Nan­cy Leong hyl­der den­ne mang­fol­dig­hed, men hun mener, at det ofte er mere form end ind­hold, og hun doku­men­te­rer, hvor­dan uni­ver­si­te­ter og virk­som­he­der sny­der på væg­ten med mangfoldighedsidealet.

Iføl­ge Leong er det bag­grun­den for det, hun kal­der iden­ti­tets­ka­pi­ta­lis­me. Iden­ti­tets­ka­pi­ta­li­ster til­hø­rer som oftest fler­tal­let og spe­ku­le­rer og lukre­rer på min­dre­tal­le­nes iden­ti­te­ter. Det sker, når et uni­ver­si­tet fotos­hop­per et bil­le­de af deres stu­de­ren­de til en sports­be­gi­ven­hed, hvor man til­fø­jer en sort stu­de­ren­de, som ikke var med på det oprin­de­li­ge foto, og bru­ger det i en rek­la­me­bro­chu­re. Eller når en virk­som­hed på sin hjem­mesi­de frem­hæ­ver ansat­te med min­dre­tals­bag­grund, mens de i vir­ke­lig­he­den kun udgør en ube­ty­de­lig del af med­ar­bej­der­ne. Eller når en poli­ti­ker, der beskyl­des for at tale ned­sæt­ten­de om homo­seksu­el­le, for­sva­rer sig med, at han eller hun har en mas­se ven­ner, der er homoseksuelle.