Fri Mads #46: Klov­ne­nes Kongedømme 🤡


Her er der en medieafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores leverandør.

To fran­ske kura­to­rer har lavet en udstil­ling af dansk kunst i Paris, som har fået den geni­a­le titel Roy­au­me de Clowns, alt­så “Klov­ne­nes Kon­ge­døm­me”. For de har nem­lig set, hvad der er såre sandt; der er noget gen­nem­ført klov­net over det­te lil­le land. Som for eksem­pel i Dead­li­ne på DR2 i fre­dags hvor Ekstra Bla­dets nye ansvars­ha­ven­de che­fre­dak­tør Knud Brix sad til­ba­ge med en fin rød næse, en stor pol­kaprik­ket but­ter­fly og en grøn, krøl­let paryk på hove­d­et, efter at vær­ten Lot­te Fol­ke Kaars­holm hav­de skilt ham ad med rets­me­di­cinsk præcision. 

Når ingen andre tør sige, at det er løgn

Jeg ken­der Knud Brix per­son­ligt. Han er både en fin fyr og en dyg­tig jour­na­list, men det var ikke kønt at se ham for­sø­ge at for­sva­re, at kom­mu­ni­ka­tio­nen om Hen­rik Qvortrups afgang som Ekstra Bla­dets ansvars­ha­ven­de che­fre­dak­tør var mari­ne­ret i løgn. Først hed det sig, at Qvortrup fri­vil­ligt var trå­dt til side, for­di han var mere inter­es­se­ret i jour­na­li­stik end i ledel­se. Så brag­te Fri­heds­bre­vet en histo­rie i tors­dags, hvoraf det frem­gik, at Qvortrup reelt var ble­vet fyret, og fre­dag lag­de Qvortrup så et opslag ud på Face­book, hvor han bekræf­te­de, at det net­op var til­fæl­det. Hvad, han også skrev, var, at hans fyring kom “tem­me­lig brat” – alt­så som et lyn fra en klar himmel. 

Det, du siger, er du selv 

Af den grund bore­de Lot­te Fol­ke Kaars­holm i tids­linj­en: Knud Brix blev taget i ed som den nye che­fre­dak­tør alle­re­de fre­dag den før­ste april. Tre dage sene­re, man­dag den fjer­de april, fik Hen­rik Qvortrup så den sor­te kokar­de, jævn­før for­mu­le­rin­gen, at hans fyring kom “tem­me­lig brat”. Her blev det i hvert fald meldt ud, at han trå­d­te til­ba­ge fri­vil­ligt, hvil­ket alt­så – ved vi nu – ikke var sandt. Han blev nem­lig bedt om at gå. Alli­ge­vel stod Brix på mål for den­ne udmel­ding og sag­de til Ekstra Bla­det, at den “måt­te stå til tro­en­de”. Men hvis Qvortrup ikke var klar over, at han skul­le stop­pe før han blev fyret om man­da­gen, og Knud Brix alle­re­de var ble­vet svo­ret ind som ny che­fre­dak­tør tre dage for­in­den, så må Knud Brix med al sand­syn­lig­hed jo have vidst på for­hånd, at Hen­rik Qvortrup skul­le have spar­ket. Der­for – hvis vi føl­ger tan­ken helt til dørs – må Knud Brix anta­ge­lig­vis have været klar over, at det ikke var sandt, når direk­tø­ren for JP Poli­ti­kens Hus, Stig Ørskov, for­tal­te alver­den, at Qvortrup stop­pe­de fri­vil­ligt – en søfor­kla­ring som Brix selv bak­ke­de op om. I Dead­li­ne med­gav Knud Brix, at der var “et ele­ment af spin over det”, hvor­for Lot­te Fol­ke Kaars­holm for­nuf­tigt nok min­de­de ham om, at begre­bet spin iføl­ge avi­sens egen stra­te­gi er et andet ord for løgn. Det fik Knud Brix til vredt at kræ­ve doku­men­ta­tion for, at han løj, og han min­de­de hen­de om, at det fak­tisk er en meget alvor­lig ankla­ge at beskyl­de andre men­ne­sker for at lyve. Imens kør­te der en lil­le dyt­ten­de klov­ne­bil rundt i stu­di­et ført af en bul­l­dog med en rød brand­mands­hjelm på. 

