Harald Toks­værds bekendelser

“Jeg for­står ikke, hvor­for jeg skal dedi­ke­re mit liv til at over­be­vi­se mere magt­ful­de men­ne­sker end mig selv om, at jeg er værd at risi­ke­re deres res­sour­cer på.”

Det er dén sæt­ning, jeg begyn­der min ansøg­nings­vi­deo til DR Talent­hol­det med. Jeg sid­der nøgen i et bade­kar fyldt med mine egne bøger, omgi­vet af stea­rin­lys, men­ne­ske­kra­ni­er og udstop­pe­de dyr. Et halvt år sene­re gen­ta­ger jeg sæt­nin­gen til min leders leders leder, dagen efter hun har fyret mig fra Dan­marks Radio. Lidt iro­nisk, ikke? Spør­ger jeg hen­de. Du skal bare ud og være dig selv, siger hun. Det har du jo bevist, ikke er rig­tigt, sva­rer jeg. Der­ef­ter siger hun ikke mere.

På min fin­ger sid­der en sølvring med en men­ne­skekind­tand omrin­get af små styk­ker sump­grøn malakit. Hver mor­gen kys­ser jeg den, før jeg går hjem­me­fra, og igen før jeg går i seng. Tan­den til­hør­te min venin­de. Hun var 32 år gam­mel for to år siden, da hun tog sit eget liv. Hun var ble­vet fyret fra sit arbej­de få uger før. En fyring, der send­te hen­de ned ad en van­vids­spiral og end­te med at slå hen­de ihjel.

Jeg har ikke tænkt mig at unde nogen til­freds­stil­lel­sen ved at tage livet af mig selv. Jeg er hel­ler ikke på jagt efter medynk. Jeg har sat røven i kla­ske­høj­de og har fået en røv­fuld. Det er en del af legen. Men det er syret at være et leven­de men­ne­ske med svag­he­der, skam, angst, vre­de og afmagt, når man udadtil er tvun­get til at stil­le op og optræ­de med stål­sat blik og velkal­ku­le­re­de rubrikci­ta­ter uden en kom­mu­ni­ka­tions­af­de­ling i ryggen.

Man bestem­mer trods alt sjæl­dent selv, hvor­når pres­sen begyn­der at rin­ge. Man må bare tage bedst mulig kon­trol over sit nar­ra­tiv og håbe, at man kan leve­re det, som offent­lig­he­den ønsker sig.

På man­ge måder har mit pro­jekt i debat­ten været at pege på lige præ­cis dét. Det umen­ne­ske­li­ge ele­ment i poli­tik, i offent­lig debat og i medi­e­møl­len. De usyn­li­ge anta­gel­ser og love, som vi lig­ger under for, når vi går fra pri­vat væsen til offent­ligt pro­dukt. De uud­tal­te for­hand­lin­ger, der fore­går mel­lem jour­na­li­ster, debat­tø­rer, poli­ti­ke­re, læse­re og redak­tø­rer. For­hand­lin­ger, der frem­stil­ler en nøje kura­te­ret simu­la­tion af vir­ke­lig­hed, men aldrig egent­lig vir­ke­lig­hed. Poli­tik og debat er en leg, vi leger – og når man ikke leger med på den rig­ti­ge måde, er der konsekvenser.