Fri Politik uge 41: Da regeringen indbød til topmøde om folkeskolen, var det igen udenrigsministeren, der dukkede op
Kære læser
Det er næppe gået din næse forbi, at regeringen onsdag har præsenteret et nyt folkeskoleudspil, som med den fængende catchphrase skal “sætte folkeskolen fri”.
Med det mener regeringen færre målkrav til lærernes undervisning, kortere skoledage og et nyt tilbud om såkaldt juniormesterlære for elever i 8. og 9. klasse, som et par dage om ugen får frihed til at bytte røv-til-stol-undervisningen ud med praktisk undervisning hos en virksomhed.
Udspillet, der af den ellers så reformglade regering konsekvent ikke omtales som en folkeskolereform (og man forstår hvorfor), er drypvist blevet lækket siden Mette Frederiksens åbningstale i Folketinget i sidste uge.
Da der derfor ret beset er tale om old news, tillader vi os at glide let hen over udspillets nærmere indhold. I hvert fald for nu.
I stedet skal vi nemlig en tur forbi Peder Lykke Skolen på Amager, hvor regeringen tirsdag havde inviteret centrale aktører, eksperter og interessenter til en samtale om “en endnu bedre folkeskole”.
Velkommen til!
Er skolepolitik udenrigspolitik?
Et såkaldt “Topmøde for Folkeskolen”, og finere bliver det næsten ikke.
Egentlig havde vi ikke planer om at dukke op til topmødet, men da vi hørte, at den allestedsnærværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen deltog sammen med statsminister Mette Frederiksen, vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen, forsknings- og uddannelsesminister Christina Egelund og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, satte vi alligevel kursen mod Amager.
For nylig lærte vi jo, at udenrigsminister Lars Løkke ganske opsigtsvækkende har sat sig for bordenden i et nyt regeringsudvalg om havvind, til trods for at Udenrigsministeriets berøringsflade ellers traditionelt har meget lidt at gøre med de danske farvande.
Derfor lå det Fri Politik på sinde at få svar på, om udenrigsministeren nu også har sat sig på folkeskoleområdet.
Løkke selv fik vi dog ikke i tale, men børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye fangede vi for en kort bemærkning umiddelbart efter et pressemøde, hvor ressortministeren ikke selv kom til orde.
Fra sidelinjen måtte børne- og undervisningsministeren nemlig se til, mens partiformand Mette Frederiksen svarede på journalisternes spørgsmål til regeringens folkeskolepolitik.
Efterfølgende spurgte vi Tesfaye, hvorfor landets udenrigsminister var med på et topmøde, der handler om folkeskolen.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye til topmøde om folkeskolen på Peder Lykkes Skole på Amager. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Jo flere ministre, jo bedre
Vi har jo for nyligt lært, at Løkke står i spidsen for et nyt havvindsudvalg, og at han har sat sig på det område. Jeg vil bare høre, om han nu også sidder i spidsen for folkeskoleområdet?
“Æh, nej, det er mig, der er undervisningsminister, men Lars Løkke er en af de ministre, som jeg har diskuteret folkeskolepolitik med i løbet af de sidste par måneder.”
Her bryder en pressechef ind: “Der skal nok… han skal desværre ind til en session… der skal nok…”
Jeg kan sagtens gå med, men det var bare, hvorfor skal en udenrigsminister overhovedet med til et topmøde om folkeskolen?
“Jamen, jeg er kun glad for, at alle tre partiledere fra hele regeringen gerne vil bakke op omkring folkeskolen og også signalere, hvor vigtigt det er for hele regeringen, at vi får styrket den danske folkeskole,” lød det fra Tesfaye.
Hvad har udenrigspolitik at gøre med folkeskolen?
“Øhm, jamen… Vi er fem ministre her for at signalere, at der er bred opbakning i hele regeringen og også for at understrege betydningen af folkeskolens rolle i det danske samfund. Det, synes jeg, er fuldstændig uproblematisk.”
Okay, men du vil så ikke svare på det, vel?
Sidste spørgsmål kunne Fri Politik ikke få et svar på. Men, bemærkede pressechefen, der ville være tid til flere spørgsmål senere. Det vender vi tilbage til.
