Fri Mads #48: Mette og Cementfabrikken 🏭
Udtrykket mineralogiske processer er den magiske trylleformular, der udløser øjeblikkelig favørpris hos myndighederne, hvis man driver en virksomhed, som udleder meget kuldioxid og følgelig burde betale en klækkelig CO2-afgift. Som for eksempel med cementfabrikken Aalborg Portland, der tilsyneladende spiller den samme rolle for statsminister Mette Frederiksen, som Willy Wonkas chokoladefabrik gør det for den lille, fattige dreng Charlie Bucket i Roald Dahls berømte børnebog. Det er herom, alle hendes inderste drømme og vildeste fantasier kredser.
Gynger og karruseller 🎡🎠
På Twitter fortæller folk mig, at fra næste år, hvor Aalborg Portland går over til naturgas for at mindske sit kodyle CO2-aftryk, kommer virksomheden til at forbruge lige så meget naturgas som en tredjedel af de 400.000 danske boligejere, der nu skal frakobles naturgas. Ak ja, gynger og karruseller, som man siger det. Indtil da er Aalborg Portland landets største importør af affald til forbrænding. Som fagbladet Ingeniørens nichemedie Wastetech kunne fortælle det forleden dag, importerer Aalborg Portland årligt cirka 160 tusinde tons affald fra udlandet, hvilket ellers ikke er så lidt. Det kunne for eksempel være benmel og brugte bleer fra Tyskland – der så futtes af i Aalborg Portlands cementovne, der vel og mærke ikke er underlagt de samme miljøkrav som traditionelle affaldsovne. Denne enorme import og forbrænding af affald trækker naturligvis voldsomt nedad i det nationale CO2-regnskab, og det har fået klimaminister Dan Jørgensen, i et sjældent anfald af klarsyn, til at kalde fremgangsmåden for “tudetosset”. Alligevel afviser Dan Jørgensen idéen om, at et forbud mod import af affald også skal gælde for Aalborg Portland – for Aalborg Portland er og bliver socialdemokraternes mest elskede fabrik. Står det til socialdemokraterne, skal vi nemlig have “mere Aalborg Portland og mindre Goldman Sachs”, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard skrev det i sin bog Den Syge Kapitalisme (Gyldendal, 2018).
Roms ottende konge 👑
Men er der egentlig den store forskel på Aalborg Portland og investeringsbanken Goldman Sachs? I den forgangne uge bragte vi en glimrende baggrundsartikel om Aalborg Portland, hvoraf det fremgik, at fabrikken er blevet opkøbt af det multinationale selskab Cementir. Går man i dybden med hvem, der ejer og kontrollerer Cementir, støder man snart på den navnkundige italienske finansfyrste Francesco Gaetano Caltagirone, der er kendt som “Roms ottende konge”. Ikke alene ejer Caltagirone en gigantisk villa i Rom; han ejer også en mængde italienske aviser foruden at være byggematador, ejendomsspekulant og investor på et niveau, hvor kun de færreste kan være med. For eksempel er han den næststørste investor i Generali Group, som er et af verdens største forsikringsselskaber. Så hvis Mette Frederiksen er at ligne med Charlie Bucket, er Caltagirone selvfølgelig chokolatieren Willy Wonka.
Same same, but different
Tilbage i 2011 blev Caltagirone i øvrigt idømt tre et halvt års fængsel for insiderhandel, og hvad, der gjorde sagen endnu mere farverig og opsigtsvækkende, var, at han blev dømt sammen med den tidligere chef for Italiens centralbank – en kontroversiel herre ved navn Antonio Fazio. Retfærdigvis skal det siges, at de begge senere blev pure frifundet, men om ikke andet fortæller det noget om, hvilket miljø Caltagirone opererer i. Og så er det bare, jeg undrer mig: Hvad er forskellen mellem Caltagirone og så Goldman Sachs? Så vidt jeg kan se, må den være akademisk.
Skæg for sig og snot for sig
Encyklopædien Britannica fortæller mig, at mineralogiske processer er det samme som mineralforarbejdning; altså kunsten at behandle råstoffer, så de får en højere nytteværdi. Som for eksempel bindemidlet cement, der i Aalborg Portlands tilfælde er en brændt og formalet blanding af kridt og sand. Sagt på en anden måde handler mineralforarbejdning altså om at skille hveden fra klinten eller mere prosaisk udtrykt; at få skæg for sig og snot for sig. Og det er lige netop det, jeg vil bruge mit nyhedsbrev nummer 48 på. Jeg skriver blandt andet om Anders Krab Johansen, krigen i Ukraine, og så – traditionen tro – lidt om hvad Frihedsbrevet udgiver i den uge, vi lige har taget hul på. Velkommen til.
