Nederlaget som en oplevelse
Foto: Maurizio Brambatti/EPA/Ritzau Scanpix
Giro d’Italia blev afgjort i søndags, og udgaven, der strakte sig over 3.000 kilometer fra Budapest til Verona, endte med at blive et vindue til afmagt og nederlag, da løbets førende rytter og forhåndsfavorit Richard Carapaz kørte sig ind i sit livs krise på næstsidste etape op ad bjerget Marmolada. Hans føring smuldrede på trods af, at han inden etapen lignede en mand, der ikke var til at slå. I stedet overtog australske Jai Hindley løbets lyserøde førertrøje og blev modsat Carapaz billedet på unedbrydelig styrke. Læs her, hvordan kampen om sejren i den tre uger lange italienske rundtur udfoldede sig.
København 31. Maj, 2022.
Efter mere end 3.000 kilometer fra Sicilien via Calabrien til Basilicata gennem Abruzzos og Appenninernes højderygge og forbi Toscanas bølgende bakker til Liguriens kyster nær den franske grænse og op i Alperne i Aosta og over Po-sletten helt til de frygtede Dolomitter i Trentino kunne Jai Hindley fra Australien og Richard Carapaz fra Ecuador ikke køre fra hinanden.
Som forstenede i samme billede kørte de side om side, eller skiftevis den ene foran den anden, dag efter dag, og det lignede, som løbet nærmede sig sin afslutning, at bonussekunder tjent i indlagte spurter og på målstregen ville afgøre Giro d’Italia.
Når etaperne var hårdest, forsøgte de med små angreb og forceringer at ryste hinanden, men begge ryttere indstillede deres offensiv, så snart de drejede deres hoveder og således kunne se direkte ind i deres konkurrents øjne og konstatere, at der ingen tegn på resignation var. Inden løbets 20. og næstsidste etape skilte ikke mindre end spektakulære tre sekunder de to i Carapaz’ favør.
Hvad er tre sekunder?
Tre sekunder er en abstrakt lille tidsforskel. Jeg har tit tænkt over det besynderlige forhold i cykelsporten, der eksisterer mellem det episke og det matematisk konkrete. Rytterne forsøger at gå i græske heltes fodspor og forfølger idealer, som stræber efter ensom sejr gennem fysisk kamp. Det er en romantisk idé i sin grundform. Men for at formulere denne idé til sit yderste er der brug for talsystemer, klassementer og kolonner med navne, tider, decimaler og afstande.
Så længe jeg har holdt af cykelsporten, hvilket vil sige hele mit liv, har jeg oplevet en barnlig begejstring for klassementerne. Jeg kan huske, at jeg, før jeg kunne læse, bad min farmor om at læse stillingen i Tour de France højt for mig. Så sad jeg ved siden af hende, mens hun holdt avisen foldet i hænderne og læste den usædvanlige tekst højt:
3. Etape, Vire til Plumelec, 224 kilometer. 1. Erik Zabel, Team Telekom, 4 timer 54’33, 2. Frank Vandenbroucke, Mapei-GP, samme tid 3. Bjarne Riis, Team Telekom, + 12 sekunder…. Og sådan fortsatte det gennem alle klassementer og konkurrencer. Jeg tænker, at tiltrækningskraften i dette er, at klassementet er den eneste måde at få et konkret overblik over cykelsportens avancerede drama. Men det gode ved det er, at klassementet ikke giver os alle svar. For hvad vil det sige at være tre sekunder foran en anden rytter? Tre sekunder er ingenting. Op ad et bjerg er det ikke mere end et par meters afstand. Psykologisk er det måske bare et spørgsmål om i et øjeblik ikke længere at kunne udholde smerten i benene og opgive trådet. En punktering og et hjulskift tager tyve sekunder. Et styrt kan let tage et halvt år at komme sig over. I 1989 tabte den franske helt Laurent Fignon, som kørte med hestehale og Cartier-briller, Tour de France med blot otte sekunder. Uafhængige studier viser, at alene hestehalen havde kostet ham otte sekunder i vindmodstand. Og sådan får tallene i cykelsporten liv. Jeg holder meget af, at cykelsportens episke univers tegnes op i det konkrete på denne måde, for således giver det både det uhåndgribelige form, og det formgivende tilføjes fortælling.
Kongeetapens tre bjerge
Efter tre ugers lidelse skilte tre sekunder to ryttere, inden tre bjerge skulle bestiges over 160 kilometer. Bjergene kaldes Passo San Pellegrino, Passo Pordoi og Passo Marmolada. Sådan mødes verdener af bjerges navne og tidsoptegnede talsystemer for at afgøre et væddeløb. Etapen var løbets kongeetape, og særligt opstigningen til Marmolada er brutal. De sidste syv kilometer stiger med over 10 procent i gennemsnit, og under almindelige omstændigheder ville alle forvente et scenarie, hvor rytterne kom i mål en efter en.
Men med Hindley og Carapaz’ parløb var forventningen i lige så høj grad, at de også efter denne prøvelse ville befinde sig i nærmest samme tid, og derfor ville det være op til enkeltstarten i Verona på løbets sidste dag at afgøre løbet. Som etapen mod Marmolada blev skudt i gang, bevægede alt sig i den retning. Løbet blev af respekt for de tre bjerges vanskelighed kørt defensivt og tilbageholdende, og hverken Pellegrino eller Pordoi blev brugt til angreb, og på Marmolada stod alt stille, og ingen rytter syntes at have modet til at forsøge at ændre på tingenes tilstand. Som publikum indstillede man sig på at skulle overvære en vanvittigt nervepirrende enkeltstart i Verona, som tegnede til Carapaz’ fordel, da han hidtil aldrig havde tabt tid til Hindley i kampen mod uret og dermed så ud til med sit i forvejen spinkle forspring at kunne hjemføre en snæver sejr.
Carapaz virkede i kontrol
Jeg tror, at det var med det i tankerne, at Carapaz med omkring fire kilometer til toppen af målstregen på Marmolada satte sit hold frem for at føre i et hårdt, men kontrolleret tempo. For at kvæle angrebslyst og for at demonstrere, at han trods sit minimale forspring ikke var til at knække. Som løbets store forhåndsfavorit og med det magtfulde hold Team Ineos i ryggen ville han nu diktere løbets gang og udstråle en kaptajns stålsind. Han beordrede sin stærke franske hjælperytter Pavel Sivakov til at sætte tempoet op på stigningens stejleste punkter og sad i sej stil bøjet ned over styret med hænderne i styrets bukninger.
Richard Carapaz vandt Giro d’Italia i 2019. Han er forsvarende olympisk mester fra landevejen i Tokyo, og han blev nummer tre i Tour de France sidste sommer efter hæsblæsende dueller med Tadej Pogačar og Jonas Vingegaard. Han er blandt verdens bedste cykelryttere i disse år, og det virkede som en naturlig udvikling i løbet, at han nu tog en smule initiativ og stolede på, at han med status quo kunne forsvare sin føring over enkeltstarten.
Men så rejste Hindley sig i pedalerne
Netop som overbevisningen om, at løbet havde sat sig, indtraf, angreb Jai Hindley. Den 26-årige australier rejste sig i pedalerne, og i et let gear satte han fra i en fin kadence på bjergets stejle skråninger. Der var ingen tøven at spore hos Carapaz, og i et og samme jag vred han sin cykel fremad og satte sig i Jai Hindleys baghjul som den eneste forfølger. Hindley fangede hurtigt sin tyske holdkammerat Lennard Kämna, som havde sagnet farten siddende i morgenudbruddet for netop i disse angrebets sekunder at støtte sin holdkaptajn. En umådeligt svær manøvre, som kræver timing og klasse, og som i reglen aldrig lykkes, men i dag kunne det ikke være blevet udført bedre. Nu satte Kämna sig frem for Hindley, og med sine sidste kræfter ofrede han i hjælperytterens tapre gerning alle sine kræfter for at holde tempoet så højt som muligt for Hindley i forsøget på at trætte Carapaz.
Ecuadorianeren hang på, og Kämna førte, så det sortnede for hans øjne, og Hindley sad mellem de to og ventede på sit øjeblik. Som Kämna begyndte at slingre og skære de stærkeste grimasser, skete det, som hele løbet havde ventet på, men som ingen længere havde regnet med. Carapaz tabte pludselig en meter og derefter to meter til duoen. Den lyserøde trøje så skrøbelig ud, som den pludselig sad på skuldrene af en rytter, som kørte sig ind i en krise.
Førertrøjens falmende styrke
Hindley opdagede sin konkurrents krise og råbte til Kämna, at han skulle fortsætte, og i sine sidste krampetrækninger hjalp han Hindley så langt frem mod målstregen som muligt, inden han slog ud og overlod offensiven til sin kaptajn. Hindley virkede mere ovenpå end nogensinde før i løbet, og han kiggede sig tilbage over venstre skulder, og Carapaz’ ansigt var ikke at ane lige bag ham længere, men tværtimod distanceret længere tilbage på bjerget, og Carapaz’ blik var slet ikke til at fange, for i dyb fortvivlelse over sin falmende styrke stirrede Carapaz i al sin afmagt ned på asfalten foran ham i et chokeret udtryk og lignede en mand på grænsen til at give op.
Cyklen vred han fra side til side, og desperat forsøgte han at rejse sig i pedalerne for at sætte sig i sadlen igen, men intet lod til at virke for ham, og samtidig fortsatte Hindley tydeligt motiveret af sin rivals krise, og med lette tråd i pedalerne holdt han en fin kadence, hvor stigningen var værst.
1800 meter var hele Giroen værd
De sidste 1800 meter af Marmolada var et helt Giro d’Italia værd og var et klart eksempel på cykelsportens evne til at strække tiden, hvor en finale af et løb føles evig og forgængelig på samme tid. Det var ikke mere end disse 1800 meter, som skulle til for klart at optegne løbets hierarki. Hindley krydsede målstregen stående i pedalerne til det sidste, og som han havde gennemført etapen, faldt han af cyklen og lå på asfalten og kæmpede for at få vejret. Det var tydeligt, at han langt havde overskredet, hvad han hidtil havde troet muligt for sin krops grænser.
Stopuret satte i gang. Alle holdt vejret. Kameraet ledte efter Carapaz og fandt ham nu i sit forsøg på at overleve stigningen. Det føltes næsten, som om han kørte baglæns, for nu kom Kämna forbi ham. Mikel Landa, den baskiske treer i løbet, som var blevet sat af tidligere, overhalede også løbets lyserøde trøje, og det samme gjorde den lange englænder og løbets nummer 10 Hugh Carthy i det, der begyndte at ligne en umådelig krise. Håbet for Carapaz var at forsvare sit tidstab mest muligt og måske kun være 20 til 30 sekunder efter Hindley inden enkeltstarten, for denne overskuelige tidsmængde ville han måske kunne tilbageerobre. Men det stod straks klart, at det slet ikke var indenfor rækkevidde, og sekunder tikkede, og Carapaz var stadig flere hundrede meter fra målstregen.
Bristede illusioner om egen styrke
Således opstod de mest mindeværdige øjeblikke fra dette års Giro d’Italia, for i disse minutter kunne overværes en stor cykelrytters første voldsomme nederlag. Det er kendt fra boksningens verden, at sværvægtsmesteren bygger en illusion op omkring sig selv som en uovervindelig kraftkilde, som ingen kan slå, og som aldrig kan tabe, og det samme gør sig gældende for mange af de store cykelryttere, og det er et interessant paradoks, for så meget som det er et brugbart værktøj i forsøget på at knuse al modstand og skubbe frygten for nederlaget fra sig, er det en kendsgerning, at bokseren ligesom cykelrytteren med garanti vil møde nederlag i livet, og nu på Marmolada-stigningen blev Carapaz et studie i nederlag. Hans øjne var vilde og desperate i det ene øjeblik og håbløst udmattede i det næste, for igen at fanges i en chokeret flakken, for at slå ned i asfalten foran hjulet igen, og i slingrende stil pedalerede benene urytmisk.
Det var ubarmhjertigt at overvære, og det var et af disse sjældne øjeblikke i sporten, hvor nederlaget både var dragende og lærerigt at studere indgående, samtidig med at det gjorde ondt at iagttage og udfordrede ens samvittighed ved, at man glædede sig over sceneriet, der udspillede sig, fordi det virkelig antog dramatiske træk, som det er ønsket ved de store bjergetaper.
En endnu større ydmygelse
Endelig krydsede Carapaz målstregen. Det var en lettelse, at det lykkedes ham. Davide Formolo, den lille italiener, der havde siddet i morgenudbruddet sammen med Kämna, var endt lige ved Carapaz, og de to krydsede målstregen sammen, og medlidende oplevede Formolo nederlaget fra første række, og da etapen var forbi, klappede han opmuntrende Carapaz på ryggen, men det virkede trods sin gode hensigt blot som en endnu større ydmygelse.
I nederlagets time er det bedst at være i fred, og den slagne ønsker ikke nødvendigvis opmuntring, men har brug for først at forstå, hvad nederlaget omfatter. Carapaz tabte halvandet minut på 1800 meter efter at have ligget bedst til i klassementet i mere end 3000 kilometer. Så brutalt kan cykelsportens og matematikkens forhold optegnes. Hindley var lykkelig og forklarede, at dagen havde været perfekt. Alt, hvad han havde håbet, var gået i opfyldelse. Han havde mistet den lyserøde trøje for to år siden, og det havde han lovet sig selv, at han ville revanchere. Nu manglede kun enkeltstarten: “I will die for the jersey tomorrow,” sagde australieren.
Det blev ikke nødvendigt, og i sikker stil forsvarede han trøjen over de 17 kilometers enkeltstart i Verona. Carapaz endte på løbets andenplads. Sommetider er det ikke sejren, der er løbets største øjeblik, men nederlaget, og sådan oplevede jeg dette løb. For det var i sandhed et studie i en rytter, som måtte konfrontere sig selv med skuffelsen og ved at have været tæt på at have prøvet alt, men ikke kunne holde til presset. Carapaz er en stor rytter, og det bliver interessant at følge, hvad hans format rækker til, og hvordan han skal rejse sig. Hindley vandt overraskende, og det er ikke usandsynligt, at dette bliver den eneste Grand Tour, han nogensinde kommer til at vinde. Men han kørte smukt og viste os, at unedbrydelig vedholdenhed er en af cykelsportens vigtigste dyder.