kaarsholm for­nuftigt nok mind­ede ham om, at begre­bet spin ifølge avisens egen strate­gi er et andet ord for løgn. Det fik Knud Brix til vredt at kræve doku­men­ta­tion for, at han løj, og han mind­ede hende om, at det fak­tisk er en meget alvorlig anklage at beskylde andre men­nesker for at lyve. Imens kørte der en lille dyt­tende klovnebil rundt i studi­et ført af en bull­dog med en rød brand­mand­sh­jelm på. 

Dagsorden

Velkom­men til mit nyheds­brev num­mer 46, som alt­så står i klov­nens tegn. Jeg skriv­er om, at Fri­heds­brevet har vun­det en sag i Pressenævnet, som knyt­ter an til vores fortløbende under­søgelse af den aal­bor­gen­siske rig­mand og bygge­mata­dor Jes­per Skovs­gaard. Det bringer mig videre til en af dan­sk jour­nal­is­tiks helt store klovne, nem­lig Morten Løkkegaard, som i dag er poli­tik­er for Ven­stre. Noget andet, jeg er nødt til at sætte et par ord på, er, at statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen (S) har truet chefredak­tør Tom Jensen med poli­tian­meldelse. En utrolig hæn­delse, der før­er mig hen til Berlingskes his­to­rie om Bar­bara Ber­telsens besyn­derlige ind­køb af mobil­tele­fon­er på Fiske­torvet i Køben­havn. Til sidst er der selvføl­gelig nyt om, hvad man kan glæde sig til som medlem af Fri­heds­brevet i denne uge. 

Fri Ukraine Live 🇺🇦

Hvilket ellers ikke er så lidt. For allerede i mor­gen løber vores første medlem­sarrange­ment af sta­blen. Det sker på Bre­men Teater i Køben­havn, hvor chefredak­tør Flem­ming Rose og jour­nal­ist Sofie Frøkjær går på sce­nen klokken 18.30 med deres pop­ulære pod­cast Fri Ukraine. Er du bare den mind­ste smule nys­ger­rig på kri­gen i Ukraine, og har du spørgsmål, som du man­gler svar på, er det et uomgæn­geligt arrange­ment. Der er stadig bil­let­ter at få, så hvor­for ikke købe dig en bil­let til Fri Ukraine Live? Jeg garan­ter­er, at det bliv­er helt utroligt inter­es­sant, for hvis der er nogen, som er klog på Rus­land og Ukraine, så er det Flem­ming Rose. Så jeg håber vi ses i mor­gen på Bre­men og takker på forhånd for dit frem­møde og din støtte. 

Marathonmanden 🏃🏻‍♂️

Som medlem hos Fri­heds­brevet får du eksklu­siv adgang til vores vok­sende kat­a­log af pod­casts, som både tæller mag­a­s­in­pro­gram­mer og nar­ra­tive, doku­men­tariske føl­je­ton­er. Som for eksem­pel serien om svin­dleren Youssef Khater, der er kendt fra Net­flix-serien Worst Room­mate Ever. Som tidligere for­t­alt har Fri­heds­brevet fun­det Youssef Khater, og i sen­este afs­nit af føl­je­to­nen om Khater, der bær­er titlen Marathon­man­den, kan du høre et opsigtsvækkende inter­view med man­den selv. Afs­nit­tet udkom i den for­gangne week­end og lig­ger klar til dig, så snart du har meldt dig ind hos Fri­heds­brevet. Hvad der også er klar til at blive afspillet er foreløbigt sid­ste afs­nit i fortællin­gen om Mærsk og Riffelsyndikatet. 

Pressenævnet

I en kendelse afsagt den femte april 2022 har Fri­heds­brevet vun­det vores første sag hos Pressenævnet. På veg­ne af den aal­bor­gen­siske rig­mand og bygge­mata­dor Jes­per Skovs­gaard havde advokat Casper Gam­mel­gaard klaget over to af Fri­heds­brevets artik­ler om Skovs­gaard og hans virk­somhed­er. Det eneste, der ikke blev klaget over, var teg­n­sæt­nin­gen, for ellers mente Skovs­gaards advokat, at vores jour­nal­is­tik over hele lin­jen var så prob­lema­tisk, at artik­lerne helt skulle afpub­liceres. Det mente Pressenævnet dog ikke, og i en dejligt klar kendelse nåede de frem til, at der ikke kan sættes så meget som en fin­ger på Fri­heds­brevets arbe­jde. Så det var helt kor­rekt, da vi skrev om Skovs­gaard, at han er en “socialdemokratisk stor­spon­sor, som er involveret i en grov sag om ube­talte mil­lion­reg­ninger.” Ligeledes var det helt efter bogen, da vi skrev om Skovs­gaards samar­be­jde med en præsi­dent for Hells Angels, og vi havde også ret, da vi skrev, at Skovs­gaard er inspir­eret af den amerikanske svin­dler Jor­dan Belfort, der er kendt fra fil­men The Wolf of Wall Street.

Skovsgaards Consigliere

Apro­pos Skovs­gaard og jour­nal­is­tik, hvem skulle så have reg­net med, at den gam­le første­vi­o­lin fra TV Avisen Søndag, Morten Løkkegaard, har arbe­jdet som råd­giv­er for Jes­per Skovs­gaard? Jo mere man kradser i over­fladen på Skovs­gaard, jo mere inter­es­sant bliv­er det, og i for­rige uge bragte Fri­heds­brevet en dybt inter­es­sant his­to­rie om, at Morten Løkkegaard, mens hans sad i Europa Par­la­mentet for par­ti­et Ven­stre, havde en lille nebengesjæft kørende som con­sigliere for Jes­per Skovs­gaard. I første ombæring pås­tod Løkkegaard, at råd­givnin­gen havde fun­det sted, før Løkkegard blev val­gt ind i Europa Par­la­mentet i 2009, men da Fri­heds­brevet kunne gøre ham opmærk­som på, at der stod 2012 på den fak­tu­ra på 109.000 kro­ner, som han sendte til Skovs­gaard for “image­ple­je og råd­givn­ing”, så det jo knapt så heldigt ud for Morten Løkkegaard. Hvad der er end­nu mere pin­ligt for Løkkegaard er, at råd­givnin­gen har omhan­dlet, hvor­dan Skovs­gaard skulle forholde sig til Morten Løkkegaards egen par­tifælle – nem­lig råd­man­den Mar­i­anne Nør­gaard fra par­ti­et Ven­stre. Prob­lemet med Nør­gaard var, at hun strit­tede imod et byg­geri ved Has­seris, som Skovs­gaard gerne ville have stemt igen­nem Aal­borgs byråd. Om hende skrev Løkkegaard føl­gende til Skovsgaard: 

“Hun (Mar­i­anne Nør­gaard, red.) er den typiske karak­ter-svage lokal-poli­tik­er, der for sent opdager, at hun er i mod­vind hos borg­er-brokkerøve. Det kan du selvføl­gelig ikke bruge til så meget andet, end at kon­statere at der skal kæm­pes helt frem til målstregen.” 

I mor­gen udkom­mer Fri­heds­brevet med nyt om Løkkegaard og Skovs­gaard, og i mellemti­den kan vi sam­men hygge os med en tur ned ad mem­o­ry lane med Morten Løkkegaard. 

Løkkegaard i Disneyland

For hvad jeg selv kan huske, fra den­gang jeg arbe­jd­ede på Ung­dom­sredak­tio­nen i DR, er, at Morten Løkkegaard blev taget i at lade Dis­ney­land Paris betale for en rejse til Paris til Løkkegaard og hans fam­i­lie, mod at uge­bladet Se & Hør kunne bringe billed­erne fra turen – led­saget af Løkkegaards over­drevent pos­i­tive anmeldelse af Dis­ney­land. Den­gang som nu tænk­te jeg, at Løkkegaard hermed sol­gte sig selv som jour­nal­ist. Og den­gang som nu forstod jeg ikke rigtigt, at Løkkegaard over­levede denne byt­te­han­del. Hvad han også over­levede var en skiferie i Bad Gastein i Østrig, som han anmeldte til sky­erne over seks sider i bladet Main Mag­a­zine. Rejsen var købt og betalt af Høj­mark Rejs­er og Østrigs Tur­ist­bu­reau i samar­be­jde med Main Mag­a­zine. Men det mente DRs daværende nyhed­schef Lis­beth Knud­sen ikke var noget prob­lem: “Der er ikke tale om reklame i juridisk for­stand i den konkrete sag,” sagde Lis­beth Knud­sen til Ekstra Bladet, som kun Lis­beth Knud­sen kan sige det. 