Sindelagskontrol hos Berlingske Media
En mineralogisk proces, jeg ikke har medvirket til, var historien vi bragte i går om Berlingske Medias koncernchef Anders Krab Johansen. Naturligvis var jeg klar over, at historien var på vej, men eftersom det er en kendt sag, at jeg ikke synes, at Anders Krab Johansen er verdens fedeste fyr, har jeg holdt mig ude af historiens tilblivelse. Derfor vil jeg ikke botanisere yderligere på historien her andet end at sige, at jeg godt nok synes, det er vildt, at en selverklæret publicist hyrer et konsulentfirma til at analysere og kortlægge sindelaget hos sine egne medarbejdere. Hvad, jeg også bider mærke i, er, at Anders Krab Johansen, trods gentagne henvendelser fra Frihedsbrevet, har afvist at stille op til et interview – og der er jo en særlig plads i Helvede til mediechefer, som ikke vil smage deres egen medicin. Gik du glip af historien, kan det kun være fordi, du ikke er medlem hos Frihedsbrevet, og dét er selvfølgelig endnu en oplagt lejlighed til at opfordre dig til at blive det. Frihedsbrevet er inde i en god formkurve, og forude venter en masse oplevelser, som du ikke vil undvære. Sidst, men ikke mindst, bilder jeg mig ind, at du sagtens kan se fidusen i at støtte et medie, der er så uafhængigt, at vi principielt siger nej til mediestøtte og annoncer.
Krigen i Ukraine
I går ramte en håndfuld russiske krydsermissiler havnebyen Odesa, Ukraines tredjestørste by. Mindst otte mennesker blev dræbt, inklusiv et spædbarn. Angrebet kom dagen efter, den russiske generalmajor Rustam Minnekaev udtalte til pressen i Moskva, at Rusland nu går efter at erobre hele den ukrainske Sortehavskyst. Hvis russerne får held med deres forehavende, kommer de geografisk i forbindelse med det lille autonome gangstervælde Transnistrien, der formelt er en del af Moldova, men som har bedetæpperne vendt mod Kreml. Herfra er der ikke langt til en russisk annektering af hele Moldova, og så har Putin pludselig noget at vise frem for sit hjemmepublikum; han har sat sig på Moldova, og han har forvandlet Ukraine til et fuldkomment smadret og forarmet land uden adgang til havet. Så kan Putin komme til hægterne igen, mens han stille og roligt forbereder det, han drømmer allermest om; at få smidt Zelinskiy på porten eller slet og ret at få ham slået ihjel. Herefter gøres Ukraine til en russisk vasalstat, og spillet er ude. Måske er det derfor, at Storbritanniens premierminister Boris Johnson for tre dage siden bemærkede, at det er “en realistisk mulighed”, at Rusland vinder krigen, samt at konflikten kan vare ved helt til slutningen af 2023. Med andre ord er krigen i Ukraine kun lige begyndt, og det er langt fra sikkert, at den falder ud til Vestens fordel.
Kontinental morgenmad 🌭🍺
Så der er god tid til at sætte sig ind i sagerne. Personligt synes jeg, vi burde tale lidt mere om, hvad for et land Ukraine egentlig er. Det er et emne, som er tabu, for med et trylleslag er Ukraine blevet en ledestjerne for alverdens liberale demokratier, og ve den spilfordærver, som taler den mindste smule ondt om Ukraine. Omvendt kan man mene, at fordelen ved et demokrati netop er, at man har lov til at hælde malurt i bægeret.
Min formative oplevelse med Ukraine var nok den første morgenmad, jeg spiste på mit hotel i Kyiv, da jeg besøgte landet for år tilbage. Ved nabobordet fik jeg selskab af en muskuløs mand i en træningsdragt med en guldkæde om halsen, og sammen med ham en kvinde, der lignede en pornomodel. De var begge ukrainere, fortalte min ledsager mig. Nu kommer så dét, som gjorde så stort et indtryk på mig: Til morgenmad spiste manden i træningsdragten en meget stor, kogt lyserød pølse, som han først flåede al skindet af, og så skyllede han efter med en meget stor øl. Det er nok den mest hardcore morgenmad, jeg nogensinde har set et andet menneske sætte til livs, og dét, som gjorde det hele endnu mere opsigtsvækkende, var, at det virkede som om, at det blot var endnu en dag på kontoret for ham. Nu skal man jo være forsigtig med at konkludere fra ét enkelt menneskes kostpyramide til en hel nations habitus, men lige siden har det stået klart for mig, at Ukraine i hvert fald er et meget anderledes land, og det er både på godt og ondt. Angående det gode, er ukrainere, som de er flest, nogle af de sødeste og dejligste mennesker i verden, og landet er et stort, vildt og smukt land.
