Fri Mads #46: Klovnenes Kongedømme 🤡
To franske kuratorer har lavet en udstilling af dansk kunst i Paris, som har fået den geniale titel Royaume de Clowns, altså “Klovnenes Kongedømme”. For de har nemlig set, hvad der er såre sandt; der er noget gennemført klovnet over dette lille land. Som for eksempel i Deadline på DR2 i fredags hvor Ekstra Bladets nye ansvarshavende chefredaktør Knud Brix sad tilbage med en fin rød næse, en stor polkaprikket butterfly og en grøn, krøllet paryk på hovedet, efter at værten Lotte Folke Kaarsholm havde skilt ham ad med retsmedicinsk præcision.
Når ingen andre tør sige, at det er løgn
Jeg kender Knud Brix personligt. Han er både en fin fyr og en dygtig journalist, men det var ikke kønt at se ham forsøge at forsvare, at kommunikationen om Henrik Qvortrups afgang som Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør var marineret i løgn. Først hed det sig, at Qvortrup frivilligt var trådt til side, fordi han var mere interesseret i journalistik end i ledelse. Så bragte Frihedsbrevet en historie i torsdags, hvoraf det fremgik, at Qvortrup reelt var blevet fyret, og fredag lagde Qvortrup så et opslag ud på Facebook, hvor han bekræftede, at det netop var tilfældet. Hvad, han også skrev, var, at hans fyring kom “temmelig brat” – altså som et lyn fra en klar himmel.
Det, du siger, er du selv
Af den grund borede Lotte Folke Kaarsholm i tidslinjen: Knud Brix blev taget i ed som den nye chefredaktør allerede fredag den første april. Tre dage senere, mandag den fjerde april, fik Henrik Qvortrup så den sorte kokarde, jævnfør formuleringen, at hans fyring kom “temmelig brat”. Her blev det i hvert fald meldt ud, at han trådte tilbage frivilligt, hvilket altså – ved vi nu – ikke var sandt. Han blev nemlig bedt om at gå. Alligevel stod Brix på mål for denne udmelding og sagde til Ekstra Bladet, at den “måtte stå til troende”. Men hvis Qvortrup ikke var klar over, at han skulle stoppe før han blev fyret om mandagen, og Knud Brix allerede var blevet svoret ind som ny chefredaktør tre dage forinden, så må Knud Brix med al sandsynlighed jo have vidst på forhånd, at Henrik Qvortrup skulle have sparket. Derfor – hvis vi følger tanken helt til dørs – må Knud Brix antageligvis have været klar over, at det ikke var sandt, når direktøren for JP Politikens Hus, Stig Ørskov, fortalte alverden, at Qvortrup stoppede frivilligt – en søforklaring som Brix selv bakkede op om. I Deadline medgav Knud Brix, at der var “et element af spin over det”, hvorfor Lotte Folke Kaarsholm fornuftigt nok mindede ham om, at begrebet spin ifølge avisens egen strategi er et andet ord for løgn. Det fik Knud Brix til vredt at kræve dokumentation for, at han løj, og han mindede hende om, at det faktisk er en meget alvorlig anklage at beskylde andre mennesker for at lyve. Imens kørte der en lille dyttende klovnebil rundt i studiet ført af en bulldog med en rød brandmandshjelm på.
Dagsorden
Velkommen til mit nyhedsbrev nummer 46, som altså står i klovnens tegn. Jeg skriver om, at Frihedsbrevet har vundet en sag i Pressenævnet, som knytter an til vores fortløbende undersøgelse af den aalborgensiske rigmand og byggematador Jesper Skovsgaard. Det bringer mig videre til en af dansk journalistiks helt store klovne, nemlig Morten Løkkegaard, som i dag er politiker for Venstre. Noget andet, jeg er nødt til at sætte et par ord på, er, at statsminister Mette Frederiksen (S) har truet chefredaktør Tom Jensen med politianmeldelse. En utrolig hændelse, der fører mig hen til Berlingskes historie om Barbara Bertelsens besynderlige indkøb af mobiltelefoner på Fisketorvet i København. Til sidst er der selvfølgelig nyt om, hvad man kan glæde sig til som medlem af Frihedsbrevet i denne uge.
Fri Ukraine Live 🇺🇦
Hvilket ellers ikke er så lidt. For allerede i morgen løber vores første medlemsarrangement af stablen. Det sker på Bremen Teater i København, hvor chefredaktør Flemming Rose og journalist Sofie Frøkjær går på scenen klokken 18.30 med deres populære podcast Fri Ukraine. Er du bare den mindste smule nysgerrig på krigen i Ukraine, og har du spørgsmål, som du mangler svar på, er det et uomgængeligt arrangement. Der er stadig billetter at få, så hvorfor ikke købe dig en billet til Fri Ukraine Live? Jeg garanterer, at det bliver helt utroligt interessant, for hvis der er nogen, som er klog på Rusland og Ukraine, så er det Flemming Rose. Så jeg håber vi ses i morgen på Bremen og takker på forhånd for dit fremmøde og din støtte.
Marathonmanden 🏃🏻♂️
Som medlem hos Frihedsbrevet får du eksklusiv adgang til vores voksende katalog af podcasts, som både tæller magasinprogrammer og narrative, dokumentariske føljetoner. Som for eksempel serien om svindleren Youssef Khater, der er kendt fra Netflix-serien Worst Roommate Ever. Som tidligere fortalt har Frihedsbrevet fundet Youssef Khater, og i seneste afsnit af føljetonen om Khater, der bærer titlen Marathonmanden, kan du høre et opsigtsvækkende interview med manden selv. Afsnittet udkom i den forgangne weekend og ligger klar til dig, så snart du har meldt dig ind hos Frihedsbrevet. Hvad der også er klar til at blive afspillet er foreløbigt sidste afsnit i fortællingen om Mærsk og Riffelsyndikatet.
Pressenævnet
I en kendelse afsagt den femte april 2022 har Frihedsbrevet vundet vores første sag hos Pressenævnet. På vegne af den aalborgensiske rigmand og byggematador Jesper Skovsgaard havde advokat Casper Gammelgaard klaget over to af Frihedsbrevets artikler om Skovsgaard og hans virksomheder. Det eneste, der ikke blev klaget over, var tegnsætningen, for ellers mente Skovsgaards advokat, at vores journalistik over hele linjen var så problematisk, at artiklerne helt skulle afpubliceres. Det mente Pressenævnet dog ikke, og i en dejligt klar kendelse nåede de frem til, at der ikke kan sættes så meget som en finger på Frihedsbrevets arbejde. Så det var helt korrekt, da vi skrev om Skovsgaard, at han er en “socialdemokratisk storsponsor, som er involveret i en grov sag om ubetalte millionregninger.” Ligeledes var det helt efter bogen, da vi skrev om Skovsgaards samarbejde med en præsident for Hells Angels, og vi havde også ret, da vi skrev, at Skovsgaard er inspireret af den amerikanske svindler Jordan Belfort, der er kendt fra filmen The Wolf of Wall Street.
Skovsgaards Consigliere
Apropos Skovsgaard og journalistik, hvem skulle så have regnet med, at den gamle førsteviolin fra TV Avisen Søndag, Morten Løkkegaard, har arbejdet som rådgiver for Jesper Skovsgaard? Jo mere man kradser i overfladen på Skovsgaard, jo mere interessant bliver det, og i forrige uge bragte Frihedsbrevet en dybt interessant historie om, at Morten Løkkegaard, mens hans sad i Europa Parlamentet for partiet Venstre, havde en lille nebengesjæft kørende som consigliere for Jesper Skovsgaard. I første ombæring påstod Løkkegaard, at rådgivningen havde fundet sted, før Løkkegard blev valgt ind i Europa Parlamentet i 2009, men da Frihedsbrevet kunne gøre ham opmærksom på, at der stod 2012 på den faktura på 109.000 kroner, som han sendte til Skovsgaard for “imagepleje og rådgivning”, så det jo knapt så heldigt ud for Morten Løkkegaard. Hvad der er endnu mere pinligt for Løkkegaard er, at rådgivningen har omhandlet, hvordan Skovsgaard skulle forholde sig til Morten Løkkegaards egen partifælle – nemlig rådmanden Marianne Nørgaard fra partiet Venstre. Problemet med Nørgaard var, at hun strittede imod et byggeri ved Hasseris, som Skovsgaard gerne ville have stemt igennem Aalborgs byråd. Om hende skrev Løkkegaard følgende til Skovsgaard:
“Hun (Marianne Nørgaard, red.) er den typiske karakter-svage lokal-politiker, der for sent opdager, at hun er i modvind hos borger-brokkerøve. Det kan du selvfølgelig ikke bruge til så meget andet, end at konstatere at der skal kæmpes helt frem til målstregen.”