Den undersøgende journalistiks bedste ven

Siden lykkedes Morten Løkkegaard med at genopfinde sig selv som europa­parla­men­tarik­er. Ovenikø­bet som en europa­parla­men­tarik­er der er den under­sø­gende jour­nal­is­tiks bed­ste ven. For knapt var Løkkegaard blevet meldt ind, før han lagde navn til et forslag om en ny pul­je, der skal støtte jour­nal­is­tiske pro­jek­ter: “Pro­jek­tet er ikke skabt for at støtte kri­tisk jour­nal­is­tik om EU som sådan, men jeg har hele tiden sagt til embedsmæn­dene, at lak­mus­prøven er, at vi skal se pro­jek­ter, der er kri­tiske over for EU. Og det er de med på,” sagde Morten Løkkegaard i den forbindelse til fag­bladet Jour­nal­is­ten. Nu ved vi så, at Morten Løkkegaard ved siden af sit arbe­jde i Europa Par­la­mentet har hjulpet Jes­per Skovs­gaard med at stille jour­nal­is­ter hin­dringer i vejen. For da en jour­nal­ist fra Uge­brevet A4 beg­y­n­dte at inter­essere sig for, hvor­for Skovs­gaard donerede penge til Socialdemokrati­et, blev MEP Morten Løkkegaard i det skjulte hyret til at kris­eråd­give ham. Morten Løkkegaard gav Jes­per Skovs­gaard et enkelt råd: 

“Hvis du bliv­er kon­tak­tet igen, vil jeg for een gangs skyld anbe­fale at sige ‘ingen kom­mentar­er’, men men — det er om muligt end­nu vigtigere ikke at lyve,” skrev Morten Løkkegaard i en intern mail fra decem­ber 2012, som Fri­heds­brevet er i besid­delse af. 

Så hvad vi har at gøre med her, er alt­så et folke­val­gt medlem af Europa Par­la­mentet, som burde vare­tage sine væl­geres inter­ess­er. I stedet bruger han sin tid på at ser­vicere en flos­set bygge­mata­dor i Aal­borg mod betal­ing, og hvad der er end­nu mere bizart er, at Løkkegaard – som selv er jour­nal­ist – råd­giv­er bygge­mata­doren til ikke at tale med journalister. 

Tom & Mette 

I mit for­rige nyheds­brev undrede jeg mig over, hvor­for chefredak­tør Tom Jensen ikke rigtigt bed igen­nem, da han havde statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen som gæst i første akt af Berlingskes Demokratiske Sam­taler. I dag ved vi, at Mette Fred­erik­sen umid­del­bart inden de gik på sce­nen truede Tom Jensen med en poli­tian­meldelse. I hvert fald ifølge Tom Jensen, som for­t­alte om hæn­delsen nogle dage senere, da Berlingske bragte en opsigtsvækkende his­to­rie om departe­mentschef Bar­bara Ber­telsens køb af mobiltelefoner. 

Før de tog hul på den demokratiske sam­tale, mens de befandt sig alene i et green room, spurgte Mette Fred­erik­sen Tom Jensen: “Den der absurde his­to­rie, I er på vej med – skal jeg nævne den?” Hvor­til Tom Jensen ifølge sig selv svarede: “Ikke for min skyld. Men hvis du har lyst til at nævne den, kan jeg jo ikke forhin­dre dig i det. Så må du selvføl­gelig gøre det.” 

Statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen kiggede på Tom Jensen og sagde så, igen ref­er­eret fra Tom Jensen: “Jeg reg­n­er med, at I allerede er blevet politianmeldt.” 

