Fri Mads #51: Van­vid­dets Multivers 😱


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cook­ies fra vores lydleverandør.

Den ital­ienske filmin­struk­tør Fed­eri­co Felli­ni for­t­alte engang, at han en mor­gen blev stop­pet på gaden af en kvin­de, som kom kørende i en Cadil­lac. Kvin­den havde en næse-attrap på af guld, og i sine arme bar hun en lev­ende abe. His­to­rien melder ikke noget om, hvor i bilen kvin­den sad, men jeg tænker, hun har befun­det sig på bagsædet et sted. I hvert fald rullede hun vin­duet ned og sagde så til Felli­ni, med guld­næsen og abekat­ten i hæn­derne og det hele: 

“Hvor­dan kan det være, at i ingen af dine film er der bare én per­son, som er normal?” 

Anek­doten han­dler om, at den virke­lige ver­den er et pænt skørt sted – fak­tisk så skørt et sted, at kun­sten ofte slet ikke kan følge med. Tag bare som eksem­pel noget så umid­del­bart pro­saisk som dan­sk poli­tik, hvor skørhe­den har kro­nede dage. Noget af det skøreste – foru­den idéen om at sende asy­lan­søgere ned til Rwan­da – er selvføl­gelig beslut­nin­gen om at rejse tiltale mod tidligere forsvarsmin­is­ter Claus Hjort Fred­erik­sen (V) for lands­for­ræderi. Som det sikkert er mange bek­endt, bekom­mer skørhed mig vel, så selvføl­gelig skal mit nyheds­brev num­mer 51 han­dle om sen­este afs­nit i føl­je­to­nen om Claus Hjort Fred­erik­sen. Desu­den, og vanen tro, kom­mer jeg ind på, hvad man kan glæde sig til fra Fri­heds­brevet i denne uge. Velkom­men til. 

Kom og vær med 🕺🏼

Men først vil jeg høre med dig, om det ikke er ved at være på tide, at du melder dig ind hos Fri­heds­brevet? Er du allerede medlem, så mange tak for det, og spring gerne over det føl­gende, men er du stadig med som gratist, så synes jeg snart, du skal bide til bolle. Hver uge på Fri­heds­brevet starter med et redak­tion­s­møde – helt præ­cist mandag mor­gen klokken 10 – og hvis bare halvde­len af de his­to­ri­er, som jeg hørte om her til mor­gen, kom­mer hjem til går­den, så vil du føle dig uden­for ved ugens udgang, hvis du ikke snart stem­pler ind. 

Rødt lys stop pigtråd 🚦

Nå, men dagen i dag er alt­så dagen, hvor vores nye justistsmin­is­ter Mat­tias Tes­faye indled­er en række kaf­femøder med Folketingets par­tiledere. Med til møderne vil være Rigsad­vokat Jan Reck­endorff, og mens Mat­tias Tes­faye med egne ord, og lige lovligt arro­gant, vil “læne sig tilbage og drikke en kop kaffe”, vil Reck­endorff ori­en­tere par­tiled­erne om tiltal­en mod Claus Hjort Fred­erik­sen. Alt­så tiltal­en for at have begået en for­bry­delse, som er så helt utroligt hem­melig en for­bry­delse, at det er – som børn sagde til hinan­den i 1970’erne – “rødt lys stop pigtråd”. Her­fra er pla­nen så, at par­tiled­erne vil gå hver til sit og anbe­fale de respek­tive medlem­mer af Folketinget at stemme ja til at ophæve Claus Hjort Fred­erik­sens par­la­men­tariske immu­nitet. Alt­så uden at fortælle dem om hem­me­lighe­den, som er så hem­melig, at kun par­tiled­erne må få den at vide. Mens alt dette gal­skab foregår, sid­der tidligere justitsmin­ster Nick Hækkerup ude i Bryg­ger­i­forenin­gens domi­cil i Carls­berg Byen og nyder en kælderkold frokost-øl og tænker: “Godt det ikke er mig.” 

For som det allerede er klart, kom­mer Folketinget heldigvis til at stritte imod Tes­faye og Rigsad­vokat­en. Som flere andre iagt­tagere af dan­sk poli­tik har bemær­ket det: Hvad er menin­gen med Grundlovens para­graf 57 – der sikr­er medlem­mer af Folketinget par­la­men­tarisk immu­nitet – hvis denne beskyt­telse skal ophæves alene, for­di Tes­faye og Rigsad­vokat­en siger, at det skal den? I hvert fald er der noget dybt besyn­derligt over at for­vente, at Folketingets medlem­mer bare sådan uden videre skal stemme ja til noget, de ikke engang må få ind­sigt i. 

