Fru­en på slot­tet: 20 tid­li­ge­re med­ar­bej­de­re for­tæl­ler om en frygt­kul­tur på det stats­li­ge kunst­mu­se­um Ord­rup­gaard – “Når først hun får øje på dig, er du færdig”


Her er der en medieafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores leverandør.

Det kor­te af det lange

Arbejds­mil­jø­et på Ord­rup­gaard er råd­dent og har været det i årti­er, og det er muse­ums­di­rek­tør Anne-Bir­git­te Fons­marks skyld. Sådan lyder kri­tik­ken fra 20 tid­li­ge­re med­ar­bej­de­re, der alle har slå­et sig på Fons­marks ledel­ses­stil, der beskri­ves som mani­p­u­le­ren­de, domi­ne­ren­de, utryg og uforudsigelig. 

“Der teg­nes et bil­le­de, jeg ikke kan gen­ken­de,” siger Anne-Bir­git­te Fons­mark, der nu er ble­vet ind­kaldt til en rede­gø­ren­de sam­ta­le i Kulturministeriet. 

Hele histo­ri­en

Under et udstil­lings­pro­jekt på det nord­s­jæl­land­ske kunst­mu­se­um Ord­rup­gaard lag­de en med­ar­bej­der mær­ke til, at en kol­le­ga var ved at bry­de sam­men og var begyndt at løbe frem og til­ba­ge til sit skri­ve­bord, mens hun græd. 

“Jeg spurg­te så Anne-Bir­git­te Fons­mark: ‘Hvad er der med hen­de?’,” for­tæl­ler den tid­li­ge­re medarbejder. 

“Så sva­re­de hun: ‘Nå, det er ingen­ting. Det er jo den tid på måneden’.” 

Iføl­ge en lang ræk­ke tid­li­ge­re med­ar­bej­de­re var det ikke lige­frem noget sær­syn, at en kol­le­ga begynd­te at græ­de på arbejds­plad­sen, så måske var det der­for, at muse­ets direk­tør Anne-Bir­git­te Fons­mark trak på skuldrene. 

“Hun er god til man­ge ting, men der er i hvert fald nog­le ting, der slet ikke inter­es­se­rer hen­de – det er sådan noget som med­ar­bej­de­re. Dem har hun ingen respekt for. Hun har en opfat­tel­se af, at det er tyen­de, der er ansat. Og at det er arbej­det, der er glæ­den i sig selv,” for­tæl­ler en tid­li­ge­re medarbejder. 

Fri­heds­bre­vet har talt med 20 tid­li­ge­re med­ar­bej­de­re på Ord­rup­gaard. Nog­le var ansat i 1990’erne, andre i enten 00’erne, 10’erne eller 20’erne. Alle teg­ner de et bil­le­de af et arbejds­mil­jø, hvor man helst skul­le gå under rada­ren, hvis man ikke vil­le slå sig på Fons­marks ledel­se, der beskri­ves som domi­ne­ren­de, utryg og manipulerende. 

Stør­ste­delen af de tid­li­ge­re ansat­te har ikke ønsket at stå frem med navn, da de er ban­ge for, hvil­ke kon­se­kven­ser det kan få for deres arbej­de i branchen. 

Dron­nin­gen af Ordrupgaard

72-åri­ge Anne-Bir­git­te Fons­mark er muse­ums­di­rek­tør på det stats­li­ge kunst­mu­se­um Ord­rup­gaard og har været det siden 1995. I alt 28 år som den øver­ste chef. Hun beskri­ves af de tid­li­ge­re med­ar­bej­de­re som en fin dame, der har sin van­te gang i den øver­ste kul­tu­re­li­te og har et impo­ne­ren­de inter­na­tio­nalt kunstnetværk. 

Udadtil har suc­ce­sen været til at tage og føle på, men inde bag mure­ne i den mon­dæ­ne vil­la ved Jægers­borg Dyre­ha­ve er for­tæl­lin­gen ander­le­des mørk; her skal med­ar­bej­der­ne helst hol­de vej­ret, kig­ge ned i gul­vet og gøre, som der bli­ver sagt. 

