Fruen på slottet: 20 tidligere medarbejdere fortæller om en frygtkultur på det statslige kunstmuseum Ordrupgaard – “Når først hun får øje på dig, er du færdig”
Det korte af det lange
Arbejdsmiljøet på Ordrupgaard er råddent og har været det i årtier, og det er museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmarks skyld. Sådan lyder kritikken fra 20 tidligere medarbejdere, der alle har slået sig på Fonsmarks ledelsesstil, der beskrives som manipulerende, dominerende, utryg og uforudsigelig.
“Der tegnes et billede, jeg ikke kan genkende,” siger Anne-Birgitte Fonsmark, der nu er blevet indkaldt til en redegørende samtale i Kulturministeriet.
Hele historien
Under et udstillingsprojekt på det nordsjællandske kunstmuseum Ordrupgaard lagde en medarbejder mærke til, at en kollega var ved at bryde sammen og var begyndt at løbe frem og tilbage til sit skrivebord, mens hun græd.
“Jeg spurgte så Anne-Birgitte Fonsmark: ‘Hvad er der med hende?’,” fortæller den tidligere medarbejder.
“Så svarede hun: ‘Nå, det er ingenting. Det er jo den tid på måneden’.”
Ifølge en lang række tidligere medarbejdere var det ikke ligefrem noget særsyn, at en kollega begyndte at græde på arbejdspladsen, så måske var det derfor, at museets direktør Anne-Birgitte Fonsmark trak på skuldrene.
“Hun er god til mange ting, men der er i hvert fald nogle ting, der slet ikke interesserer hende – det er sådan noget som medarbejdere. Dem har hun ingen respekt for. Hun har en opfattelse af, at det er tyende, der er ansat. Og at det er arbejdet, der er glæden i sig selv,” fortæller en tidligere medarbejder.
Frihedsbrevet har talt med 20 tidligere medarbejdere på Ordrupgaard. Nogle var ansat i 1990’erne, andre i enten 00’erne, 10’erne eller 20’erne. Alle tegner de et billede af et arbejdsmiljø, hvor man helst skulle gå under radaren, hvis man ikke ville slå sig på Fonsmarks ledelse, der beskrives som dominerende, utryg og manipulerende.
Størstedelen af de tidligere ansatte har ikke ønsket at stå frem med navn, da de er bange for, hvilke konsekvenser det kan få for deres arbejde i branchen.
Dronningen af Ordrupgaard
72-årige Anne-Birgitte Fonsmark er museumsdirektør på det statslige kunstmuseum Ordrupgaard og har været det siden 1995. I alt 28 år som den øverste chef. Hun beskrives af de tidligere medarbejdere som en fin dame, der har sin vante gang i den øverste kulturelite og har et imponerende internationalt kunstnetværk.
Udadtil har succesen været til at tage og føle på, men inde bag murene i den mondæne villa ved Jægersborg Dyrehave er fortællingen anderledes mørk; her skal medarbejderne helst holde vejret, kigge ned i gulvet og gøre, som der bliver sagt.
Nogle kalder hende “Fruen på slottet”, andre sammenligner hende med en isdronning, fordi hun som enehersker driver Ordrupgaard med fast hånd. De tidligere medarbejdere fortæller om en ledelsesstil præget af frygt og utryghed. En, man kan blive syg af. De siger, at Fonsmark taler ned til folk, ser lige igennem dem, spiller dem ud mod hinanden, er uberegnelig, kynisk og manipulerende. De er enige om, at hun gør medarbejdere utrygge og kører dem psykisk ned i en sådan grad, at kunsthistorikere på stribe tager benene på nakken eller bliver sygemeldt.
Hun fik øje på mig, that’s it
Lykke Andersen startede i billetsalget på Ordrupgaard, da hun var færdig på Kunstakademiet. Hun siger, at hun egentlig havde det godt på Ordrupgaard, fordi hun selv kunne bestemme, hvor mange timer hun ville have i billetsalget, og fordi hun gik under radaren.
“Der gik to år, før hun fandt ud af, hvad jeg hed,” siger Lykke Andersen.
I 2013 skulle Ordrupgaard som noget nyt kåre årets medarbejder til den årlige julefrokost. Lykke Andersen vandt, og selvom det kan lyde som en god ting, blev det begyndelsen på enden.
“Da jeg vandt den, sendte Anne-Birgitte mig simpelthen dræberblikket over bordet,” siger Lykke Andersen.
“Og så vidste jeg godt, at jeg bare skulle ud derfra i en fart.”
Lykke Andersen fik en følelse af, at ligemeget hvad hun gjorde herfra, var hendes tid på museet ved at være slut, fordi direktøren “nok skulle finde på et eller andet”.
“Kort tid efter fik jeg en skriftlig advarsel, fordi jeg åbenbart havde ændret attitude overfor personalet og kunderne, og så vidste jeg godt, at jeg skulle fyres. Når først hun får øje på dig, er du færdig. Det er som regel, hvis du er for dygtig eller for populær eller siger hende imod. Hun fik øje på mig, that’s it,” siger hun og forklarer, at det var en klassisk metode fra direktør Fonsmark at spille kollegerne ud mod hinanden.
“Hun får medarbejdere til at udspionere de andre. Det er sådan noget med at gå rundt og spørge kollegerne: ‘Er der ikke noget med hende der Lykke?’ Det har jeg hørt, at flere er blevet spurgt om. Det er en klassiker,” siger hun.
“Jeg tror, hun bliver en lille smule høj af det for at være helt ærlig.”
En slags sadisme
Lykke Andersen er langtfra den eneste, der kender følelsen af at være udset som Anne-Birgitte Fonsmarks næste offer.
“Hun gik målrettet mod nogen,” som en anden tidligere medarbejder forklarer.
Stort set alle kilderne forklarer, at Fonsmark valgte én ad gangen, og det kunne så gå på skift. Det var aldrig til at vide, hvem der stod for skud, og hvad der udløste det. Udadtil var alt i orden, ligesom der aldrig blev skrevet noget grimt eller hårdt på en mail. Men på tomandshånd eller inde på direktørens kontor kunne man få lov at møde magten og blive talt ned til og føle sig lille, forklarer medarbejderne.
“Det er den vildeste arbejdsplads, jeg nogensinde har været på. Det var et mareridt på grund af hende. Det var psykisk terror, nærmest alt hvad hun gjorde,” siger en tidligere ansat, der arbejdede på museet i et par år.
“Vi havde en diskussion, og fordi jeg for første gang ikke gav mig, blev hun helt sort i øjnene og så på mig som om, hun ville slå mig ihjel.”
Medarbejderen beskriver en anden episode, hvor hun blev kaldt ind på museumsdirektørens kontor og fik en fornemmelse af, at hun først kunne forlade kontoret, når hun var brudt sammen.
“Hun klandrede mig for et eller andet, som ikke havde noget med mit arbejde at gøre. Det er sådan noget, hun gør. Og jeg kunne bare mærke, at jo mere jeg prøvede at komme med forslag til, hvordan vi kunne undgå problemet fremover, jo mere irriteret blev hun bare. Det var ikke det, hun ville. Hun ville have, jeg skulle græde. Jeg tænkte: ‘Her får jeg ikke lov til at gå fra, før jeg græder’.”
“Lige så snart hun fornemmer, at nu er du ved at knække, så får hun en tilfreds mine. Det er en slags sadisme.”
Kultur af frygt
En medarbejder fortæller, at hun ikke selv følte sig hårdt ramt af ledelsesstilen, men at hun alligevel havde problemerne tæt på.
“Jeg kan da huske, at nogle af mine kolleger måtte gå ud og græde en gang imellem. Det er en kultur præget af frygt,” siger hun.
“Udfordringen er sikkert, at det er svært at sætte en finger på, hvad det præcist er, hun gør. Hun er ikke sådan en, der hæver stemmen eller råber. Det er helt tydeligt, at hun bare kører folk psykisk ned.”
For at undgå at komme på kant med direktøren er det bare at bøje nakken, forklarer medarbejderne.
“Det bedste er, hvis man kan befinde sig under radaren og bare føje hende og ikke sige hende imod. Og man skal helst ikke være alt for dygtig. Hun vil selv gerne shine. Det er jo virkelig en dårlig måde at lede folk på,” som én forklarer.
“Hun mangler en grundlæggende empati for andre mennesker.”
Har stået på i mange år
Marieke Burgers var ansat på museet tilbage i 2001, men kun for en kort periode. Siden har hun fulgt med fra sidelinjen, og hun er ikke i tvivl om, at situationen er, som den altid har været. At fruen på slottet styrer det hele, og ve den, der måtte stille sig i vejen.
Hun fortæller, at hun lagde mærke til, at der gik mange timer med at læse al den post, som museet modtog, fordi det hele først skulle læses af sekretæren, så direktøren, og så blev posten fordelt ud på et dagligt postmøde, hvor direktøren så kunne fortælle hver enkelt, hvordan de skulle besvare brevet.
“Når Anne-Birgitte Fonsmark ikke var til stede, fik vi ikke nogen post den dag,” siger Marieke Burgers, der gik til Fonsmark og fortalte om nogle af de udfordringer, hun havde lagt mærke til på arbejdspladsen.
“Den 7. marts 2001 havde jeg skrevet et memo til hende om alle de problemer og udfordringer, jeg havde mødt på min nye arbejdsplads. Den 9. marts blev jeg afskediget,” siger hun.
“Hun er enormt venlig og overbevisende, og jeg vil også gerne sige, at hun er enormt dygtig. Det er hun. Men man kan godt se, at hun laver mere og mere alene og skriver katalogerne alene, fordi alle de andre kunsthistorikere ikke gider mere, de kan ikke mere, de kan ikke samarbejde med hende, de forlader simpelthen huset, fordi de bliver syge af det. Og det har stået på i så mange år,” siger Marieke Burgers.
International succes
Anne-Birgitte Fonsmark voksede op i et direktørhjem på Frederiksberg. Moren var tandlæge, faren den kendte litteraturhistoriker og redaktør Henning Fonsmark, der i 1971 omlagde Berlingskes Aftenavis til Weekendavisen. Derhjemme stod en bugnende bogreol, som blev den unge Anne-Birgitte Fonsmarks vej ind i kunsten.
Det var faren, der første gang tog Anne-Birgitte Fonsmark med på Ordrupgaard. Hun var omkring 11 år. I flere portrætter lyder det, at hun aldrig glemmer lugten. Det gamle, lidt hengemte, der hang i udstillingslokalerne.
Først ville hun gerne selv stå ved staffeliet, selv kalder hun sig en “relativt god tegner,” men det blev i stedet til studier i kunsthistorie med en stor passion for de franske impressionister, særligt Paul Gauguin, som hun flyttede til Paris for at forske i.
“Det var min far, der sagde, at hvis det ikke var sådan, at jeg ikke kunne lade være med at lave kunst, så skulle jeg hellere lade være,” lød det fra Anne-Birgitte Fonsmark til Børsen i 2020.
I 1995 fandt Fonsmark vej tilbage til Ordrupgaard og blev museumsdirektør. Hun flyttede til Charlottenlund i cykelafstand fra museet, og hvis der ikke blev luftet ud, blev der i hvert fald bygget om. I år 2000 blev hun i øvrigt Ridder af Dannebrog.
Hendes 28 år på Ordrupgaard har budt på to nye tilbygninger til de gamle lokaler. Én fra den verdensberømte arkitekt Zaha Hadid og en anden fra norske Snøhetta. På væggene har Fonsmark beholdt sin passion for det franske, og museet har i dag Nordeuropas måske bedste samling af impressionister.
En samling, der har rejst verden rundt med Anne-Birgitte Fonsmark, hvilket har givet både hende og museet international status. En position, der viste sig nyttig, da Fonsmark var med til at give den danske maler Vilhelm Hammershøi nyt liv med udstillinger på blandt andet Guggenheim i New York og Musée d’Orsay i Paris.
Dans med eliten
De tidligere medarbejdere fortæller, at Fonsmark med et fingerknips kan slå om og bytte den patroniserende og ubehagelige facon ud med et enormt karismatisk væsen. Det sker gerne, hvis der er fint besøg fra toppen af kulturlivet eller erhvervslivet eller fra en fond. Og det sker ofte.
På den front er der ingen tvivl om, at Fonsmark er en af de bedste museumsdirektører, siger medarbejderne. Hun har fået Ordrupgaard ud i verden og været god til at skaffe museet fondsmidler af en størrelse, som andre museer har svært ved.
“Jeg har ikke været noget sted, hvor det var så nemt at få fondsmidler,” siger en tidligere medarbejder.
“Hun kender hele kultureliten så godt og pleaser dem og ofrer rigtig mange penge på fine middage i forbindelse med udstillinger.”
Byggeriet af Snøhetta-tilbygningen, et underjordisk udstillingslokale på over 800 kvadratmeter, blev finansieret med over 100 millioner kroner af en række af de største fonde, herunder A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden og Den Obelske Familiefond.
Fonsmarks magt og anerkendelse fremhæves af medarbejderne som en central del af forklaringen på, hvorfor man lader stå til, og hvorfor medarbejderne ikke siger fra. De frygter, at hendes placering i toppen af hierarkiet kan skade dem senere hen i en relativt lille branche, hvor Fonsmark kender alle og er vellidt og magtfuld.
“Hun sidder jo med Nordeuropas største impressionistiske kunstsamling. Det giver internt noget magt. De der stakkels museumsinspektører har jo fundet sig i meget gennem tiden. For hvad er chancen for at komme ind og arbejde med fransk kunst, hvis det nu er dét, man har specialiseret sig i?”, som en af de tidligere medarbejdere spørger.
En medarbejder mener også, at det forklarer, hvorfor Kulturministeriet, der har udpeget direktøren og har det direkte ansvar for det statslige museum Ordrupgaard, ikke har noget at brokke sig over.
“Hun har jo skaffet nogle hundrede millioner til et byggeri. Og det er jo sådan set en foræring til staten. De har fået to udstillingsbygninger kvit og frit,” lyder det fra en tidligere ansat.
Dybe traditioner
Hans Henrik Knoop, der er lektor ved Aarhus Universitet og har forsket i psykisk arbejdsmiljø og trivsel, har fået indblik i kildernes beskrivelser. Han mener, at kildernes udlægning af Anne-Birgitte Fonsmarks ledelsesstil og person antyder en række dårlige personlige træk hos direktøren.
“Hvis de oplevelser, du fremlægger, er retvisende, så antyder det selvfølgelig nogle mørke, personlige træk, men det kan også ‘blot’ være udtryk for en leder, der betragter sig selv som retmæssig matriark på arbejdspladsen, som gennem en meget lang karriere har måttet kæmpe med næb og klør for at beskytte museet og beholde sin stilling, og som er blevet hård af det,” siger Knoop og fortsætter.
“Det tegner et billede af en person, der er meget optaget af sin egen ære, som leder sine medarbejdere på en måde, der opleves som manipulerende, nedgørende og mistillidsskabende. Hun fører åbenbart en slags del-og-hersk-ledelse, hvor medarbejderne bliver gjort svage gennem den tvivl, der bliver skabt,” siger Hans Henrik Knoop til Frihedsbrevet.
Særligt kildernes udlægning af Anne-Birgitte Fonsmarks micro management af alt på museet og den nulfejlskultur, der følger med, springer ham i øjnene. Det er usundt og dræner både tid og energi fra de ansatte.
“Hvis man skaber et miljø, hvor der bliver kigget over skulderen, og folk mister tillid til hinanden, er det selvfølgelig både ineffektivt og usundt,” siger han og forklarer, at det kan virke som gaslightning.
“Der ligger en barnliggørelse i, at selvom man er voksen og højtuddannet, så er det mor, der bestemmer alt det vigtige. Det kan virke som gaslighting, hvor du bliver i tvivl om, hvad du selv dur til.”
Når Anne-Birgitte Fonsmark har været på museet i næsten 30 år, må det være, fordi noget trods alt har fungeret. Men det tyder også på, at man har vænnet sig til, at miljøet er, som det er.
“Traditioner stikker dog dybt, og de indlærte mønstre slår knuder og kan være svære at løse,” siger Hans Henrik Knoop.
Ministeriet indkalder til samtale
Foruden fondsmidler, der går til tilbygninger og særudstillinger, modtager Ordrupgaard sin støtte fra Kulturministeriet. Sammen med Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet, Det Grønne Museum og Den Hirschsprungske Samling er Ordrupgaard nemlig et af de fem statslige museer. Det betyder, at Ordrupgaard sorterer direkte under Kulturministeriet, der også har udpeget museets direktør.
Frihedsbrevet har forelagt de tidligere medarbejderes kritik for ministeriet og spurgt, om de har været bekendt med problemerne på arbejdsmiljøet på Ordrupgaard.
Først forklarer ministeriet, at de hvert år holder ledersamtaler med cheferne for ministeriets fem statslige museer, men at de nu vil indkalde Fonsmark til en ny redegørende samtale.
“Kulturministeriet ser med alvor på de forhold, som kilderne i artiklen gengiver. Vi har ikke kendskab til problemer med arbejdsmiljøet på Ordrupgaard i det omfang, som Frihedsbrevet beskriver. Ministeriet har derfor indledningsvist indkaldt direktør Anne-Birgitte Fonsmark til en samtale, hvor hun kan redegøre for, hvordan hun forholder sig til kritikken. Det er naturligvis afgørende, at der er et godt og trygt arbejdsmiljø for de ansatte på Ordrupgaard.”
Kan ikke genkende billedet
Frihedsbrevet har forsøgt at lave et interview med Anne-Birgitte Fonsmark for at høre, hvordan hun forholder sig til kritikken, men det har hun ikke været interesseret i.
Hun svarer på mail følgende:
“Tak for forelæggelsen, som jeg har læst. Der tegnes et billede, som jeg ikke kan genkende, og jeg har ikke yderligere kommentarer.”
Opdatering:
Efter deadline på denne artikel har Anne-Birgitte Fonsmark sendt følgende kommentar:
”Naturligvis gør det et stort indtryk, når 20 tidligere ansatte giver udtryk for, at min ledelsesstil har været ubehagelig, og arbejdsmiljøet på Ordrupgaard har været dårligt – uanset at kritikken dækker fra 90’erne frem til i dag. De tidligere medarbejderes oplevelser kan selvfølgelig ikke diskuteres. Jeg har været direktør på Ordrupgaard siden 1995. I den senere periode har vi foretaget en række APV-undersøgelser, vi har en meget tydelig krænkelsespolitik, og vi har en whistleblowerordning. Jeg vil gerne understrege, at der endnu ikke har været nogen medarbejder, som har gjort brug af whistleblowerordningen. Og det ærgrer mig virkelig, at jeg ikke er blevet gjort bekendt med de oplevelser, som tidligere ansatte har haft.”
”Sagen giver selvfølgelig anledning til, at jeg vil overveje, hvordan vi kan undersøge arbejdsmiljøet på Ordrupgaard, så de beskrevne oplevelser kommer frem i lyset m.h.p. at lære af dem. Som jeg nævnte for dig i min første kommentar, kan jeg ikke genkende det billede, der bliver tegnet. Men jeg vil gerne fastslå, at jeg anerkender de tidligere ansattes oplevelser, og det er noget, jeg tager meget alvorligt”.
Ved du noget om arbejdsmiljøet eller andre forhold på Ordrupgaard, vil vi gerne høre fra dig. Kontakt os på emil@frihedsbrevet.dk eller anonymt på frihedsbrevet@protonmail.com. Hvis du skriver til vores protonmail, er det vigtigt, at du selv skriver fra en protonmail.