Noget andet er, er at nis­sen fly­t­ter med, og ikke kun det; den går fra at være en und­seel­ig tom­meli­den til at blive en gran­vok­sen klep­pert af en jule­mand. For hvis Claus Hjort Fred­erik­sens brøde er, at han har bekræftet det hem­melige kabel­samar­be­jde mellem Dan­mark og USA, så svar­er tiltal­en mod ham jo til at bøje hem­me­lighe­den i neon og så sætte skil­tet op på Råd­hus­plad­sen i Køben­havn. Jo mere man forsøger at vaske plet­ten væk, jo større bliv­er den. 

Mette Fred­erik­sens klakør­er, herun­der A4 Mediers direk­tør og chefredak­tør Kris­t­ian Mad­sen, men­er, at Folketingets medlem­mer bør møde anklage­myn­dighe­den med blind tillid. 

“Come on. Rigsad­vokat­en ind­stiller ikke bare til tiltale for ingent­ing. Nej, den virke­lige skan­dale vil være, hvis Folketinget hold­er hån­den over en af deres egne, for­di de synes han er en gut­ter­mand,” skriv­er han på Twit­ter og opfor­dr­er flere andre sted­er til, at man bare skal stole på Rigsadvokaten. 

Men en rigtig jour­nal­ist skal i sagens natur ikke have blind tillid til Rigsad­vokat­en. Fak­tisk han­dler jour­nal­is­tik om det stik mod­sat­te; nem­lig som udgangspunkt at have mist­il­lid til Rigsad­vokat­en. Om vores poli­tikere skal have blind tillid til Rigsad­vokat­en er så en anden sag, men hvis man kig­ger nærmere på, hvem Rigsad­vokat Jan Reck­endorff er, og hvor­dan han kom til magten, bør Folketingets medlem­mer tage sig i agt. 

I hvert fald var det lidt af en bombe i advokatkredse, da Jan Reck­endorff blev gjort til Rigsad­vokat tilbage i 2018. Bag udnævnelsen af Reck­endorff stod tidligere justitsmin­is­ter Søren Pape (K), og bag Søren Pape stod daværende departe­mentschef Bar­bara Ber­telsen, som nu er vores alle­sam­mens departe­mentschef i Statsmin­is­teri­et. I samme ombæring blev det meldt ud, at den tidligere Rigsad­vokat Ole Has­sel­gaard øje­b­likke­ligt ville fratræde sin still­ing “efter gen­sidig forståelse”. Has­sel­gaard blev føl­gelig degraderet, fra løn­trin 41 til løn­trin 39, og skal man være end­nu mere klar i mælet, dækker udtrykket “efter gen­sidig forståelse” over, at man­den blev fyret på gråt papir. 

Hvad, vi stadig ikke rigtigt ved noget om, er, hvor­for Ole Has­sel­gaard blev fyret. Nogle siger, at det var poli­tisk – andre siger, det var for­di Has­sel­gaard var en dårlig og ufokuseret led­er, men som man sagde under Ung­dom­so­prøret; “ALT er poli­tisk.” Bar­bara Ber­telsen har intet ville sige om sagen, og Søren Pape ligeså. I sig selv utroligt, at denne manøvre kunne foregå i tavshed, for er Dan­mark virke­lig et land, hvor man bare kan fyre en Rigsad­vokat fra den ene dag til den anden, uden at skulle fork­lare sig over­for offent­lighe­den? Ja, det er det åbenbart. 

Til gengæld ved vi, at i mod­sæt­ning til sine forgæn­gere på posten blev Jan Reck­endorff ikke ansat i en varig tjen­este­mandsstill­ing, som det hed­der på fagsprog­et. I stedet blev han ansat på åremål, og det er fak­tisk en ret afgørende og – men­er nogle juris­ter – stærkt bekym­rende detal­je. Blandt andre pro­fes­sor Eva Smith, som i den forbindelse sagde til Poli­tiken, at “åremål­sansat­te er under et andet pres for at levere, end chefer ansat på livstid.” 