Dags­or­den

Vel­kom­men til mit nyheds­brev num­mer 46, som alt­så står i klov­nens tegn. Jeg skri­ver om, at Fri­heds­bre­vet har vun­det en sag i Pres­se­næv­net, som knyt­ter an til vores fort­lø­ben­de under­sø­gel­se af den aal­bor­gen­si­ske rig­mand og byg­ge­ma­ta­dor Jes­per Sko­vs­gaard. Det brin­ger mig vide­re til en af dansk jour­na­li­stiks helt sto­re klov­ne, nem­lig Mor­ten Løk­ke­gaard, som i dag er poli­ti­ker for Ven­stre. Noget andet, jeg er nødt til at sæt­te et par ord på, er, at stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen (S) har tru­et che­fre­dak­tør Tom Jen­sen med poli­ti­an­mel­del­se. En utro­lig hæn­del­se, der fører mig hen til Ber­ling­s­kes histo­rie om Bar­ba­ra Ber­tel­sens besyn­der­li­ge ind­køb af mobil­te­le­fo­ner på Fiske­tor­vet i Køben­havn. Til sidst er der selv­føl­ge­lig nyt om, hvad man kan glæ­de sig til som med­lem af Fri­heds­bre­vet i den­ne uge. 

Fri Ukrai­ne Live 🇺🇦

Hvil­ket ellers ikke er så lidt. For alle­re­de i mor­gen løber vores før­ste med­lem­s­ar­ran­ge­ment af stab­len. Det sker på Bre­men Tea­ter i Køben­havn, hvor che­fre­dak­tør Flem­m­ing Rose og jour­na­list Sofie Frøkjær går på sce­nen klok­ken 18.30 med deres popu­læ­re podcast Fri Ukrai­ne. Er du bare den mind­ste smu­le nys­ger­rig på kri­gen i Ukrai­ne, og har du spørgs­mål, som du mang­ler svar på, er det et uom­gæn­ge­ligt arran­ge­ment. Der er sta­dig bil­let­ter at få, så hvor­for ikke købe dig en bil­let til Fri Ukrai­ne Live? Jeg garan­te­rer, at det bli­ver helt utro­ligt inter­es­sant, for hvis der er nogen, som er klog på Rusland og Ukrai­ne, så er det Flem­m­ing Rose. Så jeg håber vi ses i mor­gen på Bre­men og tak­ker på for­hånd for dit frem­mø­de og din støtte. 

Marat­hon­man­den 🏃🏻‍♂️

Som med­lem hos Fri­heds­bre­vet får du eks­klu­siv adgang til vores vok­sen­de kata­log af podcasts, som både tæl­ler maga­sin­pro­gram­mer og nar­ra­ti­ve, doku­men­ta­ri­ske føl­je­to­ner. Som for eksem­pel seri­en om svind­le­ren Yous­sef Kha­ter, der er kendt fra Net­flix-seri­en Worst Room­ma­te Ever. Som tid­li­ge­re for­talt har Fri­heds­bre­vet fun­det Yous­sef Kha­ter, og i sene­ste afsnit af føl­je­to­nen om Kha­ter, der bærer tit­len Marat­hon­man­den, kan du høre et opsigtsvæk­ken­de inter­view med man­den selv. Afsnit­tet udkom i den for­gang­ne wee­kend og lig­ger klar til dig, så snart du har meldt dig ind hos Fri­heds­bre­vet. Hvad der også er klar til at bli­ve afspil­let er fore­lø­bigt sid­ste afsnit i for­tæl­lin­gen om Mær­sk og Riffelsyndikatet. 

