Fri Mads #6: Manden fra Cypern

Alt i alt rummer mit nyhedsbrev 1154 ord, og hvis jeg ikke tager meget fejl, kan du læse det på under fire minutter. 

I denne uge skriver jeg om medievirksomheden Altinget og dets ejer Rasmus Nielsen. Det er ham, jeg kalder “manden fra Cypern” i overskriften. Det gør jeg, fordi det lyder lidt som en krimi, og det er det måske også. Når det er ordnet, fremhæver jeg nogle af denne uges nyhedsbreve fra Frihedsbrevet, hvorefter jeg opremser de bøger, jeg ville tage med i vadsækken, hvis jeg skulle ligge ved en swimmingpool i to uger. Hvilket jeg ikke skal, dels fordi jeg er rødhåret (og ikke kan tåle solen), og dels fordi jeg har travlt med at redigere Frihedsbrevet. 

En købt journalist er en død journalist 

“En købt journalist er en død journalist,” lyder en gammel læresætning inden for dansk presse. At der stadig er en sandhed i denne tommelfingerregel, kan man forvisse sig om, hvis man ser sidste uges debat i DR2 Deadline mellem A4 Mediers chefredaktør Kristian Madsen og Altingets chefredaktør Jakob Nielsen. Sidstnævnte var i studiet for at forsvare, at Altingets eventafdeling har ladet sig betale af diktaturstater for at interviewe disse regimers ambassadører på Altingets platform. Og endda uden klart at fortælle sit publikum, at Altinget har fået penge for at svinge mikrofonen. Jakob Nielsen skynder sig da også at sige, at set i bakspejlet er det et problem, at det ikke er klart nok deklareret, hvad der er på spil, når for eksempel Kina eller De Forenede Arabiske Emirater betaler Altinget for at interviewe deres diplomater. Altså lidt som Jakob Nielsen sagde, sidste gang der var problemer med Altingets journalistiske habitus, nemlig da mediet blev bestilt og betalt af den kinesiske teknologikoncern Huawei, til at arrangere og moderere et debatarrangement under Altingets forvorpne hat. Som Kristian Madsen fra A4 Medier var inde på i Deadline, er der åbenbart ingen nedre grænse for, hvem eller hvad Altingets Jakob Nielsen vil sælge sine tjenester til.

Hvad jeg også bemærkede i Deadline

Dyrk i øvrigt, hvordan både Jakob Nielsen og Kristian Madsen begge har helt nye, hvide gummisko på i Deadline og nærmest er ens klædt. Bid også mærke i, hvordan Jakob Nielsen forsøger at dominere både Kristian Madsen og værten Issa Mahmoud Jeppesen (der debuterede som Deadline-vært i denne udsendelse) med sin normcore kuglepen. Det er et studie i passiv aggressiv herskerteknik a la Djøf. 

Husker du “Spektrum”?  

Når jeg interesserer mig for Altingets moral og mangel på samme, er det, fordi Altinget simpelthen er sovset ind i mediestøtte. Alene i år får Altinget 9,2 millioner kroner i direkte mediestøtte, og så er der alt det løse. Som for eksempel tilbage i 2017, hvor Altinget blev bevilget 2,9 millioner kroner over en treårig periode fra Kulturstyrelsens innovationspulje til at udvikle et nyhedsmedie for unge (hvorfor vrimler det i Danmark med midaldrende mediechefer, som vil lave medier til unge?). Altingets nyhedsmedie for unge – der fik navnet “Spektrum” – blev lukket ned fire år senere, altså i år, uden at nogen havde opdaget det, herunder selvfølgelig de unge selv. Det er bare et eksempel ud af mange på, hvordan Altinget suger på lappen hos staten, men derudover har Altinget lykkedes gevaldigt godt med at filtre sin forretning sammen med det offentlige Danmark i en grad, som gør, at staten og Altinget i dag nærmest er forbundne kar. 

Kom til Cypern, min ven! 

