Fri Mads #56: Splin­ten i Søren Pinds glasøje 👁


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cook­ies fra vores lydleverandør.

Nogle gange kan man være så heldig, at et nyheds­brev sim­pelthen skriv­er sig selv. Så heldig er jeg, thi foran mig har jeg en liste over en række aktuelle per­son­er, der har det til­fælles, at de virke­lig giv­er mig skrivek­løe. De er som følger: 

👉🏼 Mette Frederiksen. 

👉🏼 Søren Pind. 

👉🏼 Jor­dan B. Peterson. 

👉🏼 Lea Korsgaard. 

👉🏼 Eva Agnete Selsing. 

👉🏼 Sahra-Josephine Hjorth. 

👉🏼 Jon Stephensen. 

Hvad, jeg kig­ger på, er sim­pelthen en kri­tisk masse. Eller “fuld plade”, som det hed­der i bin­go-ver­de­nen. Så lad os straks komme til vaflerne her i mit nyheds­brev num­mer 56 🧇 

Folkemøde Post Scriptum 🎪

Men først: Har du bemær­ket, hvad Fri­heds­brevet fik ud af Folkemødet? Mod­sat andre medi­er brugte vi ikke kræfterne på at leje en bod, hvor vi serverede fadøl og delte mule­pos­er ud. Som jeg her fork­lar­er fag­bladet Jour­nal­is­ten, tænker jeg, det er spild af penge. Vi har i forve­jen rigeligt med medi­er, som helst vil hygge om folk. Jeg tror meget mere på vær­di­en i, at folk ser Fri­heds­brevets Math­ias Blædel Loren­zen inter­viewe føde­varem­i­nis­ter Ras­mus Prehn om sin skat­tey­der­be­talte safari hos erhvervs­man­den Karsten Ree i Kenya. Eller at de ser Fri­heds­brevets Sofie Frøkjær, der inter­view­er sund­hedsmin­is­ter Mag­nus Heunicke om sine anklager om, at de borg­erlige parti­er spred­er gift for demokrati­et. Eller kul­tur­min­is­ter Ane Hals­boe-Jør­gensen som stikker af fra Fri­heds­brevets Emil Find­alen. For det er nem­lig, hvad Fri­heds­brevet går ud på i prak­sis; frygtløs og magtkri­tisk jour­nal­is­tik uden dikkedar­er. Og hvis magth­av­erne ikke vil komme til os, så kom­mer vi til dem; på Folkemødet. 

I øvrigt tænker jeg 🤔

I mit stille sind kan jeg godt undre mig over, at Fri­heds­brevets måde at gå til Folkemødet på over­hovedet vækker opsigt. Det er, som om selve det at opsøge magth­a­vere og stille dem kri­tiske spørgsmål er noget ganske usæd­van­ligt – ja, nærmest noget kontroversielt. 

For eksem­pel blev jeg spurgt af fag­bladet Jour­nal­is­ten: “Har I tænkt over, om I risik­er­er at ødelægge det for jer selv på den læn­gere bane ved på den måde at troppe op og tage kilderne lidt på sengen?” 

Til det er der jo bare at svare, at hvis nogen bliv­er fornærmede over det, så er det dem der har et prob­lem – ikke os. 

Afreg­n­ing ved kasse et 💳

Nu håber jeg så bare, at jeg har ret i min grundlæggende antagelse, nem­lig at når du ser inter­views, som dem vi har præsteret til Folkemødet, så tænker du, at sådan et medie vil du da gerne støtte – for dét har vi virke­lig brug for i et land, hvor magth­av­erne i sti­gende grad sværmer for den tan­dløse, kon­struk­tive, statsstøt­tede journalistik. 

Tænker du det, så håber jeg, at du melder dig ind i Fri­heds­brevet i dag, og stor tak til dem der gør det. 

Er du der­i­mod typen, som helst vil nøjes med at tænke, at det er sjovt og godt med Fri­heds­brevet og desu­den rigtig herligt med mit ugentlige nyheds­brev, som jo er gratis, så vid, at det ikke er nok. På sigt kan Fri­heds­brevet kun lade sig gøre, hvis vi vokser os så store, at vi bliv­er økonomisk bæredygtige. Der­for står og falder det hele med, at så mange som muligt melder sig ind i Fri­heds­brevet så hur­tigt som muligt. 

Hvad, der er på spil her, er spørgsmålet om, hvorvidt Dan­mark skal have et medie, der ikke sug­er på lap­pen hos stat­en, men som kun er i lom­men på sine abon­nen­ter. For det er jo ikke, som om det vrim­ler med medi­er, der gør, hvad Fri­heds­brevet gør, er det vel? Det håber jeg, du kan se menin­gen i og der­for melder dig ind i dag. 

Eller som salig Hunter S. Thomp­son har sagt det: “Står det til mig, er det en for­ban­det skam at et område så poten­tielt dynamisk og vitalt som jour­nal­is­tik er blevet over­rendt af tørvetrillere, bumser og sjuske­dorter, plaget af nærsynethed, apati, og føje­lighed og generelt fanget i en sump af stag­neret middelmådighed.” 

Hvis man ikke helt forstår, hvad Hunter S. Thomp­son men­er med oven­stående, skal man blot sætte sig ned og se en gen­nem­snitlig udgave af Pres­sel­o­gen på TV2 News. 

Fri­heds­brevet er vejen ud af den sump. 

Godgørende virk­somhed er det ikke at være medlem af Fri­heds­brevet. Det vil jeg gerne under­strege. Du får enestående, velfor­t­alt og fæn­gende jour­nal­is­tik til gengæld for din støtte. Mere end ti forskel­lige nyheds­breve og en app, der er ved at fly­de over med ind­hold, som skal læs­es. Eller lyttes, for alt, hvad vi udgiv­er, kan både læs­es og lyttes. Ved siden af det byder appen også på en por­tal med Fri­heds­brevets egne pod­casts. Sen­este skud på stam­men udkom­mer på fredag og han­dler om begre­bet kærlighedssvin­del. Fri­heds­brevet er kom­met på sporet af en ung kvin­de, der kalder sig “Perk­er Linse, og gen­nem dat­ingt­jen­ester lokker hun hun­dred­tusin­der af kro­ner ud af kærlighedssø­gende, ensomme mænd. End­da helt uden at hun mødes med dem. Følg med i jagten på “Perk­er Linse” fra på fredag i Fri­heds­brevets app.

Hum­merkon­gens Middag 🦞

Som man råber i skoven, får man svar. Netavisen Zet­lands bestyrelses­for­mand Lea Kors­gaard har i hvert fald for­fat­tet en alen­lang, sukker­glaseret “fork­lar-og-forstå-mig-røv”-tekst om sin mid­dag med det for­pinte, canadiske orakel Jor­dan B. Peter­son – som jeg skrev om i mit for­rige nyheds­brev. Kors­gaards reportage forekom­mer at være et modsvar på mine mus­ings samt et uskønt forsøg på at hvid­vaske, at hun som mediechef lad­er sig bespise af de danske frikirk­er – herun­der den rabi­ate, glob­ale pin­sekirke-bevægelse Hill­song, som jo spon­serede mid­da­gen på restau­rant Salon i Køben­havn. På intet tid­spunkt berør­er Kors­gaard, hvem der betaler for maden, og især hvad de glade givere mon tænker om emn­er som homosek­su­alitet og abort. Til gengæld gør hun meget ud af, at man ikke må kalde folk, man ikke forstår, for dumme – hvilket Lea Kors­gaard bizart nok frem­stiller som essensen af mit standpunkt. 

Her­til er der bare at sige, at jeg udmær­ket godt forstår Jor­dan B. Peter­son – det er ikke raketv­i­den­skab, hvad han har gang i, selvom både han selv og hans føl­gere ihærdigt hævder det mod­sat­te. I øvrigt burde nogen prikke Lea Kors­gaard på skul­deren og fortælle hende, at der ikke er noget, der hed­der en gratis frokost. Eller en gratis mid­dag for den sags skyld. For så risik­er­er man enten fri- eller ufriv­il­ligt at for­fat­te en kælen og pin­lig apolo­gi for en misog­yn tosse­bold som Peter­son, der for eksem­pel går ind for tvun­gen monoga­mi. Oveni hat­ten uddel­er Kors­gaard så en tåkrum­mende kram­mer til Peter­sons fælles rejsende hos frikirk­erne, hvorib­landt vi find­er Hill­song-bevægelsen, som jo er et særligt foruroli­gende fænomen. Det synes jeg virke­lig ikke klæder Zetland. 

I hvert fald burde det give stof til efter­tanke hos Zet­lands medlem­mer, at vores egen hjem­lige trump­ist og trad wife Eva Agnete Sels­ing i et opslag på Face­book hylder Lea Kors­gaards “frem­ra­gende reportage fra et vidun­derligt, usæd­van­ligt mid­dags­sel­skab”. Bemærk i den forbindelse, at Sels­ings sprog sjovt nok ikke er ulig det sprog, som incels benyt­ter sig af; mænd deles op i beta- og alfamænd, og hvis man ikke kan se fidusen i Peter­son, er det sim­pelthen, for­di man ikke er en rigtig mand. Så er man der­i­mod en cuck, en “tynd dej­mand”, som ikke læs­er rigtige bøger, hvilket – gæt­ter jeg – i Eva Agnete Sels­ings van­vidsver­den må være alt skrevet af Julius Evola, Morten Korch og så selvføl­gelig Jor­dan B. Peterson. 

“Hvor­for mig?”, spørg­er Lea Kors­gaard flere gange i sin reportage. Hvad er det mon ved lille mig, som er så inter­es­sant, at jeg kom­mer til bal på slot­tet og spis­er med kniv og gaffel med skønån­der og min­istre? Til sidst, efter mange svinkeærinder, får vi så at vide, at frikirk­erne ind­bød Lea Kors­gaard til mid­da­gen “for­di sam­tal­en!”. Mere Zet­land­sk bliv­er det næsten ikke, og har man i forve­jen kvababbelser over begre­bet kon­struk­tiv jour­nal­is­tik, er kvalmepunk­tet for længst nået. 

Det ven­nesæle

Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne bort­mane en vild­farelse som Lea Kors­gaard med flere tilsyneladende er ramt af. Når Fri­heds­brevet skriv­er om mid­da­gen med Jor­dan B. Peter­son, er det ikke, for­di vi er imod, at man omgås men­nesker, man er uenig med. Det ville jo være en absurd hold­ning at have, når man kalder sig Fri­heds­brevet. Nej, det, som Fri­heds­brevet er imod, er det tilt­a­gende ven­nesæle mellem pressen og de men­nesker og organ­i­sa­tion­er, som pressen skal holde øje med. Alle de mange formelle og især uformelle sam­men­hænge, hvor mediechefer og jour­nal­is­ter ple­jer omgang med poli­tikere, lob­by­is­ter og erhvervsledere, uden at offent­lighe­den kan følge med i, hvad der sker. Alt det, som er uden for citat, bag de lukkede døre, og især det, som foregår i kryd­spunk­tet mellem det pri­vate og det pro­fes­sionelle. En fest i en min­is­ters hjem. En mid­dag betalt af frikirk­erne, hvor inte­gra­tions­min­is­ter Kaare Dyb­vad Bek er med som gæst. En bogk­lub med departe­mentschef Bar­bara Ber­telsen. En mad­klub med Jyl­lands-Postens chefredak­tør og Statsmin­is­teri­ets stab­schef. I et lille land som Dan­mark, hvor alle kender alle, skal man være særligt opmærk­som på den slags kom­men hinan­den ved. I hvert fald skal det frem i lyset, og heri består Fri­heds­brevets opgave. 

Søren, Mette og ærkemageren Bar­bara 🧙‍♀️

Ifølge Søren Pind er han og Mette Fred­erik­sen begge præget af den grav­i­tas, man for­lenes med ved at have været justitsmin­is­ter. Når jeg bruger det gam­meldags udtryk “at for­lene”, er det, for­di det ofte optræder i Søren Pinds sprog, som jo er et sæl­somt (selv)højtideligt og alt­modisch sprog. Sen­est har jeg stiftet bek­endt­skab med det i Mette Fred­erik­sens elendi­ge pod­cast Statsmin­is­teren Spørg­er, hvor Søren Pind med­virk­er i en live-udgave optaget ved brand­sta­tio­nen i Allinge i tors­dags til Folkemødet. Den pod­cast vil jeg gerne dvæle lidt ved. 

Er Søren Pind selvradikaliseret? 

Er der et skæringspunkt, hvor fes­to­rig­i­nalen ophør­er med at være et sjovt og farverigt ind­slag i hverda­gen og i stedet bliv­er til en lidt trist og let­tere foruroli­gende skikkelse? Når jeg spørg­er, er det, for­di det virk­er, som om Søren Pind har gen­nemgået en selvradikalis­er­ing­spro­ces, efter han brød ud af dan­sk poli­tik. Hans hold­ninger bliv­er mere og mere rabi­ate, og jeg fat­ter stadig ikke, at det ikke har vakt større opsigt, at han i ramme alvor men­er, at dan­sk presse under­graver demokrati­et. Ved siden af dét bebre­jder han også dan­sk presse for prins­esse Dianas død, hvilket jo er et sikkert tegn på, at Søren Pind rent fak­tisk er blevet bims – alt­så sådan rigtigt kuk kuk faldera. 

Skæringspunk­tet, dér hvor det blev tydeligt for omver­de­nen, at Søren Pind har mis­tet den, er selvføl­gelig hans pièce de résis­tance, øje­b­likket hvor Søren Pind ton­er frem i den min­is­teruni­form fra C.L. Seifert til 40.000 kro­ner, som han bestilte i den tro, at han skulle for­lade dan­sk poli­tik med glans for at blive chef for Det Kon­gelige Teater. Det skulle han så bare ikke være alligev­el, for for­standi­ge men­nesker i Det Kon­gelige Teater havde imi­dler­tid ind­set, at Pind har en skrue løs. 

Der sid­der nem­lig en splint i Søren Pinds glasø­je, og jeg tænker, at denne splint, denne skygge, er fork­larin­gen på Søren Pinds tilt­a­gende van­vid. Splin­ten stam­mer fra ærkemageren Bar­bara Ber­telsens trold­spe­jl, som – fan­taser­er jeg – er blevet købt hos Søstrene Grene på Fiske­torvet i Køben­havn i en travl frokost­pause. Senere hen blev det så slået i stykker under et rase­ri­an­fald, men splin­terne kunne bruges til noget. 

Dobbelt­tænkn­ing 🧠

Splin­ten i Søren Pinds glasø­je gør ham i stand til at tænke dobbelt i en grad, som almin­deligt dødelige slet ikke kan matche. Som bek­endt bety­der dobbelt­tænkn­ing, at man er i stand til at have to mod­stri­dende meninger og tro fuldt og fast på dem begge – uden at være klar over, at de er mod­stri­dende. Det er der­for, at Søren Pind hele tiden hylder fri­he­den – som for eksem­pel i pod­cas­ten med Mette Fred­erik­sen – sam­tidig med at han kræver den frie debat og den frie presse bragt under kon­trol og gerne med drakoniske midler. Holdt op imod hinan­den kan man ikke mene begge dele, men det kan Søren Pind på grund af splin­ten i glasøjet. 

Har man læst H.C. Ander­sens even­tyr Sne­dron­nin­gen om den lille Kay og hans veninde Ger­da, ved man, at Kay ikke kun har en splint fra Djæve­lens itus­låede trold­spe­jl sid­dende i øjet. Han har også en splint sid­dende i hjertet. I dette til­fælde sid­der splin­ten dog i hjertet på Søren Pinds veninde, som i denne udlægn­ing hed­der Mette Fred­erik­sen. Også hun er kom­met under ærkemageren Bar­bara Ber­telsens trold­dom, for lige­som Søren gjorde hun tjen­este med Ber­telsen i Justitsmin­is­teri­et, hvor hun indtrådte i den samme pagt, som Søren Pind har under­ord­net sig. Det er en pagt, der for­dr­er ubry­delig loy­alitet, men til gengæld begun­stiges man med kun­sten at kunne tænke dobbelt som ingen anden. 

Værdighed­skravet igen igen 🎩

Som sådan er sen­este udgave af Statsmin­is­teren Spørg­er en fremvis­ning i dobbelt­tænknin­gens ædle kun­st. Lige­som Søren Pind elsker Mette Fred­erik­sen fri­he­den og vil byde Putin trods, men lige­som Søren Pind er hun sam­tidigt slemt for­falden til at væmmes ved den danske presse. Især til sidst i pod­cas­ten, hvor hun kaster sig ud i en lang tirade om alt det snavs, der bliv­er trykt i avisen om ærværdi­ge men­nesker, uden at en ans­varlig redak­tør siger “hov, hov kam­mer­at, er det nu rigtigt?!” Selvføl­gelig får vi også lige alle de klas­siske Mette Fred­erik­sen riffs med på vejen; om alle de urimelige angreb, hun skal lægge ryg til fra mediernes side, og så selvføl­gelig at hun gerne vil behan­dles med respekt og værdighed. 

Det, man siger, er man selv

Absurd nok er dette ressen­ti­ment ved den frie presse, dette kon­stant behov for at under­grave danskernes tillid til medierne, ikke helt ulig Don­ald Trump. Alt­så præ­cis den Don­ald Trump, som regerin­gen nu beskylder oppo­si­tio­nen for at gå i bedene. Men i virke­lighe­den er det jo også meget trump­sk at beskylde andre for at gøre noget, som man selv allerede er godt og grundigt skyldig i. 