Nog­le kal­der hen­de “Fru­en på slot­tet”, andre sam­men­lig­ner hen­de med en isdron­ning, for­di hun som ene­her­sker dri­ver Ord­rup­gaard med fast hånd. De tid­li­ge­re med­ar­bej­de­re for­tæl­ler om en ledel­ses­stil præ­get af frygt og utryg­hed. En, man kan bli­ve syg af. De siger, at Fons­mark taler ned til folk, ser lige igen­nem dem, spil­ler dem ud mod hin­an­den, er ube­reg­ne­lig, kynisk og mani­p­u­le­ren­de. De er eni­ge om, at hun gør med­ar­bej­de­re utryg­ge og kører dem psy­kisk ned i en sådan grad, at kunst­hi­sto­ri­ke­re på stri­be tager bene­ne på nak­ken eller bli­ver sygemeldt. 

Hun fik øje på mig, that’s it

Lyk­ke Ander­sen star­te­de i bil­letsal­get på Ord­rup­gaard, da hun var fær­dig på Kun­sta­ka­de­mi­et. Hun siger, at hun egent­lig hav­de det godt på Ord­rup­gaard, for­di hun selv kun­ne bestem­me, hvor man­ge timer hun vil­le have i bil­letsal­get, og for­di hun gik under radaren. 

“Der gik to år, før hun fandt ud af, hvad jeg hed,” siger Lyk­ke Andersen. 

I 2013 skul­le Ord­rup­gaard som noget nyt kåre årets med­ar­bej­der til den årli­ge jule­frokost. Lyk­ke Ander­sen vandt, og selv­om det kan lyde som en god ting, blev det begyn­del­sen på enden. 

“Da jeg vandt den, send­te Anne-Bir­git­te mig sim­pelt­hen dræ­ber­blik­ket over bor­det,” siger Lyk­ke Andersen. 

“Og så vid­ste jeg godt, at jeg bare skul­le ud der­fra i en fart.” 

Lyk­ke Ander­sen fik en følel­se af, at lige­me­get hvad hun gjor­de her­fra, var hen­des tid på muse­et ved at være slut, for­di direk­tø­ren “nok skul­le fin­de på et eller andet”. 

“Kort tid efter fik jeg en skrift­lig advar­sel, for­di jeg åben­bart hav­de ændret atti­tu­de over­for per­so­na­let og kun­der­ne, og så vid­ste jeg godt, at jeg skul­le fyres. Når først hun får øje på dig, er du fær­dig. Det er som regel, hvis du er for dyg­tig eller for popu­lær eller siger hen­de imod. Hun fik øje på mig, that’s it,” siger hun og for­kla­rer, at det var en klas­sisk meto­de fra direk­tør Fons­mark at spil­le kol­le­ger­ne ud mod hinanden. 

“Hun får med­ar­bej­de­re til at udspio­ne­re de andre. Det er sådan noget med at gå rundt og spør­ge kol­le­ger­ne: ‘Er der ikke noget med hen­de der Lyk­ke?’ Det har jeg hørt, at fle­re er ble­vet spurgt om. Det er en klas­si­ker,” siger hun. 

“Jeg tror, hun bli­ver en lil­le smu­le høj af det for at være helt ærlig.” 

En slags sadisme

Lyk­ke Ander­sen er langt­fra den ene­ste, der ken­der følel­sen af at være udset som Anne-Bir­git­te Fons­marks næste offer. 

“Hun gik mål­ret­tet mod nogen,” som en anden tid­li­ge­re med­ar­bej­der forklarer. 

Stort set alle kil­der­ne for­kla­rer, at Fons­mark valg­te én ad gan­gen, og det kun­ne så gå på skift. Det var aldrig til at vide, hvem der stod for skud, og hvad der udlø­ste det. Udadtil var alt i orden, lige­som der aldrig blev skre­vet noget grimt eller hårdt på en mail. Men på tomands­hånd eller inde på direk­tø­rens kon­tor kun­ne man få lov at møde mag­ten og bli­ve talt ned til og føle sig lil­le, for­kla­rer medarbejderne. 

“Det er den vil­de­ste arbejds­plads, jeg nogen­sin­de har været på. Det var et mare­ridt på grund af hen­de. Det var psy­kisk ter­ror, nær­mest alt hvad hun gjor­de,” siger en tid­li­ge­re ansat, der arbej­de­de på muse­et i et par år. 

“Vi hav­de en dis­kus­sion, og for­di jeg for før­ste gang ikke gav mig, blev hun helt sort i øjne­ne og så på mig som om, hun vil­le slå mig ihjel.” 

Med­ar­bej­de­ren beskri­ver en anden epi­so­de, hvor hun blev kaldt ind på muse­ums­di­rek­tø­rens kon­tor og fik en for­nem­mel­se af, at hun først kun­ne for­la­de kon­to­ret, når hun var brudt sammen. 

