Her er der en medieafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores leverandør.

Det korte af det lange

Et kronvidne i drone-sagen står nu frem og fortæller, at politiet har sagt til hende, at det, hun så, ikke var droner. Lufthavnsmedarbejderen var den første, der slog alarm den 22. september sidste år, da hun troede, at der sværmede droner over lufthavnen.

Hun forklarer, at politiet gentagne gange og bestemt har sagt, at det ikke var droner, hun så. 

Københavns Politi påstår, at efterforskningen stadig er i gang, mens presset på regeringen og myndighederne stiger. 

Hele historien

“De lignede to ninjaer. De kom snigende ind.” 

Dronerne altså. De to droner på aftenhimlen over Københavns Lufthavn den 22. september sidste år, som satte Danmark på den anden ende. 

Ordene kommer fra kronvidnet i drone-sagen, nemlig den medarbejder i lufthavnen, som så dem først og slog alarm.

“Der er to droner. De er store. Det er ikke legetøj,” meldte hun dengang opad i sikkerhedssystemet i Københavns Lufthavn. 

Det var de udsagn, der førte til, at luftrummet blev lukket i flere timer for alt andet end nødlandinger. 

For første gang fortæller hun nu om sagen til pressen. Dermed får offentligheden også for første gang kendskab til, hvordan Københavns Politi håndterede og efterforskede hændelsen over lufthavnen. For hun er blevet afhørt flere gange. 

Det helt overordnede spørgsmål er selvfølgelig: Var der, eller var der ikke droner? 

Kronvidnet er overbevist om, at hun så droner. Men politiet er uenige.

De fortalte mange gange og bestemt, at det ikke var droner, som hun havde set. 

Lufthavnsmedarbejderens kollega, som hun oplevede hændelsen med, havde filmet med sin telefon, og optagelsen fik politiet hjælp til at analysere.

“Politiet fortæller mig, at de har haft eksperter til at kigge på vores video, og de har vurderet, at det, man ser, er genskær (i kameralinsen, red.) fra lyskegler eller fra fly,” fortæller kronvidnet til Frihedsbrevet. Hun ønsker ikke at stå frem med navn, men Frihedsbrevet er bekendt med hendes identitet. 

Politiet afhørte hende fire gange, og hver gang gentog de deres konklusion: Det, hun havde set over Københavns Lufthavn, var ikke droner. Og de spurgte hende igen og igen ind til, hvordan hun kunne være så sikker på, at det var droner, hun havde set, når nu eksperter havde fastslået, at det var det ikke. Det frustrerede hende, så selv om politiet tilbageviste hendes forklaring, holdt hun fast.

“Hvis du fødte et barn, og barnet blev taget fra dig, og fem minutter efter siger de til dig: Du har ikke født. Hvad skal man så sige? Man ville da blive ved med at sige: Jo, det har jeg,” siger hun og fortsætter:

“Jeg sagde til dem, at de må kalde det en UFO, hvis de vil. Jeg ved, hvad jeg har set.”

Hun beskriver den ene drone som en stor firkantet tingest, der lignede en robotplæneklipper med afrundede hjørner og en propel i hvert af dem. Den fløj langsomt. Den anden var hvid og rund og mindre og fløj hurtigt. Begge havde hvidt lys.

Både over for politiet og over for Frihedsbrevet indrømmer kronvidnet sit begrænsede kendskab til droner.

“Jeg har ikke set nogen droner fysisk i mit liv andet end på film, på tv og i medier. Men I spørger mig, hvad jeg har set, og jeg forklarer ud fra, hvad jeg føler, og så var det en drone. Det var en ting, der kunne flyve langsomt og så sætte farten op, og det havde propeller og en lygte på.”

Flere medier har analyseret flydata fra tjenester som Flightradar24 og sandsynliggjort, at det, der blev kaldt en drone, i virkeligheden var et skolefly fra Roskilde, der havde fået tilladelse til at flyve frem og tilbage over lufthavnen på tidspunktet for kronvidnets dronesyn. 

Vidnet har dog svært ved at få det til at passe.

“Jeg har aldrig set et firkantet fly. Måske findes det. Men jeg har aldrig set et fly, der var 1,5 meter gange 1,5 meter. Den runde drone, vi så, vurderer jeg til under en meter i diameter. Det var jo ikke stort nok til, at der kunne sidde en mand deroppe og flyve den rundt. Det kan være, man har fået fat i en dværg eller en hund til at flyve den,” siger hun og griner.

 “Jeg kan ikke komme på noget andet, end at det var droner,” siger hun, nu uden at smile.

