Fri Mads #51: Vanviddets Multivers 😱
Den italienske filminstruktør Federico Fellini fortalte engang, at han en morgen blev stoppet på gaden af en kvinde, som kom kørende i en Cadillac. Kvinden havde en næse-attrap på af guld, og i sine arme bar hun en levende abe. Historien melder ikke noget om, hvor i bilen kvinden sad, men jeg tænker, hun har befundet sig på bagsædet et sted. I hvert fald rullede hun vinduet ned og sagde så til Fellini, med guldnæsen og abekatten i hænderne og det hele:
“Hvordan kan det være, at i ingen af dine film er der bare én person, som er normal?”
Anekdoten handler om, at den virkelige verden er et pænt skørt sted – faktisk så skørt et sted, at kunsten ofte slet ikke kan følge med. Tag bare som eksempel noget så umiddelbart prosaisk som dansk politik, hvor skørheden har kronede dage. Noget af det skøreste – foruden idéen om at sende asylansøgere ned til Rwanda – er selvfølgelig beslutningen om at rejse tiltale mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) for landsforræderi. Som det sikkert er mange bekendt, bekommer skørhed mig vel, så selvfølgelig skal mit nyhedsbrev nummer 51 handle om seneste afsnit i føljetonen om Claus Hjort Frederiksen. Desuden, og vanen tro, kommer jeg ind på, hvad man kan glæde sig til fra Frihedsbrevet i denne uge. Velkommen til.
Kom og vær med 🕺🏼
Men først vil jeg høre med dig, om det ikke er ved at være på tide, at du melder dig ind hos Frihedsbrevet? Er du allerede medlem, så mange tak for det, og spring gerne over det følgende, men er du stadig med som gratist, så synes jeg snart, du skal bide til bolle. Hver uge på Frihedsbrevet starter med et redaktionsmøde – helt præcist mandag morgen klokken 10 – og hvis bare halvdelen af de historier, som jeg hørte om her til morgen, kommer hjem til gården, så vil du føle dig udenfor ved ugens udgang, hvis du ikke snart stempler ind.
Rødt lys stop pigtråd 🚦
Nå, men dagen i dag er altså dagen, hvor vores nye justistsminister Mattias Tesfaye indleder en række kaffemøder med Folketingets partiledere. Med til møderne vil være Rigsadvokat Jan Reckendorff, og mens Mattias Tesfaye med egne ord, og lige lovligt arrogant, vil “læne sig tilbage og drikke en kop kaffe”, vil Reckendorff orientere partilederne om tiltalen mod Claus Hjort Frederiksen. Altså tiltalen for at have begået en forbrydelse, som er så helt utroligt hemmelig en forbrydelse, at det er – som børn sagde til hinanden i 1970’erne – “rødt lys stop pigtråd”. Herfra er planen så, at partilederne vil gå hver til sit og anbefale de respektive medlemmer af Folketinget at stemme ja til at ophæve Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet. Altså uden at fortælle dem om hemmeligheden, som er så hemmelig, at kun partilederne må få den at vide. Mens alt dette galskab foregår, sidder tidligere justitsminster Nick Hækkerup ude i Bryggeriforeningens domicil i Carlsberg Byen og nyder en kælderkold frokost-øl og tænker: “Godt det ikke er mig.”
For som det allerede er klart, kommer Folketinget heldigvis til at stritte imod Tesfaye og Rigsadvokaten. Som flere andre iagttagere af dansk politik har bemærket det: Hvad er meningen med Grundlovens paragraf 57 – der sikrer medlemmer af Folketinget parlamentarisk immunitet – hvis denne beskyttelse skal ophæves alene, fordi Tesfaye og Rigsadvokaten siger, at det skal den? I hvert fald er der noget dybt besynderligt over at forvente, at Folketingets medlemmer bare sådan uden videre skal stemme ja til noget, de ikke engang må få indsigt i.
Noget andet er, er at nissen flytter med, og ikke kun det; den går fra at være en undseelig tommeliden til at blive en granvoksen kleppert af en julemand. For hvis Claus Hjort Frederiksens brøde er, at han har bekræftet det hemmelige kabelsamarbejde mellem Danmark og USA, så svarer tiltalen mod ham jo til at bøje hemmeligheden i neon og så sætte skiltet op på Rådhuspladsen i København. Jo mere man forsøger at vaske pletten væk, jo større bliver den.
Mette Frederiksens klakører, herunder A4 Mediers direktør og chefredaktør Kristian Madsen, mener, at Folketingets medlemmer bør møde anklagemyndigheden med blind tillid.
“Come on. Rigsadvokaten indstiller ikke bare til tiltale for ingenting. Nej, den virkelige skandale vil være, hvis Folketinget holder hånden over en af deres egne, fordi de synes han er en guttermand,” skriver han på Twitter og opfordrer flere andre steder til, at man bare skal stole på Rigsadvokaten.
Men en rigtig journalist skal i sagens natur ikke have blind tillid til Rigsadvokaten. Faktisk handler journalistik om det stik modsatte; nemlig som udgangspunkt at have mistillid til Rigsadvokaten. Om vores politikere skal have blind tillid til Rigsadvokaten er så en anden sag, men hvis man kigger nærmere på, hvem Rigsadvokat Jan Reckendorff er, og hvordan han kom til magten, bør Folketingets medlemmer tage sig i agt.
I hvert fald var det lidt af en bombe i advokatkredse, da Jan Reckendorff blev gjort til Rigsadvokat tilbage i 2018. Bag udnævnelsen af Reckendorff stod tidligere justitsminister Søren Pape (K), og bag Søren Pape stod daværende departementschef Barbara Bertelsen, som nu er vores allesammens departementschef i Statsministeriet. I samme ombæring blev det meldt ud, at den tidligere Rigsadvokat Ole Hasselgaard øjeblikkeligt ville fratræde sin stilling “efter gensidig forståelse”. Hasselgaard blev følgelig degraderet, fra løntrin 41 til løntrin 39, og skal man være endnu mere klar i mælet, dækker udtrykket “efter gensidig forståelse” over, at manden blev fyret på gråt papir.
Hvad, vi stadig ikke rigtigt ved noget om, er, hvorfor Ole Hasselgaard blev fyret. Nogle siger, at det var politisk – andre siger, det var fordi Hasselgaard var en dårlig og ufokuseret leder, men som man sagde under Ungdomsoprøret; “ALT er politisk.” Barbara Bertelsen har intet ville sige om sagen, og Søren Pape ligeså. I sig selv utroligt, at denne manøvre kunne foregå i tavshed, for er Danmark virkelig et land, hvor man bare kan fyre en Rigsadvokat fra den ene dag til den anden, uden at skulle forklare sig overfor offentligheden? Ja, det er det åbenbart.
Til gengæld ved vi, at i modsætning til sine forgængere på posten blev Jan Reckendorff ikke ansat i en varig tjenestemandsstilling, som det hedder på fagsproget. I stedet blev han ansat på åremål, og det er faktisk en ret afgørende og – mener nogle jurister – stærkt bekymrende detalje. Blandt andre professor Eva Smith, som i den forbindelse sagde til Politiken, at “åremålsansatte er under et andet pres for at levere, end chefer ansat på livstid.”
Er det mon dette pres, som Rigsadvokat Reckendorff gav udtryk for, da han kort efter sin ansættelse sagde til Politiken, at han har “meget stor lydhørhed over for den siddende regering”? I mine ører lyder det i hvert fald sådan, og det bliver ikke bedre af, at Reckendorff tilføjede, at det “ville være forfærdeligt, hvis jeg ikke anerkendte ministerstyret. Min opgave er at medvirke til, at ministerens politik bliver implementeret og får den tilsigtede virkning.” Med andre ord er Jan Reckendorff, hvad man i det amerikanske kalder for en yes man. Han siger ja til magten.
Hvor meget lydhørhed, han har overfor det politiske, fik vi at se, da Reckendorff højst opsigtsvækkende ventede med at orientere domstolene, advokatsamfundet og Folketinget om skandalen med politiets fejlagtige tele-data til otte dage efter folketingsvalget i 2019. I den forbindelse sagde Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, at “Rigsadvokaten har truffet en meget problematisk og ekstremt politisk beslutning ved at udskyde oplysningen af retssamfundet til efter valget.” Bemærk i den forbindelse formuleringen “ekstremt politisk”.
I det hele taget lyder Reckendorff som en mand skåret efter Barbara Bertelsens hoved. En embedsmand, der gerne bøjer et hjørne for at gavne og glæde den siddende regering. Netop derfor bør Folketinget ikke agere gummistempel, når Jan Reckendorff kommer rendende og beder om at få fjernet Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet. Tværtom er der al mulig god grund til at være på vagt, når det gælder den fungerende Rigsadvokat.
Ak ja. Sådan leves livet i en stadigt mere splintret og gakket virkelighed. Et Multiverse of Madness som i den nye film fra Marvel Studios om Doctor Strange. I et univers for sig er statsministeren en heltinde, som tager ansvar, rigtigt dejligt meget ansvar, og alle dem, der kritiserer hende, er nogle nedrige konspirationsteoretikere. I et parallelt univers er hun en magtfuldkommen og totalitær regeringsleder, der truer chefredaktører med politianmeldelser og sletter sine SMS’er. Det mest bekymrende ved tingenes tilstand – efter min ydmyge mening – er den magtbrynde, som på tværs af samtlige universer har slået rod i Justitsministeriet og Statsministeriet. For hvis fyringen af Rigsadvokat Ole Hasselgaard var en præambel til Mette Frederiksens magtovertagelse, er beslutningen om at lade PET telefon- og rumaflytte den suspenderede FE-chef Lars Findsen så kulminationen, eller foregår der langt værre ting, der enten ikke er blevet opdaget, eller som stadig er i sin vorden? Som Financial Times’ Europaredaktør Tony Barber skriver i denne tankevækkende kommentar om magtmisbrug i nogle af Vestens fineste demokratier, tyder den historiske udvikling på, at “med mindre offentligheden og domstolene stritter imod, så vil folk med magt forsøge at slippe afsted med så meget, som de kan.” Hvis det er rigtigt, hvad er det så regeringen og Mette Frederiksen forsøger at slippe afsted med?
Fri Tænkning
Når man læser moderne biografier om brygger Jacobsen, en af Danmarkshistoriens største erhvervsskikkelser og mæcener, er hans hustru Laura nærmest skrevet ud af historien. Hun fremstår ofte mere som en byrde end som en ressource – dårligt begavet og plaget af psykosomatiske lidelser. Går man længere tilbage i historien, fremstår Laura Jacobsen imidlertid som en partner og afgørende faktor bag bryggerens succes og etableringen af et dansk og internationalt netværk. Hvordan kunne det gå til? Historiker og antropolog Birgitte Possing fortæller historien om Jacobsen-parrets netværk og genopdagelsen af Laura Jacobsens rolle i en ny bog. Chefredaktør Flemming Rose har talt med Birgitte Possing om argumenter mod kvinder, og hvorfor vi – næsten 175 år efter demokratiets indførelse – stadig slås med ligestilling og lige muligheder for mænd og kvinder. Roses nyhedsbrev Fri Tænkning udkommer sidst på ugen.
Fri Kritik 📚
Mette Høeg er tilbage! På onsdag udkommer nyhedsbrevet Fri Kritik med Høeg som pennefører, og det lyder, som om der er noget at se frem til. Hun skriver: “Efter en kortere orlov er Fri Kritik tilbage med en autoteoretisk miniserie i tre dele. Anledningen er publikationen af et nyt dansk selvbiografisk funderet fiktionsværk, hvis skildrede virkelighed jeg selv er førstehåndsvidne til – og første afsnit byder på en refleksion over litteraturen som en kampplads for bestemmelsen af virkeligheden og en introduktion til genren ‘autoteori’.”
Fri Tid 🍽
De Sultne Piger melder, at de har været været i Tivoli. “På gode gamle Paafuglen,” skriver de, og fortsætter: “Vi var spændte på at se, hvad den gamle have kunne byde på, når man er i et limbo mellem børnefamilier og teenagere i vælte-hegn-mood.” Mere om det på fredag, hvor Simon Jul bidrager med en hyldest til det, han kalder for “pizzaens oldefar”; nemlig madbrødet.
Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔
1️⃣ Forleden dag hørte jeg en podcast med den amerikanske filminstruktør John Waters, som jeg holder meget af. Han er også forfatter, og han har netop udgivet romanen Liarmouth: A Feel-Bad Romance: A Novel. Den skal jeg helt sikkert læse, for den lyder rigtig sjov. Hvad, der også var sjovt, var, da podcastværten spurgte, om John Waters har en ny bog på vej, hvortil han svarede, at når han fylder 80, har han tænkt sig at blive heteroseksuel og så skrive en bog om det – en bog, som han påtænker skal hedde Coming In.
2️⃣ Dette meme, som en læser af Frihedsbrevet har sendt mig. Det er også sjovt.
3️⃣ Den amerikanske journalist Janet Malcom’s bog The Journalist & The Murderer (1990) er efter min mening en af de bedste og mest ærlige bøger, der er skrevet om mit fag. Den handler om journalistikkens psykopatologi, filtreret gennem en stadigt gådefuld og bizar mordsag om en læge, der blev dømt for at have myrdet sin kone og to døtre på en militærbase i delstaten North Carolina i 1970. Malcolm fokuserer især på relationen mellem journalister og deres kilder, og herunder spørgsmålet om, hvorvidt en journalist må lyve for sin kilde. Selve mordsagen gør hun ikke så meget ud af, selvom lægen altid har erklæret sig uskyldig. Det gør til gengæld den amerikanske filminstruktør Errol Morris, som jeg forbliver en stor fan af. Først skrev han en bog om mordsagen, hvor han graver sig frem til indicier, som peger på, at lægen måske ikke var morderen alligevel. Hernæst, og til min store glæde, har Morris fået versioneret denne bog til en tv-serie, som nu kan ses på streamingtjenesten Disney Plus. A Wilderness of Error, hedder tv-serien, og den vil jeg varmt anbefale.
God man-da-da 👋🏼
Som Bubber ville sige det. Tak, fordi du læste eller lyttede med. Vores hustegner Malthe Emil Kibsgaard har denne gang gengivet mig som Vakse Viggo, der sidder på en Tintin-raket og holder en ballon med skurken Gargamel fra Smølferne. Det er vist det, man kalder hat med hat med hat på – og det har også sin ret.
Med venlig hilsen Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet