Fri Mads #56: Spl­in­ten i Søren Pinds glasøje 👁


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores lydleverandør.

Nog­le gan­ge kan man være så hel­dig, at et nyheds­brev sim­pelt­hen skri­ver sig selv. Så hel­dig er jeg, thi for­an mig har jeg en liste over en ræk­ke aktu­el­le per­so­ner, der har det til­fæl­les, at de vir­ke­lig giver mig skri­ve­kløe. De er som følger: 

👉🏼 Met­te Frederiksen. 

👉🏼 Søren Pind. 

👉🏼 Jor­dan B. Peterson. 

👉🏼 Lea Korsgaard. 

👉🏼 Eva Agne­te Selsing. 

👉🏼 Sahra-Josep­hine Hjorth. 

👉🏼 Jon Stephensen. 

Hvad, jeg kig­ger på, er sim­pelt­hen en kri­tisk mas­se. Eller “fuld pla­de”, som det hed­der i bingo-ver­de­nen. Så lad os straks kom­me til vaf­ler­ne her i mit nyheds­brev num­mer 56 🧇 

Fol­ke­mø­de Post Scriptum 🎪

Men først: Har du bemær­ket, hvad Fri­heds­bre­vet fik ud af Fol­ke­mø­det? Mod­sat andre medi­er brug­te vi ikke kræf­ter­ne på at leje en bod, hvor vi ser­ve­re­de fadøl og del­te mulepo­ser ud. Som jeg her for­kla­rer fag­bla­det Jour­na­li­sten, tæn­ker jeg, det er spild af pen­ge. Vi har i for­vej­en rige­ligt med medi­er, som helst vil hyg­ge om folk. Jeg tror meget mere på vær­di­en i, at folk ser Fri­heds­bre­vets Mat­hi­as Blæ­del Loren­zen inter­viewe føde­va­re­mi­ni­ster Ras­mus Pre­hn om sin skat­tey­der­be­tal­te safa­ri hos erhvervs­man­den Kar­sten Ree i Kenya. Eller at de ser Fri­heds­bre­vets Sofie Frøkjær, der inter­viewer sund­heds­mi­ni­ster Magnus Heu­ni­cke om sine ankla­ger om, at de bor­ger­li­ge par­ti­er spre­der gift for demo­kra­ti­et. Eller kul­tur­mi­ni­ster Ane Hals­boe-Jør­gen­sen som stik­ker af fra Fri­heds­bre­vets Emil Fin­da­len. For det er nem­lig, hvad Fri­heds­bre­vet går ud på i prak­sis; frygt­løs og magt­kri­tisk jour­na­li­stik uden dik­ke­d­a­rer. Og hvis magt­ha­ver­ne ikke vil kom­me til os, så kom­mer vi til dem; på Folkemødet. 

I øvrigt tæn­ker jeg 🤔

I mit stil­le sind kan jeg godt undre mig over, at Fri­heds­bre­vets måde at gå til Fol­ke­mø­det på over­ho­ve­det væk­ker opsigt. Det er, som om sel­ve det at opsø­ge magt­ha­ve­re og stil­le dem kri­ti­ske spørgs­mål er noget gan­ske usæd­van­ligt – ja, nær­mest noget kontroversielt. 

For eksem­pel blev jeg spurgt af fag­bla­det Jour­na­li­sten: “Har I tænkt over, om I risi­ke­rer at øde­læg­ge det for jer selv på den læn­ge­re bane ved på den måde at trop­pe op og tage kil­der­ne lidt på sengen?” 

Til det er der jo bare at sva­re, at hvis nogen bli­ver for­nær­me­de over det, så er det dem der har et pro­blem – ikke os. 