“Hun klan­dre­de mig for et eller andet, som ikke hav­de noget med mit arbej­de at gøre. Det er sådan noget, hun gør. Og jeg kun­ne bare mær­ke, at jo mere jeg prø­ve­de at kom­me med for­slag til, hvor­dan vi kun­ne und­gå pro­ble­met frem­over, jo mere irri­te­ret blev hun bare. Det var ikke det, hun vil­le. Hun vil­le have, jeg skul­le græ­de. Jeg tænk­te: ‘Her får jeg ikke lov til at gå fra, før jeg græder’.” 

“Lige så snart hun for­nem­mer, at nu er du ved at knæk­ke, så får hun en til­freds mine. Det er en slags sadisme.” 

Kul­tur af frygt

En med­ar­bej­der for­tæl­ler, at hun ikke selv føl­te sig hårdt ramt af ledel­ses­sti­len, men at hun alli­ge­vel hav­de pro­ble­mer­ne tæt på. 

“Jeg kan da huske, at nog­le af mine kol­le­ger måt­te gå ud og græ­de en gang imel­lem. Det er en kul­tur præ­get af frygt,” siger hun. 

“Udfor­drin­gen er sik­kert, at det er svært at sæt­te en fin­ger på, hvad det præ­cist er, hun gør. Hun er ikke sådan en, der hæver stem­men eller råber. Det er helt tyde­ligt, at hun bare kører folk psy­kisk ned.” 

For at und­gå at kom­me på kant med direk­tø­ren er det bare at bøje nak­ken, for­kla­rer medarbejderne. 

“Det bed­ste er, hvis man kan befin­de sig under rada­ren og bare føje hen­de og ikke sige hen­de imod. Og man skal helst ikke være alt for dyg­tig. Hun vil selv ger­ne shine. Det er jo vir­ke­lig en dår­lig måde at lede folk på,” som én forklarer. 

“Hun mang­ler en grund­læg­gen­de empa­ti for andre mennesker.” 

Har stå­et på i man­ge år

Mari­e­ke Bur­gers var ansat på muse­et til­ba­ge i 2001, men kun for en kort peri­o­de. Siden har hun fulgt med fra side­linj­en, og hun er ikke i tvivl om, at situ­a­tio­nen er, som den altid har været. At fru­en på slot­tet sty­rer det hele, og ve den, der måt­te stil­le sig i vejen. 

Hun for­tæl­ler, at hun lag­de mær­ke til, at der gik man­ge timer med at læse al den post, som muse­et modt­og, for­di det hele først skul­le læses af sekre­tæ­ren, så direk­tø­ren, og så blev posten for­delt ud på et dag­ligt post­mø­de, hvor direk­tø­ren så kun­ne for­tæl­le hver enkelt, hvor­dan de skul­le besva­re brevet. 

“Når Anne-Bir­git­te Fons­mark ikke var til ste­de, fik vi ikke nogen post den dag,” siger Mari­e­ke Bur­gers, der gik til Fons­mark og for­tal­te om nog­le af de udfor­drin­ger, hun hav­de lagt mær­ke til på arbejdspladsen. 

“Den 7. marts 2001 hav­de jeg skre­vet et memo til hen­de om alle de pro­ble­mer og udfor­drin­ger, jeg hav­de mødt på min nye arbejds­plads. Den 9. marts blev jeg afske­di­get,” siger hun. 

“Hun er enormt ven­lig og over­be­vi­sen­de, og jeg vil også ger­ne sige, at hun er enormt dyg­tig. Det er hun. Men man kan godt se, at hun laver mere og mere ale­ne og skri­ver kata­lo­ger­ne ale­ne, for­di alle de andre kunst­hi­sto­ri­ke­re ikke gider mere, de kan ikke mere, de kan ikke sam­ar­bej­de med hen­de, de for­la­der sim­pelt­hen huset, for­di de bli­ver syge af det. Og det har stå­et på i så man­ge år,” siger Mari­e­ke Burgers. 

Inter­na­tio­nal succes

Anne-Bir­git­te Fons­mark vok­se­de op i et direk­tør­hjem på Fre­de­riks­berg. Moren var tand­læ­ge, faren den kend­te lit­te­ra­tur­hi­sto­ri­ker og redak­tør Hen­ning Fons­mark, der i 1971 omlag­de Ber­ling­s­kes Afte­na­vis til Wee­ken­da­vi­sen. Der­hjem­me stod en bug­nen­de bog­re­ol, som blev den unge Anne-Bir­git­te Fons­marks vej ind i kunsten. 

Det var faren, der før­ste gang tog Anne-Bir­git­te Fons­mark med på Ord­rup­gaard. Hun var omkring 11 år. I fle­re portræt­ter lyder det, at hun aldrig glem­mer lug­ten. Det gam­le, lidt hen­gem­te, der hang i udstillingslokalerne. 

Først vil­le hun ger­ne selv stå ved staf­fe­li­et, selv kal­der hun sig en “rela­tivt god teg­ner,” men det blev i ste­det til stu­di­er i kunst­hi­sto­rie med en stor pas­sion for de fran­ske impres­sio­ni­ster, sær­ligt Paul Gau­gu­in, som hun flyt­te­de til Paris for at for­ske i. 

“Det var min far, der sag­de, at hvis det ikke var sådan, at jeg ikke kun­ne lade være med at lave kunst, så skul­le jeg hel­le­re lade være,” lød det fra Anne-Bir­git­te Fons­mark til Bør­sen i 2020. 

I 1995 fandt Fons­mark vej til­ba­ge til Ord­rup­gaard og blev muse­ums­di­rek­tør. Hun flyt­te­de til Char­lot­ten­lund i cykel­af­stand fra muse­et, og hvis der ikke blev luf­tet ud, blev der i hvert fald byg­get om. I år 2000 blev hun i øvrigt Rid­der af Dannebrog. 

Hen­des 28 år på Ord­rup­gaard har budt på to nye til­byg­nin­ger til de gam­le loka­ler. Én fra den ver­dens­be­røm­te arki­tekt Zaha Hadid og en anden fra nor­ske Snøhet­ta. På væg­ge­ne har Fons­mark beholdt sin pas­sion for det fran­ske, og muse­et har i dag Nor­d­eu­ro­pas måske bed­ste sam­ling af impressionister. 

En sam­ling, der har rejst ver­den rundt med Anne-Bir­git­te Fons­mark, hvil­ket har givet både hen­de og muse­et inter­na­tio­nal sta­tus. En posi­tion, der viste sig nyt­tig, da Fons­mark var med til at give den dan­ske maler Vil­helm Ham­mers­høi nyt liv med udstil­lin­ger på blandt andet Gug­gen­heim i New York og Musée d’Or­say i Paris. 

Dans med eliten

De tid­li­ge­re med­ar­bej­de­re for­tæl­ler, at Fons­mark med et fin­ger­k­nips kan slå om og byt­te den patro­ni­se­ren­de og ube­ha­ge­li­ge facon ud med et enormt karis­ma­tisk væsen. Det sker ger­ne, hvis der er fint besøg fra top­pen af kul­tur­li­vet eller erhvervs­li­vet eller fra en fond. Og det sker ofte. 

På den front er der ingen tvivl om, at Fons­mark er en af de bed­ste muse­ums­di­rek­tø­rer, siger med­ar­bej­der­ne. Hun har fået Ord­rup­gaard ud i ver­den og været god til at skaf­fe muse­et fonds­mid­ler af en stør­rel­se, som andre muse­er har svært ved. 

“Jeg har ikke været noget sted, hvor det var så nemt at få fonds­mid­ler,” siger en tid­li­ge­re medarbejder. 

“Hun ken­der hele kul­tu­re­li­ten så godt og plea­ser dem og ofrer rig­tig man­ge pen­ge på fine mid­da­ge i for­bin­del­se med udstillinger.” 

Byg­ge­ri­et af Snøhet­ta-til­byg­nin­gen, et underjor­disk udstil­lings­lo­ka­le på over 800 kva­drat­me­ter, blev finan­si­e­ret med over 100 mil­li­o­ner kro­ner af en ræk­ke af de stør­ste fon­de, her­un­der A.P. Møl­ler Fon­den, Augusti­nus Fon­den og Den Obel­ske Familiefond. 

Fons­marks magt og aner­ken­del­se frem­hæ­ves af med­ar­bej­der­ne som en cen­tral del af for­kla­rin­gen på, hvor­for man lader stå til, og hvor­for med­ar­bej­der­ne ikke siger fra. De fryg­ter, at hen­des pla­ce­ring i top­pen af hie­rar­ki­et kan ska­de dem sene­re hen i en rela­tivt lil­le bran­che, hvor Fons­mark ken­der alle og er vel­lidt og magtfuld. 