Og det er jo et svim­lende vildt øje­b­lik. Før de skal på sce­nen for at diskutere den demokratiske sam­tale, og hvad der er galt med den, truer lan­dets statsmin­is­ter sim­pelthen en chefredak­tør for et lands­dækkende dag­blad med en poli­tian­meldelse for en his­to­rie, som end­da ikke er blevet pub­liceret. Få min­ut­ter senere ville Mette Fred­erik­sen sætte sig til rette på podi­et med Tom Jensen og fork­lare ham og pub­likum, at hun slet ikke ønsker at blande sig i, hvor­dan dan­sk presse arbe­jder, men sam­tidig vid­ste jo både hun og Tom Jensen, at hun lige havde truet ham med en poli­tian­meldelse. Helt utroligt, og set igen­nem klov­nens optik et sce­nar­ie, der gran­giveligt min­der om den klas­siske com­me­dia del­l’arte, hvor den ele­gante og herskesyge hvide klovn driller og ydmyger de god­modi­ge og bondske august-klovne. 

Barbaras Burnerphones

At statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen rea­gerede så vold­somt på en artikel, der ikke var blevet pub­liceret, gør, at vi bør inter­essere os ekstra meget for den his­to­rie, som Berlingske sendte ud nogle dage senere. Især for­di den slet ikke han­dler om socialdemokrater­ne som sådan, men om en i prin­cip­pet poli­tisk neu­tral embeds­mand; nem­lig Statsmin­is­teri­ets departe­mentschef Bar­bara Ber­telsen. Der­for vil jeg dvæle lidt ved, hvad Berlingske har rapporteret. 

Man ser det for sig: Ons­dag den tred­je novem­ber 2021, klokken to om efter­mid­da­gen, kun seks timer før at hen­des chef, statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen, skal stille sig op til et pressemøde og fork­lare en undrende offent­lighed, hvor­for hun slet­ter sine SMS’er, kom­mer Statsmin­is­teri­ets departe­mentschef Bar­bara Ber­telsen løbende gen­nem Fiske­torvet, ind­køb­s­cen­tret i det sydlige Køben­havn. Her pyn­ter jeg lidt på den, for jeg aner ikke, om hun løb, men efter­som det foregik midt i arbe­jd­sti­den, og for­di Bar­bara Ber­telsen er kendt for at have begge hæn­der på koge­pladen, gæt­ter jeg på, at hen­des fore­havende i Fiske­torvet skulle gå tjept. Hvad hun skulle var at købe sig en ny mobil­tele­fon, som hun kunne have ved siden af sin arbe­jd­sre­laterede mobil­tele­fon; alt­så en pri­vat mobil­tele­fon. I sig selv ikke syn­derligt sus­pekt, men tager man kon­tek­sten i betragt­ning, skriger det selvføl­gelig til himlen, for lige netop på det tid­spunkt, grun­det Minksagen, var der intet mere inter­es­sant, end hvad Statsmin­is­teri­ets ledelse gjorde med deres mobiltelefoner. 

Senere den dag, om afte­nen til pressemødet i Spe­jl­salen, ville Mette Fred­erik­sen fork­lare, at det var Bar­bara Ber­telsen, der havde råd­givet hende til at ind­stille sin mobil­tele­fon til automa­tisk at slette SMS’er, og at dette tilt­ag var sket af hen­syn til IT-sikker­he­den. I dagene der ful­gte, ville der blive talt om, at Bar­bara Ber­telsen jo ikke har det store køreko­rt i IT-sikker­hed, og flere ville spørge om, hvorvidt det egentlig ikke var et job for Poli­ti­ets Efter­ret­ningst­jen­este at sikre statsmin­is­terens og hen­des top­folks mobil­tele­fon­er. Andre ville spørge om, hvor­for det kun var statsmin­is­teren og hen­des nærmeste, som Bar­bara Ber­telsen havde råd­givet til at slette SMS’er automa­tisk, for hvis det virke­lig var så godt og sikkert at slette SMS’er, hvor­for var dette tilt­ag så ikke blevet ind­ført hos alle de ansat­te i Statsmin­is­teri­et, foru­den hos de andre min­istre og i deres min­is­terier? Disse spørgsmål ville blive hæn­gende i luften i en rum tid, og de hænger der sådan set stadig. 

