Fri Mads #6: Manden fra Cypern


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Alt i alt rum­mer mit nyheds­brev 1154 ord, og hvis jeg ikke tager meget fejl, kan du læse det på under fire minutter. 

I denne uge skriv­er jeg om medievirk­somhe­den Altinget og dets ejer Ras­mus Nielsen. Det er ham, jeg kalder “man­den fra Cypern” i over­skriften. Det gør jeg, for­di det lyder lidt som en kri­mi, og det er det måske også. Når det er ord­net, fremhæver jeg nogle af denne uges nyheds­breve fra Fri­heds­brevet, hvorefter jeg opremser de bøger, jeg ville tage med i vad­sækken, hvis jeg skulle ligge ved en swim­ming­pool i to uger. Hvilket jeg ikke skal, dels for­di jeg er rød­håret (og ikke kan tåle solen), og dels for­di jeg har travlt med at redi­gere Frihedsbrevet. 

En købt journalist er en død journalist 

“En købt jour­nal­ist er en død jour­nal­ist,” lyder en gam­mel læresæt­ning inden for dan­sk presse. At der stadig er en sand­hed i denne tom­melfin­ger­regel, kan man forvisse sig om, hvis man ser sid­ste uges debat i DR2 Dead­line mellem A4 Mediers chefredak­tør Kris­t­ian Mad­sen og Altingets chefredak­tør Jakob Nielsen. Sid­st­nævnte var i studi­et for at forsvare, at Altingets eventafdel­ing har ladet sig betale af dik­taturstater for at inter­viewe disse regimers ambas­sadør­er på Altingets plat­form. Og end­da uden klart at fortælle sit pub­likum, at Altinget har fået penge for at svinge mikro­fo­nen. Jakob Nielsen skyn­der sig da også at sige, at set i bak­spe­jlet er det et prob­lem, at det ikke er klart nok deklar­eret, hvad der er på spil, når for eksem­pel Kina eller De Forenede Ara­biske Emi­rater betaler Altinget for at inter­viewe deres diplo­mater. Alt­så lidt som Jakob Nielsen sagde, sid­ste gang der var prob­le­mer med Altingets jour­nal­is­tiske habi­tus, nem­lig da medi­et blev bestilt og betalt af den kine­siske teknologikon­cern Huawei, til at arran­gere og mod­erere et debatarrange­ment under Altingets for­vorp­ne hat. Som Kris­t­ian Mad­sen fra A4 Medi­er var inde på i Dead­line, er der åben­bart ingen nedre grænse for, hvem eller hvad Altingets Jakob Nielsen vil sælge sine tjen­ester til.

Hvad jeg også bemærkede i Deadline

Dyrk i øvrigt, hvor­dan både Jakob Nielsen og Kris­t­ian Mad­sen begge har helt nye, hvide gum­misko på i Dead­line og nærmest er ens klædt. Bid også mærke i, hvor­dan Jakob Nielsen forsøger at dominere både Kris­t­ian Mad­sen og værten Issa Mah­moud Jeppe­sen (der debuterede som Dead­line-vært i denne udsendelse) med sin norm­core kuglepen. Det er et studie i pas­siv aggres­siv herskerteknik a la Djøf. 

Husker du “Spektrum”?  

Når jeg inter­esser­er mig for Altingets moral og man­gel på samme, er det, for­di Altinget sim­pelthen er sovset ind i medi­estøtte. Alene i år får Altinget 9,2 mil­lion­er kro­ner i direk­te medi­estøtte, og så er der alt det løse. Som for eksem­pel tilbage i 2017, hvor Altinget blev bevil­get 2,9 mil­lion­er kro­ner over en treårig peri­ode fra Kul­turstyrelsens inno­va­tion­spul­je til at udvikle et nyhedsme­die for unge (hvor­for vrim­ler det i Dan­mark med midal­drende mediechefer, som vil lave medi­er til unge?). Altingets nyhedsme­die for unge — der fik navnet “Spek­trum” — blev lukket ned fire år senere, alt­så i år, uden at nogen havde opdaget det, herun­der selvføl­gelig de unge selv. Det er bare et eksem­pel ud af mange på, hvor­dan Altinget sug­er på lap­pen hos stat­en, men deru­dover har Altinget lykkedes gevaldigt godt med at fil­tre sin for­ret­ning sam­men med det offentlige Dan­mark i en grad, som gør, at stat­en og Altinget i dag nærmest er for­bundne kar. 

Kom til Cypern, min ven! 

Der­for er det helt på sin plads at spørge om, hvorvidt et medie kan diskval­i­fi­cere sig til at få medi­estøtte? Kan det virke­lig forsvares, at stat­en støt­ter (og han­dler) med en medievirk­somhed, der sæl­ger sin jour­nal­is­tik til bru­tale dik­tatur­er og desu­den hold­er mikro­fo­nen for teknologikon­cern­er, som er på de danske sikker­hedsmyn­dighed­ers radar? Hvad der gør spørgsmålet end­nu mere pikant og påtræn­gende, er selvføl­gelig, at Ras­mus Nielsen — Altingets ejer og grundlæg­ger — har fly­t­tet sig selv og sit hold­ingsel­skab ned til skat­te­lyet Cypern. Så vi har alt­så en lind strøm af skat­tekro­ner, som tilgår et medie med ondt i moralen, hvis ejer tilmed hold­er til i et skat­te­ly. Hvis du vil vide mere om, hvor­for Ras­mus Nielsen har val­gt at blive udlands­dansker, så læs den sen­este udgave af nyheds­brevet Fri Finans, som udkom­mer i dag. Du skal være medlem for at læse med, og har du ikke meldt dig ind end­nu, synes jeg abso­lut, at du skal gøre det

Litteraturliste  

Disse to roman­er synes jeg, du skal tage med på sommerferie: 

  • Alt­ings Hjerte af Gra­ham Greene, der udkom sid­ste år fra for­laget Tur­bine. Lige siden jeg læste roma­nen “Maske­spillet” (om Haiti under dik­ta­toren Papa Doc), har jeg været fan af Greenes for­fat­ter­skab. Alt­ings Hjerte foregår i Sier­ra Leone, mens dette forarmede vestafrikanske land stadig var en del af det smul­drende britiske imperi­um. Som det ofte er med Greene, er Alt­ings Hjerte et herligt miks af spi­oner, smu­glere, knuste hjert­er og katolske samvittighedskvaler. 
  • Changeling er en mere end 40 år gam­mel roman skrevet af den amerikanske for­fat­terinde Joy Williams. Jo ældre man bliv­er, jo mere hør­er det til sjælden­hed­erne, at man plud­selig opdager en for­fat­ter, som er så god, at man bliv­er blæst totalt bagov­er. Men så god er Williams, og jeg vil vædde på, at hun en dag vin­der nobel­prisen. Den fort­jen­er hun i hvert fald, og det er nok også det, der skal til, for at denne “for­fat­ternes for­fat­ter” langt om længe find­er et pub­likum i Dan­mark. Noget af det bed­ste fra Joy Williams’ hånd er roma­nen Changeling, der kort sagt han­dler om en ung kvin­de, som gifter sig ind i en vel­havende fam­i­lie. Hun forsøger at slippe væk fra fam­i­lien, hvilket ikke alene mis­lykkes, men også resul­ter­er i, at hun mis­ter sin iden­titet. Og drikker en masse sprut under­ve­js. Men det er kun det halve af det hele, for Joy Williams er uden for kategori. 

På vej fra Frihedsbrevet

I denne uge glæder jeg mig blandt andet til at læse chefredak­tør Flem­ming Ros­es nyheds­brev, Fri Tænkn­ing. Han har talt med Michael Bang Petersen, pro­fes­sor i statskund­skab fra Aarhus Uni­ver­sitet, som har gen­nem­ført en inter­na­tion­al under­søgelse af, hvor­dan myn­dighed­erne bedst kom­mu­niker­er om noget så føl­somt som vac­ci­na­tion­spro­gram­mer. Kon­klu­sio­nen er, at jo mere åbne og ærlige myn­dighed­erne er, jo bedre ift. befolknin­gens tillid til magth­av­erne. Hvad jeg også ser frem til, er Simon Juls nyheds­brev Fri Tid, som udkom­mer på fredag. Her udforsker Simon, hvad han kalder for “gril­lens stærke mys­tik”. Og så er der Fri Kri­tik, hvor Mette Høeg i denne uge anmelder den schweiziske for­fat­ter Fleur Jaeg­gys roman Pro­leter­ka — en afs­tum­pet, met­allisk liden­sk­a­belig og kølig sag om en fremmedgjort dat­ter og fars kryd­stogt i Mid­del­havet på ski­bet S.S. Pro­leter­ka. Et værk, som både skub­ber sin læs­er væk og gør uud­slet­teligt indtryk. 

Vi mødes igen 

Og så kom vi i mål. Tak for­di du læste med, og hav en god uge derude. Jeg er tilbage på mandag om syv dage. 

Mvh Mads Brüg­ger, chefredak­tør, Frihedsbrevet