Sahra-Josephine Hjorths fornem­melser for journalistik 🎓

I hvert fald er kon­sekvensen øje­b­likke­lig. Når statsmin­is­teren siger noget, så siger hun det i en mega­fon. I min­dre grad Søren Pind, men han har selvføl­gelig også sine fans. Lyd­bøl­gerne for­planter sig, og plud­selig sæt­ter den kon­tro­ver­sielle it-iværk­sæt­ter og Oba­ma Leader Europe 2022 Sahra-Josephine Hjorth sig til tas­taturet. Som bek­endt var hun kort­varigt med i Fri­heds­brevets bestyrelse, men trak sig i forbindelse med, at Ekstra Bladet og senere hen Fri­heds­brevet beg­y­n­dte at stille spørgsmål­stegn ved hen­des utrolige merit­ter som iværk­sæt­ter og akademik­er. Sen­est har Berlingske Tidende afs­løret, at hun ikke har den bach­e­lor­grad fra et amerikan­sk uni­ver­sitet, som hun har gået og brys­tet sig af. Dén artikel er Sahra-Josephine Hjorth blevet morderlig vred over, og når hun ser, hvad Mette Fred­erik­sen men­er om pressen i sin pod­cast, går hun på LinkedIn og skriv­er følgende: 

“Statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen kom­mer med en essen­tiel kri­tik af de danske medi­er på Folkemødet. Det er nem­lig blevet ok at lyve som medie og pt har det ingen kon­sekvens. Og det skal det have. Jeg har i den sen­este uge oplevet det fra Berlingske, som skriv­er ting om mig baseret på Wikipedia og på trods af at de har doku­men­ta­tion for det mod­sat­te. Og det skal være straf­bart og så skal man miste medi­estøt­ten. Du ringer bare Mette, jeg har mass­er af ideer.” 

Hvem lik­er så det? Det gør Hvi­dovres tidligere borgmester Helle Adel­borg (S). Det gør kul­turkom­men­ta­toren Anne Sophia Her­mansen, som selv lever af pressen. Det gør i alt 47 gran­vok­sne men­nesker, der vit­terlig tror på, at Berlingske Tidende ikke har ret i det, de bringer til torvs om Sahra-Josephine Hjorth. Men det har Berlingske Tidende selvføl­gelig ret i, lige­som at Fri­heds­brevet har ret i at skrive, at Sahra-Josephine Hjorth har søgt om offentlige midler med en fal­sk ph.d.-titel.

Når Søren Pind og Mette Fred­erik­sen gøder hadet til den frie presse, har det således en øje­b­likke­lig effekt, hvilket for­len­er mig til at sige, at de begge skulle skamme sig. 

Jon Stephensen 🎭

Nu er det ikke læn­gere kun Fri­heds­brevet og Poli­tiken, som er optaget af sagen om fyrin­gen af Aveny‑T’s tea­ter­di­rek­tør Jon Stephensen. Det er Week­en­davisen også, og i den for­gange uge bragte de nyt i sagen i en artikel af jour­nal­ist Poul Pil­gaard Johnsen. 

Poul Pil­gaard Johnsen har opdaget, at teatrets bestyrelse mis­tænker Jon Stephensen for at have for­fals­ket en under­skrift på et internt bestyrelses­doku­ment. Det samme har jeg hørt fra mine kilder, og præ­cis som Pil­gaard Johnsen skriv­er det, giv­er det ingen mening over­hovedet, hvis Jon Stephensen har gjort sig skyldig i lige netop den for­bry­delse. For det første går doku­mentet helt tilbage til 2017 – hvor­for man kan undre sig over, hvor­for og hvor­dan det dukker op nu hele fem år senere. For det andet har doku­mentet vit­terligt ingen betyd­ning. Det er en sim­pel for­malitet, en reg­istrering af en udskift­ning af et bestyrelsesmedlem, hvo­raf føl­ger, at Jon Stephensen intet har haft at vin­de ved at for­falske en under­skrift på netop dette dokument. 

Skulle mis­tanken om et meningsløst doku­ment­fal­skneri virke­lig være grun­den til, at Jon Stephensen er blevet fyret, bestyrk­er det Jon Stephensens pås­tand om, at fyrin­gen af ham var poli­tisk. Læg der­til, at bestyrelsen så vidt vides ikke har meldt Stephensen til poli­ti­et for doku­ment­fal­sk og desu­den gav ham tolv måned­ers løn i fratrædelsesaf­tal­en. Men husk på, at Jon Stephensen ifølge Aveny‑T’s bestyrelses­for­mand Hen­ning Dyre­mose blev fyret på grund af en række “for­ret­ningsmæs­sige og ledelses­mæs­sige forhold.” Alt­så fler­tal; der var flere grunde til, at Stephensen skulle ud. 

Ifølge Week­en­davisens Poul Pil­gaard Johnsen blev Jon Stephensen også fyret, for­di han for­brød sig mod sin tavshed­spligt over­for bestyrelsen. 

“Under­ve­js kom det til bestyrelsens kend­skab, at Jon Stephensen havde videre­givet fortrolige oplysninger fra et bestyrelses­møde den 4. maj til en medar­be­jder på teatret,” skriv­er Poul Pil­gaard Johnsen i artiklen. 

Men var det virke­lig nok til at besegle Jon Stephensens skæb­ne; en mis­tanke om at have for­fals­ket en under­skrift på et ube­ty­deligt doku­ment samt at have talt over sig til en medar­be­jder på teatret? I så fald giv­er det fort­sat langt mere mening, hvis Stephensen skulle fyres, for­di Hen­ning Dyre­mose var rasende over den kro­nik, som Stephensen skrev i Poli­tiken sam­men med Mod­er­ater­nes stifter Lars Løkke Rasmussen. 

Nyhed­salarm 🚨

Som jeg tidligere har skrevet om, fortæller mine kilder mig, at Hen­ning Dyre­mose var så vred over kro­nikken i Poli­tiken, at han ville trække sig som bestyrelses­for­mand. Det var der­for, Jon Stephensen kon­tak­t­ede advokat Vibeke Bor­berg for at høre, om hun ville afløse Dyre­mose i bestyrelsen. Det skriv­er Poul Pil­gaard Johnsen også om i Week­en­davisen. Nu føl­ger så en nyhed, for jeg har opdaget, at Jon Stephensen også spurgte advokat Pernille Back­hausen, om hun ville være bestyrelses­for­mand for Aveny‑T. Til mig skriv­er hun, at Jon Stephensen “gerne ville have en dia­log om den mulighed, men jeg takkede nej – også til dialo­gen.” Deru­dover har Back­hausen ingen kommentarer. 

Mys­teri­et består: Hvad forår­sagede, at Hen­ning Dyre­mose beslut­tede sig for at blive på posten, og hvor­for skulle Jon Stephensen plud­selig fyres? 

At der muligvis er en poli­tisk side af sagen, anty­des til sidst i Poul Pil­gaards Johnsens artikel. Han skriver: 

“Kilder i Fred­eriks­berg Kom­mune, som har holdt en økonomisk hånd under det gam­le teater, og som bidrager med et stort årligt tilskud, fortæller, at hele sagen har været fore­lagt borgmesteren, Michael Vin­d­feldt. Også her lød vur­derin­gen, at teaterchefen ikke kunne blive i stillingen.” 

Muy inter­es­sante! Som man siger det i spaniernes land. For har Jon Stephensen ret i sin pås­tand, er det en helt utroligt vigtig sag om mulig magt­for­drejn­ing og om ytrings­fri­hed. Det er der­for, jeg bliv­er ved med at skrive om det, vel vidende at der selvføl­gelig også kan være årsager til, at Stephensen blev fyret, som vi slet ikke kender til. 

God som­mer 👋🏼

Så kom høsten hjem til går­den. I dagens anled­ning har Malthe Emil Kib­s­gaard teg­net mig som super­hel­ten Shaz­am, fly­vende på Sil­ver Surfers bræt, med en bal­lon, der forestiller Alfred E. Neu­man fra Mad Mag­a­zine. Alt­så noget for enhver smag, skulle jeg mene. 

Mød din sommervikar 🌞

Nu skal jeg på en lang og tiltrængt som­mer­ferie, men det skal Fri­heds­brevet ikke. Vi hold­er damp­en oppe, for posten skal ud, og det ind­be­fat­ter dette nyheds­brev, som fra og med næste uge bliv­er pas­set af min som­mervikar, nem­lig chefredak­tør Kristof­fer Erik­sen. Han har blandt andet tænkt sig at give nogle af de men­nesker, som jeg har kri­tis­eret i mit nyheds­brev, et tilbud om gen­mæle. Så det skal nok blive fes­tligt. Tak, for­di du læste eller lyt­tede med, og på gen­syn når jeg er tilbage fra ferien. 

Mvh, Mads Brüg­ger, chefredak­tør, Frihedsbrevet