Men hvis Bar­bara Ber­telsen vid­ste bare den mind­ste smule om IT-sikker­hed, måtte hun også have vidst, at en ny usikret mobil­tele­fon, som den hun var på vej hen til Humac på Fiske­torvet for at købe, selvføl­gelig repræsen­terede en sikker­hed­srisiko for stat­en. Og hvor­for val­gte hun lige Humac på Fiske­torvet? Fra Prins Jør­gens Gård i Statsmin­is­teri­et er der kun få min­ut­ters gang hen til den nærmeste Humac ved Strøget, mens der er over dobbelt så langt hen til Fiske­torvet. Nu gæt­ter jeg, men kan det mon tænkes, at hun val­gte Fiske­torvet, for­di hun vur­derede, at her var der min­dre risiko for, at de andre kun­der ville genk­ende hende, alt imens hun gjorde det mest højrisik­able, hun kunne gøre på netop dette tid­spunkt; at købe sig en ny mobil­tele­fon. Desværre for Ber­telsen sker der så alligev­el det, at hun bliv­er genk­endt af en per­son, som tip­per Berlingske om det. 

Noget, som er ret nut­tet og fak­tisk også lidt klovnet, synes jeg, er, at Ber­telsen køber sig en pink iPhone 13. Far­ven pink er i hvert fald en sjov lille detal­je. Ved samme lej­lighed opret­ter hun et pri­vat tele­fon­abon­nement, og senere hen, efter Berlingske forgæves har rendt Statsmin­is­teri­et på dørene i månedsvis, får vi at vide, at denne manøvre skyldtes, at Bar­bara Ber­telsen på netop denne ganske særlige dag, dagen hvor hen­des chef skulle løbe spid­srod i pressen for sin besyn­derlige prak­sis med at slette SMS’er, havde beslut­tet sig for at adskille sin pro­fes­sionelle og sin pri­vate tele­foni. Hvad, der gør det hele end­nu mere prekært, er, at Bar­bara Ber­telsen ikke kunne nøjes med at have kun én pri­vat mobil­tele­fon men ovenikø­bet vender tilbage til Fiske­torvet to dage senere, ligeledes midt i arbe­jd­sti­den, og køber end­nu en iPhone 13 – denne gang i far­ven blå. 

Her beg­y­n­der det lidt at ligne et ind­køb af det, som krim­inelle kalder burn­er phones, alt­så “brug og smid væk”-telefoner, for hvor­for skal Bar­bara Ber­telsen dog have hele to pri­vate tele­fon­er? Købte hun den blå iPhone 13 til sig selv, eller var den tiltænkt en anden, og hvis ja, hvem er så denne anden? Er det mon statsmin­is­teren, som jo altid har et bræn­dende behov for et fortroligt rum? Vi ved det ikke, for Statsmin­is­teri­et afvis­er over for Berlingske at svare på, hvem den anden tele­fon var til. Statsmin­is­teri­et vil heller ikke svare på, om der er foregået arbe­jd­sre­lateret kor­re­spon­dance på disse pri­vate tele­fon­er. At Statsmin­is­teri­et ikke vil svare på disse sim­ple og rel­e­vante spørgsmål indik­er­er helt klart, at der er ugler i mosen. 

Hvad der også er i mosen er edder­spændt rasende socialdemokrater. Mest vred af alle er Socialdemokrater­nes poli­tiske ord­før­er Chris­t­ian Rab­jerg Mad­sen. “Et utidigt, mis­tænke­lig­gørende og dehu­man­is­erende angreb på en konkret embeds­mand og dennes ret til et pri­vatliv”, mente Chris­t­ian Rab­jerg Mad­sen om Berlingskes artikel. Han blev bakket op af for­man­den for SF, der gik på Twit­ter med føl­gende kanonade: 

Socialdemokrater­nes fel­low trav­ellers i dan­sk presse, som for eksem­pel Altingets chefredak­tør Jakob Nielsen og A4s chefredak­tør Kris­t­ian Mad­sen, var ikke sene til at påpege en åbenlys svaghed ved his­to­rien; der man­gler en rygende pis­tol. Og det har de ret i, men det rokker ikke ved, at Bar­bara Ber­telsens ind­køb af mobil­tele­fon­er er dybt inter­es­sant netop på grund af kon­tek­sten. Så selvføl­gelig gjorde Berlingske ret i at bringe den his­to­rie – ingen tvivl om det. 

At der så er kræfter i dan­sk poli­tik, som forsøger at twiste his­to­rien om til, at det er synd for Bar­bara Ber­telsen, forekom­mer absurd, når det hele udspillede sig i selvsamme uge, hvor EU-dom­stolen under­k­endte de nye regler for at overvåge og ind­sam­le data fra danskernes brug af tele­fon­er og inter­net. En uge hvor vi også stod op til DRs his­to­rie om, at når spi­onchef Lars Find­sen i måned­erne op til sin anhold­else førte sam­taler i sit pri­vate hjem, blev det hele optaget af små gemte mikro­fon­er, som var blevet plantet af Poli­ti­ets Efter­ret­ningst­jen­este. Det er det, som på fagsprog­et kaldes rumafly­t­ning, og uanset om Lars Find­sen er skyldig i lands­for­ræderi eller ej, giv­er det hér langt mere mening at tale om et “dehu­man­is­erende angreb på en konkret embeds­mand og dennes ret til et privatliv.” 

Fri Tænkning

Som betal­ende medlem hos Fri­heds­brevet får du adgang til Flem­ming Ros­es ugentlige nyheds­brev Fri Tænkn­ing. I denne uge har Flem­ming Rose inter­viewet den ukrainske pro­fes­sor Ser­hyi Kudelia om kri­gen mellem Ukraine og Rus­land. Kudelia, der er pro­fes­sor i statskund­skab ved Bay­lor Uni­ver­si­ty i Texas, men stam­mer fra Lviv i det vestlige Ukraine, er i færd med at skrive en bog om den væb­nede kon­flikt i det østlige Ukraine, som brød ud for otte år siden. Ifølge Kudelia vil det uafhængigt af kri­gens udfald være end­nu vanske­ligere at inte­grere disse region­er i Ukraine i dag end for otte år siden. Kudelia fork­lar­er også, hvor­for han ikke tror på nogen snarlig aftale mellem Mosk­va og Kyiv, og hvor­dan han forestiller sig et frem­tidigt neu­tralt Ukraine, som dog kan blive svært at sælge til den ukrainske befolkn­ing, hvis både Fin­land og Sverige i mellemti­den beslut­ter sig for at blive medlem­mer af NATO. 

Fri Jihad

I Fri Jihad, vores nyheds­brev om radikalis­er­ing og mil­i­tant Islam, skriv­er Kathrine Elmose Jør­gensen om retssagen mod medlem­merne af den britiske gruppe jihadis­ter, som holdt fotografen Daniel Rye som gid­sel. Fri Jihad udkom­mer senere i dag. 

Fri Tid 🍽🍷

De Sultne Piger har besøgt restau­rant NENI, der lige er åbnet sam­men med det nye 25 Hour Hotel i det indre Køben­havn, til en “omgang israel­sk-mellemøstlig din­ner med blandt andet et BJERG af baby lam­b­chops og kæmpe flise-inspo ❤️.” Hvad Simon Jul, den anden halvdel af nyheds­brevet Fri Tid barsler med, må tiden vise. I hvert fald for­bliv­er Fri Tid pligt- og lystlæs­ning, når du skal plan­lægge, hvad du skal spise, drikke og lave i din weekend. 

Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔

At jeg selv er en klovn. Så meget at jeg end­da har optrådt som klovn. Det gjorde jeg til en klovne­fes­ti­val i Svend­borg, hvor jeg med­virkede under­cov­er som klovn. Mit ratio­nale var, at i og med en klovn allerede er under­cov­er, ville jeg dermed være under­cov­er-under­cov­er, som jo er et inter­es­sant sted at befinde sig som jour­nal­ist. Oplevelsen gav mig en dyb forståelse for klov­nens ver­den, som jeg har beskrevet udførligt i min reportage Klovnekri­gen, der find­es i denne antolo­gi.

Tak for denne gang 

Og god påske til dig og dine. Jeg er tilbage om en uges tid. Tak for­di du læste eller lyt­tede med. 

Med ven­lig hilsen, chefredak­tør og klovn Mads Brüg­ger, Frihedsbrevet