Ned­er­laget som en oplevelse

epa09982344 Ecuadorian rider Richard Carapaz of the Ineos Grenadiers team reacts after crossing the finish line of the 20th stage of the 105th Giro d'Italia cycling tour over 168km from Belluno to Marmolada (Passo Fedaia), Italy, 28 May 2022. EPA/MAURIZIO BRAMBATTI

Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cook­ies fra vores lydleverandør.

Foto: Mau­r­izio Brambatti/EPA/Ritzau Scanpix

Giro d’Italia blev afgjort i søndags, og udgaven, der strak­te sig over 3.000 kilo­me­ter fra Budapest til Verona, endte med at blive et vin­due til afmagt og ned­er­lag, da løbets førende ryt­ter og forhånds­fa­vorit Richard Cara­paz kørte sig ind i sit livs krise på næst­sid­ste etape op ad bjer­get Mar­mo­la­da. Hans føring smul­drede på trods af, at han inden etapen lignede en mand, der ikke var til at slå. I stedet over­tog aus­tralske Jai Hind­ley løbets lyserøde før­ertrø­je og blev mod­sat Cara­paz billedet på uned­bry­delig styrke. Læs her, hvor­dan kam­p­en om sejren i den tre uger lange ital­ienske rund­tur udfold­ede sig. 

Køben­havn 31. Maj, 2022.

Efter mere end 3.000 kilo­me­ter fra Sicilien via Cal­abrien til Basil­i­ca­ta gen­nem Abruz­zos og Appen­nin­ernes højderygge og for­bi Toscanas bøl­gende bakker til Lig­uriens kys­ter nær den franske grænse og op i Alperne i Aos­ta og over Po-slet­ten helt til de frygt­ede Dolomit­ter i Trenti­no kunne Jai Hind­ley fra Aus­tralien og Richard Cara­paz fra Ecuador ikke køre fra hinanden. 

Som forstenede i samme billede kørte de side om side, eller skifte­vis den ene foran den anden, dag efter dag, og det lignede, som løbet nærmede sig sin afs­lut­ning, at bonussekun­der tjent i ind­lagte spurter og på mål­stre­gen ville afgøre Giro d’Italia.

Når eta­perne var hårdest, forsøgte de med små angreb og forceringer at ryste hinan­den, men begge ryt­tere ind­stillede deres offen­siv, så snart de drejede deres hov­ed­er og således kunne se direk­te ind i deres konkur­rents øjne og kon­statere, at der ingen tegn på res­ig­na­tion var. Inden løbets 20. og næst­sid­ste etape skilte ikke min­dre end spek­takulære tre sekun­der de to i Cara­paz’ favør. 

Hvad er tre sekunder?

Tre sekun­der er en abstrakt lille tids­forskel. Jeg har tit tænkt over det besyn­derlige forhold i cykel­sporten, der eksis­ter­er mellem det episke og det matem­a­tisk konkrete. Ryt­terne forsøger at gå i græske heltes fod­spor og for­føl­ger ide­al­er, som stræber efter ensom sejr gen­nem fysisk kamp. Det er en roman­tisk idé i sin grund­form. Men for at for­mulere denne idé til sit yder­ste er der brug for tal­sys­te­mer, klasse­menter og kolon­ner med navne, tider, dec­i­maler og afstande. 

Så længe jeg har holdt af cykel­sporten, hvilket vil sige hele mit liv, har jeg oplevet en barn­lig bege­jstring for klasse­menterne. Jeg kan huske, at jeg, før jeg kunne læse, bad min far­mor om at læse still­in­gen i Tour de France højt for mig. Så sad jeg ved siden af hende, mens hun holdt avisen fold­et i hæn­derne og læste den usæd­van­lige tekst højt: 

3. Etape, Vire til Plum­elec, 224 kilo­me­ter. 1. Erik Zabel, Team Telekom, 4 timer 54’33, 2. Frank Van­den­broucke, Mapei-GP, samme tid 3. Bjarne Riis, Team Telekom, + 12 sekun­der…. Og sådan fort­sat­te det gen­nem alle klasse­menter og konkur­rencer. Jeg tænker, at tiltrækn­ingskraften i dette er, at klasse­mentet er den eneste måde at få et konkret overb­lik over cykel­sportens avancerede dra­ma. Men det gode ved det er, at klasse­mentet ikke giv­er os alle svar. For hvad vil det sige at være tre sekun­der foran en anden ryt­ter? Tre sekun­der er ingent­ing. Op ad et bjerg er det ikke mere end et par meters afs­tand. Psykol­o­gisk er det måske bare et spørgsmål om i et øje­b­lik ikke læn­gere at kunne udholde smerten i benene og opgive trådet. En punk­ter­ing og et hjul­skift tager tyve sekun­der. Et styrt kan let tage et halvt år at komme sig over. I 1989 tabte den franske helt Lau­rent Fignon, som kørte med hes­te­hale og Carti­er-briller, Tour de France med blot otte sekun­der. Uafhængige studi­er vis­er, at alene hes­te­halen havde kostet ham otte sekun­der i vin­d­mod­stand. Og sådan får tal­lene i cykel­sporten liv. Jeg hold­er meget af, at cykel­sportens episke univers teg­nes op i det konkrete på denne måde, for således giv­er det både det uhånd­gri­belige form, og det for­m­givende til­fø­jes fortælling. 

Kongee­tapens tre bjerge

Efter tre ugers lidelse skilte tre sekun­der to ryt­tere, inden tre bjerge skulle bestiges over 160 kilo­me­ter. Bjer­gene kaldes Pas­so San Pel­le­gri­no, Pas­so Por­doi og Pas­so Mar­mo­la­da. Sådan mødes ver­den­er af bjerges navne og tid­sopteg­nede tal­sys­te­mer for at afgøre et væd­deløb. Etapen var løbets kongee­tape, og særligt opstignin­gen til Mar­mo­la­da er bru­tal. De sid­ste syv kilo­me­ter stiger med over 10 pro­cent i gen­nem­snit, og under almin­delige omstændighed­er ville alle for­vente et sce­nar­ie, hvor ryt­terne kom i mål en efter en. 

Men med Hind­ley og Cara­paz’ par­løb var for­vent­nin­gen i lige så høj grad, at de også efter denne prøvelse ville befinde sig i nærmest samme tid, og der­for ville det være op til enkelt­starten i Verona på løbets sid­ste dag at afgøre løbet. Som etapen mod Mar­mo­la­da blev skudt i gang, bevægede alt sig i den ret­ning. Løbet blev af respekt for de tre bjerges vanske­lighed kørt defen­sivt og tilbage­hold­ende, og hverken Pel­le­gri­no eller Por­doi blev brugt til angreb, og på Mar­mo­la­da stod alt stille, og ingen ryt­ter syntes at have mod­et til at forsøge at ændre på tin­ge­nes til­stand. Som pub­likum ind­stillede man sig på at skulle overvære en van­vit­tigt nervepir­rende enkelt­start i Verona, som teg­nede til Cara­paz’ fordel, da han hidtil aldrig havde tabt tid til Hind­ley i kam­p­en mod uret og dermed så ud til med sit i forve­jen spin­kle for­spring at kunne hjem­føre en snæver sejr. 

Cara­paz virkede i kontrol

Jeg tror, at det var med det i tankerne, at Cara­paz med omkring fire kilo­me­ter til top­pen af mål­stre­gen på Mar­mo­la­da sat­te sit hold frem for at føre i et hårdt, men kon­trolleret tem­po. For at kvæle angreb­slyst og for at demon­strere, at han trods sit min­i­male for­spring ikke var til at knække. Som løbets store forhånds­fa­vorit og med det magt­fulde hold Team Ineos i ryggen ville han nu dik­tere løbets gang og udstråle en kap­ta­jns stålsind. Han beor­drede sin stærke franske hjælperyt­ter Pavel Sivakov til at sætte tem­po­et op på stignin­gens ste­jleste punk­ter og sad i sej stil bøjet ned over styret med hæn­derne i styrets bukninger. 

Richard Cara­paz vandt Giro d’Italia i 2019. Han er forsvarende olymp­isk mester fra lan­de­ve­jen i Tokyo, og han blev num­mer tre i Tour de France sid­ste som­mer efter hæs­blæsende dueller med Tadej Pogačar og Jonas Vinge­gaard. Han er blandt ver­dens bed­ste cykel­ryt­tere i disse år, og det virkede som en naturlig udvikling i løbet, at han nu tog en smule ini­tia­tiv og stolede på, at han med sta­tus quo kunne forsvare sin føring over enkeltstarten. 

Men så rejste Hind­ley sig i pedalerne

Netop som over­be­vis­nin­gen om, at løbet havde sat sig, ind­traf, angreb Jai Hind­ley. Den 26-årige aus­tralier rejste sig i ped­alerne, og i et let gear sat­te han fra i en fin kadence på bjer­gets ste­jle skråninger. Der var ingen tøven at spore hos Cara­paz, og i et og samme jag vred han sin cykel fre­mad og sat­te sig i Jai Hind­leys baghjul som den eneste for­føl­ger. Hind­ley fangede hur­tigt sin tyske hold­kam­mer­at Lennard Käm­na, som havde sag­net farten sid­dende i mor­genud­brud­det for netop i disse angre­bets sekun­der at støtte sin hold­kap­ta­jn. En umådeligt svær manøvre, som kræver tim­ing og klasse, og som i reglen aldrig lykkes, men i dag kunne det ikke være blevet udført bedre. Nu sat­te Käm­na sig frem for Hind­ley, og med sine sid­ste kræfter ofrede han i hjælperyt­terens tapre gern­ing alle sine kræfter for at holde tem­po­et så højt som muligt for Hind­ley i forsøget på at trætte Carapaz. 

Ecuado­ri­aneren hang på, og Käm­na førte, så det sortnede for hans øjne, og Hind­ley sad mellem de to og vent­ede på sit øje­b­lik. Som Käm­na beg­y­n­dte at slin­gre og skære de stærkeste gri­mass­er, skete det, som hele løbet havde ven­tet på, men som ingen læn­gere havde reg­net med. Cara­paz tabte plud­selig en meter og derefter to meter til duoen. Den lyserøde trø­je så skrø­be­lig ud, som den plud­selig sad på skul­drene af en ryt­ter, som kørte sig ind i en krise. 

Før­ertrø­jens fal­mende styrke

Hind­ley opdagede sin konkur­rents krise og råbte til Käm­na, at han skulle fort­sætte, og i sine sid­ste kram­petrækninger hjalp han Hind­ley så langt frem mod mål­stre­gen som muligt, inden han slog ud og over­lod offen­siv­en til sin kap­ta­jn. Hind­ley virkede mere oven­på end nogensinde før i løbet, og han kiggede sig tilbage over ven­stre skul­der, og Cara­paz’ ansigt var ikke at ane lige bag ham læn­gere, men tvær­ti­mod dis­tanceret læn­gere tilbage på bjer­get, og Cara­paz’ blik var slet ikke til at fange, for i dyb fort­vivlelse over sin fal­mende styrke stirrede Cara­paz i al sin afmagt ned på asfal­ten foran ham i et chok­eret udtryk og lignede en mand på grænsen til at give op. 

Cyklen vred han fra side til side, og des­per­at forsøgte han at rejse sig i ped­alerne for at sætte sig i sadlen igen, men intet lod til at virke for ham, og sam­tidig fort­sat­te Hind­ley tydeligt motiveret af sin rivals krise, og med lette tråd i ped­alerne holdt han en fin kadence, hvor stignin­gen var værst. 

1800 meter var hele Giroen værd

De sid­ste 1800 meter af Mar­mo­la­da var et helt Giro d’Italia værd og var et klart eksem­pel på cykel­sportens evne til at strække tiden, hvor en finale af et løb føles evig og forgæn­gelig på samme tid. Det var ikke mere end disse 1800 meter, som skulle til for klart at opteg­ne løbets hier­ar­ki. Hind­ley krydsede mål­stre­gen stående i ped­alerne til det sid­ste, og som han havde gen­nem­ført etapen, faldt han af cyklen og lå på asfal­ten og kæm­pede for at få vejret. Det var tydeligt, at han langt havde over­skre­det, hvad han hidtil havde troet muligt for sin krops grænser. 

Stop­uret sat­te i gang. Alle holdt vejret. Kam­er­aet ledte efter Cara­paz og fandt ham nu i sit forsøg på at over­leve stignin­gen. Det føltes næsten, som om han kørte baglæns, for nu kom Käm­na for­bi ham. Mikel Lan­da, den baskiske treer i løbet, som var blevet sat af tidligere, over­halede også løbets lyserøde trø­je, og det samme gjorde den lange englæn­der og løbets num­mer 10 Hugh Carthy i det, der beg­y­n­dte at ligne en umådelig krise. Håbet for Cara­paz var at forsvare sit tid­stab mest muligt og måske kun være 20 til 30 sekun­der efter Hind­ley inden enkelt­starten, for denne over­skuelige tidsmængde ville han måske kunne tilbageer­o­bre. Men det stod straks klart, at det slet ikke var inden­for række­v­id­de, og sekun­der tikkede, og Cara­paz var stadig flere hun­drede meter fra målstregen. 

Brist­ede illu­sion­er om egen styrke 

Således opstod de mest min­de­værdi­ge øje­b­likke fra dette års Giro d’Italia, for i disse min­ut­ter kunne overværes en stor cykel­ryt­ters første vold­somme ned­er­lag. Det er kendt fra bok­snin­gens ver­den, at sværvægtsmesteren byg­ger en illu­sion op omkring sig selv som en uovervin­delig kraftk­ilde, som ingen kan slå, og som aldrig kan tabe, og det samme gør sig gældende for mange af de store cykel­ryt­tere, og det er et inter­es­sant paradoks, for så meget som det er et brug­bart værk­tøj i forsøget på at knuse al mod­stand og skubbe frygten for ned­er­laget fra sig, er det en kends­gern­ing, at bok­seren lige­som cykel­ryt­teren med garan­ti vil møde ned­er­lag i livet, og nu på Mar­mo­la­da-stignin­gen blev Cara­paz et studie i ned­er­lag. Hans øjne var vilde og des­per­ate i det ene øje­b­lik og håbløst udmat­tede i det næste, for igen at fanges i en chok­eret flakken, for at slå ned i asfal­ten foran hjulet igen, og i slin­grende stil ped­alerede benene urytmisk. 

Det var ubarmh­jer­tigt at overvære, og det var et af disse sjældne øje­b­likke i sporten, hvor ned­er­laget både var dra­gende og lærerigt at stud­ere indgående, sam­tidig med at det gjorde ondt at iagt­tage og udfor­drede ens samvit­tighed ved, at man glæd­ede sig over scener­i­et, der udspillede sig, for­di det virke­lig antog drama­tiske træk, som det er øns­ket ved de store bjergetaper. 

En end­nu større ydmygelse 

Endelig krydsede Cara­paz mål­stre­gen. Det var en let­telse, at det lykkedes ham. Davide For­mo­lo, den lille ital­iener, der havde sid­det i mor­genud­brud­det sam­men med Käm­na, var endt lige ved Cara­paz, og de to krydsede mål­stre­gen sam­men, og medli­dende oplevede For­mo­lo ned­er­laget fra første række, og da etapen var for­bi, klappede han opmuntrende Cara­paz på ryggen, men det virkede trods sin gode hen­sigt blot som en end­nu større ydmygelse. 

I ned­er­lagets time er det bedst at være i fred, og den slagne ønsker ikke nød­vendigvis opmuntring, men har brug for først at forstå, hvad ned­er­laget omfat­ter. Cara­paz tabte hal­van­det min­ut på 1800 meter efter at have ligget bedst til i klasse­mentet i mere end 3000 kilo­me­ter. Så bru­talt kan cykel­sportens og matem­atikkens forhold opteg­nes. Hind­ley var lykke­lig og fork­larede, at dagen havde været per­fekt. Alt, hvad han havde håbet, var gået i opfyldelse. Han havde mis­tet den lyserøde trø­je for to år siden, og det havde han lovet sig selv, at han ville revanchere. Nu man­glede kun enkelt­starten: “I will die for the jer­sey tomor­row,” sagde australieren. 

Det blev ikke nød­vendigt, og i sikker stil forsvarede han trø­jen over de 17 kilo­me­ters enkelt­start i Verona. Cara­paz endte på løbets anden­plads. Som­me­tider er det ikke sejren, der er løbets største øje­b­lik, men ned­er­laget, og sådan oplevede jeg dette løb. For det var i sand­hed et studie i en ryt­ter, som måtte kon­fron­tere sig selv med skuf­felsen og ved at have været tæt på at have prøvet alt, men ikke kunne holde til pres­set. Cara­paz er en stor ryt­ter, og det bliv­er inter­es­sant at følge, hvad hans for­mat rækker til, og hvor­dan han skal rejse sig. Hind­ley vandt over­rask­ende, og det er ikke usandsyn­ligt, at dette bliv­er den eneste Grand Tour, han nogensinde kom­mer til at vin­de. Men han kørte smukt og viste os, at uned­bry­delig ved­hold­en­hed er en af cykel­sportens vigtig­ste dyder.