Tesfaye sad gerne på bagerste række og “holdt kæft hele tiden”
Under topmødets debat om folkeskolen var det også, som om ressortministeren af alle ministrene havde sværest ved at få et ord indført.
Ikke nok med at børne- og undervisningsministeren var den absolut sidste af de fem ministre, der fik ordet under debatten. Konferencierens spørgsmål til Mattias Tesfaye blev også skåret fra på grund af tidsmangel. Altså blev den smule debat, der var tid til, brugt på samtale mellem statsministeren, økonomiministeren, udenrigsministeren og uddannelses- og forskningsministeren.
Mette Frederiksen blev spurgt til, hvad det er i udspillet, der gør, at det ikke er en reform, men kun et udspil. Statsministeren kvitterede med en anekdote om en skoledreng, der havde renset et fuglebur.
Ellemann skulle svare på, hvor meget afgangsprøven bør fylde. Løkke blev spurgt til, hvor meget forskellighed vi kan tåle i folkeskolen, og Christina Egelund svarede på, om læreruddannelsen skal laves om, nu hvor eleverne skal til at have mere praktisk faglig undervisning. Og slutteligt måtte Mattias Tesfaye altså forstå, at hans bidrag var overflødigt.
Efter arrangementets afslutning spurgte Fri Politik børne- og undervisningsministeren, om han under dagens topmøde havde følt sig sat bagerst i bussen på sit eget ressortområde.
“Nej,” lød det korte svar fra Tesfaye.
Hvordan kan du ikke føle det, når du var den eneste, der ikke fik ordet derinde til den efterfølgende debat?
“Jeg har ikke noget behov for at skulle have ordet hele tiden. Vi har to ører og én mund. Det handler om, at vi skal lytte lidt mere, end vi taler, så det har jeg det fint med,” sagde Tesfaye.
Men synes du ikke, at det er dig, der ligesom skal gå forrest her og være den, som får ordet først?
“Næh, egentlig ikke.”
Nej, du vil ikke sidde for bordenden på dit ressortområde?
“Ikke til sådan et arrangement som det her. For min skyld kunne jeg have siddet på bagerste række og holdt kæft hele tiden. Det ville jeg have det helt fint med.”
Foto: Mahmud Hams/AFP/Ritzau Scanpix
De gode viljers gravplads
Der er ingen elegant vej fra regeringens folkeskoleudspil til ugens næste historie, så i stedet går vi direkte til sagen.
For hvad gik galt, dengang for 21 år siden, hvor en “Køreplan for fred” mellem Israel og Palæstina blev forhandlet på plads, siden der i dag ikke er fred, eller noget der ligner?
Tværtimod synes freden længere væk end nogensinde før, efter den palæstinensiske Hamas-milits lørdag indledte et storstilet terrorangreb på Israel, som den israelske regering har gengældt med bombardementer i Gazastriben.
“Jamen alt gik jo galt. Vi var meget tæt på, men hver gang man er tæt på, så smider Hamas jo bomber, og så er det ødelagt.”
Ordene kommer fra den tidligere konservative udenrigsminister Per Stig Møller, der til Fri Politik siger, at “alle ringer om Israel” i disse dage.
I 2002 var Per Stig Møller helt tæt på fredsforhandlingerne i Mellemøsten, der samme år førte til vedtagelsen af en international køreplan, som skulle bane vejen for en endelig israelsk-palæstinensisk fredsplan, og som i 2005 – om alt gik vel – ville betyde oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat side om side med Israel.
Planens tilblivelse og udformning har Per Stig Møller ikke været bleg for at tage en stor del af æren for. Til Politiken sagde han i 2003, at køreplanen “i vid udstrækning” var identisk med det daværende danske EU-formandskabs første udkast.
Det fik Politikens skribent til at sætte pen til rubrikken: “Per Stig: Det er min plan”.
Men planen holdt ikke, og i dag, to årtier senere står det klart, at “Køreplan for fred” var “skønne spildte kræfter”.
Sådan lyder konklusionen fra Per Stig Møller, der peger på Hamas’ terroraktioner op gennem 00’erne og 10’erne som den centrale årsag til ufreden.
“Det er værd at bemærke, at det er Hamas, der igen angriber. Det kunne nok tyde på, at der har været en fredsplan tæt på mellem Saudi-Arabien og Israel, og så er det også værd at bemærke, at Vestbredden er rolig.”
