Jour­na­li­ster må ger­ne gå hårdt til Putin – men helst ikke Zelen­skyj

I den­ne uges Fri Tænk­ning kig­ger jeg indad, ser på for­skel­len på til­ladt jour­na­li­stik og jour­na­li­stik bedre­vet uden til­la­del­se, under­sø­ger et vild­le­den­de spejl­bil­le­de og min­des en anek­do­te af Ronald Rea­gan, der siger noget om dansk pres­se i 2026.

Den rus­si­ske dig­ter Osip Man­del­stam for­fat­te­de i begyn­del­sen af 1930 en kort selv­bi­o­gra­fisk tekst, som han kald­te Den Fjer­de Prosa. Her for­mu­le­re­de Man­del­stam et kom­pro­mis­løst opgør med cen­sur, kon­for­mis­me og ide­o­lo­gisk ens­ret­ning, og det mar­ke­re­de et point of no return i hans for­hold til det sov­je­ti­ske regi­me. Tek­sten pege­de sam­ti­dig frem mod dig­te­rens død i en gen­nem­gangs­lejr ved Vla­di­vo­stok nog­le år sene­re. 
Tek­sten, der først blev udgi­vet i Man­del­stams hjem­land et halvt århund­re­de efter hans død, cir­ku­le­re­de blandt kol­le­ger, og brud­styk­ker nåe­de også nog­le af lit­te­ra­tu­rens funk­tio­næ­rer. Den Fjer­de Prosa pla­ce­re­de defi­ni­tivt Man­del­stam uden for det “gode” sel­skab, luk­ke­de døre­ne til de lit­teræ­re salo­ner og hen­vi­ste ham til en til­væ­rel­se som sub­si­stens­løs. 
Han gav afkald på tit­len som sov­je­tisk for­fat­ter, men brud­det inde­bar også, at han opnå­e­de en indre afkla­ring og fri­hed, som gjor­de en ende på hans angst for død og for­føl­gel­se. Han for­stod bed­re end sine sam­ti­di­ge, at kata­stro­fen nær­me­de sig, og tog sin skæb­ne på sig. Det end­te tragisk, men Man­del­stams utve­ty­di­ge mar­ke­ring af, hvor han stod i for­hold til den ydre for­føl­gel­se og ydmy­gel­se, sat­te ham fri som kunst­ner, og efter fem års ufri­vil­lig skri­ve­pau­se begynd­te hans poesi igen at fly­de med dig­te, der små 100 år sene­re står som monu­men­ter i ver­dens­lit­te­ra­tu­ren.  
I sit opgør med det lit­teræ­re establis­h­ment og bureau­kra­ti note­re­de Man­del­stam i Den Fjer­de Prosa:      
“Jeg deler alle vær­ker i ver­dens­lit­te­ra­tu­ren mel­lem dem, der er til­lad­te, og dem, der er skre­vet uden til­la­del­se. Først­nævn­te er afskum, sidst­nævn­te er stjå­let luft. For­fat­te­re, der skri­ver bevidst til­lad­te ting, har jeg lyst til at spyt­te i ansig­tet og give en på hove­d­et med min stok.”