Er det mon dette pres, som Rigsad­vokat Reck­endorff gav udtryk for, da han kort efter sin ansæt­telse sagde til Poli­tiken, at han har “meget stor lyd­hørhed over for den sid­dende regering”? I mine ører lyder det i hvert fald sådan, og det bliv­er ikke bedre af, at Reck­endorff til­fø­jede, at det “ville være for­færdeligt, hvis jeg ikke anerk­endte min­is­ter­styret. Min opgave er at med­virke til, at min­is­terens poli­tik bliv­er imple­menteret og får den tilsigt­ede virkn­ing.” Med andre ord er Jan Reck­endorff, hvad man i det amerikanske kalder for en yes man. Han siger ja til magten. 

Hvor meget lyd­hørhed, han har over­for det poli­tiske, fik vi at se, da Reck­endorff højst opsigtsvækkende vent­ede med at ori­en­tere dom­sto­lene, advokat­sam­fun­det og Folketinget om skan­dalen med poli­ti­ets fejlagtige tele-data til otte dage efter folket­ingsval­get i 2019. I den forbindelse sagde Enhed­slis­tens ret­sor­d­før­er, Rosa Lund, at “Rigsad­vokat­en har truf­fet en meget prob­lema­tisk og ekstremt poli­tisk beslut­ning ved at udskyde oplysnin­gen af retssam­fun­det til efter val­get.” Bemærk i den forbindelse for­mu­lerin­gen “ekstremt politisk”. 

I det hele taget lyder Reck­endorff som en mand skåret efter Bar­bara Ber­telsens hov­ed. En embeds­mand, der gerne bøjer et hjørne for at gavne og glæde den sid­dende regering. Netop der­for bør Folketinget ikke agere gum­mis­tem­pel, når Jan Reck­endorff kom­mer ren­dende og bed­er om at få fjer­net Claus Hjort Fred­erik­sens par­la­men­tariske immu­nitet. Tvær­tom er der al mulig god grund til at være på vagt, når det gælder den fun­gerende Rigsadvokat. 

Ak ja. Sådan leves livet i en stadigt mere splin­tret og gakket virke­lighed. Et Mul­ti­verse of Mad­ness som i den nye film fra Mar­vel Stu­dios om Doc­tor Strange. I et univers for sig er statsmin­is­teren en heltinde, som tager ans­var, rigtigt dejligt meget ans­var, og alle dem, der kri­tis­er­er hende, er nogle nedrige kon­spir­a­tionste­o­retikere. I et par­al­lelt univers er hun en magt­fuld­kom­men og total­itær regeringsled­er, der truer chefredak­tør­er med poli­tian­meldelser og slet­ter sine SMS’er. Det mest bekym­rende ved tin­ge­nes til­stand – efter min ydmyge mening – er den magt­bryn­de, som på tværs af samtlige uni­vers­er har slået rod i Justitsmin­is­teri­et og Statsmin­is­teri­et. For hvis fyrin­gen af Rigsad­vokat Ole Has­sel­gaard var en præam­bel til Mette Fred­erik­sens mag­tovertagelse, er beslut­nin­gen om at lade PET tele­fon- og rumafly­tte den sus­penderede FE-chef Lars Find­sen så kul­mi­na­tio­nen, eller foregår der langt værre ting, der enten ikke er blevet opdaget, eller som stadig er i sin vor­den? Som Finan­cial Times’ Euro­paredak­tør Tony Bar­ber skriv­er i denne tankevækkende kom­men­tar om magt­mis­brug i nogle af Vestens fineste demokrati­er, tyder den his­toriske udvikling på, at “med min­dre offent­lighe­den og dom­sto­lene strit­ter imod, så vil folk med magt forsøge at slippe afst­ed med så meget, som de kan.” Hvis det er rigtigt, hvad er det så regerin­gen og Mette Fred­erik­sen forsøger at slippe afst­ed med? 

Fri Tænkn­ing

Når man læs­er mod­erne biografi­er om bryg­ger Jacob­sen, en af Dan­mark­shis­to­riens største erhvervsskikkelser og mæcener, er hans hus­tru Lau­ra nærmest skrevet ud af his­to­rien. Hun frem­står ofte mere som en byrde end som en ressource – dårligt begavet og plaget af psyko­so­ma­tiske lidelser. Går man læn­gere tilbage i his­to­rien, frem­står Lau­ra Jacob­sen imi­dler­tid som en part­ner og afgørende fak­tor bag bryg­gerens suc­ces og etab­lerin­gen af et dan­sk og inter­na­tion­alt netværk. Hvor­dan kunne det gå til? His­torik­er og antropolog Bir­gitte Poss­ing fortæller his­to­rien om Jacob­sen-par­rets netværk og genopdagelsen af Lau­ra Jacob­sens rolle i en ny bog. Chefredak­tør Flem­ming Rose har talt med Bir­gitte Poss­ing om argu­menter mod kvin­der, og hvor­for vi – næsten 175 år efter demokrati­ets ind­førelse – stadig slås med ligestill­ing og lige mulighed­er for mænd og kvin­der. Ros­es nyheds­brev Fri Tænkn­ing udkom­mer sidst på ugen. 

Fri Kri­tik 📚

Mette Høeg er tilbage! På ons­dag udkom­mer nyheds­brevet Fri Kri­tik med Høeg som pen­nefør­er, og det lyder, som om der er noget at se frem til. Hun skriv­er: “Efter en kor­tere orlov er Fri Kri­tik tilbage med en auto­te­o­retisk minis­erie i tre dele. Anled­nin­gen er pub­lika­tio­nen af et nyt dan­sk selvbi­ografisk fun­deret fik­tionsværk, hvis skil­drede virke­lighed jeg selv er første­håndsvidne til – og første afs­nit byder på en reflek­sion over lit­ter­a­turen som en kamp­plads for bestem­melsen af virke­lighe­den og en intro­duk­tion til gen­ren ‘auto­te­ori’.”

Fri Tid 🍽

De Sultne Piger melder, at de har været været i Tivoli. “På gode gam­le Paafu­glen,” skriv­er de, og fort­sæt­ter: “Vi var spændte på at se, hvad den gam­le have kunne byde på, når man er i et lim­bo mellem børne­fam­i­li­er og teenagere i vælte-hegn-mood.” Mere om det på fredag, hvor Simon Jul bidrager med en hyldest til det, han kalder for “piz­za­ens old­e­far”; nem­lig madbrødet. 

Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔

1️⃣ Forleden dag hørte jeg en pod­cast med den amerikanske filmin­struk­tør John Waters, som jeg hold­er meget af. Han er også for­fat­ter, og han har netop udgivet roma­nen Liar­mouth: A Feel-Bad Romance: A Nov­el. Den skal jeg helt sikkert læse, for den lyder rigtig sjov. Hvad, der også var sjovt, var, da pod­castværten spurgte, om John Waters har en ny bog på vej, hvor­til han svarede, at når han fylder 80, har han tænkt sig at blive het­erosek­suel og så skrive en bog om det – en bog, som han påtænker skal hed­de Com­ing In. 

2️⃣ Dette meme, som en læs­er af Fri­heds­brevet har sendt mig. Det er også sjovt. 

3️⃣ Den amerikanske jour­nal­ist Janet Malcom’s bog The Jour­nal­ist & The Mur­der­er (1990) er efter min mening en af de bed­ste og mest ærlige bøger, der er skrevet om mit fag. Den han­dler om jour­nal­is­tikkens psykopa­tolo­gi, fil­tr­eret gen­nem en stadigt gåde­fuld og bizar mord­sag om en læge, der blev dømt for at have myrdet sin kone og to døtre på en mil­itær­base i del­stat­en North Car­oli­na i 1970. Mal­colm fokuser­er især på rela­tio­nen mellem jour­nal­is­ter og deres kilder, og herun­der spørgsmålet om, hvorvidt en jour­nal­ist må lyve for sin kilde. Selve mord­sagen gør hun ikke så meget ud af, selvom lægen altid har erk­læret sig uskyldig. Det gør til gengæld den amerikanske filmin­struk­tør Errol Mor­ris, som jeg for­bliv­er en stor fan af. Først skrev han en bog om mord­sagen, hvor han graver sig frem til indici­er, som peger på, at lægen måske ikke var morderen alligev­el. Hernæst, og til min store glæde, har Mor­ris fået ver­sioneret denne bog til en tv-serie, som nu kan ses på stream­ingt­jen­esten Dis­ney Plus. A Wilder­ness of Error, hed­der tv-serien, og den vil jeg varmt anbefale. 

God man-da-da 👋🏼

Som Bub­ber ville sige det. Tak, for­di du læste eller lyt­tede med. Vores hus­teg­n­er Malthe Emil Kib­s­gaard har denne gang gen­givet mig som Vakse Vig­go, der sid­der på en Tintin-raket og hold­er en bal­lon med skurken Gargamel fra Smølferne. Det er vist det, man kalder hat med hat med hat på – og det har også sin ret. 

Med ven­lig hilsen Mads Brüg­ger, chefredak­tør, Frihedsbrevet