Pres­se­næv­net

I en ken­del­se afsagt den fem­te april 2022 har Fri­heds­bre­vet vun­det vores før­ste sag hos Pres­se­næv­net. På veg­ne af den aal­bor­gen­si­ske rig­mand og byg­ge­ma­ta­dor Jes­per Sko­vs­gaard hav­de advo­kat Cas­per Gam­mel­gaard kla­get over to af Fri­heds­bre­vets artik­ler om Sko­vs­gaard og hans virk­som­he­der. Det ene­ste, der ikke blev kla­get over, var tegn­sæt­nin­gen, for ellers men­te Sko­vs­gaards advo­kat, at vores jour­na­li­stik over hele linj­en var så pro­ble­ma­tisk, at artik­ler­ne helt skul­le afpu­bli­ce­res. Det men­te Pres­se­næv­net dog ikke, og i en dej­ligt klar ken­del­se nåe­de de frem til, at der ikke kan sæt­tes så meget som en fin­ger på Fri­heds­bre­vets arbej­de. Så det var helt kor­rekt, da vi skrev om Sko­vs­gaard, at han er en “soci­al­de­mo­kra­tisk stor­sponsor, som er invol­ve­ret i en grov sag om ube­tal­te mil­li­onreg­nin­ger.” Lige­le­des var det helt efter bogen, da vi skrev om Sko­vs­gaards sam­ar­bej­de med en præ­si­dent for Hells Angels, og vi hav­de også ret, da vi skrev, at Sko­vs­gaard er inspi­re­ret af den ame­ri­kan­ske svind­ler Jor­dan Bel­fort, der er kendt fra fil­men The Wolf of Wall Stre­et.

Sko­vs­gaards Consigliere 

Apro­pos Sko­vs­gaard og jour­na­li­stik, hvem skul­le så have reg­net med, at den gam­le første­vi­o­lin fra TV Avi­sen Søn­dag, Mor­ten Løk­ke­gaard, har arbej­det som råd­gi­ver for Jes­per Sko­vs­gaard? Jo mere man krad­ser i over­fla­den på Sko­vs­gaard, jo mere inter­es­sant bli­ver det, og i for­ri­ge uge brag­te Fri­heds­bre­vet en dybt inter­es­sant histo­rie om, at Mor­ten Løk­ke­gaard, mens hans sad i Euro­pa Par­la­men­tet for par­ti­et Ven­stre, hav­de en lil­le neben­ge­sjæft køren­de som con­sig­li­e­re for Jes­per Sko­vs­gaard. I før­ste ombæ­ring påstod Løk­ke­gaard, at råd­giv­nin­gen hav­de fun­det sted, før Løk­ke­gard blev valgt ind i Euro­pa Par­la­men­tet i 2009, men da Fri­heds­bre­vet kun­ne gøre ham opmærk­som på, at der stod 2012 på den fak­tu­ra på 109.000 kro­ner, som han send­te til Sko­vs­gaard for “ima­geple­je og råd­giv­ning”, så det jo knapt så hel­digt ud for Mor­ten Løk­ke­gaard. Hvad der er end­nu mere pin­ligt for Løk­ke­gaard er, at råd­giv­nin­gen har omhand­let, hvor­dan Sko­vs­gaard skul­le for­hol­de sig til Mor­ten Løk­ke­gaards egen par­ti­fæl­le – nem­lig råd­man­den Mari­an­ne Nør­gaard fra par­ti­et Ven­stre. Pro­ble­met med Nør­gaard var, at hun strit­te­de imod et byg­ge­ri ved Has­se­ris, som Sko­vs­gaard ger­ne vil­le have stemt igen­nem Aal­borgs byråd. Om hen­de skrev Løk­ke­gaard føl­gen­de til Skovsgaard: 

“Hun (Mari­an­ne Nør­gaard, red.) er den typi­ske karak­ter-sva­ge lokal-poli­ti­ker, der for sent opda­ger, at hun er i mod­vind hos bor­ger-brok­ke­rø­ve. Det kan du selv­føl­ge­lig ikke bru­ge til så meget andet, end at kon­sta­te­re at der skal kæm­pes helt frem til målstregen.” 

I mor­gen udkom­mer Fri­heds­bre­vet med nyt om Løk­ke­gaard og Sko­vs­gaard, og i mel­lem­ti­den kan vi sam­men hyg­ge os med en tur ned ad memory lane med Mor­ten Løkkegaard. 

Løk­ke­gaard i Disneyland

For hvad jeg selv kan huske, fra den­gang jeg arbej­de­de på Ung­doms­re­dak­tio­nen i DR, er, at Mor­ten Løk­ke­gaard blev taget i at lade Dis­neyland Paris beta­le for en rej­se til Paris til Løk­ke­gaard og hans fami­lie, mod at uge­bla­det Se & Hør kun­ne brin­ge bil­le­der­ne fra turen – ledsa­get af Løk­ke­gaards over­dre­vent posi­ti­ve anmel­del­se af Dis­neyland. Den­gang som nu tænk­te jeg, at Løk­ke­gaard her­med solg­te sig selv som jour­na­list. Og den­gang som nu for­stod jeg ikke rig­tigt, at Løk­ke­gaard over­le­ve­de den­ne byt­te­han­del. Hvad han også over­le­ve­de var en ski­fe­rie i Bad Gaste­in i Østrig, som han anmeld­te til sky­er­ne over seks sider i bla­det Main Maga­zi­ne. Rej­sen var købt og betalt af Høj­mark Rej­ser og Østrigs Turist­bu­reau i sam­ar­bej­de med Main Maga­zi­ne. Men det men­te DRs davæ­ren­de nyheds­chef Lis­beth Knud­sen ikke var noget pro­blem: “Der er ikke tale om rek­la­me i juri­disk for­stand i den kon­kre­te sag,” sag­de Lis­beth Knud­sen til Ekstra Bla­det, som kun Lis­beth Knud­sen kan sige det. 

Den under­sø­gen­de jour­na­li­stiks bed­ste ven

Siden lyk­ke­des Mor­ten Løk­ke­gaard med at genop­fin­de sig selv som euro­pa­par­la­men­ta­ri­ker. Oveni­kø­bet som en euro­pa­par­la­men­ta­ri­ker der er den under­sø­gen­de jour­na­li­stiks bed­ste ven. For knapt var Løk­ke­gaard ble­vet meldt ind, før han lag­de navn til et for­slag om en ny pul­je, der skal støt­te jour­na­li­sti­ske pro­jek­ter: “Pro­jek­tet er ikke skabt for at støt­te kri­tisk jour­na­li­stik om EU som sådan, men jeg har hele tiden sagt til embeds­mæn­de­ne, at lakmusprø­ven er, at vi skal se pro­jek­ter, der er kri­ti­ske over for EU. Og det er de med på,” sag­de Mor­ten Løk­ke­gaard i den for­bin­del­se til fag­bla­det Jour­na­li­sten. Nu ved vi så, at Mor­ten Løk­ke­gaard ved siden af sit arbej­de i Euro­pa Par­la­men­tet har hjul­pet Jes­per Sko­vs­gaard med at stil­le jour­na­li­ster hin­drin­ger i vej­en. For da en jour­na­list fra Uge­bre­vet A4 begynd­te at inter­es­se­re sig for, hvor­for Sko­vs­gaard done­re­de pen­ge til Soci­al­de­mo­kra­ti­et, blev MEP Mor­ten Løk­ke­gaard i det skjul­te hyret til at kri­se­rå­d­gi­ve ham. Mor­ten Løk­ke­gaard gav Jes­per Sko­vs­gaard et enkelt råd: 

“Hvis du bli­ver kon­tak­tet igen, vil jeg for een gangs skyld anbe­fa­le at sige ‘ingen kom­men­ta­rer’, men men — det er om muligt end­nu vig­ti­ge­re ikke at lyve,” skrev Mor­ten Løk­ke­gaard i en intern mail fra decem­ber 2012, som Fri­heds­bre­vet er i besid­del­se af. 

Så hvad vi har at gøre med her, er alt­så et fol­ke­valgt med­lem af Euro­pa Par­la­men­tet, som bur­de vare­ta­ge sine væl­ge­res inter­es­ser. I ste­det bru­ger han sin tid på at ser­vi­ce­re en flos­set byg­ge­ma­ta­dor i Aal­borg mod beta­ling, og hvad der er end­nu mere bizart er, at Løk­ke­gaard – som selv er jour­na­list – råd­gi­ver byg­ge­ma­ta­doren til ikke at tale med journalister. 