Fuld plade
Hvad ondt gælder, bør man sætte sig ned og læse det amerikanske udenrigsministeriums rapport fra 2020 om menneskerettigheder og Ukraine. Det er særdeles deprimerende læsning, for det hele står så elendigt til, at det ikke er til at bære. Faktisk er der fuld plade: Der er både mord på statsfjender, tortur, bortførelser, mishandlinger af fængselsfanger, endemisk korruption, tilfældige anholdelser, kompromitterede domstole, livstruende vilkår i arresthuse, forfølgelse af journalister, censur af medierne, udbredt og konsekvensløs vold mod kvinder, antisemitisme, vold mod handicappede og forfølgelse af etniske- og seksuelle minoriteter. Det kan med andre ord næsten ikke blive værre, men som det fremgår af rapportens executive summary, byder Ukraine også lige på “eksistensen af de værste former for børnearbejde.”
Englebanden
Gennadiy Trukhanov er navnet på en mand, som er legemliggørelsen af stort set alle de problemer, Ukraine døjer med, og det er uanset, om de vinder krigen eller ej. Trukhanov er Odesas borgmester, og når jeg er færdig med at fortælle dig om ham, synes jeg, du skal minde dig selv om, at han stadig er Odesas borgmester. Ellers gør jeg det for dig, for det trodser enhver forstand, at han er det.
Før han blev borgmester, var Gennadiy Trukhanov protégé hos den vel nok største og farligste mafiaboss, som har huseret i hele Ukraine; nemlig Alexander Angert, også kendt som Odesas Don, også kendt som Englen. Sammen med Angert, og andre medlemmer af hans bande, var Trukhanov først på rov i Italien, hvor han brugte sin militære baggrund til at træne bandens medlemmer i nævekamp og finskydning med præcisionsrifler. Ifølge italiensk politi var de helt afsindigt voldelige. Senere hen dukker banden op i London, hvor de gennem et spindelvæv af skuffeselskaber opkøber fast ejendom for alle de penge, de har stjålet og snydt sig til. Trukhanov er stadig med. Længere fremme i teksten, fra 2014 og frem, forvandler Trukhanov sig selv til Odesas borgmester og bruger sin politiske magt til at tjene formuer på byggeri i byen. Jeg glemte at skrive, at han også driver en kæde af kickboksning-klubber i Odesa, men det er kun lidt kulørt krymmel på kagen. Grundlæggende har han forvandlet Odesa til sit eget fyrstendømme, hvilket alle sådan set er med på, for det foregår helt ude i det åbne. Hans private hjem og kontorer er blevet ransaget, og selv er han blevet anholdt og sigtet for korruption, men alligevel fortsætter løjerne ufortrødent. I øvrigt havde Trukhanov indtil 2017 russisk pas, selvom det er forbudt ifølge Ukraines lovgivning. Og ja, han er stadig borgmester i Sortehavets Perle. I 2020 blev han genvalgt med 54% af stemmerne.
Så hvad skal man mene om en nation, hvor borgmesteren i landets tredjestørste by er en benhård gangsterboss? Man kan i hvert fald mene, at hvis det var præmaturt at tage Rumænien og Bulgarien med i EU, så er det for intet at regne i forhold til Ukraine. Det er ikke en påstand fra min side men en meget håndgribelig erfaring, som EU har gjort sig henover de seneste tyve år. “EU’s støtte til reformer i Ukraine er ineffektiv med hensyn til at bekæmpe grov korruption,” lyder overskriften på en særberetning fra EU’s Revisionsret fra september sidste år. “Trods EU’s brede støtte til Ukraine lykkes det stadig oligarker og særinteresser at undergrave retsstaten og true landets udvikling,” sagde Juhan Parts, det medlem af revisionsretten, som var ansvarlig for særberetningen.