Derfor er det helt på sin plads at spørge om, hvorvidt et medie kan diskvalificere sig til at få mediestøtte? Kan det virkelig forsvares, at staten støtter (og handler) med en medievirksomhed, der sælger sin journalistik til brutale diktaturer og desuden holder mikrofonen for teknologikoncerner, som er på de danske sikkerhedsmyndigheders radar? Hvad der gør spørgsmålet endnu mere pikant og påtrængende, er selvfølgelig, at Rasmus Nielsen – Altingets ejer og grundlægger – har flyttet sig selv og sit holdingselskab ned til skattelyet Cypern. Så vi har altså en lind strøm af skattekroner, som tilgår et medie med ondt i moralen, hvis ejer tilmed holder til i et skattely. Hvis du vil vide mere om, hvorfor Rasmus Nielsen har valgt at blive udlandsdansker, så læs den seneste udgave af nyhedsbrevet Fri Finans, som udkommer i dag. Du skal være medlem for at læse med, og har du ikke meldt dig ind endnu, synes jeg absolut, at du skal gøre det

Litteraturliste  

Disse to romaner synes jeg, du skal tage med på sommerferie: 

  • Altings Hjerte af Graham Greene, der udkom sidste år fra forlaget Turbine. Lige siden jeg læste romanen “Maskespillet” (om Haiti under diktatoren Papa Doc), har jeg været fan af Greenes forfatterskab. Altings Hjerte foregår i Sierra Leone, mens dette forarmede vestafrikanske land stadig var en del af det smuldrende britiske imperium. Som det ofte er med Greene, er Altings Hjerte et herligt miks af spioner, smuglere, knuste hjerter og katolske samvittighedskvaler. 
  • Changeling er en mere end 40 år gammel roman skrevet af den amerikanske forfatterinde Joy Williams. Jo ældre man bliver, jo mere hører det til sjældenhederne, at man pludselig opdager en forfatter, som er så god, at man bliver blæst totalt bagover. Men så god er Williams, og jeg vil vædde på, at hun en dag vinder nobelprisen. Den fortjener hun i hvert fald, og det er nok også det, der skal til, for at denne “forfatternes forfatter” langt om længe finder et publikum i Danmark. Noget af det bedste fra Joy Williams’ hånd er romanen Changeling, der kort sagt handler om en ung kvinde, som gifter sig ind i en velhavende familie. Hun forsøger at slippe væk fra familien, hvilket ikke alene mislykkes, men også resulterer i, at hun mister sin identitet. Og drikker en masse sprut undervejs. Men det er kun det halve af det hele, for Joy Williams er uden for kategori. 

På vej fra Frihedsbrevet

I denne uge glæder jeg mig blandt andet til at læse chefredaktør Flemming Roses nyhedsbrev, Fri Tænkning. Han har talt med Michael Bang Petersen, professor i statskundskab fra Aarhus Universitet, som har gennemført en international undersøgelse af, hvordan myndighederne bedst kommunikerer om noget så følsomt som vaccinationsprogrammer. Konklusionen er, at jo mere åbne og ærlige myndighederne er, jo bedre ift. befolkningens tillid til magthaverne. Hvad jeg også ser frem til, er Simon Juls nyhedsbrev Fri Tid, som udkommer på fredag. Her udforsker Simon, hvad han kalder for “grillens stærke mystik”. Og så er der Fri Kritik, hvor Mette Høeg i denne uge anmelder den schweiziske forfatter Fleur Jaeggys roman Proleterka – en afstumpet, metallisk lidenskabelig og kølig sag om en fremmedgjort datter og fars krydstogt i Middelhavet på skibet S.S. Proleterka. Et værk, som både skubber sin læser væk og gør uudsletteligt indtryk. 

Vi mødes igen 

Og så kom vi i mål. Tak fordi du læste med, og hav en god uge derude. Jeg er tilbage på mandag om syv dage. 

Mvh Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet