Fri Mads #71: Den lan­ge skru­et­ræk­ker 🪛

Omkring 50 artik­ler, hvor Met­te Fre­de­rik­sen taler om ostemad­der, når Fri­heds­bre­vets poli­ti­ske redak­tion alt­så frem til i deres optæl­ling. Helt utro­ligt. Ingen kan da elske ostemad­der så meget over så lang tid?

Hvad der også er utro­ligt er, hvad Met­te Fre­de­rik­sen siger om sin kær­lig­hed til ostemad­der i podca­sten Det sid­ste mål­tid. Hun siger, at hun ger­ne har en ostemad med sig i sin hånd­ta­ske, når hun er på arbej­de – et bil­le­de, jeg vir­ke­lig godt kun­ne have været for­u­den, som den laten­te turo­fo­bi­ker jeg altid har været.

Og så siger Met­te Fre­de­rik­sen gud­dø­de­mig, at når hun kom­mer til den yder­ste dag og lige skal have sig et styk­ke mund­godt, inden hun stemp­ler ud for altid, ja, så skal den­ne god­bid – det sid­ste hun put­ter i mun­den nogen­sin­de over­ho­ve­det – være en ostemad. Det synes jeg sim­pelt­hen er så trist og ned­slå­en­de en udmel­ding at kom­me med, at jeg mang­ler ord for det. Ikke for­di Met­te Fre­de­rik­sen nød­ven­dig­vis skal væl­ge sig belu­ga­kavi­ar, tas­man­ske østers eller paté af nat­ter­ga­le-tun­ger som den sid­ste sna­ck, men hvem vil dog sige far­vel til livet med noget så fladt og tri­vi­elt som en ski­ve dan­bo på en ski­ve rug­brød? Det vil vores stats­mi­ni­ster åben­bart.