“Der er ikke sivet terrorister ind i Israel fra Vestbredden, og det vil sige, at deres sikkerhedssystemer stadigvæk er så stærkt, at de kan kontrollere, at der ikke kommer terrorister ind i Israel fra deres side. Det synes jeg, at Israel skulle honorere med at sige: Okay, vi kan lave en aftale med Fatah og vise, at vi ønsker en tostatsløsning og leve fredeligt sammen. Men Hamas skal væk, før de kan gå med i en fredsplan.”
I den offentlige debat herhjemme er der flere, der deler synspunktet, at Israel med sin bosættelsespolitik har klemt Hamas op i en krog. Hvad tænker du om det synspunkt?
“Det er fuldstændig rigtigt. Fredsfløjen i Israel er blevet mindre og mindre, og det er fordi, der aldrig nogensinde var ro med palæstinenserne. Det var der under præsident Abbas, men det var der ikke i Gaza.”
“Det har så fået præsident Netanyahu og den fløj til at sige, at vi kan ikke stole på dem, vi kan ikke lave en fred med dem, så i stedet må vi gøre alt for, at Israel bliver så stærk som muligt og hvor Vestbredden bliver en del af storisrael, for så har vi dem under total kontrol.”
Du har jo om nogen været fortaler for en tostatsløsning på konflikten. Ser du situationen i dag som tostatsløsningens endelige?
“Nej, tostatsløsningen kan ikke dø, for så dør Israel også. Hvis du ikke får en tostatsløsning, får du et stor-Israel med et stort arabisk mindretal i sig, og så kan de ophæve demokratiet for at opretholde Israel som jødernes stat, fordi hvis du får demokrati, bliver der på et eller andet tidspunkt flertal for araberne. Eller de kan sige, at vi opretholder demokratiet, men for at vi kan bevare jødernes stat, må araberne også have deres egen stat.”
“Så hvis Israel skal eksistere som andet end en parentes i historien, hvad eg håber på, så skal de give araberne deres eget territorium – og det er ikke Gaza, de skal imødekomme, overhovedet ikke Hamas. Det er jo så med Vestbredden, som faktisk har vist sig at være meget fredsvillige.”
I sin bog Udenrigsminister i krig og fred kalder Per Stig Møller Mellemøsten for “de gode viljers gravplads”. Udtrykket gentager han, da Fri Politik taler med ham tirsdag.
Det vil jeg gerne spørge dig til, for har parternes vilje til fred vist sig at være en forkert præmis at bygge fredsplanen på? Altså har de nogensinde rigtigt villet freden med hinanden?
“Jeg tror det. Jeg tror, at palæstinensernes opmærksomhed blev rettet mere og mere over mod Iran som den farlige part for dem. De var klar over, at Israel aldrig af sig selv ville angribe dem, og det er mit indtryk, når jeg mødtes med de arabiske lande, at de også var meget optaget af Iran.”
“Indtil 2011 vil jeg mene, at der blev arbejdet konstruktivt med de forskellige fredsplaner, men derefter tror jeg, at Den Arabiske Liga var ude. Derfra opgav Vesten også at engagere sig mere. USA forlod Mellemøsten for tidligt, og vi andre gled ud af det diplomatiske spil. Der er jo ikke foretaget diplomatiske initiativer i Mellemøsten siden 2011.”
Hvis du gerne vil dykke længere ned i perspektiverne på krigen i Israel vil vi anbefale, at du giver Frihedsbrevets podcast Friis Diplomatpost eller podcasten Fri Ukraine et lyt. Du finder podcasts på Frihedsbrevets app.
Hokus pokus Løkke i fokus
Ikke alt i dansk politik handler om Lars Løkke Rasmussen. Men i øjeblikket er det, som om de fleste og det meste gør for nu at stjæle titlen på Løkkes egen erindringsbog.
Når det også i denne afdeling af nyhedsbrevet skal handle om Løkke, er det, som du nok har luret, med afsæt i Zetlands afsløring af den såkaldte CIP-sag, der ramlede sammen med Folketingets åbningsdebat sidste torsdag.
Historien fik vi på Fri Politik færten af, da vi kunne fortælle, at Lars Løkke i al hemmelighed har sat sig for bordenden i et midlertidigt regeringsudvalg for havvindenergi, som højst usædvanligt er placeret under Udenrigsministeriet.
Det hidtil ukendte udvalg blev nedsat kort efter regeringens udmelding om berostillelse af åben dør-ordningen, hvor virksomheder indtil i år kunne opsætte havvindmølleparker på gunstige vilkår. Men som blev skrottet, efter Energistyrelsen i februar vurderede, at ordningen var i strid med EU-regler.
En sag, der var og er en varm kartoffel for regeringen.
Blandt de helt store spillere på markedet er investeringsfonden Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), som med afviklingen af åben-dør-ordningen stod til potentielt at måtte opgive et vindmølleprojekt til flere milliarder.
Men sådan gik det ikke.
I dag har CIP – i modsætning til en lang række konkurrenter – stadig en chance for at få deres projekt igennem via en ny step-in-model, som ifølge Zetlands afdækning af sagen er kommet til verden med Løkke som ivrig fødselshjælper.
Som Zetland kunne afsløre, viser dokumenter ydermere, at Løkke har haft tæt kontakt med CIP i tiden efter regeringens udmelding. Så tæt, at flere kilder i embedsværket ser Løkkes indblanding som et forsøg på at favorisere CIP.
Samtidig skriver Zetland, at “en minister med kendskab til sagen” vurderer, at Løkkes ageren har forsinket udrulningen af havvind i Danmark, fordi andre modeller for udbygningen af havvind blev droppet til fordel for Løkkes step-in-model.
Beskyldningerne om særbehandling af CIP har Løkke afvist over for Zetland, ligesom han ikke mener, at have gjort noget forkert.
“Jeg er fucking ligeglad med, om det er CIP eller Ørsted eller en tredje part. Det handler om at få noget op at stå,“ lød det fra Løkke.
Udenrigsindenrigsministerens trylletrick
Så langt, så godt, men alligevel langt fra i mål, for flere spørgsmål står ubesvaret tilbage i den spegede sag.
Hvordan kan det for eksempel være, at regeringens havvindpolitik styres af landets udenrigsminister, der intet har med ressortområdet at gøre? Hvor er klimaminister Lars Aagaard henne i alt det her? Og hvad med Løkkes relation til CIP – hvor dybt stikker den?
Dette og mere til ville Fri Politik gerne spørge Løkke om, hvorfor vi troppede op på Christiansborg, da klokken slog frokostpause under Folketingets åbningsdebat i sidste uge.
Her sluttede vi os til en flok journalister fra Ekstra Bladet, Ritzau, m.fl., som havde fået samme fine idé.
Men bedst som det ringede til frikvarter i Folketingssalen, skete der noget, som vi stadig knap begriber.
For mens de øvrige folketingsmedlemmer langsomt sivede ud af salen, blev Lars Løkke hængende lidt endnu, og da han efter noget tid bevægede sig mod én af salens udgange, i hvad der lignede slowmotion, lykkedes det ham – som var det et trylletrick – at drøne forbi flokken af journalister, uden at en eneste af os fangede ham i sin bevægelse.
Det ene sekund tøffede Løkke rundt i salen, og det næste stod han på trappen over os, hvorfra han afviste at svare på spørgsmål, fordi, som han sagde, nu stod vi jo på forskellige etager.
Det er underdrivelse at sige, at vi blev narret af udenrigsministerens snilde.
Ja, faktisk spekulerer vi i dag stadig på, om Lars Løkke mon har en dobbeltgænger, eller om det er overnaturlige evner, udenrigsministeren besidder, som gør det muligt for ham at zappe sig selv gennem tid og rum?
En stor sag
Fri Politik og den øvrige journaliststand var under åbningsdebatten ikke alene om at efterspørge svar på Lars Løkke Rasmussens rolle i CIP-sagen. Det gjorde også Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt.
15 timer, 51 minutter og 30 sekunder inde i den søvndyssende lange debat brugte Messerschmidt sin spørgetid til statsministeren på at opridse følgende tidslinje over de senere års kontaktpunkter mellem Løkke og CIP:
“I januar 2020 bliver hr. Lars Løkke Rasmussen ansat som rådgiver for Gorrissen Federspiel. I december 2020 køber Vestas for 3,7 milliarder kroner en fjerdedel af CIP. Hvem bistår handlen? Gorrissen Federspiel. Tre år efter sættes udenrigsministeren i spidsen for et internt udvalg, der sikrer en ekstremt lukrativ nyskabelse, en step-in-model for havvind. Hvem tjener pengene? Det gør CIP, som Gorrissen Federspiel med hr. Løkke Rasmussen ved roret hjalp til, at Vestas købte en fjerdedel af for 3,7 milliarder kroner,” lød det fra DF-formanden, der sluttede på ordene:
“Det er en stor sag.”
Uden at kommentere sagens størrelse replicerede Mette Frederiksen, at hun “ingen forudsætninger” havde for at vurdere det sagte.
Heller ikke da Frihedsbrevets chefredaktør spurgte hovedpersonen selv, om han i sin tid som juridisk rådgiver hos advokatfirmaet Gorrissen Federspiel arbejdede for CIP, kom der svar. Løkke undlod rent at sige noget.
I ugens løb har vi på Fri Politik også rettet spørgsmålet til Løkkes tidligere arbejdsgiver, Gorrissen Federspiel. Men heller ikke de ønsker at kommentere.
Lukketheden omkring Løkkes tidligere relation til CIP får nu kras kritik af formand for Transparency International Danmark, Jesper Olsen.
Til Fri Politik siger han, at det netop er denne slags “pendulkarrierere”, hvor politikere fra den ene dag til den anden skifter rollen som beslutningstager ud med rollen som lobbyist – og i Løkkes tilfælde skifter tilbage igen – som han længe har været kritisk overfor.
Ifølge Jesper Olsen kan der i svingdøren opstå en interessekonflikt, hvor politikeren stopper med at være vælgernes repræsentant for i stedet at varetage særinteresser.
Af samme grund opfordrede Jesper Olsen i januar 2020 Løkke til at være åben om indholdet af sin nye stilling som juridisk rådgiver hos Gorrissen Federspiel.
“Det står nemlig ikke helt klart, hvad den tidligere statsminister skal lave hos det københavnske advokatfirma, der er blandt landets største,” lød det dengang i et indlæg på Transparency International Danmarks hjemmeside.
I dag gentager Jesper Olsen sin kritik.
“På det tidspunkt, Løkke fik jobbet, sad han stadigvæk i Folketinget, hvor han var medlem af Udenrigspolitisk Nævn. Derfor forsøgte vi at rejse spørgsmålet: Kan man som folketingsmedlem have den slags dobbeltfunktion? Vi opfordrede Folketinget til at gå ind i sagen og til at etablere en etisk komité, der kan vurdere situationer som denne.”
Hvis nu Løkke har siddet og rådgivet Vestas om en investering i CIP i 2020, hvordan ser det så ud i lyset af hele den her sag?
“Skulle det vise sig at være tilfældet, rejser sig spørgsmålet om forskellen på formalitet og realitet. Fordi formaliteten er jo, at Løkke ikke er ansat hos advokatfirmaet og ikke har været det, siden han blev udenrigsminister i regeringen, og som minister må han have lov til at træffe de beslutninger, som han politisk finder rigtige. Det er formelt set rigtigt. Men hvis realiteten er, at han for kort tid siden kan have rådgivet i en sag, der omhandler CIP, og som han nu træffer politiske beslutninger omkring, rejser det spørgsmålet om, hvilken betydning det har, at relationen og dialogen om sagen fortsætter – nu bare i en anden formel ramme,” siger Jesper Olsen.
Kritikken fra formanden for Transparency International Danmark er langt fra ny.
I årevis har han advaret mod, at det er skidt for tilliden til systemet, når politikere uden en karensperiode skifter arbejdet for folkestyret ud med en toppost i det private erhvervsliv eller i en NGO.
Selv mistanken om vennetjenester i svingdøren kan være skadelig for tilliden til den politiske beslutningsproces, advarer Jesper Olsen.
“Det er derfor, vi foreslår, at der skal etableres klare regler for, hvordan man kan arbejde i svingdøren.”
Hvor problematisk vurderer du, at det kan blive for Løkke, at sådan en mistanke får lov at hænge i luften?