Det synes jeg, vi burde tale om, mens russerne nærmer sig Odesa, for selv hvis byen slipper for at blive styrtet i grus af russerne, og desuagtet at byen måske endda – håber jeg – forbliver på ukrainske hænder, så er Odesa et godt eksempel på de kolossale udfordringer, som Ukraine skal overkomme, før landet bliver et bare nogenlunde sundt og bæredygtigt demokrati. Lad mig i den forbindelse minde om det interview, som Flemming Rose begik med den ukrainske sociolog Volodymyr Ishchenko: “Fundamentalt set har man det samme system i Ukraine som i Rusland og Belarus, det er bare svagere,” sagde Ishchenko til Frihedsbrevet. Måske er det derfor, at Østrigs udenrigsminister Alexander Schallenberg i sidste uge holdt en bemærkelsesværdig tale, hvoraf det fremgik, at Østrig er imod, at Ukraine bliver optaget i EU i løbet af sommeren. Schallenberg opfordrer til is i maven og minder om, at der er andre måder at knytte Ukraine nærmere til EU end et fast track-medlemskab. Overfor ham står for eksempel amerikaneren Paul Massaro, som er seniorrådgiver hos Kongressens Commission on Security and Cooperation in Europe. På Twitter skriver han, at “Østrig tydeligvis tager fejl. Mere end noget andet land i EU’s historie fortjener Ukraine at blive medlem af EU,” fordi Ukraine “bogstaveligt talt beskytter EU.” Personligt hælder jeg mest til Massaros side, for hvis Putin vinder, og Kyiv falder, vil denne diskussion snart fremstå absurd.
Fri Tænkning
Chefredaktør Flemming Rose har talt med en amerikansk diplomatisk legende. Navnet er Chas Freeman, der har en lang karriere bag sig som ambassadør og med topposter i udenrigsministeriet og forsvarsministeriet i Washington. Freeman, der taler både kinesisk og arabisk samt en række europæiske sprog, var Richard Nixons personlige tolk, da denne sammen med Henry Kissinger i 1972 mødtes med den kinesiske leder, formand Mao, i Beijing og derefter etablerede diplomatiske forbindelser med Kina. Freeman spillede også i slutningen af 1970’erne en hovedrolle i udformningen af den lov, der regulerer forholdet mellem USA og Taiwan. Freeman mener, at verden, i lyset af krigen i Ukraine, står overfor gigantiske forandringer, og han tror, at Kina før eller siden vil invadere Taiwan, hvis ikke der kommer gang i en seriøs diplomatisk proces.
Fri Tid 🍽
Levemanden Simon Jul skriver: “I sagaen om de indre organer rejser vi nu til toppen af kroppen. Vi skal snakke om hjernen. IQ burde være noget, man spiser og ikke noget, man måler. Så velkommen indenfor i hovedet.” Nyhedsbrevet Fri Tid udkommer på fredag, og foruden Simon Juls ekstremdykning i gastronomiens Marianergrav er der også nyt fra De Sultne Piger, der efter min mening er de bedste og sjoveste madanmeldere lige nu. De skriver: “Denne gang går turen til Brasserie Prins, helt ny på Gammel Kongevej, hvor tjenerne er helt i hvidt, kokken har Birkenstock på, og vi spiste både hjerne, fiskeboller, mælkebøtter og alt muligt andet spændende i traditionel forklædning.”
Fri Finans 💰
Regeringens transport- og ligestillingsminister, Trine Bramsen, har sammen med erhvervsminister Simon Kollerup fået stemt en lov igennem, der skal sikre endnu mere ligestilling blandt kønnene hos tusinder af danske virksomheder. Det indebærer blandt andet, at virksomhederne skal både offentliggøre kønsbalancen i de øverste ledelseslag, ligesom de skal offentliggøre deres policies for, hvordan man vil sikre endnu mere ligestilling. Men hvordan går det egentligt med ligestillingen hos de to ministre? Tilsammen råder de over adskillige styrelser og virksomheder. Fri Finans kigger nærmere på, om de selv praktiserer, hvad de prædiker.
Good Beirut 👋🏼
Mere når jeg ikke i denne ombæring. Tak, fordi du lyttede eller læste med. Jeg er tilbage om en uge. Hvis du er i tvivl om, hvad illustrationen forestiller, så har Malthe Kibsgaard tegnet mig som Asterix, siddende på hunden Ratata, med en Rasmus Klump ballon i hånden. Hvorfor? Fordi han kan 🙌🏼
Med venlig hilsen Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet