Neder­la­get som en oplevelse

epa09982344 Ecuadorian rider Richard Carapaz of the Ineos Grenadiers team reacts after crossing the finish line of the 20th stage of the 105th Giro d'Italia cycling tour over 168km from Belluno to Marmolada (Passo Fedaia), Italy, 28 May 2022. EPA/MAURIZIO BRAMBATTI

Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores lydleverandør.

Foto: Maurizio Brambatti/EPA/Ritzau Scanpix

Giro d’Italia blev afgjort i søn­dags, og udga­ven, der strak­te sig over 3.000 kilo­me­ter fra Buda­pe­st til Vero­na, end­te med at bli­ve et vin­due til afmagt og neder­lag, da løbets før­en­de ryt­ter og for­hånds­fa­vo­rit Richard Cara­paz kør­te sig ind i sit livs kri­se på næst­sid­ste eta­pe op ad bjer­get Mar­mola­da. Hans føring smul­dre­de på trods af, at han inden eta­pen lig­ne­de en mand, der ikke var til at slå. I ste­det over­tog austral­ske Jai Hin­d­ley løbets lyse­rø­de fører­trø­je og blev mod­sat Cara­paz bil­le­det på uned­bry­de­lig styr­ke. Læs her, hvor­dan kam­pen om sej­ren i den tre uger lan­ge ita­li­en­ske rund­t­ur udfol­de­de sig. 

Køben­havn 31. Maj, 2022.

Efter mere end 3.000 kilo­me­ter fra Sici­li­en via Cala­bri­en til Basi­li­ca­ta gen­nem Abruzzos og Appen­ni­ner­nes høj­de­ryg­ge og for­bi Tosca­nas bøl­gen­de bak­ker til Liguri­ens kyster nær den fran­ske græn­se og op i Alper­ne i Aos­ta og over Po-slet­ten helt til de fryg­te­de Dolo­mit­ter i Tren­ti­no kun­ne Jai Hin­d­ley fra Austra­li­en og Richard Cara­paz fra Ecu­a­dor ikke køre fra hinanden. 

Som for­ste­ne­de i sam­me bil­le­de kør­te de side om side, eller skif­te­vis den ene for­an den anden, dag efter dag, og det lig­ne­de, som løbet nær­me­de sig sin afslut­ning, at bonus­se­kun­der tjent i ind­lag­te spur­ter og på mål­stre­gen vil­le afgø­re Giro d’Italia.

Når eta­per­ne var hår­dest, for­søg­te de med små angreb og for­ce­rin­ger at ryste hin­an­den, men beg­ge ryt­te­re indstil­le­de deres offen­siv, så snart de dre­je­de deres hove­d­er og såle­des kun­ne se direk­te ind i deres kon­kur­rents øjne og kon­sta­te­re, at der ingen tegn på resig­na­tion var. Inden løbets 20. og næst­sid­ste eta­pe skil­te ikke min­dre end spek­taku­læ­re tre sekun­der de to i Cara­paz’ favør. 

Hvad er tre sekunder?

Tre sekun­der er en abstrakt lil­le tids­for­skel. Jeg har tit tænkt over det besyn­der­li­ge for­hold i cykel­spor­ten, der eksi­ste­rer mel­lem det epi­ske og det mate­ma­tisk kon­kre­te. Ryt­ter­ne for­sø­ger at gå i græ­ske hel­tes fod­spor og for­føl­ger ide­a­ler, som stræ­ber efter ensom sejr gen­nem fysisk kamp. Det er en roman­tisk idé i sin grund­form. Men for at for­mu­le­re den­ne idé til sit yder­ste er der brug for tal­sy­ste­mer, klas­se­men­ter og kolon­ner med nav­ne, tider, deci­ma­ler og afstande. 

Så læn­ge jeg har holdt af cykel­spor­ten, hvil­ket vil sige hele mit liv, har jeg ople­vet en barn­lig begej­string for klas­se­men­ter­ne. Jeg kan huske, at jeg, før jeg kun­ne læse, bad min far­mor om at læse stil­lin­gen i Tour de Fran­ce højt for mig. Så sad jeg ved siden af hen­de, mens hun holdt avi­sen fol­det i hæn­der­ne og læste den usæd­van­li­ge tekst højt: 

3. Eta­pe, Vire til Plu­me­lec, 224 kilo­me­ter. 1. Erik Zabel, Team Tele­kom, 4 timer 54’33, 2. Frank Van­den­broucke, Mapei-GP, sam­me tid 3. Bjar­ne Riis, Team Tele­kom, + 12 sekun­der…. Og sådan fort­sat­te det gen­nem alle klas­se­men­ter og kon­kur­ren­cer. Jeg tæn­ker, at til­træk­nings­kraf­ten i det­te er, at klas­se­men­tet er den ene­ste måde at få et kon­kret over­blik over cykel­spor­tens avan­ce­re­de dra­ma. Men det gode ved det er, at klas­se­men­tet ikke giver os alle svar. For hvad vil det sige at være tre sekun­der for­an en anden ryt­ter? Tre sekun­der er ingen­ting. Op ad et bjerg er det ikke mere end et par meters afstand. Psy­ko­lo­gisk er det måske bare et spørgs­mål om i et øje­blik ikke læn­ge­re at kun­ne udhol­de smer­ten i bene­ne og opgi­ve trå­det. En punk­te­ring og et hjulskift tager tyve sekun­der. Et styrt kan let tage et halvt år at kom­me sig over. I 1989 tab­te den fran­ske helt Lau­rent Fig­non, som kør­te med heste­ha­le og Car­ti­er-bril­ler, Tour de Fran­ce med blot otte sekun­der. Uaf­hæn­gi­ge stu­di­er viser, at ale­ne heste­ha­len hav­de kostet ham otte sekun­der i vind­mod­stand. Og sådan får tal­le­ne i cykel­spor­ten liv. Jeg hol­der meget af, at cykel­spor­tens epi­ske uni­vers teg­nes op i det kon­kre­te på den­ne måde, for såle­des giver det både det uhånd­gri­be­li­ge form, og det form­gi­ven­de til­fø­jes fortælling. 

Kon­ge­e­ta­pens tre bjerge

Efter tre ugers lidel­se skil­te tre sekun­der to ryt­te­re, inden tre bjer­ge skul­le besti­ges over 160 kilo­me­ter. Bjer­ge­ne kal­des Pas­so San Pel­le­gri­no, Pas­so Por­doi og Pas­so Mar­mola­da. Sådan mødes ver­de­ner af bjer­ges nav­ne og tids­op­teg­ne­de tal­sy­ste­mer for at afgø­re et væd­de­løb. Eta­pen var løbets kon­ge­e­ta­pe, og sær­ligt opstig­nin­gen til Mar­mola­da er brutal. De sid­ste syv kilo­me­ter sti­ger med over 10 pro­cent i gen­nem­snit, og under almin­de­li­ge omstæn­dig­he­der vil­le alle for­ven­te et sce­na­rie, hvor ryt­ter­ne kom i mål en efter en. 

Men med Hin­d­ley og Cara­paz’ par­løb var for­vent­nin­gen i lige så høj grad, at de også efter den­ne prø­vel­se vil­le befin­de sig i nær­mest sam­me tid, og der­for vil­le det være op til enkelt­star­ten i Vero­na på løbets sid­ste dag at afgø­re løbet. Som eta­pen mod Mar­mola­da blev skudt i gang, bevæ­ge­de alt sig i den ret­ning. Løbet blev af respekt for de tre bjer­ges van­ske­lig­hed kørt defen­sivt og til­ba­ge­hol­den­de, og hver­ken Pel­le­gri­no eller Por­doi blev brugt til angreb, og på Mar­mola­da stod alt stil­le, og ingen ryt­ter syn­tes at have modet til at for­sø­ge at ændre på tin­ge­nes til­stand. Som publi­kum indstil­le­de man sig på at skul­le over­væ­re en van­vit­tigt ner­vepi­r­ren­de enkelt­start i Vero­na, som teg­ne­de til Cara­paz’ for­del, da han hidtil aldrig hav­de tabt tid til Hin­d­ley i kam­pen mod uret og der­med så ud til med sit i for­vej­en spink­le for­spring at kun­ne hjem­fø­re en snæ­ver sejr. 

Cara­paz vir­ke­de i kontrol

Jeg tror, at det var med det i tan­ker­ne, at Cara­paz med omkring fire kilo­me­ter til top­pen af mål­stre­gen på Mar­mola­da sat­te sit hold frem for at føre i et hårdt, men kon­trol­le­ret tem­po. For at kvæ­le angrebs­lyst og for at demon­stre­re, at han trods sit mini­ma­le for­spring ikke var til at knæk­ke. Som løbets sto­re for­hånds­fa­vo­rit og med det magt­ful­de hold Team Ineos i ryg­gen vil­le han nu dik­te­re løbets gang og udstrå­le en kap­ta­jns ståls­ind. Han beor­dre­de sin stær­ke fran­ske hjæl­pe­ryt­ter Pavel Sivakov til at sæt­te tem­po­et op på stig­nin­gens stej­le­ste punk­ter og sad i sej stil bøjet ned over sty­ret med hæn­der­ne i sty­rets bukninger. 

Richard Cara­paz vandt Giro d’Italia i 2019. Han er for­sva­ren­de olym­pisk mester fra lan­de­vej­en i Tokyo, og han blev num­mer tre i Tour de Fran­ce sid­ste som­mer efter hæs­blæ­sen­de duel­ler med Tadej Pogačar og Jonas Vin­ge­gaard. Han er blandt ver­dens bed­ste cykel­ryt­te­re i dis­se år, og det vir­ke­de som en natur­lig udvik­ling i løbet, at han nu tog en smu­le ini­ti­a­tiv og sto­le­de på, at han med sta­tus quo kun­ne for­sva­re sin føring over enkeltstarten. 

Men så rej­ste Hin­d­ley sig i pedalerne

Net­op som over­be­vis­nin­gen om, at løbet hav­de sat sig, ind­traf, angreb Jai Hin­d­ley. Den 26-åri­ge austra­li­er rej­ste sig i peda­ler­ne, og i et let gear sat­te han fra i en fin kaden­ce på bjer­gets stej­le skrå­nin­ger. Der var ingen tøven at spo­re hos Cara­paz, og i et og sam­me jag vred han sin cykel fremad og sat­te sig i Jai Hin­d­leys bag­hjul som den ene­ste for­føl­ger. Hin­d­ley fan­ge­de hur­tigt sin tyske hold­kam­me­rat Len­nard Käm­na, som hav­de sag­net far­ten sid­den­de i mor­ge­nud­brud­det for net­op i dis­se angre­bets sekun­der at støt­te sin hold­kap­ta­jn. En umå­de­ligt svær manøv­re, som kræ­ver tim­ing og klas­se, og som i reg­len aldrig lyk­kes, men i dag kun­ne det ikke være ble­vet udført bed­re. Nu sat­te Käm­na sig frem for Hin­d­ley, og med sine sid­ste kræf­ter ofre­de han i hjæl­pe­ryt­te­rens tapre ger­ning alle sine kræf­ter for at hol­de tem­po­et så højt som muligt for Hin­d­ley i for­sø­get på at træt­te Carapaz. 

Ecu­a­do­ri­a­ne­ren hang på, og Käm­na før­te, så det sort­ne­de for hans øjne, og Hin­d­ley sad mel­lem de to og ven­te­de på sit øje­blik. Som Käm­na begynd­te at slin­gre og skæ­re de stær­ke­ste gri­mas­ser, ske­te det, som hele løbet hav­de ven­tet på, men som ingen læn­ge­re hav­de reg­net med. Cara­paz tab­te plud­se­lig en meter og der­ef­ter to meter til duo­en. Den lyse­rø­de trø­je så skrø­be­lig ud, som den plud­se­lig sad på skul­dre­ne af en ryt­ter, som kør­te sig ind i en krise. 

Fører­trø­jens fal­men­de styr­ke

Hin­d­ley opda­ge­de sin kon­kur­rents kri­se og råb­te til Käm­na, at han skul­le fort­sæt­te, og i sine sid­ste kram­pe­træk­nin­ger hjalp han Hin­d­ley så langt frem mod mål­stre­gen som muligt, inden han slog ud og over­lod offen­si­ven til sin kap­ta­jn. Hin­d­ley vir­ke­de mere oven­på end nogen­sin­de før i løbet, og han kig­ge­de sig til­ba­ge over ven­stre skul­der, og Cara­paz’ ansigt var ikke at ane lige bag ham læn­ge­re, men tvær­ti­mod distan­ce­ret læn­ge­re til­ba­ge på bjer­get, og Cara­paz’ blik var slet ikke til at fan­ge, for i dyb fortviv­lel­se over sin fal­men­de styr­ke stir­re­de Cara­paz i al sin afmagt ned på asfal­ten for­an ham i et cho­ke­ret udtryk og lig­ne­de en mand på græn­sen til at give op. 

Cyk­len vred han fra side til side, og des­pe­rat for­søg­te han at rej­se sig i peda­ler­ne for at sæt­te sig i sad­len igen, men intet lod til at vir­ke for ham, og sam­ti­dig fort­sat­te Hin­d­ley tyde­ligt moti­ve­ret af sin rivals kri­se, og med let­te tråd i peda­ler­ne holdt han en fin kaden­ce, hvor stig­nin­gen var værst. 

1800 meter var hele Giro­en værd

De sid­ste 1800 meter af Mar­mola­da var et helt Giro d’Italia værd og var et klart eksem­pel på cykel­spor­tens evne til at stræk­ke tiden, hvor en fina­le af et løb føles evig og for­gæn­ge­lig på sam­me tid. Det var ikke mere end dis­se 1800 meter, som skul­le til for klart at opteg­ne løbets hie­rar­ki. Hin­d­ley kryd­se­de mål­stre­gen stå­en­de i peda­ler­ne til det sid­ste, og som han hav­de gen­nem­ført eta­pen, faldt han af cyk­len og lå på asfal­ten og kæm­pe­de for at få vej­ret. Det var tyde­ligt, at han langt hav­de over­skre­det, hvad han hidtil hav­de tro­et muligt for sin kro­ps grænser. 

Sto­pu­ret sat­te i gang. Alle holdt vej­ret. Kame­ra­et led­te efter Cara­paz og fandt ham nu i sit for­søg på at over­le­ve stig­nin­gen. Det føl­tes næsten, som om han kør­te bag­læns, for nu kom Käm­na for­bi ham. Mikel Lan­da, den baski­ske tre­er i løbet, som var ble­vet sat af tid­li­ge­re, over­ha­le­de også løbets lyse­rø­de trø­je, og det sam­me gjor­de den lan­ge eng­læn­der og løbets num­mer 10 Hugh Cart­hy i det, der begynd­te at lig­ne en umå­de­lig kri­se. Håbet for Cara­paz var at for­sva­re sit tidstab mest muligt og måske kun være 20 til 30 sekun­der efter Hin­d­ley inden enkelt­star­ten, for den­ne over­sku­e­li­ge tids­mæng­de vil­le han måske kun­ne til­ba­ge­ero­bre. Men det stod straks klart, at det slet ikke var inden­for ræk­ke­vid­de, og sekun­der tik­ke­de, og Cara­paz var sta­dig fle­re hund­re­de meter fra målstregen. 

Bri­ste­de illu­sio­ner om egen styrke 

Såle­des opstod de mest min­de­vær­di­ge øje­blik­ke fra det­te års Giro d’Italia, for i dis­se minut­ter kun­ne over­væ­res en stor cykel­ryt­ters før­ste vold­som­me neder­lag. Det er kendt fra boks­nin­gens ver­den, at svær­vægts­meste­ren byg­ger en illu­sion op omkring sig selv som en uover­vin­de­lig kraft­kil­de, som ingen kan slå, og som aldrig kan tabe, og det sam­me gør sig gæl­den­de for man­ge af de sto­re cykel­ryt­te­re, og det er et inter­es­sant para­doks, for så meget som det er et brug­bart værk­tøj i for­sø­get på at knu­se al mod­stand og skub­be fryg­ten for neder­la­get fra sig, er det en kends­ger­ning, at bok­se­ren lige­som cykel­ryt­te­ren med garan­ti vil møde neder­lag i livet, og nu på Mar­mola­da-stig­nin­gen blev Cara­paz et stu­die i neder­lag. Hans øjne var vil­de og des­pe­ra­te i det ene øje­blik og håb­løst udmat­te­de i det næste, for igen at fan­ges i en cho­ke­ret flak­ken, for at slå ned i asfal­ten for­an hju­let igen, og i slin­gren­de stil peda­le­re­de bene­ne urytmisk. 

Det var ubarm­hjer­tigt at over­væ­re, og det var et af dis­se sjæld­ne øje­blik­ke i spor­ten, hvor neder­la­get både var dra­gen­de og lære­rigt at stu­de­re ind­gå­en­de, sam­ti­dig med at det gjor­de ondt at iagt­ta­ge og udfor­dre­de ens samvit­tig­hed ved, at man glæ­de­de sig over sce­ne­ri­et, der udspil­le­de sig, for­di det vir­ke­lig antog dra­ma­ti­ske træk, som det er ønsket ved de sto­re bjergetaper. 

En end­nu stør­re ydmygelse 

Ende­lig kryd­se­de Cara­paz mål­stre­gen. Det var en let­tel­se, at det lyk­ke­des ham. Davi­de For­molo, den lil­le ita­li­e­ner, der hav­de sid­det i mor­ge­nud­brud­det sam­men med Käm­na, var endt lige ved Cara­paz, og de to kryd­se­de mål­stre­gen sam­men, og med­li­den­de ople­ve­de For­molo neder­la­get fra før­ste ræk­ke, og da eta­pen var for­bi, klap­pe­de han opmun­tren­de Cara­paz på ryg­gen, men det vir­ke­de trods sin gode hen­sigt blot som en end­nu stør­re ydmygelse. 

I neder­la­gets time er det bedst at være i fred, og den slag­ne ønsker ikke nød­ven­dig­vis opmun­tring, men har brug for først at for­stå, hvad neder­la­get omfat­ter. Cara­paz tab­te halvan­det minut på 1800 meter efter at have lig­get bedst til i klas­se­men­tet i mere end 3000 kilo­me­ter. Så brutalt kan cykel­spor­tens og mate­ma­tik­kens for­hold opteg­nes. Hin­d­ley var lyk­ke­lig og for­kla­re­de, at dagen hav­de været per­fekt. Alt, hvad han hav­de håbet, var gået i opfyl­del­se. Han hav­de mistet den lyse­rø­de trø­je for to år siden, og det hav­de han lovet sig selv, at han vil­le revan­che­re. Nu mang­le­de kun enkelt­star­ten: “I will die for the jer­sey tomor­row,” sag­de australieren. 

Det blev ikke nød­ven­digt, og i sik­ker stil for­sva­re­de han trøj­en over de 17 kilo­me­ters enkelt­start i Vero­na. Cara­paz end­te på løbets anden­plads. Som­me­ti­der er det ikke sej­ren, der er løbets stør­ste øje­blik, men neder­la­get, og sådan ople­ve­de jeg det­te løb. For det var i sand­hed et stu­die i en ryt­ter, som måt­te kon­fron­te­re sig selv med skuf­fel­sen og ved at have været tæt på at have prø­vet alt, men ikke kun­ne hol­de til pres­set. Cara­paz er en stor ryt­ter, og det bli­ver inter­es­sant at føl­ge, hvad hans for­mat ræk­ker til, og hvor­dan han skal rej­se sig. Hin­d­ley vandt over­ra­sken­de, og det er ikke usand­syn­ligt, at det­te bli­ver den ene­ste Grand Tour, han nogen­sin­de kom­mer til at vin­de. Men han kør­te smukt og viste os, at uned­bry­de­lig ved­hol­den­hed er en af cykel­spor­tens vig­tig­ste dyder.