Afreg­ning ved kas­se et 💳

Nu håber jeg så bare, at jeg har ret i min grund­læg­gen­de anta­gel­se, nem­lig at når du ser inter­views, som dem vi har præ­ste­ret til Fol­ke­mø­det, så tæn­ker du, at sådan et medie vil du da ger­ne støt­te – for dét har vi vir­ke­lig brug for i et land, hvor magt­ha­ver­ne i sti­gen­de grad svær­mer for den tand­lø­se, kon­struk­ti­ve, stats­støt­te­de journalistik. 

Tæn­ker du det, så håber jeg, at du mel­der dig ind i Fri­heds­bre­vet i dag, og stor tak til dem der gør det. 

Er du der­i­mod typen, som helst vil nøjes med at tæn­ke, at det er sjovt og godt med Fri­heds­bre­vet og des­u­den rig­tig her­ligt med mit ugent­li­ge nyheds­brev, som jo er gra­tis, så vid, at det ikke er nok. På sigt kan Fri­heds­bre­vet kun lade sig gøre, hvis vi vok­ser os så sto­re, at vi bli­ver øko­no­misk bære­dyg­ti­ge. Der­for står og fal­der det hele med, at så man­ge som muligt mel­der sig ind i Fri­heds­bre­vet så hur­tigt som muligt. 

Hvad, der er på spil her, er spørgs­må­let om, hvor­vidt Dan­mark skal have et medie, der ikke suger på lap­pen hos sta­ten, men som kun er i lom­men på sine abon­nen­ter. For det er jo ikke, som om det vrim­ler med medi­er, der gør, hvad Fri­heds­bre­vet gør, er det vel? Det håber jeg, du kan se menin­gen i og der­for mel­der dig ind i dag. 

Eller som salig Hunter S. Thomp­son har sagt det: “Står det til mig, er det en for­ban­det skam at et områ­de så poten­ti­elt dyna­misk og vitalt som jour­na­li­stik er ble­vet over­rendt af tør­ve­tril­le­re, bum­ser og sju­skedor­ter, pla­get af nær­sy­net­hed, apa­ti, og føje­lig­hed og gene­relt fan­get i en sump af stag­ne­ret middelmådighed.” 

Hvis man ikke helt for­står, hvad Hunter S. Thomp­son mener med oven­stå­en­de, skal man blot sæt­te sig ned og se en gen­nem­snit­lig udga­ve af Pres­se­lo­gen på TV2 News. 

Fri­heds­bre­vet er vej­en ud af den sump. 

God­gø­ren­de virk­som­hed er det ikke at være med­lem af Fri­heds­bre­vet. Det vil jeg ger­ne under­stre­ge. Du får ene­stå­en­de, vel­for­talt og fæn­gen­de jour­na­li­stik til gen­gæld for din støt­te. Mere end ti for­skel­li­ge nyheds­bre­ve og en app, der er ved at fly­de over med ind­hold, som skal læses. Eller lyt­tes, for alt, hvad vi udgi­ver, kan både læses og lyt­tes. Ved siden af det byder appen også på en por­tal med Fri­heds­bre­vets egne podcasts. Sene­ste skud på stam­men udkom­mer på fre­dag og hand­ler om begre­bet kær­lig­heds­svin­del. Fri­heds­bre­vet er kom­met på spo­ret af en ung kvin­de, der kal­der sig “Per­ker Lin­se, og gen­nem dat­ingtje­ne­ster lok­ker hun hund­redt­u­sin­der af kro­ner ud af kær­lig­heds­sø­gen­de, ensom­me mænd. End­da helt uden at hun mødes med dem. Følg med i jag­ten på “Per­ker Lin­se” fra på fre­dag i Fri­heds­bre­vets app.