“Hun sid­der jo med Nor­d­eu­ro­pas stør­ste impres­sio­ni­sti­ske kunst­sam­ling. Det giver inter­nt noget magt. De der stak­kels muse­ums­in­spek­tø­rer har jo fun­det sig i meget gen­nem tiden. For hvad er chan­cen for at kom­me ind og arbej­de med fransk kunst, hvis det nu er dét, man har spe­ci­a­li­se­ret sig i?”, som en af de tid­li­ge­re med­ar­bej­de­re spørger. 

En med­ar­bej­der mener også, at det for­kla­rer, hvor­for Kul­tur­mi­ni­ste­ri­et, der har udpe­get direk­tø­ren og har det direk­te ansvar for det stats­li­ge muse­um Ord­rup­gaard, ikke har noget at brok­ke sig over. 

“Hun har jo skaf­fet nog­le hund­re­de mil­li­o­ner til et byg­ge­ri. Og det er jo sådan set en foræ­ring til sta­ten. De har fået to udstil­lings­byg­nin­ger kvit og frit,” lyder det fra en tid­li­ge­re ansat. 

Dybe tra­di­tio­ner

Hans Hen­rik Knoop, der er lek­tor ved Aar­hus Uni­ver­si­tet og har for­sket i psy­kisk arbejds­mil­jø og triv­sel, har fået ind­blik i kil­der­nes beskri­vel­ser. Han mener, at kil­der­nes udlæg­ning af Anne-Bir­git­te Fons­marks ledel­ses­stil og per­son anty­der en ræk­ke dår­li­ge per­son­li­ge træk hos direktøren. 

“Hvis de ople­vel­ser, du frem­læg­ger, er ret­vi­sen­de, så anty­der det selv­føl­ge­lig nog­le mør­ke, per­son­li­ge træk, men det kan også ‘blot’ være udtryk for en leder, der betrag­ter sig selv som ret­mæs­sig matri­ark på arbejds­plad­sen, som gen­nem en meget lang kar­ri­e­re har måt­tet kæm­pe med næb og klør for at beskyt­te muse­et og behol­de sin stil­ling, og som er ble­vet hård af det,” siger Knoop og fortsætter. 

“Det teg­ner et bil­le­de af en per­son, der er meget opta­get af sin egen ære, som leder sine med­ar­bej­de­re på en måde, der ople­ves som mani­p­u­le­ren­de, ned­gø­ren­de og mistil­lids­ska­ben­de. Hun fører åben­bart en slags del-og-hersk-ledel­se, hvor med­ar­bej­der­ne bli­ver gjort sva­ge gen­nem den tvivl, der bli­ver skabt,” siger Hans Hen­rik Knoop til Frihedsbrevet. 

Sær­ligt kil­der­nes udlæg­ning af Anne-Bir­git­te Fons­marks micro mana­ge­ment af alt på muse­et og den nul­fejl­skul­tur, der føl­ger med, sprin­ger ham i øjne­ne. Det er usundt og dræ­ner både tid og ener­gi fra de ansatte. 

“Hvis man ska­ber et mil­jø, hvor der bli­ver kig­get over skul­de­ren, og folk mister til­lid til hin­an­den, er det selv­føl­ge­lig både inef­fek­tivt og usundt,” siger han og for­kla­rer, at det kan vir­ke som gas­ligh­t­ning.

“Der lig­ger en barn­lig­gø­rel­se i, at selv­om man er vok­sen og højtud­dan­net, så er det mor, der bestem­mer alt det vig­ti­ge. Det kan vir­ke som gas­ligh­ting, hvor du bli­ver i tvivl om, hvad du selv dur til.” 

Når Anne-Bir­git­te Fons­mark har været på muse­et i næsten 30 år, må det være, for­di noget trods alt har fun­ge­ret. Men det tyder også på, at man har væn­net sig til, at mil­jø­et er, som det er. 

“Tra­di­tio­ner stik­ker dog dybt, og de ind­lær­te møn­stre slår knu­der og kan være svæ­re at løse,” siger Hans Hen­rik Knoop. 

Mini­ste­ri­et ind­kal­der til samtale 

For­u­den fonds­mid­ler, der går til til­byg­nin­ger og sær­ud­stil­lin­ger, mod­ta­ger Ord­rup­gaard sin støt­te fra Kul­tur­mi­ni­ste­ri­et. Sam­men med Sta­tens Muse­um for Kunst, Natio­nal­mu­se­et, Det Grøn­ne Muse­um og Den Hirs­chsprung­ske Sam­ling er Ord­rup­gaard nem­lig et af de fem stats­li­ge muse­er. Det bety­der, at Ord­rup­gaard sor­te­rer direk­te under Kul­tur­mi­ni­ste­ri­et, der også har udpe­get muse­ets direktør. 

Fri­heds­bre­vet har fore­lagt de tid­li­ge­re med­ar­bej­de­res kri­tik for mini­ste­ri­et og spurgt, om de har været bekendt med pro­ble­mer­ne på arbejds­mil­jø­et på Ordrupgaard. 

Først for­kla­rer mini­ste­ri­et, at de hvert år hol­der leder­sam­ta­ler med che­fer­ne for mini­ste­ri­ets fem stats­li­ge muse­er, men at de nu vil ind­kal­de Fons­mark til en ny rede­gø­ren­de samtale. 

“Kul­tur­mi­ni­ste­ri­et ser med alvor på de for­hold, som kil­der­ne i artik­len gen­gi­ver. Vi har ikke kend­skab til pro­ble­mer med arbejds­mil­jø­et på Ord­rup­gaard i det omfang, som Fri­heds­bre­vet beskri­ver. Mini­ste­ri­et har der­for ind­led­nings­vist ind­kaldt direk­tør Anne-Bir­git­te Fons­mark til en sam­ta­le, hvor hun kan rede­gø­re for, hvor­dan hun for­hol­der sig til kri­tik­ken. Det er natur­lig­vis afgø­ren­de, at der er et godt og trygt arbejds­mil­jø for de ansat­te på Ordrupgaard.” 

Kan ikke gen­ken­de billedet

Fri­heds­bre­vet har for­søgt at lave et inter­view med Anne-Bir­git­te Fons­mark for at høre, hvor­dan hun for­hol­der sig til kri­tik­ken, men det har hun ikke været inter­es­se­ret i. 

Hun sva­rer på mail følgende: 

“Tak for fore­læg­gel­sen, som jeg har læst. Der teg­nes et bil­le­de, som jeg ikke kan gen­ken­de, og jeg har ikke yder­li­ge­re kommentarer.” 

Opda­te­ring:

Efter dead­li­ne på den­ne arti­kel har Anne-Bir­git­te Fons­mark sendt føl­gen­de kommentar: 

”Natur­lig­vis gør det et stort ind­tryk, når 20 tid­li­ge­re ansat­te giver udtryk for, at min ledel­ses­stil har været ube­ha­ge­lig, og arbejds­mil­jø­et på Ord­rup­gaard har været dår­ligt – uan­set at kri­tik­ken dæk­ker fra 90’erne frem til i dag. De tid­li­ge­re med­ar­bej­de­res ople­vel­ser kan selv­føl­ge­lig ikke dis­ku­te­res. Jeg har været direk­tør på Ord­rup­gaard siden 1995. I den sene­re peri­o­de har vi fore­ta­get en ræk­ke APV-under­sø­gel­ser, vi har en meget tyde­lig kræn­kel­ses­po­li­tik, og vi har en whi­st­le­blower­ord­ning. Jeg vil ger­ne under­stre­ge, at der end­nu ikke har været nogen med­ar­bej­der, som har gjort brug af whi­st­le­blower­ord­nin­gen. Og det ærg­rer mig vir­ke­lig, at jeg ikke er ble­vet gjort bekendt med de ople­vel­ser, som tid­li­ge­re ansat­te har haft.”

”Sagen giver selv­føl­ge­lig anled­ning til, at jeg vil over­ve­je, hvor­dan vi kan under­sø­ge arbejds­mil­jø­et på Ord­rup­gaard, så de beskrev­ne ople­vel­ser kom­mer frem i lyset m.h.p. at lære af dem. Som jeg nævn­te for dig i min før­ste kom­men­tar, kan jeg ikke gen­ken­de det bil­le­de, der bli­ver teg­net. Men jeg vil ger­ne fast­slå, at jeg aner­ken­der de tid­li­ge­re ansat­tes ople­vel­ser, og det er noget, jeg tager meget alvorligt”.

Ved du noget om arbejds­mil­jø­et eller andre for­hold på Ord­rup­gaard, vil vi ger­ne høre fra dig. Kon­takt os på emil@frihedsbrevet.dk eller ano­nymt på frihedsbrevet@protonmail.com. Hvis du skri­ver til vores pro­ton­mail, er det vig­tigt, at du selv skri­ver fra en protonmail.

Kan du lide, hvad du læste?

Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.

Der er ingen bindingsperiode.

Få adgang nu

Allerede medlem? Log ind her