Da hun sammen med Frihedsbrevet genser videoen, som hendes kollega optog, kan hun godt se, at det kan ligne et lille fly. Optagelsen er grynet, og den viser kun slutningen af hele hændelsen. Hendes kollega filmede ikke i begyndelsen og fortsætter ikke optagelsen, da det, de troede var droner, fløj væk.

Ifølge Frihedsbrevets oplysninger er det store lys, der bevæger sig fra venstre mod højre i videoen, det føromtalte skolefly, og den lille prik, der zigzagger hurtigt rundt i billedet, er genskæret i kameralinsen.  

Lufthavnens medarbejder fortæller, at politiet også afhørte flere af hendes kolleger, og budskabet til dem var det samme som til hende selv: Der er ingen droner på optagelserne. Det, de har set, er genskær i telefonens kameralinse fra lyskilder udefra og et fly. En anden fik at vide, at da han senere på aftenen troede, at han så en drone, var det i virkeligheden en helikopter. Ifølge Frihedsbrevets oplysninger er det formentlig helikopteren fra Politiets Aktionsstyrke, der blev sendt op i jagten efter de påståede droner. 

Ifølge Frihedsbrevets research kan det være enormt svært at vurdere, hvornår noget er en drone og ikke er. Selv for personer, der arbejder med luftfart og navnlig på baggrund af en aftenmørk himmel. Som Radio4 og DR har kunnet fortælle, tyder meget for eksempel på, at det var forsvaret selv, der i Borris i Vestjylland skød efter et passagerfly, fordi de forvekslede det med en drone.

Vidnepsykologi

I psykologien og inden for retsplejen opererer man med et særligt begreb: Vidnepsykologi. Kort sagt går det ud på, at menneskets hukommelse ikke fungerer som et kamera. Vi fortolker det, vi ser, og vi opfatter ikke alt, selv om det er lige for næsen af os. Vidners observation påvirkes af mange ting, blandt andet lagrede erfaringer og konteksten. 

På tidspunktet for de påståede dronehændelser over Københavns Lufthavn rasede krigen i Ukraine og både regering, myndigheder og medier talte dagligt og hyppigt om droner og risikoen for hybride angreb fra Rusland. 

Vidnepsykologiens eksistens betyder, at materielle beviser, frem for mundtlige vidneforklaringer, er afgørende elementer i retsplejen til at fastslå et hændelsesforløb. Dronesagen er ingen undtagelse. 

“Det er et velkendt psykologisk fænomen, også fra retssager, at vi som mennesker har svært ved at huske og præcist gengive ting, vi har observeret. Det gør, at man let misfortolker det, man har set. Og hvis man i forvejen er særlig opmærksom på et givent fænomen, i dette tilfælde droner, kan det farve ens fortolkning af de synsindtryk, man har fået,” siger Anders Fink-Jensen, professor og overlæge i psykiatri på Frederiksberg Hospital. 

Mørklægger

Lufthavnen ligger inde med brugbar viden, der kunne opklare dronemysteriet. I hvert fald hvis man skal tro lufthavnens krisehåndteringschef, Morten Eli Lyngbæk. 

Til Kristeligt Dagblad har han tidligere udtalt, at politiet er i besiddelse af radardata fra lufthavnen, som dokumenterer det, han kalder “droneadfærd”, altså bevægelser, som hverken fugle eller fly kan have udført. Med henvisning til efterforskningen ville krisehåndteringschefen ikke vise materialet til avisen, og politiet vil over for Frihedsbrevet ikke sige, om de har modtaget noget radardata, der beviser, at der var droner. 

Det er uklart, præcis hvilken type radardata, krisehåndteringschefen kan være i besiddelse af, for ifølge Frihedsbrevets oplysninger havde lufthavnen dengang ikke radarer eller anden teknologi, der kunne detektere fjendtlige droner, som man ville bruge til den slags angreb. Dengang havde lufthavnen blot en fugleradar, der som navnet antyder, kun kunne spotte fugle- og insektsværme samt en radar til at detektere droner fra det kinesiske dronefabrikant DJI, som bliver brugt til hobbybrug og af danske myndigheder.  

Ifølge Frihedsbrevets research har den private leverandør af droneteknologi i Danmark, der kunne ligge inde med overvågningsdata, som ville kunne påvise eventuel droneaktivitet over lufthavnen, ikke bidraget til politiets efterforskning.

Frihedsbrevet ville meget gerne tale med Morte Eli Lyngbæk, men han vil ikke stille op til interview.

Ud fra kronvidnets forklaringer til Frihedsbrevet står det altså klart, at politiet tilbageviste den anmeldelse, der udløste hele drone-sagen. 

Frihedsbrevet er dog ikke bekendt med, om politiet har modtaget andre anmeldelser om droneaktivitet den 22. september sidste år og indhentet andre vidneforklaringer, som de ikke har tilbagevist.

Som Frihedsbrevet kunne fortælle tirsdag, så har politiet ikke offentliggjort resultaterne af deres efterforskning, selv om de fleste politikredse har afsluttet arbejdet. Og Forsvarsministeriets droneredegørelse blev på dagen for valgudskrivelsen udskudt til efter valget. 

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), Justitsminister Peter Hummelgaard (S) og politidirektør Thorkilde Fogde til pressemøde om droner.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen, justitsminister Peter Hummelgaard og rigspolitichef Thorkild Fogde på et pressemøde om droner den 25. september 2025. (Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix)

Regeringen nægter stadig at udtale sig om dronesagen, før droneundersøgelsen er offentliggjort. Hvorfor vides ikke. 

Hvis det er rigtigt det, som politiet har fortalt vidnet, så ligner det unægteligt, at det var en række utilsigtede fejlslutninger, der i første omgang fik lufthavnen til at tro, at der vitterligt var droner over København. 

Allerede på et pressemøde, dagen efter at de påståede droner var blevet set over lufthavnen, talte ledende politiinspektør fra Københavns Politi, Jens Jespersen, om “store droner”, der fløj over lufthavnen i flere timer. Han konkluderede, at der stod en såkaldt “kapabel aktør” bag. 

Samme dag udtalte statsminister Mette Frederiksen sig også:  

“Hybridkrig er også krig. Og det her er et angreb på Danmarks kritiske infrastruktur.” 

Natten mellem den 24. og 25. september meldtes der om droner flere steder i Jylland, også over Aalborg og militærlufthavnen i Skrydstrup. 

Få timer senere stod forsvarsminister Troels Lund Poulsen side om side med forsvarschef Michael Hyldgaard på et pressemøde.

“Der er tale om det, jeg vil definere som et hybridangreb med forskellige typer af droner,” sagde forsvarsministeren.

Forsvarschefen stemte i:

 “Når vi kigger igennem alle de observationer, der har været, og kigger ind i kernen af det, er der en vis systematik i det, der er sket i nat, og som jeg som militærmand vil karakterisere som egentlige operationer.”

I en formel og alvorstung tv-transmitteret tale til danskerne samme dag, den 25. september, gjorde Mette Frederiksen status: 

“Danmark har i de seneste døgn været udsat for hybride angreb. Droner er set flere steder. Ved kritisk infrastruktur. Militært og civilt. (…),” sagde statsministeren.

Justisminister Peter Hummelgaard satte trumf på, da han på et pressemøde den 29. september, flankeret af forsvarsministeren, forsvarschefen og rigspolitichefen, dragede en parallel til det store terrorangreb i USA i 2001, hvor over 3.000 mennesker blev dræbt. 

“Ligesom terrortruslen blev en del af vores virkelighed efter 11. september, er hybride angreb blevet en del af vores nye virkelighed.” 

Men pludselig ændrede regeringen retorik i sagen. 

drones
Det var i luftrummet over Københavns Lufthavn, at man fik de første meldinger om droner i september sidste år. (Foto: Michael Kidmose)

Fra droner til luftobservationer 

“Jeg tror, at læren af det, vi har set i forhold til droneobservationerne eller det, vi nu i højere grad kalder luftobservationer, er jo, at det kræver mange forskellige ting for helt præcist at se, om der er en drone, eller om det er nogle andre objekter,” lød det fra Troels Lund Poulsen den 3. oktober på endnu et pressemøde.

Ved Folketingets åbning den 7. oktober nægtede statsministeren at svare på, om hun havde set konkrete beviser for dronerne over Danmark. Heller ikke justitsministeren kunne over for TV 2 henvise til konkrete beviser på, at der vitterlig havde været droner over Danmark.

Den 7. oktober var også den dag, hvor politiet afhørte kronvidnet i lufthavnen og præsenterede hende ansigt til ansigt for deres konklusioner om, at det ikke var droner, der var på hendes kollegas videooptagelse. Det var ikke droner, hun havde set.

Det vides ikke, hvorfor regeringen ikke længere talte om droner, men nu kalder det “luftobservationer”.

 

Politiet vil ikke sige, hvornår deres efterforskning afsluttes. Hvis konklusionen bliver, at der ingen droner var over Danmark i september måned, får regeringen travlt med at forklare sig.

Udtalelserne fra regeringen og myndighederne var så alvorstunge dengang, at nyheden om dronesværme over Danmark trak overskrifter i alverdens presse og blev behandlet på hastemøder i både NATO og EU. Den danske regering overvejede endda at udløse artikel 4 i NATO-traktaten. 

Lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen kan ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at myndighederne og regeringen bevidst har talt usandt for den danske befolkning de første dage efter hændelserne. Da man sagde, at der var droner, så troede man det også. Det var slet ikke nødvendigt for at få opbakning til flere penge til forsvaret. Køb-køb-køb-tankegangen var for længst bredt accepteret, så det var unødvendigt at skabe en krise for at sikre sig politisk goodwill, for den fandtes allerede. 

“Det handler nok bare om, at man allerede var i sådan et mindset, der hedder: Vi er under angreb. Vi har lige set angreb i Polen, droner i Rumænien og en krænkelse af luftrummet med kampfly i et af de baltiske lande. Så man kiggede efter droner, og så har man jo nogle gange en tendens til at se det, man tror, man ser. En motiveret bias. Så er det nemt at forestille sig resten,” siger Jakobsen.

Alligevel kalder han det et “godt spørgsmål”, om regeringen og myndighederne nogensinde fortæller offentligheden sandheden. Han mener, det vil være svært for regeringen at kravle ned fra træet og indrømme, at den tog fejl.

“Jeg kan godt forestille mig, at der er en interesse for bare at lade den ligge der, både hos politi og forsvar og på det politiske niveau. Skal man indrømme, at man har begået en fejl, så ser man endnu dummere ud. Det er meget, meget svært at indrømme, at man har taget så meget fejl. Det understreger jo også, at vi overhovedet ikke har styr på det, der er i vores luftrum. Det er nemmest bare at komme videre og håbe på, at det går væk af sig selv. Men det er problematisk, at man ikke er voksen nok til at indrømme, hvis man har taget fejl,” siger Peter Viggo Jakobsen.

Nægter at svare

I statsministerens tale den 25. september medgav hun, at i enhver håndtering af en svær krise, er der risiko for, at man begår fejl.

“Som regering vil vi bestræbe os på at fortælle offentligheden det, vi kan. Det samme vil myndighederne. Selvfølgelig med en omtanke. Nemlig at dem, der vil os det ondt, de lytter med på alle de diskussioner, vi har med hinanden. Og selv om myndighederne ikke kan konkludere, hvem der står bag de hybride angreb mod vores lufthavne og anden kritisk infrastruktur, så kan vi i hvert fald konstatere, at der primært er et land, der udgør en trussel for Europas sikkerhed – og det er Rusland.”

I månedsvis har myndighederne ikke fremlagt et eneste bevis for, at der var droner over Danmark og presset stiger på regeringen, som ifølge formand for Liberal Alliance Alex Vanopslagh ikke har fremlagt nogen beviser over for partilederne på fortrolige møder. 

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har flere gange under valgkampen måttet forholde sig til, at en redegørelse af forløbet er blevet udskudt til efter valget, hvilket har fået partier bredt i Folketinget til at efterlyse svar.

En lang række myndighedsaktører, heriblandt Københavns Politi, var lynhurtigt ude at konkludere, at det var droner, der var blevet set over lufthavnen. Man talte ovenikøbet om, at de fløj på en måde, så de ville vise sig frem. Frihedsbrevet har stillet en række spørgsmål til Københavns Politi om deres efterforskning og om vidnets udsagn, men politikredsen svarer ikke på spørgsmålene.

“Efterforskningen af droneobservationerne over Københavns Lufthavn er fortsat i gang, og vi har derfor ikke yderligere oplysninger. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke give en tidshorisont for, hvornår efterforskningen forventes afsluttet,” skriver de kortfattet i en mail og fortsætter: “Da Københavns Politi udtalte sig om droneobservationerne i dagene efter den 22. september, skete det på baggrund af de anmeldelser, vi havde modtaget.”

Flere af de anmeldelser ved vi nu, at politiet senere selv tilbageviste.

Frihedsbrevet har i månedsvis forsøgt at få et interview med en ansvarlig i Københavns Lufthavn, men lufthavnen har konsekvent nægtet at tale med Frihedsbrevet. 

Frihedsbrevet har spurgt lufthavnen om en kommentar til vores historie og stillet dem en række spørgsmål om blandt andet den mystiske radardata, som de påstår at have. Lufthavnen vil ikke kommentere sagen – heller ikke om man fastholder, at man er i besiddelse af noget data, der skulle bevise, at der var droner. 

Til­bud: Bliv med­lem for bare 69 kr.

Bliv med­lem til sær­pris lige nu og få adgang til hele Fri­heds­bre­vet. Fra artik­ler til podcasts – få ori­gi­nal jour­na­li­stik, du ikke fin­der andre ste­der

Udnyt til­bud­det her
Allerede medlem?