Hum­mer­kon­gens Middag 🦞

Som man råber i sko­ven, får man svar. Net­a­vi­sen Zet­lands besty­rel­ses­for­mand Lea Kors­gaard har i hvert fald for­fat­tet en alen­lang, suk­kerg­la­se­ret “for­klar-og-for­stå-mig-røv”-tekst om sin mid­dag med det for­pin­te, cana­di­ske ora­kel Jor­dan B. Peter­son – som jeg skrev om i mit for­ri­ge nyheds­brev. Kors­gaards repor­ta­ge fore­kom­mer at være et mod­svar på mine musings samt et uskønt for­søg på at hvid­va­ske, at hun som medi­e­chef lader sig bespi­se af de dan­ske frikir­ker – her­un­der den rabi­a­te, glo­ba­le pin­sekir­ke-bevæ­gel­se Hill­song, som jo spon­se­re­de mid­da­gen på restau­rant Salon i Køben­havn. På intet tids­punkt berø­rer Kors­gaard, hvem der beta­ler for maden, og især hvad de gla­de give­re mon tæn­ker om emner som homo­seksu­a­li­tet og abort. Til gen­gæld gør hun meget ud af, at man ikke må kal­de folk, man ikke for­står, for dum­me – hvil­ket Lea Kors­gaard bizart nok frem­stil­ler som essen­sen af mit standpunkt. 

Her­til er der bare at sige, at jeg udmær­ket godt for­står Jor­dan B. Peter­son – det er ikke raketvi­den­skab, hvad han har gang i, selv­om både han selv og hans føl­ge­re ihær­digt hæv­der det mod­sat­te. I øvrigt bur­de nogen prik­ke Lea Kors­gaard på skul­de­ren og for­tæl­le hen­de, at der ikke er noget, der hed­der en gra­tis frokost. Eller en gra­tis mid­dag for den sags skyld. For så risi­ke­rer man enten fri- eller ufri­vil­ligt at for­fat­te en kælen og pin­lig apo­lo­gi for en miso­gyn tos­se­bold som Peter­son, der for eksem­pel går ind for tvun­gen mono­ga­mi. Oveni hat­ten udde­ler Kors­gaard så en tåkrum­men­de kram­mer til Peter­sons fæl­les rej­sen­de hos frikir­ker­ne, hvori­blandt vi fin­der Hill­song-bevæ­gel­sen, som jo er et sær­ligt foru­ro­li­gen­de fæno­men. Det synes jeg vir­ke­lig ikke klæ­der Zetland. 

I hvert fald bur­de det give stof til eftertan­ke hos Zet­lands med­lem­mer, at vores egen hjem­li­ge trum­pist og trad wife Eva Agne­te Sels­ing i et opslag på Face­book hyl­der Lea Kors­gaards “frem­ra­gen­de repor­ta­ge fra et vidun­der­ligt, usæd­van­ligt mid­dags­sel­skab”. Bemærk i den for­bin­del­se, at Sels­ings sprog sjovt nok ikke er ulig det sprog, som incels benyt­ter sig af; mænd deles op i beta- og alfa­mænd, og hvis man ikke kan se fidu­sen i Peter­son, er det sim­pelt­hen, for­di man ikke er en rig­tig mand. Så er man der­i­mod en cuck, en “tynd dej­mand”, som ikke læser rig­ti­ge bøger, hvil­ket – gæt­ter jeg – i Eva Agne­te Sels­ings van­vids­ver­den må være alt skre­vet af Juli­us Evo­la, Mor­ten Korch og så selv­føl­ge­lig Jor­dan B. Peterson. 

“Hvor­for mig?”, spør­ger Lea Kors­gaard fle­re gan­ge i sin repor­ta­ge. Hvad er det mon ved lil­le mig, som er så inter­es­sant, at jeg kom­mer til bal på slot­tet og spi­ser med kniv og gaf­fel med skønån­der og mini­stre? Til sidst, efter man­ge svin­ke­æ­rin­der, får vi så at vide, at frikir­ker­ne ind­bød Lea Kors­gaard til mid­da­gen “for­di sam­ta­len!”. Mere Zet­land­sk bli­ver det næsten ikke, og har man i for­vej­en kva­bab­bel­ser over begre­bet kon­struk­tiv jour­na­li­stik, er kval­me­punk­tet for længst nået. 