Tom & Mette 

I mit for­ri­ge nyheds­brev undre­de jeg mig over, hvor­for che­fre­dak­tør Tom Jen­sen ikke rig­tigt bed igen­nem, da han hav­de stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen som gæst i før­ste akt af Ber­ling­s­kes Demo­kra­ti­ske Sam­ta­ler. I dag ved vi, at Met­te Fre­de­rik­sen umid­del­bart inden de gik på sce­nen tru­e­de Tom Jen­sen med en poli­ti­an­mel­del­se. I hvert fald iføl­ge Tom Jen­sen, som for­tal­te om hæn­del­sen nog­le dage sene­re, da Ber­ling­s­ke brag­te en opsigtsvæk­ken­de histo­rie om depar­te­ments­chef Bar­ba­ra Ber­tel­sens køb af mobiltelefoner. 

Før de tog hul på den demo­kra­ti­ske sam­ta­le, mens de befandt sig ale­ne i et gre­en room, spurg­te Met­te Fre­de­rik­sen Tom Jen­sen: “Den der absur­de histo­rie, I er på vej med – skal jeg næv­ne den?” Hvor­til Tom Jen­sen iføl­ge sig selv sva­re­de: “Ikke for min skyld. Men hvis du har lyst til at næv­ne den, kan jeg jo ikke for­hin­dre dig i det. Så må du selv­føl­ge­lig gøre det.” 

Stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen kig­ge­de på Tom Jen­sen og sag­de så, igen refe­re­ret fra Tom Jen­sen: “Jeg reg­ner med, at I alle­re­de er ble­vet politianmeldt.” 

Og det er jo et svim­len­de vildt øje­blik. Før de skal på sce­nen for at dis­ku­te­re den demo­kra­ti­ske sam­ta­le, og hvad der er galt med den, tru­er lan­dets stats­mi­ni­ster sim­pelt­hen en che­fre­dak­tør for et lands­dæk­ken­de dag­blad med en poli­ti­an­mel­del­se for en histo­rie, som end­da ikke er ble­vet publi­ce­ret. Få minut­ter sene­re vil­le Met­te Fre­de­rik­sen sæt­te sig til ret­te på podi­et med Tom Jen­sen og for­kla­re ham og publi­kum, at hun slet ikke ønsker at blan­de sig i, hvor­dan dansk pres­se arbej­der, men sam­ti­dig vid­ste jo både hun og Tom Jen­sen, at hun lige hav­de tru­et ham med en poli­ti­an­mel­del­se. Helt utro­ligt, og set igen­nem klov­nens optik et sce­na­rie, der gran­gi­ve­ligt min­der om den klas­si­ske com­me­dia del­l’ar­te, hvor den ele­gan­te og her­ske­sy­ge hvi­de klovn dril­ler og ydmy­ger de god­mo­di­ge og bond­ske august-klovne. 

Bar­ba­ras Burnerphones 

At stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen rea­ge­re­de så vold­somt på en arti­kel, der ikke var ble­vet publi­ce­ret, gør, at vi bør inter­es­se­re os ekstra meget for den histo­rie, som Ber­ling­s­ke send­te ud nog­le dage sene­re. Især for­di den slet ikke hand­ler om soci­al­de­mo­kra­ter­ne som sådan, men om en i prin­cip­pet poli­tisk neut­ral embeds­mand; nem­lig Stats­mi­ni­ste­ri­ets depar­te­ments­chef Bar­ba­ra Ber­tel­sen. Der­for vil jeg dvæ­le lidt ved, hvad Ber­ling­s­ke har rapporteret. 

Man ser det for sig: Ons­dag den tred­je novem­ber 2021, klok­ken to om efter­mid­da­gen, kun seks timer før at hen­des chef, stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen, skal stil­le sig op til et pres­se­mø­de og for­kla­re en undren­de offent­lig­hed, hvor­for hun slet­ter sine SMS’er, kom­mer Stats­mi­ni­ste­ri­ets depar­te­ments­chef Bar­ba­ra Ber­tel­sen løben­de gen­nem Fiske­tor­vet, ind­købs­cen­tret i det syd­li­ge Køben­havn. Her pyn­ter jeg lidt på den, for jeg aner ikke, om hun løb, men efter­som det fore­gik midt i arbejds­ti­den, og for­di Bar­ba­ra Ber­tel­sen er kendt for at have beg­ge hæn­der på koge­pla­den, gæt­ter jeg på, at hen­des fore­ha­ven­de i Fiske­tor­vet skul­le gå tjept. Hvad hun skul­le var at købe sig en ny mobil­te­le­fon, som hun kun­ne have ved siden af sin arbejds­re­la­te­re­de mobil­te­le­fon; alt­så en pri­vat mobil­te­le­fon. I sig selv ikke syn­der­ligt suspekt, men tager man kon­tek­sten i betragt­ning, skri­ger det selv­føl­ge­lig til him­len, for lige net­op på det tids­punkt, grun­det Minksa­gen, var der intet mere inter­es­sant, end hvad Stats­mi­ni­ste­ri­ets ledel­se gjor­de med deres mobiltelefoner. 

Sene­re den dag, om afte­nen til pres­se­mø­det i Spejlsa­len, vil­le Met­te Fre­de­rik­sen for­kla­re, at det var Bar­ba­ra Ber­tel­sen, der hav­de råd­gi­vet hen­de til at indstil­le sin mobil­te­le­fon til auto­ma­tisk at slet­te SMS’er, og at det­te til­tag var sket af hen­syn til IT-sik­ker­he­den. I dage­ne der fulg­te, vil­le der bli­ve talt om, at Bar­ba­ra Ber­tel­sen jo ikke har det sto­re køre­kort i IT-sik­ker­hed, og fle­re vil­le spør­ge om, hvor­vidt det egent­lig ikke var et job for Poli­tiets Efter­ret­ning­s­tje­ne­ste at sik­re stats­mi­ni­ste­rens og hen­des top­folks mobil­te­le­fo­ner. Andre vil­le spør­ge om, hvor­for det kun var stats­mi­ni­ste­ren og hen­des nær­me­ste, som Bar­ba­ra Ber­tel­sen hav­de råd­gi­vet til at slet­te SMS’er auto­ma­tisk, for hvis det vir­ke­lig var så godt og sik­kert at slet­te SMS’er, hvor­for var det­te til­tag så ikke ble­vet ind­ført hos alle de ansat­te i Stats­mi­ni­ste­ri­et, for­u­den hos de andre mini­stre og i deres mini­ste­ri­er? Dis­se spørgs­mål vil­le bli­ve hæn­gen­de i luf­ten i en rum tid, og de hæn­ger der sådan set stadig. 

Men hvis Bar­ba­ra Ber­tel­sen vid­ste bare den mind­ste smu­le om IT-sik­ker­hed, måt­te hun også have vidst, at en ny usik­ret mobil­te­le­fon, som den hun var på vej hen til Humac på Fiske­tor­vet for at købe, selv­føl­ge­lig repræ­sen­te­re­de en sik­ker­heds­ri­si­ko for sta­ten. Og hvor­for valg­te hun lige Humac på Fiske­tor­vet? Fra Prins Jør­gens Gård i Stats­mi­ni­ste­ri­et er der kun få minut­ters gang hen til den nær­me­ste Humac ved Strø­get, mens der er over dob­belt så langt hen til Fiske­tor­vet. Nu gæt­ter jeg, men kan det mon tæn­kes, at hun valg­te Fiske­tor­vet, for­di hun vur­de­re­de, at her var der min­dre risi­ko for, at de andre kun­der vil­le gen­ken­de hen­de, alt imens hun gjor­de det mest høj­ri­si­kab­le, hun kun­ne gøre på net­op det­te tids­punkt; at købe sig en ny mobil­te­le­fon. Desvær­re for Ber­tel­sen sker der så alli­ge­vel det, at hun bli­ver gen­kendt af en per­son, som tip­per Ber­ling­s­ke om det. 

Noget, som er ret nut­tet og fak­tisk også lidt klov­net, synes jeg, er, at Ber­tel­sen køber sig en pink iPho­ne 13. Far­ven pink er i hvert fald en sjov lil­le detal­je. Ved sam­me lej­lig­hed opret­ter hun et pri­vat tele­fo­na­bon­ne­ment, og sene­re hen, efter Ber­ling­s­ke for­gæ­ves har rendt Stats­mi­ni­ste­ri­et på døre­ne i måneds­vis, får vi at vide, at den­ne manøv­re skyld­tes, at Bar­ba­ra Ber­tel­sen på net­op den­ne gan­ske sær­li­ge dag, dagen hvor hen­des chef skul­le løbe spids­rod i pres­sen for sin besyn­der­li­ge prak­sis med at slet­te SMS’er, hav­de beslut­tet sig for at adskil­le sin pro­fes­sio­nel­le og sin pri­va­te tele­fo­ni. Hvad, der gør det hele end­nu mere prekært, er, at Bar­ba­ra Ber­tel­sen ikke kun­ne nøjes med at have kun én pri­vat mobil­te­le­fon men oveni­kø­bet ven­der til­ba­ge til Fiske­tor­vet to dage sene­re, lige­le­des midt i arbejds­ti­den, og køber end­nu en iPho­ne 13 – den­ne gang i far­ven blå. 

Her begyn­der det lidt at lig­ne et ind­køb af det, som kri­mi­nel­le kal­der bur­ner pho­nes, alt­så “brug og smid væk”-telefoner, for hvor­for skal Bar­ba­ra Ber­tel­sen dog have hele to pri­va­te tele­fo­ner? Køb­te hun den blå iPho­ne 13 til sig selv, eller var den til­tænkt en anden, og hvis ja, hvem er så den­ne anden? Er det mon stats­mi­ni­ste­ren, som jo altid har et bræn­den­de behov for et for­tro­ligt rum? Vi ved det ikke, for Stats­mi­ni­ste­ri­et afvi­ser over for Ber­ling­s­ke at sva­re på, hvem den anden tele­fon var til. Stats­mi­ni­ste­ri­et vil hel­ler ikke sva­re på, om der er fore­gå­et arbejds­re­la­te­ret kor­re­spon­dan­ce på dis­se pri­va­te tele­fo­ner. At Stats­mi­ni­ste­ri­et ikke vil sva­re på dis­se simp­le og rele­van­te spørgs­mål indi­ke­rer helt klart, at der er ugler i mosen. 

Hvad der også er i mosen er edder­spændt rasen­de soci­al­de­mo­kra­ter. Mest vred af alle er Soci­al­de­mo­kra­ter­nes poli­ti­ske ord­fø­rer Chri­sti­an Rab­jerg Mad­sen. “Et uti­digt, mistæn­ke­lig­gø­ren­de og dehu­ma­ni­se­ren­de angreb på en kon­kret embeds­mand og den­nes ret til et pri­vat­liv”, men­te Chri­sti­an Rab­jerg Mad­sen om Ber­ling­s­kes arti­kel. Han blev bak­ket op af for­man­den for SF, der gik på Twit­ter med føl­gen­de kanonade: 

Soci­al­de­mo­kra­ter­nes fel­low tra­vel­lers i dansk pres­se, som for eksem­pel Altin­gets che­fre­dak­tør Jakob Niel­sen og A4s che­fre­dak­tør Kri­sti­an Mad­sen, var ikke sene til at påpe­ge en åben­lys svag­hed ved histo­ri­en; der mang­ler en rygen­de pistol. Og det har de ret i, men det rok­ker ikke ved, at Bar­ba­ra Ber­tel­sens ind­køb af mobil­te­le­fo­ner er dybt inter­es­sant net­op på grund af kon­tek­sten. Så selv­føl­ge­lig gjor­de Ber­ling­s­ke ret i at brin­ge den histo­rie – ingen tvivl om det. 

At der så er kræf­ter i dansk poli­tik, som for­sø­ger at twi­ste histo­ri­en om til, at det er synd for Bar­ba­ra Ber­tel­sen, fore­kom­mer absurd, når det hele udspil­le­de sig i selv­sam­me uge, hvor EU-dom­sto­len under­kend­te de nye reg­ler for at over­vå­ge og ind­sam­le data fra dan­sker­nes brug af tele­fo­ner og inter­net. En uge hvor vi også stod op til DRs histo­rie om, at når spionchef Lars Find­sen i måne­der­ne op til sin anhol­del­se før­te sam­ta­ler i sit pri­va­te hjem, blev det hele opta­get af små gem­te mikro­fo­ner, som var ble­vet plan­tet af Poli­tiets Efter­ret­ning­s­tje­ne­ste. Det er det, som på fags­pro­get kal­des rum­af­lyt­ning, og uan­set om Lars Find­sen er skyl­dig i lands­for­ræ­de­ri eller ej, giver det hér langt mere mening at tale om et “dehu­ma­ni­se­ren­de angreb på en kon­kret embeds­mand og den­nes ret til et privatliv.” 

Fri Tænk­ning

Som beta­len­de med­lem hos Fri­heds­bre­vet får du adgang til Flem­m­ing Roses ugent­li­ge nyheds­brev Fri Tænk­ning. I den­ne uge har Flem­m­ing Rose inter­viewet den ukrain­ske pro­fes­sor Ser­hyi Kude­lia om kri­gen mel­lem Ukrai­ne og Rusland. Kude­lia, der er pro­fes­sor i statskund­skab ved Bay­l­or Uni­ver­si­ty i Texas, men stam­mer fra Lviv i det vest­li­ge Ukrai­ne, er i færd med at skri­ve en bog om den væb­ne­de kon­flikt i det øst­li­ge Ukrai­ne, som brød ud for otte år siden. Iføl­ge Kude­lia vil det uaf­hæn­gigt af kri­gens udfald være end­nu van­ske­li­ge­re at inte­gre­re dis­se regio­ner i Ukrai­ne i dag end for otte år siden. Kude­lia for­kla­rer også, hvor­for han ikke tror på nogen snar­lig afta­le mel­lem Moskva og Kyiv, og hvor­dan han fore­stil­ler sig et frem­ti­digt neut­ralt Ukrai­ne, som dog kan bli­ve svært at sæl­ge til den ukrain­ske befolk­ning, hvis både Fin­land og Sve­ri­ge i mel­lem­ti­den beslut­ter sig for at bli­ve med­lem­mer af NATO. 

Fri Jihad

I Fri Jihad, vores nyheds­brev om radi­ka­li­se­ring og mili­tant Islam, skri­ver Kat­hri­ne Elmo­se Jør­gen­sen om rets­sa­gen mod med­lem­mer­ne af den bri­ti­ske grup­pe jiha­di­ster, som holdt foto­gra­fen Dani­el Rye som gid­sel. Fri Jihad udkom­mer sene­re i dag. 

Fri Tid 🍽🍷

De Sult­ne Piger har besøgt restau­rant NENI, der lige er åbnet sam­men med det nye 25 Hour Hotel i det indre Køben­havn, til en “omgang isra­elsk-mel­le­møst­lig din­ner med blandt andet et BJERG af baby lam­b­chops og kæm­pe fli­se-ins­po ❤️.” Hvad Simon Jul, den anden halv­del af nyheds­bre­vet Fri Tid bars­ler med, må tiden vise. I hvert fald for­bli­ver Fri Tid pligt- og lyst­læs­ning, når du skal plan­læg­ge, hvad du skal spi­se, drik­ke og lave i din weekend. 

Hvad jeg ellers går og tæn­ker på 🤔

At jeg selv er en klovn. Så meget at jeg end­da har opt­rå­dt som klovn. Det gjor­de jeg til en klov­ne­festi­val i Svend­borg, hvor jeg med­vir­ke­de undercover som klovn. Mit ratio­na­le var, at i og med en klovn alle­re­de er undercover, vil­le jeg der­med være undercover-undercover, som jo er et inter­es­sant sted at befin­de sig som jour­na­list. Ople­vel­sen gav mig en dyb for­stå­el­se for klov­nens ver­den, som jeg har beskre­vet udfør­ligt i min repor­ta­ge Klov­ne­kri­gen, der fin­des i den­ne anto­lo­gi.

Tak for den­ne gang 

Og god påske til dig og dine. Jeg er til­ba­ge om en uges tid. Tak for­di du læste eller lyt­te­de med. 

Med ven­lig hil­sen, che­fre­dak­tør og klovn Mads Brüg­ger, Frihedsbrevet