I morgen udkommer Frihedsbrevet med nyt om Løkkegaard og Skovsgaard, og i mellemtiden kan vi sammen hygge os med en tur ned ad memory lane med Morten Løkkegaard.
Løkkegaard i Disneyland
For hvad jeg selv kan huske, fra dengang jeg arbejdede på Ungdomsredaktionen i DR, er, at Morten Løkkegaard blev taget i at lade Disneyland Paris betale for en rejse til Paris til Løkkegaard og hans familie, mod at ugebladet Se & Hør kunne bringe billederne fra turen – ledsaget af Løkkegaards overdrevent positive anmeldelse af Disneyland. Dengang som nu tænkte jeg, at Løkkegaard hermed solgte sig selv som journalist. Og dengang som nu forstod jeg ikke rigtigt, at Løkkegaard overlevede denne byttehandel. Hvad han også overlevede var en skiferie i Bad Gastein i Østrig, som han anmeldte til skyerne over seks sider i bladet Main Magazine. Rejsen var købt og betalt af Højmark Rejser og Østrigs Turistbureau i samarbejde med Main Magazine. Men det mente DRs daværende nyhedschef Lisbeth Knudsen ikke var noget problem: “Der er ikke tale om reklame i juridisk forstand i den konkrete sag,” sagde Lisbeth Knudsen til Ekstra Bladet, som kun Lisbeth Knudsen kan sige det.
Den undersøgende journalistiks bedste ven
Siden lykkedes Morten Løkkegaard med at genopfinde sig selv som europaparlamentariker. Ovenikøbet som en europaparlamentariker der er den undersøgende journalistiks bedste ven. For knapt var Løkkegaard blevet meldt ind, før han lagde navn til et forslag om en ny pulje, der skal støtte journalistiske projekter: “Projektet er ikke skabt for at støtte kritisk journalistik om EU som sådan, men jeg har hele tiden sagt til embedsmændene, at lakmusprøven er, at vi skal se projekter, der er kritiske over for EU. Og det er de med på,” sagde Morten Løkkegaard i den forbindelse til fagbladet Journalisten. Nu ved vi så, at Morten Løkkegaard ved siden af sit arbejde i Europa Parlamentet har hjulpet Jesper Skovsgaard med at stille journalister hindringer i vejen. For da en journalist fra Ugebrevet A4 begyndte at interessere sig for, hvorfor Skovsgaard donerede penge til Socialdemokratiet, blev MEP Morten Løkkegaard i det skjulte hyret til at kriserådgive ham. Morten Løkkegaard gav Jesper Skovsgaard et enkelt råd:
“Hvis du bliver kontaktet igen, vil jeg for een gangs skyld anbefale at sige ‘ingen kommentarer’, men men — det er om muligt endnu vigtigere ikke at lyve,” skrev Morten Løkkegaard i en intern mail fra december 2012, som Frihedsbrevet er i besiddelse af.
Så hvad vi har at gøre med her, er altså et folkevalgt medlem af Europa Parlamentet, som burde varetage sine vælgeres interesser. I stedet bruger han sin tid på at servicere en flosset byggematador i Aalborg mod betaling, og hvad der er endnu mere bizart er, at Løkkegaard – som selv er journalist – rådgiver byggematadoren til ikke at tale med journalister.
Tom & Mette
I mit forrige nyhedsbrev undrede jeg mig over, hvorfor chefredaktør Tom Jensen ikke rigtigt bed igennem, da han havde statsminister Mette Frederiksen som gæst i første akt af Berlingskes Demokratiske Samtaler. I dag ved vi, at Mette Frederiksen umiddelbart inden de gik på scenen truede Tom Jensen med en politianmeldelse. I hvert fald ifølge Tom Jensen, som fortalte om hændelsen nogle dage senere, da Berlingske bragte en opsigtsvækkende historie om departementschef Barbara Bertelsens køb af mobiltelefoner.
Før de tog hul på den demokratiske samtale, mens de befandt sig alene i et green room, spurgte Mette Frederiksen Tom Jensen: “Den der absurde historie, I er på vej med – skal jeg nævne den?” Hvortil Tom Jensen ifølge sig selv svarede: “Ikke for min skyld. Men hvis du har lyst til at nævne den, kan jeg jo ikke forhindre dig i det. Så må du selvfølgelig gøre det.”
Statsminister Mette Frederiksen kiggede på Tom Jensen og sagde så, igen refereret fra Tom Jensen: “Jeg regner med, at I allerede er blevet politianmeldt.”
Og det er jo et svimlende vildt øjeblik. Før de skal på scenen for at diskutere den demokratiske samtale, og hvad der er galt med den, truer landets statsminister simpelthen en chefredaktør for et landsdækkende dagblad med en politianmeldelse for en historie, som endda ikke er blevet publiceret. Få minutter senere ville Mette Frederiksen sætte sig til rette på podiet med Tom Jensen og forklare ham og publikum, at hun slet ikke ønsker at blande sig i, hvordan dansk presse arbejder, men samtidig vidste jo både hun og Tom Jensen, at hun lige havde truet ham med en politianmeldelse. Helt utroligt, og set igennem klovnens optik et scenarie, der grangiveligt minder om den klassiske commedia dell’arte, hvor den elegante og herskesyge hvide klovn driller og ydmyger de godmodige og bondske august-klovne.
Barbaras Burnerphones
At statsminister Mette Frederiksen reagerede så voldsomt på en artikel, der ikke var blevet publiceret, gør, at vi bør interessere os ekstra meget for den historie, som Berlingske sendte ud nogle dage senere. Især fordi den slet ikke handler om socialdemokraterne som sådan, men om en i princippet politisk neutral embedsmand; nemlig Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen. Derfor vil jeg dvæle lidt ved, hvad Berlingske har rapporteret.
Man ser det for sig: Onsdag den tredje november 2021, klokken to om eftermiddagen, kun seks timer før at hendes chef, statsminister Mette Frederiksen, skal stille sig op til et pressemøde og forklare en undrende offentlighed, hvorfor hun sletter sine SMS’er, kommer Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen løbende gennem Fisketorvet, indkøbscentret i det sydlige København. Her pynter jeg lidt på den, for jeg aner ikke, om hun løb, men eftersom det foregik midt i arbejdstiden, og fordi Barbara Bertelsen er kendt for at have begge hænder på kogepladen, gætter jeg på, at hendes forehavende i Fisketorvet skulle gå tjept. Hvad hun skulle var at købe sig en ny mobiltelefon, som hun kunne have ved siden af sin arbejdsrelaterede mobiltelefon; altså en privat mobiltelefon. I sig selv ikke synderligt suspekt, men tager man konteksten i betragtning, skriger det selvfølgelig til himlen, for lige netop på det tidspunkt, grundet Minksagen, var der intet mere interessant, end hvad Statsministeriets ledelse gjorde med deres mobiltelefoner.
Senere den dag, om aftenen til pressemødet i Spejlsalen, ville Mette Frederiksen forklare, at det var Barbara Bertelsen, der havde rådgivet hende til at indstille sin mobiltelefon til automatisk at slette SMS’er, og at dette tiltag var sket af hensyn til IT-sikkerheden. I dagene der fulgte, ville der blive talt om, at Barbara Bertelsen jo ikke har det store kørekort i IT-sikkerhed, og flere ville spørge om, hvorvidt det egentlig ikke var et job for Politiets Efterretningstjeneste at sikre statsministerens og hendes topfolks mobiltelefoner. Andre ville spørge om, hvorfor det kun var statsministeren og hendes nærmeste, som Barbara Bertelsen havde rådgivet til at slette SMS’er automatisk, for hvis det virkelig var så godt og sikkert at slette SMS’er, hvorfor var dette tiltag så ikke blevet indført hos alle de ansatte i Statsministeriet, foruden hos de andre ministre og i deres ministerier? Disse spørgsmål ville blive hængende i luften i en rum tid, og de hænger der sådan set stadig.
Men hvis Barbara Bertelsen vidste bare den mindste smule om IT-sikkerhed, måtte hun også have vidst, at en ny usikret mobiltelefon, som den hun var på vej hen til Humac på Fisketorvet for at købe, selvfølgelig repræsenterede en sikkerhedsrisiko for staten. Og hvorfor valgte hun lige Humac på Fisketorvet? Fra Prins Jørgens Gård i Statsministeriet er der kun få minutters gang hen til den nærmeste Humac ved Strøget, mens der er over dobbelt så langt hen til Fisketorvet. Nu gætter jeg, men kan det mon tænkes, at hun valgte Fisketorvet, fordi hun vurderede, at her var der mindre risiko for, at de andre kunder ville genkende hende, alt imens hun gjorde det mest højrisikable, hun kunne gøre på netop dette tidspunkt; at købe sig en ny mobiltelefon. Desværre for Bertelsen sker der så alligevel det, at hun bliver genkendt af en person, som tipper Berlingske om det.
Noget, som er ret nuttet og faktisk også lidt klovnet, synes jeg, er, at Bertelsen køber sig en pink iPhone 13. Farven pink er i hvert fald en sjov lille detalje. Ved samme lejlighed opretter hun et privat telefonabonnement, og senere hen, efter Berlingske forgæves har rendt Statsministeriet på dørene i månedsvis, får vi at vide, at denne manøvre skyldtes, at Barbara Bertelsen på netop denne ganske særlige dag, dagen hvor hendes chef skulle løbe spidsrod i pressen for sin besynderlige praksis med at slette SMS’er, havde besluttet sig for at adskille sin professionelle og sin private telefoni. Hvad, der gør det hele endnu mere prekært, er, at Barbara Bertelsen ikke kunne nøjes med at have kun én privat mobiltelefon men ovenikøbet vender tilbage til Fisketorvet to dage senere, ligeledes midt i arbejdstiden, og køber endnu en iPhone 13 – denne gang i farven blå.
Her begynder det lidt at ligne et indkøb af det, som kriminelle kalder burner phones, altså “brug og smid væk”-telefoner, for hvorfor skal Barbara Bertelsen dog have hele to private telefoner? Købte hun den blå iPhone 13 til sig selv, eller var den tiltænkt en anden, og hvis ja, hvem er så denne anden? Er det mon statsministeren, som jo altid har et brændende behov for et fortroligt rum? Vi ved det ikke, for Statsministeriet afviser over for Berlingske at svare på, hvem den anden telefon var til. Statsministeriet vil heller ikke svare på, om der er foregået arbejdsrelateret korrespondance på disse private telefoner. At Statsministeriet ikke vil svare på disse simple og relevante spørgsmål indikerer helt klart, at der er ugler i mosen.
Hvad der også er i mosen er edderspændt rasende socialdemokrater. Mest vred af alle er Socialdemokraternes politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen. “Et utidigt, mistænkeliggørende og dehumaniserende angreb på en konkret embedsmand og dennes ret til et privatliv”, mente Christian Rabjerg Madsen om Berlingskes artikel. Han blev bakket op af formanden for SF, der gik på Twitter med følgende kanonade:
Socialdemokraternes fellow travellers i dansk presse, som for eksempel Altingets chefredaktør Jakob Nielsen og A4s chefredaktør Kristian Madsen, var ikke sene til at påpege en åbenlys svaghed ved historien; der mangler en rygende pistol. Og det har de ret i, men det rokker ikke ved, at Barbara Bertelsens indkøb af mobiltelefoner er dybt interessant netop på grund af konteksten. Så selvfølgelig gjorde Berlingske ret i at bringe den historie – ingen tvivl om det.
At der så er kræfter i dansk politik, som forsøger at twiste historien om til, at det er synd for Barbara Bertelsen, forekommer absurd, når det hele udspillede sig i selvsamme uge, hvor EU-domstolen underkendte de nye regler for at overvåge og indsamle data fra danskernes brug af telefoner og internet. En uge hvor vi også stod op til DRs historie om, at når spionchef Lars Findsen i månederne op til sin anholdelse førte samtaler i sit private hjem, blev det hele optaget af små gemte mikrofoner, som var blevet plantet af Politiets Efterretningstjeneste. Det er det, som på fagsproget kaldes rumaflytning, og uanset om Lars Findsen er skyldig i landsforræderi eller ej, giver det hér langt mere mening at tale om et “dehumaniserende angreb på en konkret embedsmand og dennes ret til et privatliv.”
Fri Tænkning
Som betalende medlem hos Frihedsbrevet får du adgang til Flemming Roses ugentlige nyhedsbrev Fri Tænkning. I denne uge har Flemming Rose interviewet den ukrainske professor Serhyi Kudelia om krigen mellem Ukraine og Rusland. Kudelia, der er professor i statskundskab ved Baylor University i Texas, men stammer fra Lviv i det vestlige Ukraine, er i færd med at skrive en bog om den væbnede konflikt i det østlige Ukraine, som brød ud for otte år siden. Ifølge Kudelia vil det uafhængigt af krigens udfald være endnu vanskeligere at integrere disse regioner i Ukraine i dag end for otte år siden. Kudelia forklarer også, hvorfor han ikke tror på nogen snarlig aftale mellem Moskva og Kyiv, og hvordan han forestiller sig et fremtidigt neutralt Ukraine, som dog kan blive svært at sælge til den ukrainske befolkning, hvis både Finland og Sverige i mellemtiden beslutter sig for at blive medlemmer af NATO.
Fri Jihad
I Fri Jihad, vores nyhedsbrev om radikalisering og militant Islam, skriver Kathrine Elmose Jørgensen om retssagen mod medlemmerne af den britiske gruppe jihadister, som holdt fotografen Daniel Rye som gidsel. Fri Jihad udkommer senere i dag.
Fri Tid 🍽🍷
De Sultne Piger har besøgt restaurant NENI, der lige er åbnet sammen med det nye 25 Hour Hotel i det indre København, til en “omgang israelsk-mellemøstlig dinner med blandt andet et BJERG af baby lambchops og kæmpe flise-inspo ❤️.” Hvad Simon Jul, den anden halvdel af nyhedsbrevet Fri Tid barsler med, må tiden vise. I hvert fald forbliver Fri Tid pligt- og lystlæsning, når du skal planlægge, hvad du skal spise, drikke og lave i din weekend.
Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔
At jeg selv er en klovn. Så meget at jeg endda har optrådt som klovn. Det gjorde jeg til en klovnefestival i Svendborg, hvor jeg medvirkede undercover som klovn. Mit rationale var, at i og med en klovn allerede er undercover, ville jeg dermed være undercover-undercover, som jo er et interessant sted at befinde sig som journalist. Oplevelsen gav mig en dyb forståelse for klovnens verden, som jeg har beskrevet udførligt i min reportage Klovnekrigen, der findes i denne antologi.
Tak for denne gang
Og god påske til dig og dine. Jeg er tilbage om en uges tid. Tak fordi du læste eller lyttede med.
Med venlig hilsen, chefredaktør og klovn Mads Brügger, Frihedsbrevet