Det ven­ne­sæ­le

Sidst, men ikke mindst, vil jeg ger­ne bort­ma­ne en vild­fa­rel­se som Lea Kors­gaard med fle­re til­sy­ne­la­den­de er ramt af. Når Fri­heds­bre­vet skri­ver om mid­da­gen med Jor­dan B. Peter­son, er det ikke, for­di vi er imod, at man omgås men­ne­sker, man er uenig med. Det vil­le jo være en absurd hold­ning at have, når man kal­der sig Fri­heds­bre­vet. Nej, det, som Fri­heds­bre­vet er imod, er det til­ta­gen­de ven­ne­sæ­le mel­lem pres­sen og de men­ne­sker og orga­ni­sa­tio­ner, som pres­sen skal hol­de øje med. Alle de man­ge for­mel­le og især ufor­mel­le sam­men­hæn­ge, hvor medi­e­che­fer og jour­na­li­ster ple­jer omgang med poli­ti­ke­re, lob­byi­ster og erhvervs­le­de­re, uden at offent­lig­he­den kan føl­ge med i, hvad der sker. Alt det, som er uden for citat, bag de luk­ke­de døre, og især det, som fore­går i kryds­punk­tet mel­lem det pri­va­te og det pro­fes­sio­nel­le. En fest i en mini­sters hjem. En mid­dag betalt af frikir­ker­ne, hvor inte­gra­tions­mi­ni­ster Kaa­re Dybvad Bek er med som gæst. En bog­klub med depar­te­ments­chef Bar­ba­ra Ber­tel­sen. En mad­klub med Jyl­lands-Postens che­fre­dak­tør og Stats­mi­ni­ste­ri­ets stabs­chef. I et lil­le land som Dan­mark, hvor alle ken­der alle, skal man være sær­ligt opmærk­som på den slags kom­men hin­an­den ved. I hvert fald skal det frem i lyset, og heri består Fri­heds­bre­vets opgave. 

Søren, Met­te og ærke­ma­ge­ren Bar­ba­ra 🧙‍♀️

Iføl­ge Søren Pind er han og Met­te Fre­de­rik­sen beg­ge præ­get af den gravi­tas, man for­le­nes med ved at have været justits­mi­ni­ster. Når jeg bru­ger det gam­mel­dags udtryk “at for­le­ne”, er det, for­di det ofte optræ­der i Søren Pinds sprog, som jo er et sæl­somt (selv)højtideligt og alt­mo­di­sch sprog. Sene­st har jeg stif­tet bekendt­skab med det i Met­te Fre­de­rik­sens elen­di­ge podcast Stats­mi­ni­ste­ren Spør­ger, hvor Søren Pind med­vir­ker i en live-udga­ve opta­get ved brand­sta­tio­nen i Allin­ge i tors­dags til Fol­ke­mø­det. Den podcast vil jeg ger­ne dvæ­le lidt ved. 

Er Søren Pind selvradikaliseret? 

Er der et skæ­rings­punkt, hvor festo­ri­gi­na­len ophø­rer med at være et sjovt og far­ve­rigt indslag i hver­da­gen og i ste­det bli­ver til en lidt trist og let­te­re foru­ro­li­gen­de skik­kel­se? Når jeg spør­ger, er det, for­di det vir­ker, som om Søren Pind har gen­nem­gå­et en selvra­di­ka­li­se­rings­pro­ces, efter han brød ud af dansk poli­tik. Hans hold­nin­ger bli­ver mere og mere rabi­a­te, og jeg fat­ter sta­dig ikke, at det ikke har vakt stør­re opsigt, at han i ram­me alvor mener, at dansk pres­se under­gra­ver demo­kra­ti­et. Ved siden af dét bebrej­der han også dansk pres­se for prin­ses­se Dia­nas død, hvil­ket jo er et sik­kert tegn på, at Søren Pind rent fak­tisk er ble­vet bims – alt­så sådan rig­tigt kuk kuk faldera. 

