Fri Mads #6: Man­den fra Cypern

I den­ne uge skri­ver jeg om medi­e­virk­som­he­den Altin­get og dets ejer Ras­mus Niel­sen. Det er ham, jeg kal­der “man­den fra Cypern” i over­skrif­ten. Det gør jeg, for­di det lyder lidt som en kri­mi, og det er det måske også. Når det er ord­net, frem­hæ­ver jeg nog­le af den­ne uges nyheds­bre­ve fra Fri­heds­bre­vet, hvor­ef­ter jeg oprem­ser de bøger, jeg vil­le tage med i vad­sæk­ken, hvis jeg skul­le lig­ge ved en swim­m­ing­pool i to uger. Hvil­ket jeg ikke skal, dels for­di jeg er rød­hå­ret (og ikke kan tåle solen), og dels for­di jeg har travlt med at redi­ge­re Frihedsbrevet. 

En købt jour­na­list er en død journalist 

“En købt jour­na­list er en død jour­na­list,” lyder en gam­mel lære­sæt­ning inden for dansk pres­se. At der sta­dig er en sand­hed i den­ne tom­mel­finger­re­gel, kan man for­vis­se sig om, hvis man ser sid­ste uges debat i DR2 Dead­li­ne mel­lem A4 Medi­ers che­fre­dak­tør Kri­sti­an Mad­sen og Altin­gets che­fre­dak­tør Jakob Niel­sen. Sidst­nævn­te var i stu­di­et for at for­sva­re, at Altin­gets even­taf­de­ling har ladet sig beta­le af dik­ta­tur­sta­ter for at inter­viewe dis­se regi­mers ambas­sa­dø­rer på Altin­gets plat­form. Og end­da uden klart at for­tæl­le sit publi­kum, at Altin­get har fået pen­ge for at svin­ge mikro­fo­nen. Jakob Niel­sen skyn­der sig da også at sige, at set i baks­pej­let er det et pro­blem, at det ikke er klart nok dekla­re­ret, hvad der er på spil, når for eksem­pel Kina eller De For­e­ne­de Ara­bi­ske Emira­ter beta­ler Altin­get for at inter­viewe deres diplo­ma­ter. Alt­så lidt som Jakob Niel­sen sag­de, sid­ste gang der var pro­ble­mer med Altin­gets jour­na­li­sti­ske habi­tus, nem­lig da medi­et blev bestilt og betalt af den kine­si­ske tek­no­lo­gi­kon­cern Huawei, til at arran­ge­re og mode­re­re et deba­ta­r­ran­ge­ment under Altin­gets for­vor­p­ne hat. Som Kri­sti­an Mad­sen fra A4 Medi­er var inde på i Dead­li­ne, er der åben­bart ingen ned­re græn­se for, hvem eller hvad Altin­gets Jakob Niel­sen vil sæl­ge sine tje­ne­ster til.

Hvad jeg også bemær­ke­de i Deadline

Dyrk i øvrigt, hvor­dan både Jakob Niel­sen og Kri­sti­an Mad­sen beg­ge har helt nye, hvi­de gum­misko på i Dead­li­ne og nær­mest er ens klædt. Bid også mær­ke i, hvor­dan Jakob Niel­sen for­sø­ger at domi­ne­re både Kri­sti­an Mad­sen og vær­ten Issa Mah­moud Jep­pe­sen (der debu­te­re­de som Dead­li­ne-vært i den­ne udsen­del­se) med sin normco­re kug­le­pen. Det er et stu­die i pas­siv aggres­siv her­sker­tek­nik a la Djøf. 

Husker du “Spek­trum”?

Når jeg inter­es­se­rer mig for Altin­gets moral og man­gel på sam­me, er det, for­di Altin­get sim­pelt­hen er sovset ind i medi­e­støt­te. Ale­ne i år får Altin­get 9,2 mil­li­o­ner kro­ner i direk­te medi­e­støt­te, og så er der alt det løse. Som for eksem­pel til­ba­ge i 2017, hvor Altin­get blev bevil­get 2,9 mil­li­o­ner kro­ner over en tre­årig peri­o­de fra Kul­tursty­rel­sens innova­tions­pul­je til at udvik­le et nyheds­me­die for unge (hvor­for vrim­ler det i Dan­mark med midal­dren­de medi­e­che­fer, som vil lave medi­er til unge?). Altin­gets nyheds­me­die for unge — der fik nav­net “Spek­trum” — blev luk­ket ned fire år sene­re, alt­så i år, uden at nogen hav­de opda­get det, her­un­der selv­føl­ge­lig de unge selv. Det er bare et eksem­pel ud af man­ge på, hvor­dan Altin­get suger på lap­pen hos sta­ten, men der­u­d­over har Altin­get lyk­ke­des geval­digt godt med at fil­tre sin for­ret­ning sam­men med det offent­li­ge Dan­mark i en grad, som gør, at sta­ten og Altin­get i dag nær­mest er for­bund­ne kar. 

Kom til Cypern, min ven! 

Der­for er det helt på sin plads at spør­ge om, hvor­vidt et medie kan diskva­li­fi­ce­re sig til at få medi­e­støt­te? Kan det vir­ke­lig for­sva­res, at sta­ten støt­ter (og hand­ler) med en medi­e­virk­som­hed, der sæl­ger sin jour­na­li­stik til bruta­le dik­ta­tu­rer og des­u­den hol­der mikro­fo­nen for tek­no­lo­gi­kon­cer­ner, som er på de dan­ske sik­ker­hedsmyn­dig­he­ders radar? Hvad der gør spørgs­må­let end­nu mere pikant og påtræn­gen­de, er selv­føl­ge­lig, at Ras­mus Niel­sen — Altin­gets ejer og grund­læg­ger — har flyt­tet sig selv og sit hol­dings­el­skab ned til skat­te­ly­et Cypern. Så vi har alt­så en lind strøm af skat­te­kro­ner, som til­går et medie med ondt i mora­len, hvis ejer til­med hol­der til i et skat­te­ly. Hvis du vil vide mere om, hvor­for Ras­mus Niel­sen har valgt at bli­ve udlands­dan­sker, så læs den sene­ste udga­ve af nyheds­bre­vet Fri Finans, som udkom­mer i dag. Du skal være med­lem for at læse med, og har du ikke meldt dig ind end­nu, synes jeg abso­lut, at du skal gøre det.

Lit­te­ra­tur­li­ste

Dis­se to roma­ner synes jeg, du skal tage med på sommerferie: 

Altings Hjer­te af Gra­ham Gre­e­ne, der udkom sid­ste år fra for­la­get Tur­bi­ne. Lige siden jeg læste roma­nen “Maske­spil­let” (om Hai­ti under dik­ta­to­ren Papa Doc), har jeg været fan af Gre­e­nes for­fat­ter­skab. Altings Hjer­te fore­går i Sier­ra Leo­ne, mens det­te forar­me­de vestafri­kan­ske land sta­dig var en del af det smul­dren­de bri­ti­ske impe­ri­um. Som det ofte er med Gre­e­ne, er Altings Hjer­te et her­ligt miks af spio­ner, smug­le­re, knu­ste hjer­ter og katol­ske samvittighedskvaler. 

Chan­ge­ling er en mere end 40 år gam­mel roman skre­vet af den ame­ri­kan­ske for­fat­te­rin­de Joy Wil­li­ams. Jo ældre man bli­ver, jo mere hører det til sjæl­den­he­der­ne, at man plud­se­lig opda­ger en for­fat­ter, som er så god, at man bli­ver blæst totalt bag­over. Men så god er Wil­li­ams, og jeg vil væd­de på, at hun en dag vin­der nobel­pri­sen. Den fortje­ner hun i hvert fald, og det er nok også det, der skal til, for at den­ne “for­fat­ter­nes for­fat­ter” langt om læn­ge fin­der et publi­kum i Dan­mark. Noget af det bed­ste fra Joy Wil­li­ams’ hånd er roma­nen Chan­ge­ling, der kort sagt hand­ler om en ung kvin­de, som gif­ter sig ind i en vel­ha­ven­de fami­lie. Hun for­sø­ger at slip­pe væk fra fami­li­en, hvil­ket ikke ale­ne mis­lyk­kes, men også resul­te­rer i, at hun mister sin iden­ti­tet. Og drik­ker en mas­se sprut under­vejs. Men det er kun det hal­ve af det hele, for Joy Wil­li­ams er uden for kategori. 

På vej fra Frihedsbrevet

I den­ne uge glæ­der jeg mig blandt andet til at læse che­fre­dak­tør Flem­m­ing Roses nyheds­brev, Fri Tænk­ning. Han har talt med Micha­el Bang Peter­sen, pro­fes­sor i statskund­skab fra Aar­hus Uni­ver­si­tet, som har gen­nem­ført en inter­na­tio­nal under­sø­gel­se af, hvor­dan myn­dig­he­der­ne bedst kom­mu­ni­ke­rer om noget så føl­somt som vac­ci­na­tions­pro­gram­mer. Kon­klu­sio­nen er, at jo mere åbne og ærli­ge myn­dig­he­der­ne er, jo bed­re ift. befolk­nin­gens til­lid til magt­ha­ver­ne. Hvad jeg også ser frem til, er Simon Juls nyheds­brev Fri Tid, som udkom­mer på fre­dag. Her udfor­sker Simon, hvad han kal­der for “gril­lens stær­ke mystik”. Og så er der Fri Kri­tik, hvor Met­te Høeg i den­ne uge anmel­der den schweizi­ske for­fat­ter Fleur Jaeg­gys roman Pro­le­ter­ka — en afstum­pet, metal­lisk liden­ska­be­lig og kølig sag om en frem­med­gjort dat­ter og fars kryd­stogt i Mid­del­ha­vet på ski­bet S.S. Pro­le­ter­ka. Et værk, som både skub­ber sin læser væk og gør uud­s­let­te­ligt indtryk. 

Vi mødes igen 

Og så kom vi i mål. Tak for­di du læste med, og hav en god uge der­u­de. Jeg er til­ba­ge på man­dag om syv dage. 

Mvh Mads Brüg­ger, che­fre­dak­tør, Frihedsbrevet