“Indtil videre er det ren spekulation. Det afhænger af, hvad det er for nogle oplysninger, der kommer frem i sagen. Men spørgsmålene, der bliver stillet, er helt berettigede, og at ministeren ikke gør sig umage for at besvare dem, vedligeholder i mine øjne billedet af, at her har vi med en minister at gøre, som igen prøver at sondre mellem privat-Lars og udenrigsminister-Lars. Det gavner ikke tilliden.”
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Støjberg og Co. ruller sig i resterne af store bededag
Vi slutter ugens nyhedsbrev med en gammel kending af en sag, nemlig afskaffelsen af store bededag.
For i denne uge er Danmarksdemokraterne atter gået i brechen for den folkekære helligdag, som vi ellers var klar til at arkivere lodret.
Konkret foreslår partiet frem mod de kommende finanslovsforhandlinger, at der sættes tre milliarder kroner af i finansloven til at genindføre store bededag i 2024. Pengene vil Støjberg og Co. finde ved at skære i ulandsbistanden samt ved at skære i bevillingen til udenrigstjenesten.
Ifølge finansordfører Dennis Flydtkjær understreger forslaget, at for Danmarksdemokraterne er “diskussionen ikke død endnu”.
Mindre klar i mælet var partiet i vinter, da flere af oppositionens øvrige partier pressede på for at få en folkeafstemning om afskaffelsen af store bededag.
Først under tredjebehandlingen af regeringens forslag gav partiformand Inger Støjberg det noget uldne svar, at Danmarksdemokraterne i hvert fald “ikke ville stille sig i vejen for en eventuel folkeafstemning, hvis der måtte manifestere sig et flertal her i Folketinget for det”.
Vi spurgte derfor finansordfører Dennis Flydtkjær, hvor han og partiet var henne, da vennerne i oppositionen i ugevis kæmpede for en folkeafstemning om helligdagens skæbne – uden Danmarksdemokraternes hjælp og mandater.
“Vi endte faktisk med, ved tredjebehandlingen af lovforslaget, at sige, at vi også var med på en folkeafstemning, men inden vi kom derhen, havde vi det synspunkt, at vi syntes, at det kun var rimeligt, at vi med alle parlamentariske midler muligt prøvede at forhindre, at store bededag blev afskaffet.”
Først da klokken havde slået 11. time, sagde din formand: “Vi vil ikke stille os i vejen for en eventuel folkeafstemning, hvis der måtte manifestere sig et flertal her i Folketinget for det.” Det lyder som en lidt fesen opbakning til forsøget på at redde store bededag?
“Det kan man jo godt mene i forhold til formuleringen, men det, der står tilbage, er, at hvis vi kunne skaffe et flertal, hvor de andre partier også sagde, at nu har vi prøvet alle parlamentariske redskaber, så ville vi ikke stå i vejen for, at der skulle være en folkeafstemning, så var vi selvfølgelig med, fordi regeringen har valgt at være totalt tonedøv i denne her sag.”
Men hvorfor lagde I jer ikke forrest i feltet i stedet for at vente helt til sidste øjeblik, før I hoppede med på vognen?
“Jeg ved ikke, om man kan bruge det, der forrest og bagerst i feltet til noget, men det er jo korrekt, at vi ikke var de første, der gik ud og sagde, at nu skulle der være en folkeafstemning.”
I var de sidste.
“Ja, vi var de sidste, og så var der nogen, der slet ikke kom dertil. Men vi synes jo, at det er den rigtige måde at arbejde på, at vi først prøver at bruge de parlamentariske redskaber vi har med at stille udvalgsspørgsmål og indkalde til samråd. Vi indkaldte til høringer, fik en masse eksperter på banen, vi havde sågar de økonomiske vismænd i høring, som fortalte hvorfor arbejdsudbudseffekterne heller ikke holder. Da regeringen ikke ville lytte til det, så sagde vi, fair nok, så må vi have en folkeafstemning.”
På gensyn!
Dermed nåede vi til vejs ende på et godt polstret nyhedsbrev.
Er du i modsætning til børne- og undervisningsministeren træt af at sidde på bagerste række og holde kæft hele tiden, er du som altid velkommen til at give lyd fra dig og tippe os om gode historier på sofie@frihedsbrevet.dk og camille@frihedsbrevet.dk.
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her