Skæ­rings­punk­tet, dér hvor det blev tyde­ligt for omver­de­nen, at Søren Pind har mistet den, er selv­føl­ge­lig hans piè­ce de rési­stan­ce, øje­blik­ket hvor Søren Pind toner frem i den mini­ster­u­ni­form fra C.L. Sei­fert til 40.000 kro­ner, som han bestil­te i den tro, at han skul­le for­la­de dansk poli­tik med glans for at bli­ve chef for Det Kon­ge­li­ge Tea­ter. Det skul­le han så bare ikke være alli­ge­vel, for for­stan­di­ge men­ne­sker i Det Kon­ge­li­ge Tea­ter hav­de imid­ler­tid ind­set, at Pind har en skrue løs. 

Der sid­der nem­lig en spl­int i Søren Pinds gla­sø­je, og jeg tæn­ker, at den­ne spl­int, den­ne skyg­ge, er for­kla­rin­gen på Søren Pinds til­ta­gen­de van­vid. Spl­in­ten stam­mer fra ærke­ma­ge­ren Bar­ba­ra Ber­tel­sens troldspejl, som – fan­ta­se­rer jeg – er ble­vet købt hos Søstre­ne Gre­ne på Fiske­tor­vet i Køben­havn i en travl frokost­pau­se. Sene­re hen blev det så slå­et i styk­ker under et rase­ri­an­fald, men spl­in­ter­ne kun­ne bru­ges til noget. 

Dob­belt­tænk­ning 🧠

Spl­in­ten i Søren Pinds gla­sø­je gør ham i stand til at tæn­ke dob­belt i en grad, som almin­de­ligt døde­li­ge slet ikke kan mat­che. Som bekendt bety­der dob­belt­tænk­ning, at man er i stand til at have to mod­stri­den­de menin­ger og tro fuldt og fast på dem beg­ge – uden at være klar over, at de er mod­stri­den­de. Det er der­for, at Søren Pind hele tiden hyl­der fri­he­den – som for eksem­pel i podca­sten med Met­te Fre­de­rik­sen – sam­ti­dig med at han kræ­ver den frie debat og den frie pres­se bragt under kon­trol og ger­ne med dra­ko­ni­ske mid­ler. Holdt op imod hin­an­den kan man ikke mene beg­ge dele, men det kan Søren Pind på grund af spl­in­ten i glasøjet. 

Har man læst H.C. Ander­sens even­tyr Snedron­nin­gen om den lil­le Kay og hans venin­de Ger­da, ved man, at Kay ikke kun har en spl­int fra Djæ­vel­ens itu­slå­e­de troldspejl sid­den­de i øjet. Han har også en spl­int sid­den­de i hjer­tet. I det­te til­fæl­de sid­der spl­in­ten dog i hjer­tet på Søren Pinds venin­de, som i den­ne udlæg­ning hed­der Met­te Fre­de­rik­sen. Også hun er kom­met under ærke­ma­ge­ren Bar­ba­ra Ber­tel­sens trold­dom, for lige­som Søren gjor­de hun tje­ne­ste med Ber­tel­sen i Justits­mi­ni­ste­ri­et, hvor hun ind­t­rå­d­te i den sam­me pagt, som Søren Pind har under­ord­net sig. Det er en pagt, der for­drer ubry­de­lig loy­a­li­tet, men til gen­gæld begun­sti­ges man med kun­sten at kun­ne tæn­ke dob­belt som ingen anden. 

Vær­dig­heds­kra­vet igen igen 🎩

Som sådan er sene­ste udga­ve af Stats­mi­ni­ste­ren Spør­ger en frem­vis­ning i dob­belt­tænk­nin­gens ædle kunst. Lige­som Søren Pind elsker Met­te Fre­de­rik­sen fri­he­den og vil byde Putin trods, men lige­som Søren Pind er hun sam­ti­digt slemt for­fal­den til at væm­mes ved den dan­ske pres­se. Især til sidst i podca­sten, hvor hun kaster sig ud i en lang tira­de om alt det snavs, der bli­ver trykt i avi­sen om ærvær­di­ge men­ne­sker, uden at en ansvar­lig redak­tør siger “hov, hov kam­me­rat, er det nu rig­tigt?!” Selv­føl­ge­lig får vi også lige alle de klas­si­ske Met­te Fre­de­rik­sen rif­fs med på vej­en; om alle de uri­me­li­ge angreb, hun skal læg­ge ryg til fra medi­er­nes side, og så selv­føl­ge­lig at hun ger­ne vil behand­les med respekt og værdighed. 

Det, man siger, er man selv

Absurd nok er det­te res­sen­ti­ment ved den frie pres­se, det­te kon­stant behov for at under­gra­ve dan­sker­nes til­lid til medi­er­ne, ikke helt ulig Donald Trump. Alt­så præ­cis den Donald Trump, som rege­rin­gen nu beskyl­der oppo­si­tio­nen for at gå i bede­ne. Men i vir­ke­lig­he­den er det jo også meget trumpsk at beskyl­de andre for at gøre noget, som man selv alle­re­de er godt og grun­digt skyl­dig i. 

Sahra-Josep­hine Hjort­hs for­nem­mel­ser for journalistik 🎓

I hvert fald er kon­se­kven­sen øje­blik­ke­lig. Når stats­mi­ni­ste­ren siger noget, så siger hun det i en mega­fon. I min­dre grad Søren Pind, men han har selv­føl­ge­lig også sine fans. Lyd­bøl­ger­ne for­plan­ter sig, og plud­se­lig sæt­ter den kon­tro­ver­si­el­le it-iværk­sæt­ter og Oba­ma Lea­der Euro­pe 2022 Sahra-Josep­hine Hjorth sig til tasta­tu­ret. Som bekendt var hun kortva­rigt med i Fri­heds­bre­vets besty­rel­se, men trak sig i for­bin­del­se med, at Ekstra Bla­det og sene­re hen Fri­heds­bre­vet begynd­te at stil­le spørgs­måls­tegn ved hen­des utro­li­ge merit­ter som iværk­sæt­ter og aka­de­mi­ker. Sene­st har Ber­ling­s­ke Tiden­de afslø­ret, at hun ikke har den bachel­or­grad fra et ame­ri­kansk uni­ver­si­tet, som hun har gået og bry­stet sig af. Dén arti­kel er Sahra-Josep­hine Hjorth ble­vet mor­der­lig vred over, og når hun ser, hvad Met­te Fre­de­rik­sen mener om pres­sen i sin podcast, går hun på Lin­ke­dIn og skri­ver følgende: 

“Stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen kom­mer med en essen­ti­el kri­tik af de dan­ske medi­er på Fol­ke­mø­det. Det er nem­lig ble­vet ok at lyve som medie og pt har det ingen kon­se­kvens. Og det skal det have. Jeg har i den sene­ste uge ople­vet det fra Ber­ling­s­ke, som skri­ver ting om mig base­ret på Wikipe­dia og på trods af at de har doku­men­ta­tion for det mod­sat­te. Og det skal være straf­bart og så skal man miste medi­e­støt­ten. Du rin­ger bare Met­te, jeg har mas­ser af ideer.” 

Hvem liker så det? Det gør Hvi­d­ov­res tid­li­ge­re borg­me­ster Hel­le Adel­borg (S). Det gør kul­turkom­men­ta­to­ren Anne Sop­hia Her­man­sen, som selv lever af pres­sen. Det gør i alt 47 gran­voks­ne men­ne­sker, der vit­ter­lig tror på, at Ber­ling­s­ke Tiden­de ikke har ret i det, de brin­ger til torvs om Sahra-Josep­hine Hjorth. Men det har Ber­ling­s­ke Tiden­de selv­føl­ge­lig ret i, lige­som at Fri­heds­bre­vet har ret i at skri­ve, at Sahra-Josep­hine Hjorth har søgt om offent­li­ge mid­ler med en falsk ph.d.-titel.

Når Søren Pind og Met­te Fre­de­rik­sen gøder hadet til den frie pres­se, har det såle­des en øje­blik­ke­lig effekt, hvil­ket for­le­ner mig til at sige, at de beg­ge skul­le skam­me sig. 

Jon Step­hen­sen 🎭

Nu er det ikke læn­ge­re kun Fri­heds­bre­vet og Poli­ti­ken, som er opta­get af sagen om fyrin­gen af Aveny‑T’s tea­ter­di­rek­tør Jon Step­hen­sen. Det er Wee­ken­da­vi­sen også, og i den for­gan­ge uge brag­te de nyt i sagen i en arti­kel af jour­na­list Poul Pil­gaard Johnsen. 

Poul Pil­gaard John­sen har opda­get, at tea­trets besty­rel­se mistæn­ker Jon Step­hen­sen for at have for­fal­sket en under­skrift på et inter­nt besty­rel­ses­do­ku­ment. Det sam­me har jeg hørt fra mine kil­der, og præ­cis som Pil­gaard John­sen skri­ver det, giver det ingen mening over­ho­ve­det, hvis Jon Step­hen­sen har gjort sig skyl­dig i lige net­op den for­bry­del­se. For det før­ste går doku­men­tet helt til­ba­ge til 2017 – hvor­for man kan undre sig over, hvor­for og hvor­dan det duk­ker op nu hele fem år sene­re. For det andet har doku­men­tet vit­ter­ligt ingen betyd­ning. Det er en sim­pel for­ma­li­tet, en regi­stre­ring af en udskift­ning af et besty­rel­ses­med­lem, hvoraf føl­ger, at Jon Step­hen­sen intet har haft at vin­de ved at for­fal­ske en under­skrift på net­op det­te dokument. 

Skul­le mistan­ken om et menings­løst doku­ment­falsk­ne­ri vir­ke­lig være grun­den til, at Jon Step­hen­sen er ble­vet fyret, bestyr­ker det Jon Step­hen­sens påstand om, at fyrin­gen af ham var poli­tisk. Læg der­til, at besty­rel­sen så vidt vides ikke har meldt Step­hen­sen til poli­ti­et for doku­ment­falsk og des­u­den gav ham tolv måne­ders løn i fra­træ­del­ses­af­ta­len. Men husk på, at Jon Step­hen­sen iføl­ge Aveny‑T’s besty­rel­ses­for­mand Hen­ning Dyre­mo­se blev fyret på grund af en ræk­ke “for­ret­nings­mæs­si­ge og ledel­ses­mæs­si­ge for­hold.” Alt­så fler­tal; der var fle­re grun­de til, at Step­hen­sen skul­le ud. 

Iføl­ge Wee­ken­da­vi­sens Poul Pil­gaard John­sen blev Jon Step­hen­sen også fyret, for­di han for­brød sig mod sin tavs­heds­pligt over­for bestyrelsen. 

“Under­vejs kom det til besty­rel­sens kend­skab, at Jon Step­hen­sen hav­de vide­re­gi­vet for­tro­li­ge oplys­nin­ger fra et besty­rel­ses­mø­de den 4. maj til en med­ar­bej­der på tea­tret,” skri­ver Poul Pil­gaard John­sen i artiklen. 

Men var det vir­ke­lig nok til at beseg­le Jon Step­hen­sens skæb­ne; en mistan­ke om at have for­fal­sket en under­skrift på et ube­ty­de­ligt doku­ment samt at have talt over sig til en med­ar­bej­der på tea­tret? I så fald giver det fort­sat langt mere mening, hvis Step­hen­sen skul­le fyres, for­di Hen­ning Dyre­mo­se var rasen­de over den kro­nik, som Step­hen­sen skrev i Poli­ti­ken sam­men med Mode­ra­ter­nes stif­ter Lars Løk­ke Rasmussen. 

Nyheds­a­larm 🚨

Som jeg tid­li­ge­re har skre­vet om, for­tæl­ler mine kil­der mig, at Hen­ning Dyre­mo­se var så vred over kro­nik­ken i Poli­ti­ken, at han vil­le træk­ke sig som besty­rel­ses­for­mand. Det var der­for, Jon Step­hen­sen kon­tak­te­de advo­kat Vibe­ke Bor­berg for at høre, om hun vil­le aflø­se Dyre­mo­se i besty­rel­sen. Det skri­ver Poul Pil­gaard John­sen også om i Wee­ken­da­vi­sen. Nu føl­ger så en nyhed, for jeg har opda­get, at Jon Step­hen­sen også spurg­te advo­kat Per­nil­le Back­hau­sen, om hun vil­le være besty­rel­ses­for­mand for Aveny‑T. Til mig skri­ver hun, at Jon Step­hen­sen “ger­ne vil­le have en dia­log om den mulig­hed, men jeg tak­ke­de nej – også til dia­lo­gen.” Der­u­d­over har Back­hau­sen ingen kommentarer. 

Myste­ri­et består: Hvad for­år­sa­ge­de, at Hen­ning Dyre­mo­se beslut­te­de sig for at bli­ve på posten, og hvor­for skul­le Jon Step­hen­sen plud­se­lig fyres? 

At der mulig­vis er en poli­tisk side af sagen, anty­des til sidst i Poul Pil­gaards John­sens arti­kel. Han skriver: 

“Kil­der i Fre­de­riks­berg Kom­mu­ne, som har holdt en øko­no­misk hånd under det gam­le tea­ter, og som bidra­ger med et stort årligt til­skud, for­tæl­ler, at hele sagen har været fore­lagt borg­meste­ren, Micha­el Vind­feldt. Også her lød vur­de­rin­gen, at tea­ter­che­fen ikke kun­ne bli­ve i stillingen.” 

Muy inter­es­san­te! Som man siger det i spa­ni­er­nes land. For har Jon Step­hen­sen ret i sin påstand, er det en helt utro­ligt vig­tig sag om mulig magt­for­drej­ning og om ytrings­fri­hed. Det er der­for, jeg bli­ver ved med at skri­ve om det, vel viden­de at der selv­føl­ge­lig også kan være årsa­ger til, at Step­hen­sen blev fyret, som vi slet ikke ken­der til. 

God som­mer 👋🏼

Så kom høsten hjem til går­den. I dagens anled­ning har Malt­he Emil Kibs­gaard teg­net mig som super­hel­ten Sha­zam, fly­ven­de på Sil­ver Sur­fers bræt, med en bal­lon, der fore­stil­ler Alfred E. Neu­man fra Mad Maga­zi­ne. Alt­så noget for enhver smag, skul­le jeg mene. 

Mød din sommervikar 🌞

Nu skal jeg på en lang og til­trængt som­mer­fe­rie, men det skal Fri­heds­bre­vet ikke. Vi hol­der dam­pen oppe, for posten skal ud, og det ind­be­fat­ter det­te nyheds­brev, som fra og med næste uge bli­ver pas­set af min som­mer­vi­kar, nem­lig che­fre­dak­tør Kri­stof­fer Erik­sen. Han har blandt andet tænkt sig at give nog­le af de men­ne­sker, som jeg har kri­ti­se­ret i mit nyheds­brev, et til­bud om gen­mæ­le. Så det skal nok bli­ve fest­ligt. Tak, for­di du læste eller lyt­te­de med, og på gen­syn når jeg er til­ba­ge fra ferien. 

Mvh, Mads Brüg­ger, che­fre­dak­tør, Frihedsbrevet